| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Miljøvurdering af alternative bortskaffelsesveje for bionedbrydelig emballage

8 Bionedbrydelig emballage i den offentlige debat

Bionedbrydelige plastmaterialer er udtryk for en søgen efter alternativer til de traditionelle plastmaterialer og disses miljøeffekter. I den offentlige debat bruges mange argumenter til støtte for biologisk nedbrydelige plastmaterialer, men de er ikke altid underbygget i forhold til de biologiske og miljømæssige sammenhænge.

Målet med dette kapitel er at afdække hvilke argumenter, der i den offentlige debat bruges for anvendelsen af bionedbrydelige emballager, og anføre begrænsningerne af disse argumenter, f.eks. når de strider mod gængs miljømæssig og økonomisk viden. Argumenterne er fundet i fagbøger og artikler om emballage, samt ved søgning på Internettet.

1. Bionedbrydelig emballage er CO2-neutral. Dette er hovedargumentet for bionedbrydelige plastmaterialer, og nævnes af mange, heriblandt SDU (1999), KVL (2000), Weber (2000), Anon. (1999), og Greenpeace (2000).
2. Bionedbrydelig emballage bevarer ikke-fornybare ressourcer (Socialdemokratiet, 2001).
3. Bionedbrydelig emballage fremmer den økonomiske udvikling i landbruget. Argumentet nævnes af KVL (2000) og Weber (2000).
4. Bruger et affaldsprodukt fra skov- og landbrug. SDU (1999) og KVL (2000) nævner dette som endnu en af den bionedbrydelige emballages positive egenskaber.
5. Få emballagematerialerne tilbage til den natur, de kom fra. Enhedslistens Frank Aaen bruger dette argument i en folketingsdebat. Måske er det også en bagvedliggende antagelse at den komposterbare emballage er økologisk produceret (Aaen, 1997).
6. Bionedbrydelig emballage ophobes ikke på lossepladser. BPS (2001), Weber (2000) og Day et al (1998) nævner alle dette.
7. Bionedbrydelig emballage skæmmer ikke naturen. Enkelte har nævnt, at nedbrydelig emballage løser problemet med emballage henkastet i naturen eller rekreative områder (refereret fra Kjær, pers.komm.).
8. Mindsker udledning af østrogenlignende stoffer fra plastmaterialer. Argumentet nævnes af et indisk tidsskrift (Ghatnekar og Ghatnekar., 1999).
9. Bionedbrydelig emballage kan hæmme udviklingen af mug og svamp i madvarer. To forskere ved Norges Landbrugs Universitet fortæller om udviklingen af nye permeable emballagetyper, der konserverer madvarer bedre, end ilttætte emballager (Polargruppen, 2001).
10. Kan gøre genanvendelse af emballagen mulig i områder, hvor anden genanvendelse er umulig. Nævnes af BPS (2001) og Greenpeaces PVC-gruppe (2000).
11. Fremmer selvforsyning. Argumentet nævnes af Weber (2000).

Den første gruppe argumenter (a, b) er kun relevant for egentlige biobaserede materialer (dvs. ikke for de bionedbrydelige materialer der er baserede på fossile råvarer), og vedrører spørgsmålet om fossile ressourcer og deres afbrænding. Ved forbrænding af materialer af petrokemisk oprindelse udledes CO₂, der før var stabilt bundet i jordens lagre af olie, kul og gas. Dermed øges drivhuseffekten. Ved produktion af materialer fremstillet af fornybare ressourcer fikseres CO₂ fra atmosfæren, og det er denne CO₂, der frigives igen ved forbrænding. Denne emission øger dermed ikke drivhuseffekten. Da der imidlertid også anvendes fossil energi til fremstillingen af de biologiske materialer, er de ikke fuldstændigt CO₂-neutrale, og kan i praksis vise sig at indebære et lige så stort eller større forbrug af fossile ressourcer og en lige så stor eller større CO₂-emission som materialer af petrokemisk oprindelse. Dette kan vurderes ved en fuldstændig livscyklusvurdering, der også omfatter fremstillings- og brugs-faserne.

Den næste gruppe af argumenter (c, d, og måske også e) vedrører skov- og landbrugets afsætningsmuligheder. Hvis emballage fremstilles af affaldsprodukter fra skov- og landbrug vil det ganske rigtigt åbne nye muligheder for indtjening til de primære erhverv.

Den næste gruppe af argumenter (e, f, g) vedrører direkte fordelen ved bionedbrydelighed, nemlig at den nedbrydes ved deponering. Brændbart affald går imidlertid ikke til deponi i Danmark. I de lande hvor det sker, har bionedbrydelig plast den nævnte fordel at det efter nedbrydningen ikke optager plads på lossepladserne (og man kan så håbe at den udviklede metan er blevet genvundet). Men selvom emballage er bionedbrydelig, løser det ikke problemet med affaldet henkastet i naturen, da nedbrydningstiden under ukontrollerede forhold stadig er lang.

Selvom de sidste argumenter (h, i, j, k) vedrører bionedbrydelig emballage, har argumenterne ikke direkte relation til emballagens bionedbrydelighed.  Materialets permeabilitet og indhold af uønskede stoffer, samt spørgsmålet om genanvendelighed og selvforsyningsgrad, kan alle reguleres uafhængigt af materialets grad af bionedbrydelighed. I øvrigt produceres de fleste bionedbrydelige polymermaterialer i dag i USA, mens markedet for deres anvendelse primært er i Europa. Derfor skal der ske store omlægninger af produktionsapparatet, før Danmark eller noget europæisk land kan være selvforsynende med disse.