| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Undersøgelse af vandbehandlingsmetoder på en række danske vandværker

6 Vurdering af opnåede resultater

6.1 Generelt om undersøgelsen

Vandforsyningen i Danmark er i overvejende grad baseret på indvinding af grundvand, som kan anvendes efter en iltningsproces efterfulgt af filtrering gennem et eller to filtre. Denne enkle vandbehandling er baggrunden for den udprægede decentrale vandforsyningsstruktur, som dog til stadighed er under ændring. Langt den største del af ledningsført vand stammer fra større, almene anlæg, men de mindre almene anlæg samt de ikke almene anlæg tegner sig for det største antal vandforsyningsanlæg.

Uanset den enkle behandlingsform og den lange tradition for behandling af grundvand i Danmark, viser en stor del af de mindre vandforsyningsanlæg mangler i overholdelsen af Tilsynsbekendtgørelsens kvalitetskrav til drikkevand. Det er ikke ganske klart, hvorvidt gentagne overskridelser skyldes mangler i dimensionering af behandlingsanlæg, i anlæggenes udførelse eller i driften, herunder vedligeholdelsen af anlæggene. Her ud over har der i mange år eksisteret den opfattelse blandt nogle ejere af mindre anlæg, at udgifter til analyser og rådgivning skal holdes på et lavt niveau med det formål at kunne levere vand billigst muligt. De ændrede forhold i det moderne samfund har i høj grad gjort disse holdninger utidssvarende.

Ved projektet er udført undersøgelse af vandbehandlingsmetoderne på en række danske vandværker. Undersøgelsen vedrører den traditionelle vandbehandling og omfatter parametrene: Ilt, metan, svovlbrinte, jern, mangan, ammonium, nitrit, nitrat, pH og aggressiv kuldioxid samt turbiditet ved kontinuert måling.

Undersøgelsen er i henhold til problemstillingen rettet mod relativt små vandværker, og målet har været at belyse årsager til de overskridelser af kvalitetskravene i Tilsynsbekendtgørelsen, som er observeret for en stor del af disse vandværker.

Grundlaget for dimensionering af vandbehandlingsanlæg er råvandets indhold af de stoffer, som skal ændres ved vandbehandlingen, hvorfor kendskabet til værkernes råvandskvaliteter er væsentligt for at kunne vurdere effektiviteten af forskellige behandlingsmetoder.

I det efterfølgende omtales først kvalitetskrav og observerede overskridelser heraf for de undersøgte vandværker. Herefter beskrives værkernes råvandskvalitet og nogle af de problemer, som relaterer sig direkte hertil. Efter dette følger beskrivelse af forhold vedrørende værkernes forbehandling af råvand. Effektiviteten af råvandets forbehandling har oftest meget stor betydning for filtreringen. Forbehandlingen omhandler generelt, og som det væsentligste element, iltning af råvandet ved forskellige former for beluftning, men for værker med metan og eventuelt svovlbrinte handler det desuden om, om beluftningen er tilstrækkelig kraftig til også at udlufte disse opløste gasser fra råvandet. Endelig følger beskrivelser af forhold vedrørende filtreringen, som ved vurdering af vandbehandling generelt fremtræder med stor vigtighed og herunder indgår nogle væsentlige problemstillinger for vandbehandlingens generelle funktion. For de værker, der har råvand af den kalkaggressive type, indgår yderligere forhold omkring fjernelse af aggressiv kuldioxid ved hævning af pH.

Endelig vurderes på grundlag af undersøgelsens materiale nogle sammenhørende problemer mellem råvand, forbehandling og filtrering for derved at kunne trække væsentlige og typiske problemstillinger frem for diskussion og løsning.

6.2 Kvalitetskrav

I tabel 6.1 er givet en oversigt over kravene fra såvel Tilsynsbekendtgørelsen fra 1988 som kravene jf. den nye bekendtgørelse fra 2001.

Tabel 6.1
Kvalitetskrav til drikkevand.

Generelt set må kvalitetskravene i den nye bekendtgørelse anses for en præcisering af kravene i den tidligere Tilsynsbekendtgørelse, idet de nye højest tilladelige værdier ved afgang fra vandværk ligger på niveau med de tidligere gældende vejledende værdier.

Vurderingen af kvaliteten af det behandlede vand er for nærværende projekt foretaget i henhold til de på undersøgelsestidspunktet gældende krav i Miljøministeriets Tilsynsbekendtgørelse fra 1988, der omfattede vejledende og højest tilladelige værdier for de analyseparametre, som er medtaget i undersøgelsen. Vurderingerne er generelt foretaget i forhold til de dagældende vejledende værdier og vil dermed for de pågældende parametre generelt set ligge på linje med tilsvarende vurderinger foretaget i forhold til kravene i den nye bekendtgørelse.

6.2.1 Overskridelser af kvalitetskrav til behandlet vand

Ud fra resultaterne af de kemiske analyser af vandprøver fra de 6 prøvetagninger på hver af værkerne, er antal værker med overskridelser af kvalitetskravene opgjort. I figur 6.1 er på den baggrund vist antallet af værker med overskridelser af vejledende værdier for jern, mangan, ammonium og nitrit og kvalitetskravet for ilt.

Det ses af figur 6.1, at der er konstateret flest overskridelser for jern og for ammonium. Efterfølgende kommer ilt, nitrit og mangan. For ilt bemærkes, at vandprøverne er udtaget umiddelbart efter filtrene, hvorfor kvalitetskravet, på minimum 5 mg O₂/l, reelt kan være overholdt for det afledte vand fra nogle af værkerne.

Figur 6.1
Overskridelser af kvalitetskrav for jern, mangan, ammonium, nitrit og ilt.
Vandret akse angiver de enkelte parametre. Lodret akse er antal værker med overskridelser for de pågældende parametre. I alt er der konstateret overskridelser af de vejledende værdier for en eller flere af de analyserede parametre på 28 af de 29 besøgte værker.
    

Figur 6.2
Indhold af jern og ammonium i behandlet vand ved 6 prøvetagninger fra Udby-Rolund og Føns Vandværk med overskridelser af kvalitetskravene.
Vandret akse angiver de 6 prøvetagninger. Lodret akse angiver jernindhold henholdsvis ammoniumindhold i behandlet vand i mg/l.

Af det samlede analysemateriale fremgår, at der er fundet mest markante overskridelser af kvalitetskravene for jern, hvilket i nogen grad hænger sammen med den kvalitetsforringelse af det behandlede vand, der for mange værker finder sted i forbindelse med filterskylning, se det følgende afsnit 6.5.5.

I figur 6.2 er vist resultaterne af de kemiske analyser for indhold af jern og ammonium i vandprøver fra de 6 prøvetagninger for Udby-Rolund og Føns Vandværk. De afbillede resultater er fra prøver af behandlet vand, og da disse ligger temmeligt højt er de - ulig de øvrige vurderinger i projektet - sammenstillet med de højest tilladelige værdier af kvalitetskravene for disse parametre.

For dette værk ses, at samtlige analyser for jern overskrider den højest tilladelige værdi på 0,2 mg Fe/l, og det kan tilføjes, at de meget høje værdier (den højest målte på 2,4 mg Fe/l) er udtaget 1 - 2 timer efter, der er foretaget filterskylning på værket. Det skal også bemærkes, at de højeste værdier for ammonium måles i de samme vandprøver, udtaget kort tid efter filterskylningen. For ammonium er højest tilladelige værdi for kvalitetskravet på 0,5 mg NH₄⁺/l, ikke generelt overskredet. Overskridelse af højest tilladelige værdi for ammonium ses kun for en prøve.

For værker med overskridelser af ammonium kan der samtidig måles indhold af nitrit i det behandlede vand. Det er dog ikke nødvendigvis sikkert, at nitrit i de pågældende tilfælde også vil være i vandet hos forbrugerne, hvis iltindholdet i det behandlede vand er højt nok til, at nitrifikationen fortsætter eventuelt i værkets rentvandsbeholder eller i ledningsnettet. Men under alle omstændigheder er overskridelser af kvalitetskravene for ammonium og for nitrit så vigtige, at de må kræve en indsats på behandlingssiden for de værker, der har disse problemer.

