Kvalitetssikring af LCA-arbejde

7. Konklusion og anbefalinger

7.1 Detaljeret LCA

Den udarbejdede vejledning i kritisk gennemgang af LCA skønnes at dække behovet for vejledning i kvalitetssikring af denne type af LCA. Der er dog en række forhold, der har en generel relevans ved kvalitetssikring af LCA, og som der i forprojektet er fundet at være behov for at fremhæve:
Kvalitetskontrol af data og beregninger er i henhold til ISO 14040 en del af kvalitetssikringen af en detaljeret LCA. For detaljerede såvel som andre former for LCA er gennemskuelighed og dokumentation af data og udførte beregninger en forudsætning for at udføre kvalitetssikring.
De computerbaserede værktøjer, der i vid udstrækning anvendes i LCA, skal være dokumenterede og validerede, dvs. der skal foreligge en beskrivelse af de anvendte algoritmer, og det skal kunne eftervises, at programmet regner rigtigt, f.eks. ved brug af referencedatasæt.

Det bør undersøges, hvordan styring af kvaliteten og dokumentationen, herunder sikring af gennemskuelighed af data og beregninger, kan gøres til et integreret element i alle former for LCA arbejde. Det kan f.eks. overvejes, om der skal udarbejdes supplerende vejledningsmateriale.

Kvalifikationerne hos personer, som udfører kritisk gennemgang af detaljerede LCA bør være de samme - eller sammenlignelige med - de kvalifikationer det svenske Miljöstyringsråd stiller til personer, der udfører kritisk gennemgang i forbindelse med miljøvaredeklarationer, idet der helt eller delvist skal ses bort fra 9, 10 og 11, der refererer til miljøvaredeklarationer:

  1. Akademisk uddannelse indenfor det teknisk/naturvidenskabelige område
  2. Erhvervserfaring
  3. Fire års arbejde med industrielle miljøspørgsmål
  4. Heraf mindst to års arbejde med LCA
  5. Heraf mindst et års erfaring med operativt LCA-arbejde
  6. Generel viden om industri og produktrelaterede miljøspørgsmål
  7. God almen viden om LCA-området
  8. Indgående viden om LCA-metodik
  9. Indgående viden om ISO standarderne indenfor miljømærknings- og LCA-området
  10. Indgående viden om det regelværk, som miljøvaredeklarationer udarbejdes efter
  11. Indgående viden om det svenske system for miljøvaredeklarationer
  12. Godt kendskab til processer og produkter indenfor det specifikke produktområde.

Et yderligere kvalifikationskrav, der er relevant i mange LCA’er, er et indgående kendskab til toksikologiske og økotoksikologiske egenskaber af stoffer og materialer og vurdering af disse. Endvidere kan det overvejes at etablere en akkrediteringsordning for personer, der udfører kritiske gennemgang af LCA.

7.2 Forenklet LCA

En forenklet LCA kan i princippet udføres i henhold til ISO 14040, og dermed gøre brug af den udarbejdede vejledning. For at styrke kvaliteten af forenklede LCA kan der dog være brug for yderligere "kvalitetshjælp" fra en LCA ekspert og/eller en ekspert med særligt kendskab til det pågældende produktområde. Denne kvalitetshjælp kan f.eks. omfatte:
LCA-faglig hjælp, f.eks. i forbindelse med afgrænsningsdiskussioner, udeladelse af livscyklusfaser og til formulering af kvalitetskrav til data
Hjælp vedrørende viden om produktsystem og produktionsprocesser
Hjælp til vurdering af kemikalier og beregning af effektpotentialer.

Personkvalifikationerne for eksperter, der yder kvalitetshjælp i forbindelse med forenklet LCA er i princippet de samme som ovenstående krav til personer, der udfører kritisk gennemgang af detaljerede LCA. Hertil kommer dog krav, der er knyttet til personens rolle som vejleder snarere end kontrollant:
Pædagogiske evner
Overblik over datakilder og PC-værktøjer
Kendskab til toksikologiske og økotoksikologiske vurderinger.

7.3 MEKA-LCA og livscykluscheck

Denne form for LCA udføres oftest af personer uden særligt kendskab til LCA, og som derfor har et behov for kvalitetshjælp i udførelsen. Det fremgik af den afholdte workshop, at der er et behov for hjælpeværktøjer, f.eks. checklister, eventuelt i form af en udbygning/tilpasning af listen i den allerede udarbejdede vejledning (Caspersen & Wenzel 2000). Der er endvidere ved denne form for LCA et udpræget behov for at kunne trække på eksperthjælp indenfor LCA eller anden faglig kompetence. Det vurderes, at få timers hjælp vil have en betydelig effekt på kvaliteten af resultatet. Kvalitetshjælpen kan således ud over punkterne nævnt under "Forenklet LCA" omfatte:
Checklister til brug ved udførelse og kvalitetssikring af LCA
Adgang til hjælp fra en LCA-ekspert og/eller en person med kendskab til produktområdet.

