Økonomisk konsekvensanalyse af blybekendtgørelsen

Forord

Denne rapport indeholder en samfundsøkonomisk vurdering af blybekendtgørelsen, der blev vedtaget sidste år med gradvis ikrafttrædelse fra 1.3.2001 og ca. tre år frem.

Projektet er udført for Miljøstyrelsens Kemikaliekontor ved Henri Heron og er udført af COWI med Anette Gudum som forfatter. Projektet blev igangsat og udført i løbet af efteråret 2001.

I den samfundsøkonomiske vurdering er der valgt at fokusere på fire af de væsentligste anvendelsesområder for bly. Disse er taginddækninger, kapper til lavspændingskabler, fiskeredskaber og stabilisatorer i PVC.

Projektet omfatter kun en vurdering af de samfundsøkonomiske omkostninger ved indførelse af blybekendtgørelsen. Omkostningerne for de forskellige produktgrupper er opgjort i kr. pr. kg substitueret bly. Der er ikke foretaget en vurdering af de reducerede miljø- og sundhedseffekter. En sådan analyse ville utvivlsomt vise, at der for de undersøgte produktgrupper er tale om meget store forskelle på spredning af bly og dermed på miljø- og sundhedseffekter. De vurderede omkostninger pr. kg bly kan derfor ikke sammenlignes med henblik på at vurdere, hvor man får mest miljø for pengene.

Projektet har udover den konkrete vurdering af blybekendtgørelsen haft til formål at fungere som afprøvning af Miljøstyrelsens paradigma for sådanne analyser på kemikalieområdet udviklet i år 20001. Resultatet af projektet vil derfor udover denne rapport resultere i et kort notat, der redegør for konsulentens konkrete erfaringer med anvendelse af paradigmaet, herunder identificering af dets styrker og svagheder.

Informationer er indsamlet dels via eksisterende rapporter og arbejdspapirer og dels via kontakter til aktører inden for de relevante brancher. Disse er listet i referencelisten bagerst i rapporten. Grundet fortrolighed er en række oplysninger beskrevet uden henvisning til konkret kilde.

1 Se Miljøstyrelsen (2000a) og Miljøstyrelsen (2000b).