De værker, der har overskridelser af kvalitetskravet for ilt, er ikke nødvendigvis de værker, der har størst ilt-forbrug i filtrene, hvilket normalt er forbundet med højt indhold af ammonium. Ud af de 10 værker, der har for lavt iltindhold i det behandlede vand, har de 5 af værkerne et højt ilt-forbrug, men de resterende 5 har faktisk et meget lavt iltforbrug i henhold til råvandskvaliteten. Samtidig er det for hovedparten af værkerne med højt iltforbrug i filtrene ofte kun mindre overskridelser, der er målt, hvorimod de øvrige værker med lille iltforbrug udviser meget lave iltindhold på 2 - 4 mg O₂/l, i det behandlede vand. Dette hænger sammen med, at det er trykfilteranlæg med ineffektiv kompressoriltning, se også afsnit 6.4.1.3. Der er således principielt to årsager til lavt indhold af ilt efter filtreringen: Højt ilt-forbrug i filtrene til omsætning af ammonium m.v. henholdsvis for ringe beluftning og dermed for lavt indhold af ilt inden filtreringen.

6.3 Råvand

Værkernes gruppering med hensyn til råvandskvalitet og relateret til vandbehandlingens parametre fremgår af tabel 6.2. Beskrivelse af de råvandstyper, der er udvalgt til undersøgelsen, fremgår i øvrigt af kapitel 4.

I hovedsagen er det således, at de høje indhold af jern og mangan især forekommer i Jylland, hvor der kun sjældent er særligt høje indhold af ammonium i råvandet. Et enkelt af de udvalgte anlæg i undersøgelsen er vandværket på Als i Sønderjylland, der har råvand med højt indhold af metan, jern og ammonium.

Der er ikke værker i undersøgelsen med ekstremt høje manganindhold (højeste indhold er på 0,35 mg Mn/l). Dette er derimod tilfældet for jern, hvor der indgår værker med op til ca. 9 mg Fe/l. Samtidig fremgår, at jern er en vigtig parameter i undersøgelsen, hvor der er fokuseret på kvalitetsproblemer på mindre vandbehandlingsanlæg.

Det er kun værker i Jylland, som har højt indhold af aggressiv kuldioxid (op til ca. 60 mg/l), og dette er i de undersøgte vandværker oftest knyttet til relativt højt jern- og manganindhold.

Tabel 6.2
Gruppering af råvandskvaliteter ved undersøgelsen.

Note:

Højt jern: 2 - 9 mg Fe/l.
Relativt højt jern: 1 - 2 mg Fe/l.
Højt mangan: 0,2 - 0,35 mg Mn/l.
Relativt højt mangan: 0,1 - 0,2 mg

Mn/l.

Højt ammonium: 1,5 - 8 mg NH₄⁺/l.
Højt metan: 2 - 18 mg CH₄/l.

To værker passer ikke ind i ovenstående gruppering af råvandskvaliteterne.

For værkerne på Sjælland og øerne ses typisk høje indhold af ammonium (op til 7 mg NH₄⁺/l), og det er også fra de områder, værkerne med metan hovedsageligt er hentet. Der er målt metanindhold op til 18,2 mg CH₄/l. For de værker, der indgår i undersøgelsen er det konstateret, at ammonium er den mest problematiske parameter, for den del af landet.

Der er på Sjælland og øerne også en del værker med højt jernindhold, og nogle af disse værker har samtidig høje ammoniumindhold og enkelte har også høje metanindhold. Der er desuden et par værker med råvand med temmelig varierende og herunder høje indhold af flere parametre, det gælder både metan, ammonium, jern og mangan. Årsagen er, at værkerne har indvindingsboringer med forskellig vandkvalitet. Dette er f.eks. udtalt for Alsønderup vandværk, som har en råvandsboring med højt metanindhold og relativt lavt jern- og manganindhold henholdsvis to råvandsboringer uden metanindhold og med højt jern- og manganindhold.

I undersøgelsen er det således muligt at vurdere behandling af råvand med højt jernindhold og højt ammoniumindhold – hver for sig, men også i samme råvand, og for værker med forskellige anlægstyper. Samtidig er der i undersøgelsens materiale grundlag for at kunne vurdere problemer ved behandling af råvand med relativt små indhold af de samme parametre – især jern og ammonium. Desuden er der grundlag for at vurdere problemer ved behandling af råvand med metan og svovlbrinte henholdsvis med aggressiv kuldioxid og lavt pH.

6.3.1 Blandet råvandskvalitet

Der er værker, hvor råvandets kvalitet i værkets enkelte indvindingsboringer er markant forskellig. Det er især tilfældet for parametre som metan, ammonium og jern, som er dimensionsgivende parametre for vandbehandlingen.

Problemet er tydeligt for Alsønderup, Nejede-Møllehøj og Udby vandværker, og vandværkerne har alle problemer med at overholde vandkvalitetskravene. De pågældende værker er typisk dimensioneret efter blot én af indvindingsboringerne, der oftest har leveret det oprindelige råvand til vandværket.

Den forskellige råvandskvalitet giver problemer for vandbehandlingen, og først og fremmest når værkets beluftnings- og filteranlæg er dimensioneret til lavere indhold af metan og ammonium, end der nu forefindes.

For de aktuelle værker i undersøgelsen er beluftningsanlæggene ikke indrettet med regulering af den indblæste luftmængde, hvorfor den f.eks. kan være for lav for den ene af værkets råvandstyper og for høj for den anden. For lav beluftning kan eksempelvis resultere i utilstrækkelig afluftning af metan med efterfølgende filterproblemer til følge, mens for høj beluftning eksempelvis kan medføre problemer med kalkfældning grundet for vidtgående CO₂ fjernelse fra vandet. Således drives Alsønderup vandværk med konstant INKA-afblæsning uagtet om vandet indpumpes fra den ene boring med højt metanindhold henholdsvis fra de to boringer med lavt eller intet metanindhold. Modsat drives eksempelvis Udby vandværk med en beluftning, som periodevis forekommer utilstrækkelig til hel afblæsning af det høje metanindhold, som forekommer i den ene af værkets to indvindingsboringer.

Desuden giver de forskellige råvandskvaliteter også anledning til problemer ved værkernes drift med vekslende indvinding af råvand med lavt og højt indhold af eksempelvis ammonium: Også her skal beluftningskapaciteten være tilstede i tilstrækkeligt omfang, så de nitrificerende baktererier i filtrene ikke påvirkes uhensigtsmæssigt af et meget varierende iltindhold.

Ved de omtalte problemer med vekslende råvandskvaliteter, som er konstateret ved undersøgelsen, er der fokuseret på vandbehandlingen på værkerne, som er temaet for nærværende undersøgelse. I tilknytning hertil skal dog også bemærkes, at blanding af forskellige typer råvand kan give anledning til andre typer af problemer med vandkvaliteten af kemisk eller mikrobiologisk karakter. Det gælder for råvandet, når det blandes, eventuelt i råvandsledningen, eventuelt først ved behandlingen på værket. Men det gælder også for det behandlede vand, når kvaliteten er vekslende i det vand, der ledes ud fra værkerne. Det er vanskeligt at vurdere, om den type problemer finder sted for nogle af værkerne, da dette ikke konkret har været et tema for nærværende undersøgelse. Det er dog imidlertid klart, at undersøgelsen omfatter eksempler på værker med en potentiel risiko for denne type problemer.

Sammenfattende fremhæves det, at det er væsentligt for opnåelse af acceptabel kvalitet af det behandlede vand, at vandværkerne er designet til behandling af de pågældende råvandstyper, som indvindes til værkerne, herunder at værkerne er i stand til at behandle varierende råvandstyper, såfremt dette udgør grundlaget for deres indvinding. Det er derfor selvsagt også nødvendigt at overveje og ændre behandlingen på et værk, hvis værket påbegynder indvinding fra nye boringer med afvigende råvandstype i forhold til hidtil anvendte boringer. Det kunne også for nogle vandværker overvejes, om det overhovedet er nødvendigt at basere indvindingen på boringer med varierende råvandstyper.

I et vist omfang er det muligt at imødekomme problemer med blandet råvandskvalitet ved implementering af forbedrede styringer af indvindingen og behandlingen på vandværkerne. Dog understreges det, at styringen skal være robust under behørig hensyntagen til størrelsen af den type vandværker - og det tilknyttede driftspersonales styringsmæssige baggrund - som har indgået i projektet.

6.4 Forbehandling

Ved forbehandling gennemgår råvandet processer, som klargør det til filtrering, der betragtes som den egentlige vandrensningsproces i behandlingen. Disse processer omhandler beluftning til iltning eller til udluftning af uønskede gasser og endelig neutralisation af aggressiv kuldioxid ved hævning af pH.

Luftning af råvand indgår ved samtlige vandbehandlingsanlæg i undersøgelsen, dels for iltoptagelse og i flere tilfælde også for at udlufte opløste gasser, som metan og svovlbrinte fra råvandet. Der anvendes forskellige former for beluftningsanlæg, dels anlæg med luftning ved råvandets frie fald gennem luften, eventuelt over en iltningstrappe, og dels anlæg karakteriseret ved mekanisk luftindblæsning i vandet. Endelig er der et anlæg med mekanisk iltningspisker.

