Statistik for plastemballage 2000

1 Metode

1.1 Statistikkens dækning
1.2 Statistikkens grundlag.
1.3 Definitioner
1.3.1 Emballage
1.3.2 Materialer
1.3.3 Aktører
1.3.4 Begreber
1.4 Beregning
1.5 Lovgrundlag
1.5.1 Emballagedirektivet
1.5.2 Tilbagetagningsaftale
1.5.3 Affaldsbekendtgørelsen
1.5.4 Affald 21

1.1 Statistikkens dækning

Statistikken dækker indsamling, import, eksport og oparbejdning af brugt plastemballage i Danmark. Indsamlingen er søgt opdelt på indsamling fra erhverv og indsamling fra husholdninger.

1.2 Statistikkens grundlag.

Til udarbejdelsen af statistikken er der anvendt oplysninger fra danske kommuner og affaldsselskaber, handelsvirksomheder og oparbejdningsvirksomheder, samt data fra Emballageforsyningen i Danmark 2000.

Oplysninger fra danske kommuner og affaldsselskaber, handelsvirksomheder og oparbejdningsvirksomheder er indhentet ved udsendelse af indberetningsskemaer.

Kommunerne og affaldsselskaberne er blevet bedt om at oplyse indsamlede mængder fra henholdsvis husholdninger og erhverv samt om afsætning af de indsamlede mængder sker direkte til eksport eller til danske handelsvirksomheder eller oparbejdningsvirksomheder.

Handlerne er blevet bedt om at oplyse indsamlede mængder fra henholdsvis import, erhverv, kommuner og affaldsselskaber og andre danske handelsvirksomheder og oparbejdningsvirksomheder samt om afsætning af de indsamlede mængder til eksport, andre danske handelsvirksomheder og oparbejdningsvirksomheder.

Oparbejderne er blevet bedt om at oplyse indsamlede mængder fra henholdsvis import, erhverv, kommuner og affaldsselskaber og andre danske handelsvirksomheder og oparbejdningsvirksomheder samt om afsætning af de indsamlede mængder til eksport, andre danske handelsvirksomheder og oparbejdningsvirksomheder eller afsætning af oparbejdet plastemballageaffald samt affaldsmængden fra denne oparbejdning. Herudover er oparbejderne også blevet bedt om at oplyse oparbejdningskapacitet samt anvendelsesformål for det oparbejdede materiale.

Danske kommuner og affaldsselskaber er udvalgt på baggrund af Kommunedatabasen 1999. Der er udvalgt de kommuner og affaldsselskaber der iflg. databasen har oplyst at de har en indsamlingsordning af plast fra erhverv eller husholdninger eller begge dele.

Oplysningerne fra kommunerne og affaldsselskaberne er anvendt til at fastlægge mængden af plastemballage indsamlet fra husholdninger.

Der er udsendt indberetningsskemaer til i alt 26 kommuner og affaldsselskaber. Alle 26 har besvaret indberetningsskemaet.

Handelsvirksomheder og oparbejdningsvirksomheder er udvalgt ud fra den foregående års statistik og oplysninger, ligesom Plastindustrien i Danmark samt større indsamlere og oparbejdningsvirksomheder har bidraget til at gøre listen af indsamlere og oparbejdningsvirksomheder mere fuldstændig.

De tidligere års statistikkers opdeling på handelsvirksomheder og oparbejdningsvirksomheder er fastholdt i statistikken for 2000 selvom mange oparbejdningsvirksomheder i år 2000 også foretog indsamling og handel og der således ikke længere på det punkt var en klar forskel på handelsvirksomheder og oparbejdningsvirksomheder.

Der er udsendt indberetningsskemaer til i alt 29 handelsvirksomheder og oparbejdningsvirksomheder. Tre har oplyst at de ikke ønsker at besvare oplysningsskemaet. De samme tre ønskede heller ikke at besvare indberetningsskemaet i 1999, men besvarede det i 1998. I statistikken for 2000 indgår de tre virksomheder med oplysninger fra 1998. De indberettede mængder fra disse tre virksomheder i 1998 var beskedne set i forhold til de samlede indberettede mængder.

Tre virksomheder har i 2000 ikke opgivet specifikke tal, men har blot oplyst en ca. procentvis ændring i forhold til 1999. Disse anslåede procentvise ændringer er vurderinger og kan derfor være behæftet med en ikke uvæsentlig usikkerhed. Der er tale om en større og to mindre virksomheder set i relation til de indsamlede mængder.

I 2000 er i forhold til 1999 to virksomheder ophørt med indsamling/oparbejdning medens to nye virksomheder er kommet til.

