| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Samfundsøkonomisk analyse af bortskaffelse af plastflaske- og dunkeaffald fra husholdninger

6 Følsomhedsanalyser

Anm.: I grundscenariet er den samfundsøkonomiske kalkulationsrente 3 pct.; Eksportpris på regenerat 850 kr./tons; Salgspris på regenerat 3.500 kr./tons; CO₂-prisen 260 kr./tons; Indsamlingsfrekvensen er 40 pct. (= 5.000 tons) og kubetætheden er 250 husstande pr. kube.

6.1 Højere og lavere samfundsøkonomisk kalkulationsrente

Ændringer i den samfundsøkonomiske kalkulationsrente har kun begrænset effekt på resultaterne, og rangordenen mellem de fire alternativer forbliver uændret, jf. tabel 6.

Den samfundsøkonomisk kalkulationsrente forhøjes til 6 pct. i stedet for 3 pct. Derved bliver forrentningsfaktoren (der afspejler de alternative afkastmuligheder) lig med 1, idet den samfundsøkonomiske kalkulationsrente og den alternative afkastrate bliver ens. Der er således ikke nogen ekstra afkastmuligheder. Kapitalindvindingsfaktoren stiger, hvorved de årlige investeringsudgifter til opførelse af genanvendelsesvirksomheden og forbrændingsanlæg bliver større. Nettoresultatet bliver et mindre fald i udgifterne, idet effekten af den lavere forrentningsfaktor dominerer. Ved en lavere kalkulationsrente på 1 pct. sker den modsatte effekt, og udgifterne stiger.

6.2 Højere og lavere eksportpris på plastflaske- og- dunkeaffald

Ændring af eksportprisen har stor betydning for alternativ 3 og 4 og dermed også på rangordenen mellem de fire alternativer, jf. tabel 6. Eksportprisen har historisk udvist store udsving og er dermed en meget relevant parameter at undersøge effekterne af. Eksporten til Tyskland fra forsøget i Nyborg fra oktober 2000 til marts 2001opnåede en eksportpris på i gennemsnit 850 kr./tons. Ved eksport til fjernøsten kan sandsynligvis opnås en højere eksportpris. Priser op til 1.500 kr./tons har været nævnt.

En stigning i eksportprisen fra 850 kr./tons til 1.500 kr./tons forbedrer nettoomkostningerne for alternativ 4 så meget, at det rykker op på en første plads, og dermed bedre end forbrænding. Alternativ 3 vedbliver at være nr. tre.

En stigning i eksportprisen til 1.000 kr./tons bevirker at alternativ 1 og 4 bliver stort set lige gode.

Omvendt vil et fald i eksportprisen til 500 kr./tons forværre alternativ 3 og 4, men rangordenen forbliver uændret.

Hvis eksportprisen overstiger 1.040 kr./tons, bliver alternativ 4 bedre end forbrænding (alternativ 1). Hvis prisen falder til 370 kr./tons, bliver alternativ 2 bedre end 3.

6.3 Højere og lavere salgspris på regenerat

Ændring af salgsprisen på det danske marked for regenerat har ligeledes stor betydning for alternativ 2 og dermed for rangordenen mellem alternativerne. Markedsprisen har historisk udvist store svingninger, men har siden slutningen af 2000 ligget på niveauet 3.500 kr./tons (som er brugt i grundscenariet), hvilket historisk set er en relativ høj pris.

Hvis salgsprisen forøges med 1.000 kr./tons til 4.500 kr./tons, forbedres alternativ 2 så meget, at det rykker fra en fjerde til en tredjeplads. Hvis prisen omvendt falder med 1.000 kr./tons til 2.500 kr./tons – hvilket ikke vil være urealistisk, da det var prisniveauet for et år siden – forbliver alternativ 2 at være det dårligste alternativ. Dette er også tilfældet, hvis prisen falder yderligere med 500 kr./tons til 1.500 kr./tons.

Ved en salgspris på 4.035 kr./tons rykker alternativ 2 op på en tredje plads og ved 5.130 kr./tons på en andenplads. Salgsprisen skal overstige 5.325 kr./tons, før alternativ 2 bliver det bedste, og forbrænding rykker ned på en andenplads.

6.4 Højere og lavere pris på miljøeffekter

Prisen på miljøeffekterne har også indflydelse på de fire alternativers nettoomkostninger og deres indbyrdes rangorden, jf. tabel 6. Det skal dog bemærkes, at det kun er dele af miljøkonsekvenserne, der værdisættes. Således er det fortrinsvis emissioner til luften, der er værdisat, mens udledning af COD med spildevandet, dioxin samt mikropartikler ikke værdisættes, men alene opgøres kvantitativt, idet det ikke er lykkedes at finde priser herpå.

Der er lavet beregninger med hhv. en fordobling og en halvering af samtlige priser på miljøeffekterne. En fordobling ændrer rangordenen, idet alternativ 1 (forbrænding) forværres så meget, at det rykker ned på en anden plads. En halvering lader rangordenen uændret.