I undersøgelsen er der 8 forskellige anlæg med luftning, herunder bakker og iltningstrapper samt iltningspisker. Der er 21 anlæg med luftindblæsning, der dels omfatter 8 bundbeluftningsanlæg med luftindblæsning gennem diffusorer, 3 INKA-anlæg og 10 anlæg med lukket kompressoriltning ved trykfiltre.

Ved kompressorbeluftning blæses en luftmængde normalt svarende til omkring 20 - 30 % af vandmængden ind i råvandet typisk ved vandets tilgang til trykfiltrene. Filtrene er udstyret med luftudlader til fjernelse af overskudsluften (den luftmængde, som ikke opløses i vandet).

6.4.1 Beluftning

I dette afsnit om beluftning indgår vurdering af iltning henholdsvis udluftning af uønskede gasser som de egentlige forbehandlingsprocesser. Desuden er medtaget vurdering af mellemiltning og reaktionsbassin ud fra undersøgelsens materiale.

Af de 3 værker i undersøgelsen, der har metanindhold højere end 10 mg/l, har et af værkerne INKA-anlæg (Hundested vandværk), og de 2 andre anlæg har bundbeluftning (Gammelsø vandværk hhv. Udby vandværk). Disse 3 værker fjerner generelt set hele råvandets metanindhold inden tilledning til filtrene.

De 2 andre værker i undersøgelsen, der har INKA-anlæg, har hvert sit problem. For Lysabild vandværk er fjernelsen af metan ikke optimal, idet der måles ca. 0,5 mg CH₄/l efter beluftningen. Funktionen af INKA-anlægget er således ikke optimal. Alsønderup vandværk har problemer, fordi kun 1 af værkets 3 boringer har højt indhold af metan, således at det kun er ved indkobling af denne boring, der burde ske metanafblæsning. Problemet er imidlertid, at værket ikke kan regulere lufttilførslen til INKA-anlægget. Samtidig giver kraftig luftning problemer med vandkvaliteten, hvis det behandlede vand derved bliver særligt kalkfældende – et problem der er velkendt fra vandbehandling, der kræver speciel kraftig udluftning (jf. f.eks. Arvin, 1992).

I de undersøgte værker er INKA-anlæg, bortset fra Alsønderup vandværk med blandet råvand, kun anvendt til afblæsning af metan og svovlbrinte. For bundbeluftning forholder det sig anderledes, idet disse anlæg ud over at være anvendt til udluftning af relativt høje metanindhold (her op til ca. 14 mg/l) også er anvendt alene til tilførsel af ilt til råvandet.

Udluftning af metan finder sted ved 5 bundbeluftningsanlæg, og for samtlige anlæg er metanfjernelsen tilfredsstillende. Ved de forskellige typer af diffusorer anvendt i undersøgelsen, eksempelvis tallerkenbeluftere, fjernes således metanindhold på 2 til 14 mg CH₄/l.

Et værk med kompressoriltning før trykfiltrering (Petersgård Avlsgårds Vandværk), hvor råvandet har et metanindhold på ca. 2,2 mg/l, har en meget svingende og ufuldstændig metanfjernelse, idet der måles 0,10 - 0,75 mg CH₄/l efter luftningen. Kompressorbeluftningen på det pågældende vandværk har således en utilstrækkelig effekt overfor metanindholdet i råvandet.

Brede vandværk har råvand med metanindhold på ca. 1,2 mg/l og luftning af råvandet fra bakke ved frit fald over filter. Undersøgelsens målinger viser, at fjernelsen af metan er noget svingende med restindhold op til 0,32 mg CH₄/l. For Nejede-Møllehøj vandværk med metan op til 2,3 mg/l er en tilsvarende bakkeluftning blevet suppleret med luftindblæsning i reaktionsbassin. Derved opnår dette værk en tilfredsstillende metanfjernelse.

Undersøgelsen viser, at bundbeluftningsanlæg er velegnede til metanfjernelse, også ved relativt høje indhold. Der er således ikke umiddelbart nødvendigt at anvende INKA-anlæg, der normalt giver kraftigere luftindblæsning.

Desuden er vist, at det kun er meget små metanindhold, der kan fjernes uden anvendelse af luftindblæsning. Endelig skal man være opmærksom på, at de lukkede kompressoranlæg ved trykfiltre kun i begrænset omfang fjerner metan.

Hundested vandværk udgør et eksempel på et værk med særligt højt svovlbrinteindhold. Stensved vandværk, Gammelsø vandværk og Udby vandværk udgør tre andre eksempler på værker med mindre, men dog relativt høje indhold af svovlbrinte i råvandet. Hundested vandværk med særlig højt indhold (3 - 4,5 mg H₂S/l) anvender INKA-anlæg til beluftningen, men fjernelsen af svovlbrinte er, i modsætning til fjernelsen af metan, ikke tilfredsstillende, idet der måles en rest på op til 0,25 mg H₂S/l efter INKA-anlægget. Denne rest omsættes bakteriologisk og medfører dermed et ilt-forbrug i de efterfølgende filtre.

De 3 andre værker har indhold på 1,5 - 2,5 mg/l i råvandet, og de anvender alle anlæg med bundbeluftning. For disse værker ses ved undersøgelsen en tilstrækkelig fjernelse af såvel svovlbrinte som metan.

Generelt set fjernes mindre indhold af svovlbrinte i råvandet uden problemer ved den normale beluftning på værkerne. Råvand med relativ høje indhold af svovlbrinte kræver særlig behandling (Jensen, 1998). Dette hænger sammen med, at en tilstrækkelig effektiv afblæsning ofte vil give anledning til de i afsnit 6.4.1.1 omtalte problemer med kalkfældende vand.

Der er en del værker i undersøgelsen, der ved beluftningen får iltmættet råvandet, idet der måles 11 - 12 mg O₂/l i det iltede råvand. Det gælder for 2 af de 3 INKA-anlæg og for enkelte bundbeluftningsanlæg. Det er vigtigt at bemærke, at iltmætning kun bør finde sted ved de råvandskvaliteter, der kræver det for optimal behandling.

Det er dog ikke alle værker med bundbeluftning, der ved undersøgelsens målinger viser iltmætning, selv om en del af værkerne på grund af højt ammoniumindhold i råvandet har et stort iltforbrug i filtrene. Disse værker har svært ved at overholde kvalitetskravet til iltindhold i rentvandet på minimum 5 mg O₂/l. For disse anlæg er det vigtigt at få konstateret, om der er mulighed for at regulere luftmængden op. Samtidig er det vigtigt at få undersøgt, om dette i så fald vil give problemer med vandkvaliteten, hvis det beluftede vand derved bliver særligt kalkfældende.

I undersøgelsens materiale måles for en del af værkerne med bundbeluftning iltindhold på ca. 9 mg O₂/l i det iltede råvand, og som er tilstrækkeligt til behandling af det pågældende råvand, når ammoniumindholdet ikke er særlig stort, og iltforbruget i værkets filtre derfor heller ikke er særlig stort.

For værker med kompressoriltning ses enkelte anlæg med tilstrækkelig høje iltindhold ved beluftningen, på ca. 8 - 9 mg O₂/l. Men desværre er der en del værker med kompressoriltning ved trykfiltre, der har en alt for utilstrækkelig iltning af råvandet, på eksempelvis kun 2 - 4 mg O₂/l. Det gælder for 5 af undersøgelsens værker, og samtlige disse værker overholder således ikke kvalitets-kravet til iltindhold i rentvandet. Dette er et problem, der bør sættes fokus på – ikke mindst, da der er trykfilteranlæg på markedet, og også blandt dem der indgår i undersøgelsen, der er i stand til at levere tilstrækkelig ilt ved kompressor-beluftningen. Ved nogle af anlæggene i undersøgelsen foreligger der en klar formodning om, at problemet i høj grad har sin årsag i drift og vedligeholdelse af anlægget. Dette understreger, at leverance af et stabilt og driftsikkert anlæg, der er let at vedligeholde, har stor betydning for et mindre vandværk (Bentzen, 1998).

De værker i undersøgelsen, der har åbne luftningsanlæg, enten ved trappeiltning eller bakkeiltning med frit fald over reaktionsbassin eller filter, har iltindhold på 7,5 - 9,5 mg O₂/l efter beluftningen. Eksempelvis er der på Pilegård vandværk med bakkeiltning således målt 8,5 mg O₂/l efter beluftningen. Hovedparten af disse anlæg har ikke problemer med for lidt ilt i rentvandet.