1.3 Definitioner

1.3.1 Emballage

Definitionen af emballage, som er anført i bekendtgørelse nr. 299 af 30. april 1997 om visse krav til emballager, er identisk med definitionen i EU´s emballagedirektiv:

"Alle produkter af hvilken som helst art og materiale, som anvendes til pakning, beskyttelse, håndtering, levering fra producenten til brugeren eller forbrugeren og præsentation af varer, det være sig råvarer eller forarbejdede varer. Alle engangsartikler, der anvendes til samme formål, skal tilsvarende betragtes som emballage".

Emballage omfatter kun:

  1. Salgsemballage eller primær emballage, dvs. emballage, der er udformet på en sådan måde, at den på salgsstedet udgør en salgsenhed for den endelige bruger eller forbruger.
       
  2. Multipack eller sekundær emballage, dvs. emballage udformet på en sådan måde, at den på salgsstedet udgør en samling af et vist antal salgsenheder, uanset om den sælges sådan til den endelige bruger eller forbruger, eller om den kun bruges til at fylde hylderne på salgsstedet; den kan fjernes fra varen uden at dette ændrer varens salgsegenskaber.
       
  3. Transportemballage eller tertiær emballage, dvs. emballage, udformet på en sådan måde, at håndtering og transport af et antal salgsenheder eller multipack emballager gøres lettere, så skader forårsaget af fysisk håndtering eller transport undgås. Transportemballage omfatter ikke vej-, jernbane-, skibs-og luftfragtcontainere".

1.3.2 Materialer

Der findes overordnet set to former for plast: termoplast og hærdeplast. Hærdeplast anvendes så godt som aldrig til emballageformål og genanvendelsesmulighederne herfor er meget dårlige. Den emballageplast, der bliver genanvendt, er derfor altid termoplast.

Termoplast består af en kædestruktur med lange kædemolekyler, som bliver plastisk formbare under påvirkning af varme og tryk. Efter afkøling fastholdes den ønskede form. Plasten kan dog smeltes og formes på ny. Termoplast forandres ikke kemisk indenfor et stort temperaturområde. Dette gør den let at genanvende, såfremt det foreligger i ren form.

I Europa udgør termoplast ca. 90 % af plastforbruget, mens hærdeplast tegner sig for de resterende ca. 10 %.

Termoplast forefindes i mange typer. I denne statistik opereres med følgende:
LDPE (low density polyethylene) (f.eks. krympefolier og bæreposer)
HDPE (high density polyethylene) (f.eks. flasker, dunke og kasser)
EPS (ekspanderet polystyren) (f.eks. bakker og kasser til kød, frugt og grønt)
PP (polypropylen) (f.eks. låg, flasker, kapsler og æsker)
PET (polyethylentherephtalat) (f.eks. flasker og indlæg)
PS (polystyren) (f.eks. bakker og bægre til kød og mejeriprodukter)
Anden plast

1.3.3 Aktører

Ved handelsvirksomheder forstås virksomheder der indsamler og videresælger brugte plastemballager.

Handlerne kan foretage en manuel sortering af de indsamlede materialer i forskellige kvaliteter mv. samt foretage opbalning af materialet.

Ved oparbejdningsvirksomheder forstås virksomheder der kan foretage en egentlig forarbejdning af de brugte plastemballager som neddeling, vaskning, agglomerering, mekanisk sortering og regenerering. Resultatet af en oparbejdning kan enten være neddelt materiale, regenerat, ny produkter eller genbrugte produkter (eks. skyllede dunke).

1.3.4 Begreber

Potentiale

Potentialet defineres som den mængde af plastemballage der omsættes i Danmark i 2000. En nærmere beskrivelse af potentialet kan ses i Emballageforsyningen i Danmark 2000.

Indsamling

Indsamling defineres som den mængde af plastemballage der indsamles af kommuner, handelsvirksomheder og oparbejdningsvirksomheder i Danmark.

Indsamlingsprocent

Indsamlingsprocent defineres som den størrelse i procent der udtrykker hvor stor en del af potentialet der indsamles.

Materialegenanvendelse

Ved materialegenanvendelse forstås at brugte materialer anvendes til fremstilling af ny produkter og derved erstatter virgine materialer.

Genbrug

Ved genbrug forstås at produkter renses, skylles m.m. og bruges igen og derved erstatter virgine produkter.

Genanvendelsesprocent

Genanvendelsesprocent defineres som den størrelse i procent der udtrykker hvor stor en del af potentialet der indsamles og materialegenanvendes eller genbruges.

1.4 Beregning

Den oparbejdede mængde plastemballageaffald i Danmark er opgjort ved hjælp af forsyningsligningen:

Om = Oi - Os + Is

Om = Den oparbejdede mængde plastemballageaffald i Danmark
Oi = Oparbejdernes indkøb/import af plastemballageaffald
Os = Oparbejdernes salg/eksport af plastemballageaffald
Is = Handlernes salg af produkter.

