Undersøgelse af vandbehandlingsmetoder på en række danske vandværker

2 Udvælgelse af anlæg

2.1 Metode ved udvælgelse
2.2 De udvalgte værker
2.3 Parametre der indgår i undersøgelsen
2.4 Databearbejdning

2.1 Metode ved udvælgelse

Udvælgelse af vandværker til projektet er foretaget på baggrund af udtræk fra GEUS database over indberetninger af drikkevandskvalitet. Ved udtrækkene er der identificeret et stort antal værker med observerede overskridelser af drikkevandskvalitetskravene. Der er udvalgt 30 værker til projektet fordelt jævnt over landet.

2.2 De udvalgte værker

Værkerne er udvalgt således, at de repræsenterer varierende råvandstyper med metanholdigt råvand, kalkaggressivt råvand med lavt pH, råvand med varierende indhold af jern, mangan, ammonium etc.

Ved udvælgelsen af de deltagende værker har det ud over værker med forskellige råvandskvaliteter været et mål at dække forskellige anlægsopbygninger. Således indgår forskellige beluftningssystemer og typer af filtreringsanlæg i undersøgelsen. På baggrund af de fastlagte besøg på de enkelte værker er anlægsopbygningerne beskrevet nærmere. Beskrivelserne omfatter skitser af anlæggene og tilhørende relevante oplysninger om funktion og drift af anlæg.

De udvalgte værker dækker et spekter af beluftnings- og filtreringssystemer. Beluftningssystemerne omfatter varianter af åbne henholdsvis lukkede typer f.eks.: Bundbeluftning, bakkebeluftning, hulplade og frit fald, iltningstrappe, iltningspisker m.v. henholdsvis kompressor beluftning. Yderligere er der værker med eller uden reaktionsbassin mellem beluftningen og filtreringen.

Tilsvarende omfatter filtreringssystemerne varianter af åbne henholdsvis og lukkede typer. Filteranlæggene er f.eks. for åbne anlæg: Enkeltfiltrering, herunder et anlæg med 2-mediefilter, dobbeltfiltrering, dobbeltfiltrering med mellemiltning samt anlæg med biofiltre. For lukkede anlæg er det enkelt henholdsvis dobbelt trykfiltrering. Hertil kommer åbne såvel som lukkede filtersystemer med neutralisering af kalkaggressivt råvand ved brug af Magno-Dol eller lignende dolomit-filtermateriale.

Det har bl.a. været et væsentligt kriterium ved udvælgelsen af værker til undersøgelsen, at der i det samlede materiale skulle indgå en del af de på forhånd kendte og typiske problemer ved vandbehandlingen og dermed tilhørende overskridelser af kvalitetskrav i Tilsynsbekendtgørelsen.

2.3 Parametre der indgår i undersøgelsen

I undersøgelsen indgår en række faktorer, der omhandler behandlingsanlæggets opbygning, drift og vedligeholdelse sat i sammenhæng med råvandstypen. Dernæst er der en række tilhørende målte værdier bestemt ved udvalgte analyseparametre. En oversigt over disse forhold er vist i tabel 2.1.

Tabel 2.1
Forhold som indgår i undersøgelsen.

Undersøgte faktorer:

Forskellige anlægsopbygninger:
- beluftningssystemer,
- filtreringssystemer.

Forskellige råvandstyper:
- metanholdigt råvand,
- aggressivt råvand,
- jernholdigt råvand etc.

Pasning og drift af værkerne:
- belastning,
- alternerende drift,
- vedligeholdelsesstand,
- gangtider og filterskyl.

Målte værdier:

pH,

Jern (Fe),

Mangan (Mn),

Ammonium (NH4+),

Nitrit (NO2-),

Nitrat (NO3-),

Ilt (O2),

Metan (CH4),

Svovlbrinte (H2S),

Aggressivt kuldioxid (CO2),

on-line målinger. *)

*) Turbiditet og opløst ilt samt visse steder vandstand over filtrene som mål for driftstider.

De kemiske analyser i projektet er udført af R. DONS Vandanalytiske Laboratorium. On-line målingerne er udført med måleudstyr opstillet på de enkelte værker.

2.4 Databearbejdning

Databearbejdningen med henblik på vurdering af anlæggene omfatter beregning af flere nøgleparametre, som er karakteristiske for driften af værkerne. Det drejer sig bl.a. om råvandskvaliteten, beluftningens effektivitet med hensyn til ilttilførsel og fjernelse af metan og svovlbrinte. Derudover er set på anvendelsen af forskellige filtertyper- og hastigheder i forhold til stoffjernelsen af jern, ammonium etc. men også i sammenhæng med den opnåede effekt af filterskylningen.

Beskrivelse og vurdering af de opnåede resultater ved undersøgelsen findes i kapitel 6. Her indgår bl.a. opgørelse og beskrivelse af overskridelser af gældende kriterier for drikkevandskvalitet for udvalgte analyseparametre, som er jern, mangan, ammonium, nitrit og ilt.