Brede vandværk med bakkeiltning, der har metan og relativt højt indhold af ammonium i råvandet, har problemer med for lidt ilt efter behandlingen. Tilsvarende som for andre værker i undersøgelsen vil dette eventuelt kunne afhjælpes med en supplerende bundbeluftning, eventuelt i form af en mellemiltning, se i øvrigt det følgende afsnit 6.4.1.4.

Generelt for værkerne bemærkes det, at det behandlede vand eventuelt kan opnå et tilstrækkeligt iltindhold inden det forlader vandværket, eksempelvis ved efteriltning under tilledning til og henstand i rentvandsbeholder.

For vandværker med problemer med utilstrækkelig dosering af ilt i forhold til den efterfølgende vandbehandling bemærkes det endvidere, at ilt også kan doseres som ren ilt fra f.eks. trykflasker, hvorved der kan opløses over 50 mg O₂/l og altså væsentligt mere end de godt 10 mg O₂/l, som maksimalt kan opnås med luft.

Gammelsø vandværk og Lysabild vandværk har mellemiltning mellem for- og efterfilter. Årsagen er i begge tilfælde et stort iltforbrug for omsætning af højt ammoniumindhold.

Mellemiltningen vurderes for begge anlæg at have givet anledning til øget omsætning af ammonium i filtrene. For Gammelsø vandværk har det således været en løsning som stort set (omend ikke helt) betyder overholdelse kvalitetskravene for ammonium. Dette er desværre ikke tilfældet for Lysabild vandværk, som også har det højeste ammoniumindhold af de to værker.

Effekten af mellemiltning på omsætningen af ammonium skal ses i sammenhæng med opholdstiden i efterfiltrene og dermed den anvendte filterhastighed. Ved for høj hastighed opnås ikke en tilstrækkelig effekt. Lysabild vandværk, som har det højeste ammoniumindhold, har samtidig den højeste filterhastighed på 3,5 m/t, mens Gammelsø vandværk har en meget lav filterhastighed på 1,1 m/t.

De erfaringer, der foreligger med mellemiltning mellem for- og efterfilter, ved undersøgelsen og på vandværker i øvrigt, viser, at mellemiltning er velegnet at etablere på vandværker, som har for utilstrækkelig ilt til filtreringsprocesserne og i det behandlede vand. Men, udover tilstrækkelig opholdstid i efterfiltret, skal man også være opmærksom på, at et stort iltforbrug på grund af en for utilstrækkelig fjernelse af metan, må anbefales løst ved at effektivisere primær beluftningen på værket.

Der er 7 værker med reaktionsbassin i undersøgelsen. For 5 anlæg er det den traditionelle form for reaktionsbassin i forbindelse med luftning ved frit fald over reaktionsbassin eller under iltningstrappe. For 2 anlæg er det den typiske form for reaktionsbassin efter INKA-anlæg.

Hvad angår funktionen af reaktionsbassin har de fleste kun den funktion, at det giver anledning til bundfældning af en del udfældet okker, som da skal renses op fra bassinet. For de fleste af værkerne kunne reaktionsbassinet få en bedre udnyttelse, hvis der blev etableret en form for supplerende bundbeluftning i bassinet. Dette er aktuelt for værker med højt ammoniumindhold og utilstrækkelig beluftning, og det gælder metanfjernelse såvel som ilt-tilførsel.

Lufttilførslen på INKA-anlæg er så stor, at der ofte sker det, at vandet bliver problematisk kalkfældende. Derfor vil man på værker med INKA-anlæg gerne kunne opnå en ekstra afluftning i reaktionsbassinet. For et enkelt værk i undersøgelsen (Alsønderup vandværk) er der ikke iltmætning ved alle målingerne efter INKA-beluftningen, hvilket er utroligt, men både analyser og on-line målinger af ilt på værket bekræfter det. Værket har reaktionsbassin og man skal være opmærksom på, at der i reaktionsbassinet er grundlag for vækst af metanbakterier, der ganske vist omsætter den metan, der måtte være, men samtidig forbruger af den tilførte ilt. Dette kan være årsagen til, at man ved måling af ilt i det beluftede vand inden filtrene måler et lavere iltindhold end ventet, eksempelvis efter INKA-anlægget på førnævnte værk.

Flere forhold, også blandt de i undersøgelsen observerede, peger i retning af, at reaktionsbassiner er overflødige ved vandbehandlingen, hvilket er vigtigt, da de meget ofte er problematiske på grund af drifts- og vedligeholdelsesmæssige årsager (Schrøder, 1998). Sidstnævnte er bekræftet ved flere anlæg i undersøgelsen.

6.4.2 Fjernelse af kalkaggressivitet

Oksbøl vandværk, Endrup vandværk og Stadil vandværk er 3 værker i undersøgelsen med meget høje indhold af aggressiv kuldioxid, som kræver en særlig behandlingsproces med pH-hævning ud over den luftning af råvandet, der sker som forbehandling. For alle 3 værker anvendes et kalkafgivende filtermateriale af typen magno-dol. For Endrup vandværk og Stadil vandværk er der ved en eller flere af undersøgelsens målinger registreret mindre indhold af aggressiv kuldioxid i det behandlede vand. I et enkelt tilfælde er der målt 8 mg aggr. CO₂/l, men der er oftest målt mindre indhold på 2 - 4 mg/l, hvilket er på niveau med den usikkerhed, der er ved målemetoden.

For alle værkerne i undersøgelsen, der benytter kalkafgivende filtermateriale, er det magno-dol i en given kornstørrelse, der er anvendt. Det er vigtigt her at notere sig, at materialet i sin helhed under behandlingen afgives til det kalkaggressive vand. Det er heri, behandlingsprocessen ligger. Værkerne skal derfor have en meget driftsikker rutine for supplering og/eller udskiftning af dette filtermateriale.

Problemer med aggressiv kuldioxid i det behandlede vand for disse værker er derfor størst, hvis materialet ikke er blevet suppleret i tide. Ved en undersøgelse af den her anvendte type gælder det dog, at dette problem ikke nødvendigvis registreres ved en prøveserie på 6 udført indenfor et relativt kort tidsrum, her eksempelvis 3 - 4 uger.

At der ved værker i undersøgelsen alligevel måles mindre og lidt svingende indhold af aggressiv CO₂ i rentvandet er blot et eksempel på, at der ved anvendelse af kemikalier i vandbehandlingen, og især på mindre vandværker, kan ventes kvalitetsmæssige svingninger (se også Jensen, 1984).

6.5 Filtrering

Undersøgelsen omfatter 15 anlæg med enkeltfiltrering; heraf er 11 anlæg med åbne filtre, og 4 anlæg er med lukkede filtre, der normalt fungerer som trykfiltre. De resterende 14 anlæg har dobbeltfiltrering; heraf er de 9 anlæg med åbne filtre, 4 er med lukkede filtre, og et enkelt anlæg har en kombination af et trykfilter med et efterfølgende åbent filter.

Det anvendte filtermateriale er helt overvejende kvarts. Et enkelt vandværk i undersøgelsen har dog 2-mediefilter med kombinationen kvarts og antracit. Endelig indgår der enkelte filtre med særlige materialetyper som Nevtraco (produkt med calciumkarbonat) og Magno-dol (produkt med magnesiumoxid og calcium-karbonat), hvor begge materialer afgiver kalk for neutralisering af aggressiv kuldioxid og hævning af vandets pH.

De undersøgte anlæg giver en bred omend ikke fuldstændig udtømmende dækning af de filtertyper og filtermaterialer, der anvendes på landsplan. Det bør dog bemærkes, at der i undersøgelsen indgår relativt mange åbne anlæg med 20 ud af i alt 29 anlæg. Dette har en vis sammenhæng med, at åbne anlæg typisk dominerer ved dobbeltfiltrering, og der er i undersøgelsen relativt mange anlæg med dobbeltfiltrering, hvilket nok igen bl.a. må tilskrives at der indgår en del værker med vanskelige råvandstyper. På landsplan er enkeltfiltrering dominerende, og især ved mindre behandlingsanlæg, således at der generelt set givetvis forekommer relativt flere anlæg med trykfiltre end de ved undersøgelsen omfattede anlæg.

Det skal i den henseende erindres at udvælgelsesgrundlaget for værkerne har været kvalitetsproblemer af den ene eller anden type, og der er i undersøgelsen kun tilstræbt en vis dækning af forskellige råvandstyper, se kapitel 4.

6.5.1 Filtertyper og -hastigheder

Filterhastighederne på værkerne i undersøgelsen er afbildet i figur 6.3. Filterhastighederne fordeler sig i to kategorier, idet de åbne filtre generelt har lavere hastigheder end trykfiltrene.