Der er også lavet beregninger med en CO₂-pris på hhv. 45 kr. og 450 kr. per tons. En pris på 45 kr. pr. tons er den lave pris anvendt i Finansministeriet (2001), og 450 kr. pr. tons svarer til den høje pris i spektret ofte anvendt af Energistyrelsen. Den lave pris ændrer ikke på rangordenen, mens den høje CO₂-pris gør forbrænding dårligere end alternativ 4.

6.5 Ændring af indsamling

Der er lavet to følsomheder med ændring af indsamlingen, og disse ændringer får konsekvens for alternativ 2 og 3, jf. tabel 6.

6.5.1 Større indsamlet mængde

Den indsamlede mængde øges til 7.500 tons, svarende til en indsamlingsfrekvens på 60 pct. Fordelingen er stadig 75 pct. på affaldsøer og 25 pct. på genbrugsstationer. Indsamlingen foretages med de samme kuber som i grundscenariet, men med tømning hver 2½. uge. (Dette kan godt lade sig gøre i praksis, da der skiftevis kan tømmes hver 2. og hver 3. uge). Der er bibeholdt de samme kuber som i grundscenariet (770 liter), da endnu større kuber (som ville skulle tømmes sjældnere) vurderes at ville fylde for meget i landskabet.

Udgifterne pr. tons til indsamling, sortering og transport er dermed stort set uændret i forhold til grundscenariet.

Behandlingen på genanvendelsesvirksomhed falder med knap 1.000 kr. pr. tons. Det hænger sammen med, at der investeres i et lidt større anlæg med større maskiner, der kan udnyttes mere optimalt ved den større produktion, således at der opstår nogle stordriftsfordele.

Alt i alt forbedres alternativ 2 med ca. 850 kr./tons og rykker op på en tredje plads.

Det betyder, at alternativ 3 bliver det dårligste alternativ. Det er således en bedre løsning ved en større indsamlet mængde at behandle plastflaskerne og –dunkene i Danmark end at eksportere dem på grund af stordriftsfordelene ved behandlingen i Danmark.

En indsamlet mængde på 7.500 tons forbedrer alternativ 2 en del, jf. ovenfor. Resultatet er imidlertid stadig meget påvirkeligt over ændringer i salgsprisen for regenerat, jf. afsnit. 6.3. Et fald i salgsprisen på 1.000 kr./tons til 2.500 kr./tons – niveauet for et år siden – vil øge omkostningerne for alternativ 2 til ca. 4.500 kr./tons og dermed atter det dårligste alternativ.

6.5.2 Indsamling som i Nyborg på landsplan

Indsamling efter samme model som i Nyborg er anvendt for hele landet, dvs. en indsamling på affaldsøerne ved flere og mindre kuber (400 liter) og med hyppigere tømning. Kubetætheden ændres dermed fra 250 husstande/kube til 125 husstande/kube, og der tømmes hver 2. uge mod hver 4. uge i grundscenariet. Sorteringen foretages dog på samme måde som i grundscenariet, dvs. med central sortering fordelt på 10 anlæg og ikke kommunevis.

Indsamlingen på affaldsøerne bliver 3.159 kr./tons dyrere (mere end en fordobling) og stiger til ca. 5.700 kr./tons. Der skal investeres i det dobbelte antal kuber, der skal tømmes dobbelt så tit, hvilket kræver både mere arbejdskraft, diesel og lastbiler. Indsamlingen på genbrugsstationerne er uændret, således at de samlede udgifter til indsamling på både affaldsøer og genbrugsstationer stiger med 2.370 kr./tons.

Denne ændring af indsamlingen øger nettoomkostningerne for alternativ 2 og 3 med 2.370 kr./tons. Rangordenen forbliver uændret, og alternativ 2 og 3 er stadig de dårligste alternativer.

6.6 Skatteforvridningstab

Det er omdiskuteret, hvorvidt der skal anvendes den såkaldte skatteforvridningsfaktor. Hvis det antages, at den offentlige sektor finansierer de offentlige udgifter forbundet med hvert alternativ ved at opkræve skatter, bør skatteforvridningstabet indgå. Det er begrundet i, at det ikke er omkostningsfrit for samfundet at foretage en sådan omfordeling via skattesystemet, idet skatterne sædvanligvis medfører en forvridning af aktiviteten i økonomien (ændring af arbejdsudbud etc.). Den marginale omkostning for samfundet i forbindelse med anvendelsen af de forvridende skatter er fastsat til 20 øre pr. krone opkrævet i skat.

Alle offentlige udgifter i hvert af de fire alternativer forhøjes med en faktor på 1,20. I dette tilfælde er det omkostninger til indsamling, sortering, transport, forbrænding og behandling i Danmark fratrukket indtægter, der angiver det offentlige finansieringsbehov. Behandlingen på genanvendelsesvirksomheden skal ikke forhøjes med skatteforvridningsfaktoren, da det er en udgift i den private sektor. Miljøkonsekvenserne skal heller ikke multipliceres med skatteforvridningsfaktoren. Når udgifterne multipliceres med skatteforvridningsfaktoren skal der ikke samtidig multipliceres med forrentningsfaktoren, da denne forudsætter privat finansiering og ikke offentlig finansiering over skatterne. Den manglende forrentningsfaktor trækker udgifterne nedad, således at stigningen pga. skatteforvridningstabet ikke bliver så stort.

