Kvalitetssikring af LCA-arbejde

1. Indledning

Den stigende anvendelse af LCA som beslutningsstøtteværktøj har medført, at flere og flere personer og institutioner udfører LCA for virksomheder og myndigheder. Mange af disse er uddannet til at foretage LCA, f.eks. via DTU’s livscykluskursus, men en del må formodes kun at have relativt begrænsede erfaringer, når de starter på den første "seriøse" LCA-opgave.

Den virksomhed eller institution, der betaler for undersøgelsen, har naturligt nok en forventning om, at dens resultater er af en sådan kvalitet, at de kan anvendes direkte til det ønskede formål. Erfaringerne viser imidlertid, at mange LCA’er har et eller flere svage punkter, der kan skabe usikkerhed om konklusionerne. Selv hvis en LCA kun er tilsigtet en intern anvendelse, kan dårlige eller forkerte vurderinger have vidtrækkende konsekvenser, både miljømæssigt og økonomisk.

Det vil ofte være muligt at fjerne eller reducere betydningen af disse svage punkter gennem en kvalitetssikring af LCA-arbejdet (se f.eks. Weidema 1997, Caspersen & Wenzel 2000). Kvalitetssikringen kan foregå løbende gennem processen, eller den kan være et af de afsluttende elementer i et længere projektforløb. I denne forbindelse har en kritisk gennemgang (Critical Review) været anvendt i en del projekter, hvis resultater er blevet offentliggjort, mens udstrækningen af tilsvarende reviews af LCA til internt brug ikke er kendt.

I andre LCA-sammenhænge er behovet for en kritisk vurdering ikke så stort, at der bør udføres en egentlig kritisk gennemgang, og man kan i stedet nøjes med en form for kvalitetssikring eller hjælp til at opnå en god kvalitet af arbejdet.

Formålet med det aktuelle forprojekt er at etablere et grundlag for at vurdere hvilke behov, der er for at styrke kvalitetssikringen af LCA-arbejde i Danmark og anbefale konkrete initiativer. Målgruppen for forprojektet er først og fremmest Miljøstyrelsen, men også LCA-følgegruppen (og andre LCA-praktikere), der gennem forprojektets resultater får et samlet overblik over de krav, der kan stilles til kvalitetssikring af LCA.

Projektets aktiviteter har omfattet:

1) Indsamling og diskussion af erfaringer vedrørende kvalitetssikring af LCA:
a) Afholdelse af workshop
b) Litteraturstudie
2) Diskussion af krav til kvalitetssikring af forskellige typer LCA
3) Diskussion af personkvalifikationer for udøvere af kvalitetssikring
4) Anbefalinger til yderligere initiativer.