Filterhastighederne for enkeltfiltrene fordeler sig således med typiske hastigheder på 2 - 4 m/t for åbne filtre henholdsvis med typiske hastigheder på 10 - 15 m/t for trykfiltrene.

Ved dobbeltfilter anlæggene i undersøgelsen drives forfiltrene typisk med samme eller lidt højere hastighed end enkeltfiltrene. Det gælder både de åbne forfiltre med hastigheder på typisk 4 - 6 m/t og trykfiltrene med hastigheder på 13 - 20 m/t. De åbne efterfiltre drives oftest med samme hastigheder som forfiltrene eller lidt lavere hastigheder end forfiltrene. Derimod drives efterfiltrene på trykfilter anlæggene, oftest med samme høje hastighed, på op til 20 m/t, som forfiltrene.

Se her!

Figur 6.3
Fordeling af filterhastigheder i m/t ved anlæggenes filterkapaciteter.
Vandret akse angiver hastigheder i m/t. Lodret akse er antal værker med pågældende hastighed. Filterhastighederne er beregnet som de filterkapaciteter (i m³/t), der er oplyst af vandværkerne, divideret med filterarealerne (i m²).

For to af værkerne med åben dobbeltfiltrering (Udby-Rolund og Føns vandværk hhv. Kværndrup vandværk) er hastigheden højere for efterfiltret end for forfiltret. For Udby-Rolund og Føns vandværk er materialelaget i efterfiltret tilmed halvt så stort som i forfiltret, og værket har desuden særligt høje indhold af både jern og ammonium i råvandet. Dette vandværk har da også betydelige kvalitetsproblemer for jern, mangan og ammonium.

Der er flere af værkerne med høj filterhastighed i enkeltfilter, som har store problemer med jernfjernelse og/eller med ammoniumfjernelse. Tilsvarende problemer med manganfjernelse ses ikke i så udpræget grad ved undersøgelsen, da indholdet af mangan har været moderat i råvandet til de undersøgte vandværker. Det bemærkes herunder, at ved udvælgelsen af værker til projektet er der - jf. også projektets baggrund som beskrevet i ovenstående afsnit 1.1 - fokuseret på værker med kvalitetsproblemer med primært jern og ammonium og sekundært mangan (samt metan og svovlbrinte).

For problemer med jernfjernelse generelt er årsagen ofte det anvendte filtermateriale. Det gælder materialets kornstørrelse, som for kvarts kan være anvendt i en for grov kornstørrelse. Problemet er da, at det jern, der udfældes ved råvandets iltning, og som i hovedsagen er okker, kan forekomme i forskellige former (Bjerg, 1989). Det mest egnede filter til jernfjernelse skal derfor kunne tilbageholde og rumme såvel store som mindre former af udfældede jernforbindelser, uden at trykfaldet over filtret bliver så stort, at filtret skal returskylles for ofte (Jensen m. fl., 1989). Det er derfor relevant at vurdere jernafsætningen i forskellige filtertyper og sætte det i forhold til den tilledte mængde jern fra råvandet (se afsnit 6.5.3).

Problemer med jernfjernelse skyldes for en række af de undersøgte værker givetvis, at filtrene drives med for høj filterhastighed. Den høje filterhastighed bliver et problem, hvis filterlaget ikke har en tilstrækkelig højde og/eller filtermaterialet samtidig ikke har den rette kornstørrelse. Eksempel på det ses blandt andet ved Stadil vandværk, som er det værk i undersøgelsen, der har det højeste jernindhold i råvandet (på knap 9 mg Fe/l) og samtidig har højt indhold af aggressiv kuldioxid. Værket har åbne dobbeltfiltre og en filterhastighed på ca. 5 m/t, men kun med filterlag på ca. 0,7 m i forfiltret og ca. 0,5 m i efterfiltret.

Desværre er der også eksempler på filtre, der vurderes at have tilstrækkelig filterhøjde, eksempelvis på 1,4 - 2,5 m filterlag ved ca. 3 mg Fe/l i råvandet, som har store problemer med jernfjernelsen (f.eks. Nr. Eskilstrup vandværk og Stigs-Bjergby vandværk). Problemer af den type vurderes især at opstå ved forskellige driftmæssige uregelmæssigheder, der i undersøgelsen er registreret ved on-line målinger på pågældende værker. Eksempler herpå er Nr. Eskilstrup vandværk og Stigs-Bjergby vandværk, som har trykfilter anlæg med kompressoriltning. Det er på disse værker bl.a. konstateret, at overskudsluft presser sig ned i filterlaget, og dermed forringer det disponible filterlag for jern- og manganfjernelsen.

Oplysning om filtermaterialets kornstørrelse har det meget sjældent været muligt at få fra værkerne. Det er for så vidt ikke overraskende, men det er et problem, at vandværkerne meget ofte ikke ligger inde med data for filtermaterialet, dets kornstørrelse og de ilagte mængder inklusiv filtrets bærelag. Der er med stor sikkerhed eksempler i undersøgelsen, hvor det anvendte filtermateriale ikke er optimalt til jernfjernelsen for det pågældende værk.

For Udby-Rolund og Føns Vandværk er problemet dog særlig tydeligt. Dette værk har et grovere kvartsmateriale i værkets efterfiltre end i forfiltrene, og samtidig drives de relativt små efterfiltre med højere hastighed end forfiltrene. Værket har højt jernindhold i råvandet (over 4 mg Fe/l) og store problemer, ikke mindst med jern, med meget betydelige overskridelser på op til 2,4 mg Fe/l i behandlet vand. Værket har ligeledes store problemer med ammonium, med indhold i råvandet på 4 - 4,5 mg/l og indhold på 0,25 - 0,55 mg/l i behandlet vand. Værket kan siges at være et "multi-problem" værk, der har betydelige problemer med at levere vand af en acceptabel kvalitet til forsyning. Der er desværre et par andre lignende eksempler, og det der kendetegner er især højt ammonium og højt jern i råvandet.

Filterskylningen har også indflydelse på jernfjernelsen, blandt andet ved et forhøjet indhold i det filtrerede vand i en vis periode efter, at skylning er effektueret, således at frekvensen for filterskylning får betydning (se også Jensen, 1998). Dette problem er vurderet særskilt og med relation til kvalitetsoverskridelser i afsnit 6.5.5.

Der er flere værker, som kun har mindre overskridelser af kvalitetskravene for jern, men som umiddelbart må vurderes at returskylle filtrene for ofte, måske hvert eller hvert andet døgn, uden at råvandskvaliteten indikerer noget behov for det. Dette er et unødigt problem, som sagtens lader sig løse (se i øvrigt afsnit 6.5.3 om jernafsætning i filtrene).

Filtermaterialets lagtykkelse har væsentlig betydning for manganfjernelsen, hvor kvartsmaterialets kornstørrelse ikke er så afgørende som for jernfjernelsen. Det er vigtigt, at der i filtret er tilstrækkeligt filtermateriale med brunstensbelægning, så grundlaget for den autokatalytiske effekt mellem brunsten og Mn²⁺-ionerne i vandet er i orden. Grundet forskel i redox forhold forekommer brunstens-belægningen dybere i filterlaget end okkerafsætningen (Jensen, 1998).

For manganfjernelsen handler det i høj grad om, at filterhøjde og -hastighed er nøje afstemt. Generelt set gælder, at jo højere filterhastighed, der ønskes anvendt, jo større filterlag skal der til. Det er ikke absolut nødvendigt med dobbeltfiltrering for at sikre et tilstrækkeligt filterlag til manganfjernelse, f.eks. ved manganindhold i råvand højere end 0,2 mg/l. Men materialelaget i et enkeltfilter skal være tilstrækkeligt. Dette ses i undersøgelsen ved eksempelvis Lyngby Vandværk, som har enkelt trykfiltrering i filtre med filterlag på omkring 2 m, og som har en tilstrækkelig manganfjernelse.

Ved undersøgelsen ses kun antydning af, og kun ved enkelte målinger, en for ringe manganfjernelse ved nogle få værker, og i de tilfælde vurderes årsagen at være for ringe lagtykkelse af kvarts ved den anvendte filterhastighed. For nogle værker med overskridelser, der ganske vist er ret små, er der tale om temmelig lave manganindhold i råvandet på omkring 0,1 - 0,15 mg Mn/l.