Til illustration af beregningsmetoden er de teoretiske forsyningsstrømme for plastemballageaffald vist i Figur 1.1

Figuren viser plastemballageaffald i Danmark, der enten går til forbrænding, til regenerering i Danmark eller bliver eksporteret til regenerering i udlandet. Samtidig sker der en import af plast til regenerering i Danmark. I figuren er med fed markeret de to bokse med indsamlingsvirksomheder og oparbejdningsvirksomheder. Disse er centrale i statistikken, da oplysninger om mængde, indsamlingskilder m.m. stammer fra indberetningsskemaer tilsendt disse virksomheder.

Se her!

Figur 1.1
Forsyningsstrømme for plastemballageaffald

1.5 Lovgrundlag

1.5.1 Emballagedirektivet

I EU´s emballagedirektiv fra 20. december 1994 opstilles krav om, at hvert medlemsland inden år 2001, skal genanvende mindst 25 % og højest 45 % af den samlede emballageaffaldsmængde. Tallet er et gennemsnit for de forskellige materialetyper. F.eks. kan genanvendelsen af én emballagetype være lavere, hvis den så er tilsvarende højere for andre typer. Dog må genanvendelsen ikke være under 15 % for nogen materialetype. Danmark kan nøjes med at genanvende 15 % plast, da genanvendelsen af andre materialer er rigelig høj til, at nå op på de gennemsnitlige 25 %. De 15 % skal være nået inden 30. juni 2001.

1.5.2 Tilbagetagningsaftale

I 1994 indgik Dansk Industri og Miljøministeriet en frivillig aftale om genanvendelse af transportemballage.

Ved indgåelse af Transportemballageaftalen forelå der kun sporadisk viden om mængden af plast og om de realistiske muligheder for en økonomisk rimelig indsamling og genvinding. Det blev derfor besluttet, at anføre det samme procentmål for plast, som var fastsat for papir og pap, nemlig 80 % i år 2000, idet det blev aftalt at fastlægge det endelig procentmål, når der var opnået større viden om området. Siden da er det besluttet, at den nationale forpligtelse om 15 % materialegenvinding skal søges indfriet gennem Transportemballageaftalen.

Af Emballageforsyningen i Danmark 2000 fremgår det, at transportemballage udgør ca. 51 % af den samlede mængde plastemballage.

Ud fra denne forudsætning kan der sættes et mål om, at 29 % af transportemballageplasten skal genanvendes, da dette vil give en samlet genanvendelse på 15 % af den totale mængde plastemballage (51 % x 29 %).

1.5.3 Affaldsbekendtgørelsen

Indsamling af plastemballage var i Danmark indtil 15.juli 2000 reguleret gennem bekendtgørelse nr. 299 af 30. april 1997 om affald.

Her lyder det bl.a. i § 36 stk.2, at "Kommunalbestyrelsen skal anvise genanvendeligt transportemballageaffald af plast fra virksomheder til genanvendelse." Endvidere kan kommunalbestyrelsen etablere en indsamlingsordning for transportemballage (§ 43).

For øvrig plast gælder, at Kommunalbestyrelsen kan etablere indsamlingsordning herfor (§ 43) eller i et anvisningsregulativ stille krav om, at virksomheden skal sortere dette med henblik på genanvendelse § 24.

Kommunerne skulle senest 1. januar 1998 vedtage regulativ om transportemballageplast og regulativet skulle senest træde i kraft 1. juli 1998.

D.15. juli 2000 trådte en ny affaldsbekendtgørelse i kraft. Bekendtgørelse nr. 619 af 27. juni 2000 om affald.

Den ny bekendtgørelse er vedr. indsamling af plastemballage uændret i forhold til den tidligere bekendtgørelse.

1.5.4 Affald 21

Hidtil har den officielle danske holdning til genanvendelse af plastemballage været, at der udelukkende skal satses på transportemballageplast, da det er her man opnår størst renhedsgrad, højest miljøgevinst og laveste indsamlingsomkostninger.

Med den seneste affaldshandlingsplan, Affald 21, er denne holdning under opbrud, idet Affald 21 udmelder, at det vil blive igangsat undersøgelser omkring muligheden for at indsamle dunke og flasker af plast fra husholdninger.

I 1999/2000 er der gennemført et indsamlingsforsøg med indsamling af plastflasker og – dunke fra husholdninger i Nyborg kommune. Forsøget er afrapporteret i juni 2000 under titlen "Indsamling af plastflasker og – dunke fra husholdninger" og kan ses på Miljøstyrelsens hjemmeside www.mst.dk.