DEHP i husholdningsaffald

Bilag 1
Forslag til procedure for homogenisering af kildesorteret husholdningsaffald og beslægtede affaldstyper

Anvendelsesområde

Homogeniseringsproceduren kan anvendes på inhomogent affald indeholdende fødevarer, emballage af plast og pap/papir samt haveaffald med grene op til 8-10 mm i diameter. Metaldele, f.eks. kapsler, klips og lignende, hårde kerner, f.eks. nektarinkerner, sten, glas og andre hårde affaldsprodukter skal frasorteres inden homogenisering.

Prøvemængde

Da der er tale om et inhomogent materiale skal der til laboratoriet indleveres ikke under 2 kg affald/kompost, der i felten er udtaget så repræsentativt som muligt.

Emballage og Opbevaring

Affaldet/komposten udtages i glasbeholder eller rilsanpose, og indtil behandlingen påbegyndes opbevares prøven i fryser ved -20°C.

Homogeniseringsudstyr

Til homogenisering anvendes en el-dreven hakker i stil med kommercielt tilgængelige kødkakkere til professionelt brug. Motorstørrelsen skal være 1,5 HK eller mere, og motoren skal være forsynet med overbelastningssikring.

Hakkeren skal være udstyret med en forrådsbakke - ca. 30x45x5 cm - hvori der findes et fodringshul, der fører direkte til hakkeren. I forrådsbakken skal kunne opbevares minimum 4 kg prøve. Fodringshullet skal være stort nok til, at større bestanddele kan føres ned i hullet og videre til hakkerens snegl. Et fodringshul med diameter 5,5 cm, en 20 cm lang snegl med en diameter på 4 cm anbefales. Efter sneglen passerer prøven et skær bestående af et knivblad og en hulskive af samme type, som benyttes ved hakning af kød. Prøven iblandes sand før homogenisering og knivbladet bliver derfor ret hurtigt sløvt. Dette er dog uden betydning, idet homogeniseringen sker ved meget lav temperatur, hvor affaldet nærmest er sprød, og hvor homogeniseringen mere sker ved knusning end ved hakning/skæring. Afgivelsen af tungmetaller til prøven pga. slid på kniven anses for at være uden praktisk betydning for analyseresultatet.

Homogeniseringsprocedure

Affaldet homogeniseres ved iblanding af kvartssand og nedfrysning med flydende kvælstof. Herved opnås at affaldet bliver hårdt og sprødt og formales af sandet under hakningen. Sandet sikrer samtidigt at blandeprøven på trods af nedfrysnigen har en relativt løs konsistens.

Den totale modtagne prøvemængde vejes. Hvis der er mere end 2 kg udtages så repræsentativt som muligt en delprøve på 2 kg. Herefter udlægges prøvematerialet på en glat stål- eller glasoverflade, og der frasorteres sten, metalstykker, glas og andet hårdt materiale, der ikke kan neddeles i hakkeren. Det frasorterede materiale beskrives og vejes i fraktioner. (Metoden er udviklet til DEHP og evt. andre organiske miljøfremmede stoffer. Hvis den også skal anvendes til metaller må det frasorterede materiale håndteres separat.)

Efter frasorterering fyldes materialet tilbage i en 5 liters glasbeholder eller rilsanpose, og der tilsættes kvartssand, 1,0-1,5 mm, i en mængde, så affaldet/komposten fortyndes 2 gange (1:1) på vægtbasis. Sandet er på forhånd glødet ved 450°C i 1 time for at fjerne evt. indhold af organisk stof. Prøven og sandet sammenblandes manuelt ved brug af en metalske. Hvis prøven vurderes våd eller blød i konsistensen, tilsættes der yderligere end kendt mængde sand, og den nye fortynding bestemmes. Herefter anbringes prøven på en blanderulle (prøven roteres/omrystes) i mindst 2 timer. Hvis prøven herefter ikke straks homogeniseres nedfryses den.

Den opblandende prøve fordeles ( evt. efter optøning) i forrådsbakken. Der tilsættes forsigtigt flydende kvælstof, således at prøven nedfryses. Der tilsættes herefter konstant flydende kvælstof i en mængde, der sikrer at prøven konstant er nedfrossen og at hakkeren er tilstrækkelig kold til, at der ikke sker en optøning af materialet undervejs gennem hakkeren. Flydende kvælstof skal tilsættes så forsigtigt, at der ikke sker en afblæsning af finkornet materiale.

Hakkeren startes nu og tilføres det frosne materiale (brug metalske) gennem fodringshullet. Det homogeniserede materiale opsamles direkte i et afsmitningsfrit materiale - glas eller rilsan.

Udtagning og opbevaring af delprøver til analyse

Inden udtagning af delprøver til analyse anbringes prøven atter på en blanderulle (prøven roteres/ omrystes) i mindst 2 timer. Der udtages herefter delprøver á ca. 50 gram med en metalske ved at udtage 10 forskellige steder i prøven. Delprøverne udtages i glødet glas og restprøven opbevares i rilsanpose. Delprøverne og restprøven nedfryses ved -20 ° C.

Kvalitetskontrol

For at sikre, at der ikke fra hakkeren eller de anvendte redskaber sker en afsmitning af de parametre som undersøgelsen omfatter, gennemføres regelmæssigt en blindkontrol, hvor sand anvendes som affald/kompost.

Omhyggelig rengøring af hakkeren skal ske efter hver homogenisering - der må kun anvendes mekanisk rengøring (børste) og afvaskning i varmt vand.

Beregning

Ved analyse og efterfølgende beregning korrigeres for den fortynding af affaldet/komposten, som det tilsatte sand har medført.

Arbejdsmiljø

Arbejde med flydende kvælstof skal ske med stor forsigtighed, idet sprøjt i øjne eller direkte kontakt til hud kan medføre skader. Anvend altid beskyttelsesbriller og læderhandsker.