DEHP i husholdningsaffald

1 Indledning

1.1 Baggrund
1.2 Formål
1.3 Projektdeltagere
1.4 Aktiviteter

1.1 Baggrund

Miljø- og Energiministeriet har fastsat grænseværdier for syv tungmetaller og afskæringsværdier for fire miljøfremmede stoffer, der skal overholdes, hvis man ønsker at anvende spildevandsslam og en række andre organiske affaldsprodukter til jordbrugsformål. Også anvendelse af biologisk behandlet, kildesorteret husholdningsaffald (dagrenovation) til disse formål er omfattet af det pågældende regelsæt (Miljø- og Energiministeriet 2000). Den biologiske behandling kan bestå i enten bioforgasning eller kompostering.

Det er imidlertid i to nyere undersøgelser (Miljøstyrelsen 1998 og 1999) påvist, at der i en del tilfælde er problemer for gødningsproduktet fra den biologiske affaldsbehandling med at overholde afskæringsværdien for plastblødgøreren DEHP. Dette forhold kan potentielt begrænse anvendeligheden af en ikke ubetydelig del af dette affaldsprodukt.

De to nævnte undersøgelser har desuden vist, at der er betydelige forskelle mellem forskellige behandlingsanlæg med hensyn til affaldsprodukternes indhold af DEHP. Forskellen kan muligvis tilskrives forskelle i kvaliteten af det indkommende affald eller i selve behandlingsforløbet. Undersøgelserne viste tillige, at der var prøvetagnings- og analysemæssige forhold, som nødvendigvis måtte afklares førend man kan kunne forvente at komme videre med de overordnede problemstillinger.

Der blev derfor i foråret 1999 gennemført et forprojekt, der primært fokuserede på de tekniske begrænsninger, men også søgte at underbygge antagelsen om relationerne mellem affaldssorteringens kvalitet og affaldets indhold af DEHP (Energistyrelsen 1999). Forprojektets resultater indikerede, at de prøvetagnings- og analysetekniske problemer formentlig ville kunne overvindes, og at der var betydelige forskelle mellem DEHP-indhold i husholdningsaffald fra anlæg med synlige forskelle i kvaliteten af kildesortering.

Det blev derfor besluttet at følge forprojektet op med et hovedprojekt, der hermed afrapporteres.

1.2 Formål

Hovedprojektets langsigtede formål er at bidrage til muligheden for en øget udnyttelse af gødningsværdien i kildesorteret husholdningsaffald til jordbrugsformål ved at identificere årsagerne til uacceptabelt høje indhold miljøfremmede stoffer, især DEHP.

Konkret har projektet haft to hovedformål:
At belyse sammenhængen mellem affaldshåndtering og DEHP-indhold og skitsere retningslinier for fremtidig strategi for sortering og forbehandling.
At udvikle forslag til fremtidige standard fremgangsmåder for prøvetagning og analyse af husholdningsaffald, der ønskes udnyttet til jordbrugsformål.

1.3 Projektdeltagere

Projektet er planlagt og gennemført under ledelse af et projekthold fra COWI Rådgivende Ingeniører AS. Civilingeniør Jesper Kjølholt har været projektleder, mens øvrige gennemgående personer har været akademiingeniør Claus Dahl Thomsen og maskintekniker René Demin. Desuden har cand.tech.soc. Bo Gerner og cand.scient. Morten Birkved detaget i prøvetagningsprogrammet.

Professor Jes la Cour Jansen har deltaget som ekstern konsulent med særligt ansvar for beskrivelse af overordnede strategier for prøvetagning.

Miljø-Kemi A/S har, med Yvonne Simonsen som ansvarlig projektleder, forestået den praktiske udvikling af den foreslåede oparbejdningsmetode for husholdningsaffald samt udført det kemiske analysearbejde i forbindelse med projektet.

Miljøstyrelsens ansvarlige repræsentant har været civilingeniør Svend-Erik Jepsen, Husholdningsaffaldskontoret.

1.4 Aktiviteter

Projektet har omfattet aktiviteter inden for følgende tre hovedkategorier:

  1. Udvikling og dokumentation af laboratoriemetode til homogenisering og oparbejdning af kildesorteret husholdningsaffald, primært med henblik på bestemmelse af DEHP.
       
  2. Identificering af strategier og muligheder for repræsentativ prøvetagning og praktisk afprøvning af metoder til udtagning af prøver på biologiske behandlingsanlæg for husholdningsaffald.
       
  3. Belysning af den mulige sammenhæng mellem affaldskvalitet og indhold af DEHP i ubehandlet og (tildels) behandlet husholdningsaffald gennem undersøgelse på udvalgte danske behandlingsanlæg. Desuden udarbejdelse af forslag til strategi for nedbringelse af DEHP i denne affaldstype til et acceptabelt niveau.

De nævnte tre hovedelementer blev i slutningen af projektforløbet suppleret med en undersøgelse af DEHP og andre miljøfremmede stoffer samt tungmetaller i fire materialer, der typisk anvendes som strukturmaterialer i forbindelse med biologisk affaldsbehandling (især kompostering).

Projektet blev påbegyndt i begyndelsen af 2000 og er afsluttet med forslag til endelig rapport i juni 2001.