Fælles fremtid - udvikling i balance

7 Ressourcer og ressourceeffektivitet

Det er nødvendigt at anvende naturens ressourcer. De bruges som input i produktion og forbrug. Ressourcerne danner grundlag for øget velfærd. En bæredygtig udvikling indebærer, at øget velfærd tager hensyn til jordens økosystemer og beholdning af fornybare og ikke-fornybare naturressourcer.

Et langsigtet pejlemærke er at øge ressourceeffektiviteten markant inden for en generations tid. Vi skal specielt begrænse forbruget af naturressourcer, som er knappe, særligt følsomme eller særligt forurenende, når de anvendes. FNs generalsekretær har peget på ændrede produktions- og forbrugsmønstre som en væsentlig udfordring for en bæredygtig udvikling. I denne sammnehæng peges på afkobling og ressourceeffektivitet med en faktor 4 og faktor 10 som pejlemærker. Som et led i regeringens bestræbelser på at opnå en bæredygtig udvikling og bæredygtige produktions og forbrugsmønstre er pejlemærket på lang sigt at begrænse forbruget af ressourcer til cirka 25 procent af det nuværende forbrug. I det videre arbejde er der behov for yderligere at konkretisere indsatsen på ressourceområdet.

Forbrug af naturens ressourcer påvirker miljøet. Det er vigtigt, at ressourceforbrug og miljøbelastning ses i internationalt perspektiv. Det er væsentligt at have både det nationale og internationale ressourceforbrug samt den tilhørende miljøbelastning for øje. Prioritering og forsvarlig brug af naturens ressourcer er nødvendig. Forbruget skal i højere grad baseres på fornybare ressourcer og genanvendelige materialer. Men de fornybare ressourcer må ikke anvendes hurtigere, end de kan gendannes. Brug af ikke-fornybare ressourcer skal ske under hensyn til den samlede beholdning og muligheder for at erstatte ressourcen med andre materialer.

På områder hvor anvendelse af ressourcer er særligt problematisk for mennesker og miljø, skal der satses målrettet på at ændre det teknologiske grundlag for produktion og forbrug, så samfundets afhængighed af disse ressourcer på sigt kan reduceres afgørende.

Naturens ressourcer indgår i mange aktiviteter i samfundet. Energi anvendes blandt andet i industrien og husholdninger til transport og opvarmning. Råstoffer anvendes til at fremstille produkter. Jord er en naturressource, som anvendes til at bygge huse og veje på, dyrke afgrøder på og drive skovbrug.Vand er ligeledes en ressource, som anvendes til både mennesker og dyr, enten som drikkevand, input i produktionen eller som levested for eksempelvis fisk, dyr og planter. Fra havet hentes store fødevareressourcer.

Danmark har allerede opnået mærkbare resultater gennem en målrettet indsats. For eksempel har det samlede danske energiforbrug været nogenlunde konstant i 1990'erne til trods for økonomisk vækst. Mange virksomheder har indført miljøstyring, renere teknologi og arbejde med renere produkter, som samlet har ført til lavere ressourceforbrug og miljøbelastning. Indsatsen på kemikalieområdet betyder, at flere miljøbelastende stoffer fremover fjernes fra affaldet. Endelig er det lykkedes at nedbringe vandforbruget betydeligt gennem de seneste ti år. Men der er behov for at gå mere radikalt til værks, hvis naturressourcerne skal anvendes bæredygtigt.

Dansk virksomhed har - trods aktivitetsstigning - reduceret affaldsmængderne

Virksomheden er internationalt førende inden for sit felt.Virksomhedens miljøstyring omfatter kortlægning og sortering af affald og skrot for at genbruge og genanvende så meget som muligt. 80 procent af virksomhedens affald er metalskrot, og 20 procent er andet affald. Mængden af skrot er reduceret. Dels ved at spildet fra produktionen er nedbragt til under 1 procent via "operatør-selv-kontrol", dels ved at stålrullerne udnyttes 10 procent bedre i en ny, avanceret maskine. Metalskrottet sorteres og sælges til genanvendelse uden for virksomheden.

Andet affald, som blandt andet omfatter en tredjedel kemikalieaffald, er nedbragt væsentligt. Først og fremmest fordi virksomheden har begrænset antallet af kemikalier, som anvendes, fra 1365 til knap 600 forskellige kemikalier. Mængden af kemikalieaffald er mindsket med 37 procent fra 1997 til 1999, hvilket gav en besparelse på 340.000 kr. om året til affaldsbortskaffelse.

Resultaterne er i høj grad nået, fordi der har været en klar opbakning fra ledelsen, og fordi medarbejderne har været inddraget i miljøarbejdet via selvfungerende produktionsgrupper.

Alle virksomhedens produktionsselskaber rundt om i verden er ISO-14001-certificeret, og de europæiske er tillige EMAS-registreret.


Danmarks arealer er en sparsom ressource, som skal anvendes med omtanke. Intensivering af landbrug og hensyn til miljø og rekreative interesser har skærpet konkurrencen om arealerne. De mest nødvendige behov skal derfor prioriteres. Og råstofferne skal udvindes skånsomt, så arealet bagefter kan anvendes til andre formål.