Personkvalifikationerne er de samme for denne type LCA som de der er beskrevet for "Forenklet LCA".

7.4 Effektdata og effektvurderinger

Der er knyttet specielle problemer til vurdering af sundheds- og miljømæssige effektvurderinger af kemikalier i LCA, der hovedsageligt skyldes vanskeligheder med kortlægning og vurdering af stoffer, der udledes:
Forskel på metoder til toksicitetsvurdering i LCA
Varierende datakvalitet (viden om forbrug og emissioner)
Tilgængelighed af effektfaktorer eller klassificeringer for kemiske stoffer.
Manglende viden om de kemiske stoffer

For at sikre, at sundheds- og miljømæssige effektvurderinger medtages i LCA, og at disse vurderinger har en god kvalitet, er det nødvendigt med en koordineret indsats inden for kemikalieområdet af LCA. Indsatsen kan bl.a. omfatte anvisning af kilder til kvalitetsdata, opsamling af erfaringer med kemikalievurderinger i LCA og etablering og vedligehold af en database med kvalitetssikrede data for kemiske stoffer.

7.5 Habilitet hos kritiske eksperter

Der er i forbindelse med kritisk gennemgang af LCA og den foreslåede "kvalitetshjælp" indbygget en potentiel habilitetskonflikt, idet den kritiske ekspert allerede på et tidligt tidspunkt i processen er i dialog med udøveren, og derfor har en indflydelse på undersøgelsens resultat. Personen, der udfører kvalitetssikring, er således ikke en objektiv og uafhængig, men er fagligt og/eller personlig involveret i processen, f.eks. i formuleringen af mål og afgrænsninger . Denne habilitetskonflikt accepteres normalt, idet det erfaringsmæssigt giver det bedste resultat, at der er en fortløbende dialog mellem udøver og den eller de kritiske eksperter.

7.6 Behov for yderligere initiativer til støtte af kvalitetssikring af LCA

Forprojektet har vist, at der ud over den udarbejdede vejledning er et behov for at styrke kvalitetssikringen af LCA gennem en kombination af yderligere målrettet vejledning og støtte i form af eksperthjælp, især i forbindelse med udførelse af forenklet LCA, og anvendelse af screeningmetoder såsom MEKA-LCA og livscykluscheck. Ved udførelse af LCA, der i forvejen er støttet af f.eks. Miljøstyrelsen, må det forventes, at udgifter til kvalitetssikring kan afholdes indenfor det afsatte budget, mens det af hensyn til udbredelse af LCA som et beslutningsstøtteværktøj i industrien kan være hensigtsmæssigt at støtte kvalitetssikring og kvalitetshjælp til LCA med økonomiske tilskud.

Kvalifikationerne hos LCA-eksperter, der vil kunne yde denne form for støtte, er sammenfattet ovenfor og kan anvendes til at identificere relevante personer. Det kan eventuelt overvejes at etablere et panel af danske LCA-eksperter, der kan have til opgave at udføre kvalitetssikring, for at sikre erfaringsudveksling og koordinering.

Der skal ikke her tages stilling til finansieringen af denne støtte til kvalitetssikring af LCA, men blot konstateres, at få timers kvalitetshjælp i forbindelse med f.eks. MEKA-LCA eller livscykluscheck kan have en betydelig effekt på kvaliteten af resultatet.

Endelig kan det anbefales at undersøge mulighederne for at styrke uddannelsesmulighederne for begyndere indenfor LCA specielt rettet mod brug af forenklet LCA og screeningsmetoder.

7.7 Sammenfatning af anbefalinger

Forprojektets anbefalinger vedrørende styrkelse af kvalitetssikring af LCA kan sammenfattes således:
Det bør undersøges, hvordan styring af kvaliteten, herunder sikring af gennemskuelighed af data og beregninger samt dokumentationen af disse, kan gøres til et integreret element i alle former for LCA arbejde.
For at styrke kvaliteten af forenklede LCA og MEKA-LCA og livscykluscheck er der behov for at etablere "kvalitetshjælp" fra LCA eksperter og/eller eksperter med særlig kendskab til det pågældende produktområde.
For at sikre, at sundheds- og miljømæssige effektvurderinger medtages i LCA, og at disse vurderinger får en god kvalitet, er det nødvendigt med en indsats inden for kemikalieområdet af LCA. Indsatsen bør fokusere på kvalitetssikring af både metoder og data.
Kvalifikationerne hos LCA-eksperter, der indgår i kritiske gennemgange af LCA og yder støtte i form af kvalitetshjælp, er sammenfattet ovenfor, og kan anvendes til at identificere relevante personer. Desuden er etablering af et panel af danske LCA-eksperter en mulighed.
Endelig kan det anbefales, at undersøge mulighederne for at styrke uddannelsesmulighederne for begyndere indenfor LCA specielt rettet mod brug af forenklet LCA og screeningsmetoder.