For et enkelt værk (Strandhuse Vandværk) er der overskridelse af vejledende kvalitetskrav for mangan for rentvandet for samtlige prøvetagninger. Værket har enkeltfiltrering, og selv om filterlaget i det åbne filter ikke er eksakt kendt, må det vurderes at være for ringe til råvandets indhold af mangan på ca. 0,15 mg Mn/l og en filterhastighed på knap 5 m/t.

Der er generelt set flere forskellige årsager til problemer med ammoniumfjernelse. Det gælder både filtertype, -opbygning og -hastighed, men råvandets kvalitet er også væsentlig, især når et vandværks boringer har forskellig vandkvalitet. Driftsformen er også af stor betydning, især når indkoblingen af boringerne ikke kan udjævne forskellene i vandkvaliteten. Problemer af den type er set ved undersøgelsen og kommenteret i afsnit 6.3.1.

Der er flere eksempler på for høj filterhastighed, og dermed for ringe opholdstid i filtret, ved råvand med højt ammonium. Petersgård Avlsgårds vandværk er et særlig typisk eksempel med filterhastighed på 15 m/t og kun enkeltfiltrering ved relativ højt indhold af ammonium i råvandet (1,5 - 2 mg/l), hvor indholdet af ammonium i rentvandet er konstant meget højt på ca. 0,9 mg NH₄⁺/l. Det bemærkes, at dette værk ikke har problemer med for lavt iltindhold.

For nogle værker er filterhastigheden tilstrækkelig lav og opholdstiden skulle være i orden, men da beluftningen er for utilstrækkelig i forhold til forbruget af ilt ved ammoniumomsætningen i filtrene, resterer et for højt ammoniumindhold i rentvandet. Dette ses ved ikke mindre end 3 værker (Hundested, Stensved hhv. Udby vandværk). Der er samtidig for lidt ilt i rentvandet, og for Hundested og især Udby vandværk er der også lejlighedsvis nitrit i rentvandet forårsaget af den ufuldstændige ammoniumomsætning i filtrene.

For værker med for ringe omsætning af ammonium og for lidt ilt i vandet, men med dobbeltfiltrering, kan problemet antageligt løses ved etablering af mellemiltning. Det gælder blandt andet Udby vandværk, som i øvrigt er det værk i undersøgelsen, der har det højeste ammoniumindhold i råvandet på ca. 7 mg/l. Dette værk har dog kun relativt beskedne overskridelser for ammonium, men til gengæld er der generelt målt nitrit i rentvandet. Det kan faktisk siges, at dette værk har en forholdsvis effektiv vandbehandling, hvad angår fjernelse af metan, ammonium og jern, således at en supplerende iltning antageligt kan medføre en vandkvalitet, der overholder kravene.

For værker med relativt lavt ammoniumindhold i råvandet, og hvor der ses problemer med overholdelse af kvalitetskravene, er der i højere grad tale om en for lav opholdstid i filtret, typisk grundet for høj filterhastighed. Sidstnævnte ses eksempelvis for Nr. Eskilstrup vandværk, som har enkeltfilter, der drives med en særlig høj filterhastighed på 16 m/t.

Problemer med nitrit, som fremkommer i vandet i forbindelse med ammoniumomsætningen, nitrifikationen, i filtrene, er hyppigst set for værker med højt ammonium i råvandet; men Oksbøl vandværk udgør et eksempel på et værk med nitrit i rentvandet trods lavt ammoniumindhold i råvandet. Problemet må her vurderes at hænge sammen med lavt iltindhold kombineret med høj filterhastighed (se afsnit 6.5.1.5).

For vandværker med problemer med utilstrækkelig dosering af ilt til fuld omsætning af råvandets ammoniumindhold bemærkes det generelt, at dosering af ilt som ren ilt fra f.eks. trykflasker kan være en mulig løsning på problemet, idet der herved kan opnås et iltindhold op til 50 mg O₂/l i stedet for de godt 10 mg O₂/l, som maksimalt kan opnås med luft.

De fleste værker i undersøgelsen har effektiv fjernelse af metan ved beluftningen og dermed inden tilledningen til filtrene. Der er dog 3 værker, som har betydelige rester af metan ved tilledningen af det beluftede råvand til filteranlægget. Det gælder jf. tabel 6.3: Brede, Petersgård Avlsgårds hhv. Lysabild vandværk.

Lysabild vandværk har INKA-anlæg, der ikke fungerer optimalt. Metan-resten ligger som det fremgår indenfor 0,4 - 0,6 mg CH₄/l. De 2 andre værker har ikke indrettet beluftningsanlægget til metanfjernelse. Brede vandværk har åben luftning af råvandet ved frit fald over filter, og der resterer metan op til 0,32 mg CH₄/l. Petersgård Avlsgårds vandværk har kompressoriltning og enkelt trykfilteranlæg, og der er her målt metan indenfor 0,10 - 0,75 mg CH₄/l i vandet over filter.

Tabel 6.3
Værker med restindhold af metan og svovlbrinte efter beluftning.

Desuden har Hundested vandværk rimelig fjernelse af metan, men ikke af det høje svovlbrinte-indhold. Dette værk har samtidig store problemer med meget lavt iltindhold i det behandlede vand.

Samtlige 4 værker med tilledning af metan eller svovbrinte til filteranlægget har større eller mindre problemer med såvel ammonium- som jernfjernelsen og desuden for Hundsted og Lysabild vandværk periodevist med nitrit i det behandlede vand. Dette indikerer således, at den bakteriologiske omsætning af metan henholdsvis svovlbrinte, der foregår i filtrene, påvirker filtermiljøet uheldigt, måske på grund af en "slimet" vækst af metanbakterier på filtermaterialet.

Det er for flere værker i undersøgelsen med høj filterhastighed konstateret, at de kun er i drift i få timer i døgnet med den høje hastighed, idet produktionen ikke er særlig stor i forhold til værkernes kapacitet. Det fremgår tydeligt ved analyseringen på disse værker, at jernindholdet i rentvandet er meget svingende og kan til tider måles meget højt (eksempelvis op til 1,2 mg Fe/l for Nr. Eskilstrup vandværk). For disse værker ses samtidig store svingninger i on-line turbiditetsmålingerne (se eksempel i figur 6.5 samt optegnelserne af on-line målinger i appendiksdelen til nærværende rapport). Det samme billede med store svingninger i de målte værdier er også set med hensyn til ammonium, hvor der for et af værkerne med høj filterhastighed er målt op til 0,95 mg NH₄/l (Petergård Avlsgårds vandværk).

At der ved enkelte analyser ved nogle værker er målt særlig høje jernindhold har også sammenhæng med, at prøvetagningen har fundet sted kort tid efter, der er foretaget filterskylning (se om dette emne i afsnit 6.5.5).

Problemer af den type, med forhøjet jern henholdsvis ammonium på grund af for høj filterhastighed, kan forventes stærkt reduceret ved at lægge driften af vandværket om, således at produktionen foregår med langt større kontinuitet over døgnet og da med betydelig lavere filterhastighed.

En drift, der ikke er alternerende, er generelt gavnlig for såvel jernfjernelsen som ammoniumomsætningen i filtrene. Samtidig er en øget opholdstid i filtret generelt set gavnlig for nitrifikationsbakterierne ved omsætning af ammonium til nitrat. Bakterier fordrer en ensartet tilførsel af det stof, de har rettet deres omsætning mod for at kunne bevares i miljøet, og for de primære nitrifikationsbakterier er det ammonium. Er tilførslen af råvand, og dermed ammonium, lav i perioder, henfalder en del af kulturen, og når tilførslen øges igen, er der ikke en tilstrækkelig kultur i filtrene til at sikre omsætningen af ammonium. Derved bliver effekten ved stop og start af råvandspumper særdeles mærkbar ved højt ammonium i råvandet, hvilket vurderes at være en væsentlig årsag til de store svingninger, der ses i analyserne for hovedparten af disse værker. Af undersøgelsens analysemateriale fremgår, at dette ses for 7 ud af 9 værker med højt ammonium (fra ca. 1,5 mg/l og op til ca. 7 mg/l).

Det bemærkes yderligere, at problemer med utilstrækkelig jernfjernelse på en del vandværker givetvis kan tilskrives skylning med for lav skyllevandshastighed, hvorved udskylning af det frafiltrerede jern bliver for ringe. Det må dog erkendes, at de opnåede data fra besøgene på vandværkerne i projektet ikke er dækkende for en analysering heraf, hvilket overvejende skyldes, at de nødvendige data kun i ringe omfang var tilgængelige på værkerne.

6.5.2 Udnyttelse af anlæggenes filter kapacitet

Værkernes aktuelle udnyttelse af deres anlægskapacitet fremgår af figur 6.4.