Ressourceforbruget i byggesektoren spiller en central rolle for samfundets samlede forbrug af ressourcer og miljøbelastning. Energiforbrug til byggeri og drift af bygninger udgør halvdelen af Danmarks energiforbrug, mens materialeforbrug ved byggeri og anlæg udgør hovedparten af forbruget af danske råstoffer. Byggeri og anlæg producerer store affaldsmængder, men til gengæld bliver langt det meste genanvendt. Genanvendelsen var i 1999 oppe på 90 procent.

Over en 10-årig periode er de samlede mængder affald i Danmark steget. Efter en stabilisering i 1996-99, hvilket i høj grad skyldes et fald i affaldsmængden fra energiproduktion, er den samlede mængde affald atter steget i 2000. Affaldsmængderne fra en række sektorer har hele tiden været stigende.Vi skal alle medvirke til, at der ikke produceres mere affald end højst nødvendigt og til at genbruget øges. Men der er behov for at prioritere de enkelte materialestrømme. Ikke alle materialer er lige velkomne i affaldet, og indsatsen må i første omgang rettes mod de materialer, der giver anledning til mest miljøbelastning eller til det største ressourceforbrug.

Affald, som vi ikke kan undgå, skal så vidt muligt genanvendes, så ressourcerne bliver i kredsløbet. Danmark har en lang tradition for at genanvende en stor del af affaldet. I 2000 genanvendte vi 65 procent af de samlede affaldsmængder. Men vi skal blive endnu bedre. Der vil være behov for udvikling af ny behandlingsteknologi, der sikrer en effektiv udnyttelse af ressourcerne samtidig med, at problemerne med de miljøbelastende stoffer elimineres. Dog er det vigtigt, at der ved valg af behandlingsform sker en afvejning af de miljø-, energi og ressourcemæssige samt økonomiske forhold.

Mål og indsats i den kommende tid

Forbruget af ressourcer skal nedbringes. I dag sigter dansk miljøpolitik i vid udstrækning på at fremme et forsvarligt brug af ressourcer. I den fremtidige indsats vil der blandt andet blive fokuseret på at finde data og udvikle metoder til at vurdere produkters og materialers samlede ressourcetræk og miljøbelastning. Blandt andet de skjulte materialestrømme. Konkret drejer det sig om at finde den bedste kombination af virkemidler. Regeringen vil undersøge, om målene om ressourceeffektivitet og affaldsforebyggelse mest effektivt nås gennem en mere målrettet anvendelse af markedsbaserede virkemidler. Det skal blandt andet undersøges, om der skal ske en omlægning af de eksisterende økonomiske virkemidler, herunder om råstof- og materialeafgifter kan anvendes. Målet er, at produkters ressourceforbrug og miljøbelastning afspejles fuldt ud i produkternes pris. Ressourceafgifter skal gerne aftales på internationalt plan - for eksempel gennem fælles minimumssatser for miljøafgifter i EU.

Den produktorienterede miljøindsats er vigtig. Derfor opfordres virksomhederne til at udvikle og markedsføre flere renere og miljøvenlige produkter. Der skal være fokus på renere produkter, så de kan erstatte produkter med større ressourceforbrug eller større miljøbelastning. Ny teknologi vil uden tvivl komme til at spille en vigtig rolle i udvikling af renere produkter.

Det skal være nemt og attraktivt for forbrugerne at vælge miljørigtigt og ressourcebevidst. Forbrugere skal have tilstrækkelig og relevant oplysning om produkters og varers påvirkning af miljøet.

Alle aktører skal indgå i et forpligtende samarbejde om at forebygge affald. I 2003 vil regeringen fremlægge en strategi for forebyggelse af ressourcetab og miljøbelastning fra affald. Produktion, markedsføring og forbrug af miljøvenlige og mindre ressourcekrævende produkter og tjenesteydelser vil være prioriteret i strategien.

Ved at genanvende affaldet sparer vi på jomfruelige ressourcer. I affaldsplanen Affald 21 er målet at genanvende 64 procent af affaldsmængderne i 2004 og at bringe mængden af affald til deponering ned til 12 procent. Planen sætter fokus på at sikre kvalitet i behandling af affald ved at udnytte affaldets ressourcer og ved at begrænse problemer med miljøbelastende stoffer.

En bæredygtig råstofanvendelse i Danmark skal realiseres ved at udvikle ny teknologi, øge koordinering af råstofindvinding og ved at øge viden om de samlede resterende råstofreserver. Genanvendelse og brug af erstatningsmaterialer for ikkefornybare råstoffer skal fortsat prioriteres.

Ved produktion af olie og gas skal der tages mest mulig hensyn til sundhed, miljø samt dyre- og plantelivet. Dette skal, i samarbejde med landene omkring Nordsøen, sikres ved målrettet styring af de stoffer, der udledes til havet. Det gælder både udledning lokalt til havmiljøet samt den grænseoverskridende forurening gennem luften eller via fødekæden. I indsatsen for at erstatte de knappe olie- og gasressourcer satser regeringen blandt andet på at udvikle vedvarende energikilder.

En øget konkurrence om det sparsomme danske areal stiller store krav til planlægningen. Forskellige hensyn skal kombineres for at mindske konflikterne mellem forskellige ønsker til at anvende det samme stykke jord. Uden for byerne skal flersidig anvendelse af arealerne fremmes.