Miljøgarantien som nødbremse, Miljøstyrelsen

Fælles miljø, fælles ansvar – Danmark og EU

Miljøgarantien som nødbremse

Ideen med miljøgarantien fra 1986 er, at EU's medlemslande gerne må opretholde deres egne strengere nationale regler og normer på miljøområdet, hvis det sker af hensyn til miljøet. Når et land ønsker at bibeholde et højere beskyttelsesniveau end de fælles EU-miljøregler, skal EU-Kommissionen godkende det. Ved uenighed ender sagen hos EF-domstolen, hvilket er sket ti gange på fem år (fra 1994-99).

Syv ud af disse ti sager endte med, at medlemslande bevarede retten til at fastholde deres egne regler, mens Tyskland, Sverige og Danmark hver har tabt en sag. Her var argumentet fra EF-domstolen, at de særlige nationale regler snarere handler om at beskytte det pågældende lands erhvervsinteresser end om at beskytte landets miljø.

Med Amsterdam-traktaten i 1999 blev reglerne for miljøgarantien ændret, så medlemslandene nu - modsat før - kan beholde egne strengere beskyttelsesregler. Før skulle Kommissionen godkende de national regler, indtil EF-domstolen eventuelt har sagt noget andet.

Creosot stoppet med miljøgarantien

I Danmark ophørte vi i 1991 med at godkende stoffet creosot som træbeskyttelsesmiddel, da creosot er kræftfremkaldende.

Da EU's creosotdirektiv i 1994 på nogle punkter risikerede at sænke det danske beskyttelsesniveau, benyttede Danmark miljøgarantien at fastholde de strengere danske regler, og i 1999 fik vi grønt lys fra EU.

Når miljøgarantien har været i brug, har Kommissionen pligt til straks at undersøge, om de fælles EU-regler kan bringes op på et højere beskyttelsesniveau. Kommissionen udstedte derfor et nyt og strengere creosotdirektiv i 2001, der bl.a. forbyder anvendelse af creosot til privat brug.