Udnyttelsen, som for værkerne i undersøgelsen typisk ligger under 40 % af kapaciteten og for enkelte en udnyttelse helt ned på 5 - 10%, er opgjort på grundlag af anlæggenes filterkapacitet.

Den ringe udnyttelse må i høj grad tilskrives faldende indvindinger forårsaget af faldende vandforbrug, hvorved værkerne gennemgående behandler væsentligt mindre vandmængder, end de er dimensioneret til. Desuden er der også værker, som ligger i sommerhusområder, hvor udnyttelsen typisk er markant højere i sommerperioden end den øvrige del af året, hvor den kan være meget lav. Den kan eksempelvis være 10% på årsplan men 30% i sommermånederne.

Udnyttelsen af værkernes kapaciteter reguleres typisk ved alternerende drift, (start/stop) således at en stor del af værkerne drives med fuld udnyttelse af kapaciteten i korte tidsrum. Dette er for to af værkerne illustreret på figur 6.5. De to eksempler omfatter et værk med åbne filtre (A) og et værk med trykfiltre (B).

Figur 6.4
Aktuel udnyttelse af anlægskapaciteter.
Vandret akse angiver udnyttelse i %. Lodret akse er antal værker med pågældende brug af anlægskapacitet. Udnyttelsen af anlægskapaciteterne er beregnet som værkernes aktuelle produktion divideret med deres anlægskapacitet (sidstnævnte som oplyst filterkapacitet).

For værket med åbne filtre (A) ses det af trykmålingerne i figur 6.5, at værket typisk drives ca. 4 gange 1 time pr. døgn, hvilket i det pågældende tilfælde er ensbetydende med en udnyttelse på omkring 16 % af værkets kapacitet. Af turbiditetsmålingerne ses, at turbiditeten stiger markant hver gang tilledningen af vand til værket igangsættes. Dette værk har problemer med overholdelse af kvalitetskravene for såvel jern som ammonium.

For værket med trykfiltre (B) ses et tilsvarende mønster. Dog må de målte værdier for turbiditeten i dette tilfælde betegnes som meget høje. De høje målinger tilskrives for dette tilfælde, at der er små luftbobler i det behandlede vand fra filtret. Luft fra kompressorbeluftningen, der finder sted i tilgangsrør til filtret, er således ikke tilstrækkeligt afluftet under filtreringen. Luften, som dermed trænger ned gennem filtret, resulterer i en for lav hydraulisk opholdstid i filtret. Værket har blandt andet af denne årsag problemer med overholdelse af kvalitetskravene for jern.

Se her!

Figur 6.5
Eksempler på resultater af on-line målinger af turbiditet (og tryk).
Vandret akse angiver måledato. Lodret venstre akse angiver turbiditet, mens højre akse angiver vandtryk over filter som indikator for start/stop af værk (driftsperioder).

(A) Nejede-Møllehøj Vandværk har åben enkeltfiltrering.
(B) Stigs-Bjergby Vandværk har dobbelt trykfiltre.

Ved værker med alternerende drift, og som af denne årsag har kvalitetsproblemer der kan relateres til perioderne med høj filterhastighed, bør det vurderes, om værket ved omlægning til en mere jævn drift over døgnet kan få løst eller mindsket problemerne. Eksempelvis kan et værk med en nuværende drift af filtrene i 2 - 3 timer og med en hastighed på ca. 16 m/t opnå at kunne nedsætte filterhastigheden betydeligt, hvis filtrenes driftsperiode øges til omkring 18 - 20 timer. Dette vil utvivlsomt være fordelagtigt for vandkvaliteten, og det gælder især for ammoniumomsætningen i filtrene, som omtalt i afsnit 6.5.1.3, men også for jern. Ved flere af on-line turbiditetsmålingerne fremgår, at stop og start har en mærkbar indvirkning på turbiditeten og dermed på jernindholdet i rentvandet.

Der er i tabel 6.4 opstillet nogle eksempler på betydningen af en eventuel omlægning af filterdriften til i højere grad kontinuitet i produktionen ved at nedsætte hastigheden. Der er givet eksempler på ændring fra filtrering ved særlig høj hastighed til en form for "langsom-filtrering" over betydelig flere timer i døgnet for derved at opnå en bedre kapacitetsudnyttelse. For nogle værker er den hastighed, der kan opnås, således tilsvarende den typisk anvendte ved langsomfiltre. Kan denne form for driftsomlægning accepteres af vandværkerne, er det muligt, at deres kvalitetsproblemer herved kan løses eller i alt fald reduceres.

Tabel 6.4
Eksempler på eventuel omlægning til bedre kapacitetsudnyttelse.

Da der i undersøgelsens materiale er eksempler på værker (f.eks. Udby vandværk og Gammelsø vandværk), der fjerner endog høje ammoniumindhold (se afsnit 6.5.4) rimeligt tilfredsstillende, hvilket utvivlsomt har sin forklaring i, at filtrene drives med lav hastighed på 1 - 2 m/t, kunne det være formålstjenligt at afprøve dette koncept på et eller flere af de i tabel 6.4 anførte værker.

Dette kunne gøres i en form for demonstrationsanlæg, hvor effekten observeres ved analysering efter den anviste omlægning til "langsomfilter", der eventuelt kunne få en særlig lang gangtid mellem filterskyl, måske flere uger. Samtidig måtte det, ved en tilhørende målrettet kontrol, observeres, om den ændrede filtrering skulle give anledning til andre former for problemer med filtrene og vandets kvalitet. Der tænkes her bl.a. på eventuelle mikrobielle problemer, eksempelvis om filtrene på basis af den lange gangtid skulle få et filtermiljø, der giver anledning til dannelse af andre typer mikrorganismer end de normalt forekommende, herunder f.eks. svampesporer. Det er derfor vigtigt at afprøve sådan en driftsform i praksis, inden den kan anbefales som et mere generelt forslag til løsning for vandværkerne.

6.5.3 Filtermaterialer og afsætning af jern i filter

For de undersøgte værker er der set en temmelig stor variation i tilledningen af jern til filtrene. Dette gælder for den absolutte tilledning til filtrene (se figur 6.6) såvel som for den beregnede tilledning i filtergangtiderne, dvs. i tiden mellem filterskylningerne (se figur 6.7).

Figur 6.6
Fordeling af tilledning af jern til filtre opgjort i g/m² filter pr. time.
Vandret akse er tilledning af jern i g/m² pr. time. Lodret akse er antal værker med den angivne tilledning. Tilledninger er estimeret som aktuel vandtilledning gange råvandets indhold af jern.
    

Figur 6.7
Fordeling af tilledning af jern til filtre opgjort i g/m² filter pr. skylning.
Vandret akse er tilledning af jern i g/m² pr. skylning. Lodret akse er antal værker med den angivne tilledning. Tilledninger er estimeret som aktuel vandtilledning i filtergangtid (periode mellem skylninger) gange råvandets indhold af jern.

Sammenholdes resultaterne med værkernes overholdelse af kvalitetskravene for jern, viser det sig dog, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem stor tilledning og problemer med overholdelse af kvalitetskravene for jern.

Eksempelvis har Oksbøl vandværk og Aulum vandværk, som er de 2 værker i undersøgelsen med højest tilledning af jern (målt i g/m² filter pr. skyl), ikke problemer med at overholde kriterierne for jern. Begge værker har dobbelt trykfilteranlæg. Oksbøl vandværk behandler råvand med lav pH og anvender magno-dol i filtrene ud over kvarts. Aulum vandværk behandler råvand med neutralt pH og har kun kvartsmateriale.

Stigs-Bjergby vandværk, Nr. Eskilstrup vandværk og Lyngby vandværk udgør modsat eksempler på værker med problemer med utilstrækkelig jernfjernelse, som antageligt bl.a. forårsages af den høje tilledning af jern, som disse værker har.

Vurderes desuden mængden af jern tilledt i en filtergangtid, som vist i figur 6.7, fremgår, at hovedparten af værkerne har en meget ringe jerntilledning i gangtiden, dvs. i den tid der går inden filtret skylles igen.

For 18 ud af 29 værker er tilledningen mindre end 300 g jern/m² filter pr. skylning. Den generelle erfaring er, at der under optimale driftsvilkår kan forventes en tilledning af 600 - 900 g jern/m³ i kvartsfiltre ved moderate jernindhold i råvandet, på ca. 2 mg Fe/l (Jensen, 1998). Da materialelagets tykkelse ikke er kendt for samtlige værker i undersøgelsen, har det kun været muligt at beregne denne størrelse for nogle af værkernes filtre, hvor det for andre må bero på et skøn. Det fremgår, at kun 5 værker har en tilledning mellem filterskylning af den anførte optimale størrelse, og at langt de fleste har en alt for ringe tilførsel og dermed afsætning af okker i filtrene inden returskylning. Dette betyder for en del af disse værker, at filterskylning antageligt foretages alt for ofte, hvilket i den sammenhæng er set isoleret i forhold til jernfjernelsen.