Omkostningerne stiger med 14-225 kr. pr. tons, mest for alternativ 2 og 3 pga. udgifterne til indsamling og sortering. Rangordenen mellem alternativerne ændres ikke.

6.7 Ingen investering i forbrændingsanlæg og genanvendelsesvirksomheder

I beregningerne er forudsat en teknikvalgsproblemstilling, dvs. at samfundet står i en situation, hvor der skal vælges mellem forskellige teknikker, i dette tilfælde mellem forbrænding og genanvendelse. Det betyder, at der startes fra grunden af eller helt forfra, så de fulde investeringer i alle alternativer skal medtages, uanset om de faktisk allerede er afholdt eller ej. Der er anlagt en længere tidshorisont og ikke skelet til allerede foretagne valg og investeringer.

I denne følsomhed anlægges en marginal betragtning, hvor der tages hensyn til, at forbrændingsanlæggene og genanvendelsesvirksomheden allerede er bygget og i brug. Det antages, at forbrændingsanlæggene og genanvendelsesvirksomhederne er fuldt afskrevet og forrentet, således at det kun er driftsudgifterne, der skal afholdes. Indsamlingen er uændret.

Dette vil forbedre alternativ 1 med 538 kr./tons og alternativ 2 med næsten 1.000 kr./tons. Forbrænding er nu klart det bedste alternativ, hvor der ikke var den helt store forskel på alternativ 1 og 4 i grundscenariet. Alternativ 2 forbedres ligeledes og bytter plads med alternativ 3. Det skal dog bemærkes, at dette er en lidt ekstrem følsomhed, da anlægget og virksomheden antages fuldt finansieret, så der ikke er nogen del af investeringen tilbage at betale.

6.8 Skatteforvridningstab, kalkulationsrente 6 pct. og uden allerede afholdte investeringer

Der er udført en følsomhedsberegning, hvor der både anvendes skatteforvridningstab, samfundsøkonomisk kalkulationsrente på 6 pct. og uden allerede afholdte investeringer.

Alternativ 1 (forbrænding) bliver bedre. Det skyldes hovedsagelig den manglende investering i forbrændingsanlægget, der mere end opvejer effekten af skatteforvridningstabet. Tilsvarende gælder for alternativ 2. De øvrige to alternativer bliver begge dårligere, og forringelsen skyldes primært effekten af skatteforvridningstabet.

Disse tre ændringer ændrer rangordenen mellem alternativerne, idet alternativ 2 og 3 bytter plads. Forskellen mellem alternativerne bliver også mere udpræget. Hvor der i grundscenariet kun var en forskel på 238 kr. mellem de to bedste alternativer (alternativ 1 og 4), er forskellen nu øget til knap 1.000 kr. Hertil skal dog indvendes, at det er forudsat, at der overhovedet ingen investering er i forbrændingsanlæg og genanvendelsesvirksomhed.

6.9 Husholdningernes ressourceforbrug

Endelig er udført en følsomhed, hvor husholdningernes ressourceforbrug til vask og rengøring af plastflaskerne samt transport til genbrugsstationerne indgår, jf. tabel 6 og bilagsboks 16. Dette øger nettoomkostningerne med ca. 2.200 kr./tons i de tre alternativer med genanvendelse. Udgifterne pr. tons til husholdningernes ressourceforbrug er de samme i alternativ 2, 3 og 4. I alternativ 4 køres ganske vist dobbelt så mange kilometre, men til gengæld med den dobbelte mængde.

Husholdningernes samlede udgifter (inkl. miljøeffekter) på 2.179 kr./tons fordeler sig med 547 kr. til kørsel samt 1.631 kr. til vask og rengøring af plastflaskerne. Langt hovedparten (75 pct.) skyldes således vask og rengøring, mens transporten tegner sig for de resterende 25 pct. Det er udgifterne til selve vandforbruget, der udgør den største post. Miljøkonsekvenserne tegner sig for en beskeden andel af de samlede udgifter (6 pct.).

Det skal bemærkes, at vandforbrug og energiforbruget til opvarmning er et overkantsskøn. I forsøget er flaskerne totalt rengjort. Vandforbruget er derfor betydeligt større, end det kan forventes i en almindelig husholdning. Krav til rengøring af emballagen er en vigtig parameter, når en indsamlingsordning planlægges. For transporten gælder ikke tilsvarende overvejelser, idet der allerede er taget hensyn til, at nogle af køreturene ville have fundet sted alligevel (kun ture med genbrugsplads som det eneste formål indgår). Selve tidsforbruget indgår ikke, da afleveringen og rengøringen foretages frivilligt af husholdningerne. De må derfor formodes at have en nytte heraf, hvorfor der ikke er forbundet nogen omkostning hermed.