Der er forskellige årsager til, at mange vandværker returskyller filtrene for ofte; det kan være en uhensigtsmæssig filteropbygning, ofte knyttet til det anvendte filtermateriale, der giver anledning til for hurtig opbygning af modtryk i filtret. Dette problem er ofte set ved åbne filtre. En filtertype, som 2-mediefiltret, er velkendt for afhjælpning af dette problem (se f.eks. Jensen, 1998). Ørslevkloster vandværk udgør i undersøgelsen et eksempel på et 2-mediefilter, der dog kun har en jerntilledning på 300 g jern/m³ ved et relativt lille jernindhold i råvandet (ca. 1 mg Fe/l).

En anden årsag til for hyppig filterskylning er, at der benyttes et standardprogram for skylninger, som kører uden tilstrækkelig kontrol med virkningen. Ved undersøgelsen er dette problem noteret på flere værker og især blandt de anvendte trykfiltre. Da råvandet har andre parametre end jern, vil det altid handle om at få filterskylleprogrammet designet til sammensætningen af det aktuelle råvand. Dette er givetvis ikke sket for ret mange af værkerne i denne undersøgelse. Kvalitetsmæssige konsekvenser forbundet med filterskylning er omtalt i afsnit 6.5.5.

Ved den lavere produktion i forhold til tidligere, som er konstateret for mange værker (jf. afsnit 6.5.2), er stoftilledningen, herunder jern, blevet mindre over tid. Dette er selvsagt en medvirkende årsag til de lave tilledninger, konstateret for jern. Desværre justeres værkernes drift ikke altid i overensstemmelser med de produktionsmæssige ændringer, der finder sted.

6.5.4 Tilledning og omsætning af ammonium i filtre

For ammonium er der en tendens til, at værkerne med den højeste tilledning har problemer med overholdelse af kvalitetskravene. Eksempler herpå udgøres af Hundested vandværk, Blangslev vandværk, Udby-Rolund og Føns vandværk hhv. Lysabild vandværk. Tilledningen af ammonium er vist på figur 6.8 for værkerne med ammoniumindhold i råvandet højere end ca. 1 mg NH₄⁺/l.

Ovennævnte 4 værker har tilledning af mere end 5 g NH₄⁺/m³ filter pr. time og har problemer med at overholde kriterierne for ammonium. Kunne disse værker acceptere at drive filtrene mere konstant og dermed med en lavere filterhastighed, er der næppe tvivl om, at dette for nogen af værkerne vil være gavnligt for at kunne overholde kvalitetskravene for ammonium. Dette emne er belyst i afsnit 6.5.2.

Figur 6.8
Fordeling af tilledning af ammonium til filtre opgjort i g/m³ filter pr. time.
Vandret akse er tilledning af ammonium i g/m³ filter pr. time. Lodret akse er antal værker med den angivne tilledning. Tilledninger er estimeret som aktuel vandtilledning gange råvandets indhold af ammonium.

Det kan tilføjes, at Udby vandværk, der har det højeste ammoniumindhold i råvandet og også har tilledning af mere end 5 g NH₄⁺/m³ filter pr. time, har relativt små overskridelser af kvalitetskravet for ammonium. Filterhastigheden på værket er lav på 1,5 - 2 m/t. Til gengæld ses der her nitrit i rentvandet med et maximalt indhold på 0,47 mg NO₂^-/l, og samtidigt er iltindholdet vekslende målt ned til 2,6 mg O₂/l. Løsningen for dette vandværk er antageligt at sikre tilstrækkeligt ilt i vandet, og en kontinuert drift af filtrene i endnu højere grad end det sker i dag.

En tilstrækkelig ammoniumfjernelse på vandværkerne er væsentligt bl.a. med henblik på at undgå det potentiale, som restindhold af ammonium udgør, for dannelse af nitrit i værkernes ledningsnet.

6.5.5 Effekt af filterskylning på jernindhold

Effekten af filterskylning er undersøgt ved sammenligning af indhold af jern i behandlet vand umiddelbart før henholdsvis efter filterskylning. Nogle prøver er udtaget umiddelbart efter skylning er afsluttet; andre prøver er udtaget 1 henholdsvis 2 døgn efter skylning. Resultaterne heraf er for 4 værker gengivet på figur 6.9.

Det ses af figur 6.9, at filterskylningen for nogle værker resulterer i højere indhold af jern i behandlet vand i en periode efter filterskylningen er afsluttet. Periodernes varighed kan være på nogle få timer, men de kan også være 1 - 2 døgn.

Figur 6.9
Indhold af jern umiddelbart før henholdsvis efter filterskylning.
Vandret akse angiver prøvetagninger ved de forskellige vandværker og filtertyper. Lodret akse angiver jernindhold i mg/l før og efter skylning.

Lyngby vandværk, der har skylning med råvand, har generelt set forhøjet jernindhold, der forhøjes yderligere i forbindelse med filterskylningen. De i figur 6.9 viste prøver efter skylning for dette værk er alle 3 udtaget indenfor 1 time efter skylning. Samtidig har værket hyppig skylning, med alt for ringe afsætning af jern i filtret inden skylning foretages igen. Det fremgår dog, at der ved de øvrige værker, som returskyller filtrene med rentvand, er målt betydeligt højere jernindhold i rentvandet lige umiddelbart efter filterskylning end målt for værket, der skyller med råvand. Der er for disse 3 værker målt indhold over 1 mg Fe/l og for et af værkerne op til 2,4 mg Fe/l. Men for disse værker kan der alligevel måles relativt lave jernindhold i rentvandet i perioden mellem to filterskylninger, og denne periode kan være på 1 - 2 uger.

For hyppige filterskylninger synes dermed at være problematiske i relation til jernfjernelsen i filtrene. Dette vurderes at være tilfældet for flere vandværker, og – ikke overraskende – bl.a. Lyngby vandværk, der returskyller filtrene med råvand, hvilket ligeledes fremgår af de udførte on-line turbiditetsmålinger. Det er dog væsentligt at bemærke, at også andre vandkvalitetsmæssige forhold må tages i betragtning ved fastlæggelse af passende skyllefrekvenser (se f.eks. Blandfort, 2001).

En af de årsager, der ofte giver anledning til at værker med åbne filtre skyller filtrene for ofte, er at skylleudstyret ikke er dimensioneret til at kunne yde en tilstrækkelig høj skyllevandshastighed, hvilket især gælder skyllepumpen. De fleste åbne filteranlæg har luftskylning såvel som vandskylning. Dette er ikke altid tilfældet for de trykfilteranlæg, der anvendes, hvorfor dette da kan være årsagen til for ineffektiv returskylning af filtrene.

En anden årsag til for hyppig filterskylning er, at skylleprogram og skyllefrekvens ikke er blevet tilrettelagt efter det faldende vandforbrug på værkerne, hvilket giver anledning til at filtrene belastes mindre men returskylles med samme hyppighed som tidligere. Ofte er det således, at den automatiske filterskylning ikke er justeret siden filtrene blev etableret.

Det mest karakteristiske træk med hensyn til frekvens for værkernes filterskylning er, at jo længere filtergangtiden er, jo mindre jernproblemer; og gangtiden kan godt være på ca. 2 uger og endda 3 uger for et værk.

Der er i undersøgelsen kun et enkelt værk (Nejede-Møllehøj vandværk), der vurderes at have en for lang filtergangtid, således at det er medvirkende årsag til kvalitetsproblemer med jern såvel som ammonium.

6.5.6 Effekt af filterskylning på ammoniumindhold

Tilsvarende jernfjernelsen er der set på, hvorvidt filterskylning giver anledning til forhøjet ammonium i det behandlede vand i en periode efter filterskylning, således som det er set på nogle værker for jern. Dog bemærkes det, at talgrundlaget herfor er mindre, idet omfanget af registrerede overskridelser er mindre for ammonium end for jern (se afsnit 6.2.1). Der er dog, som det fremgår af figur 6.10, i undersøgelsen målinger, som indikerer, at filterskylningen kan forårsage forøgede indhold af ammonium efter filterskylning.

Det betyder, at man bør være opmærksom på at klarlægge, i hvilket omfang filterskylning giver anledning til kvalitetsproblemer, ud over jern. Det er desuden vigtigt at få klarlagt hvilke tekniske løsninger på problemet, der er bedst egnede for de mindre vandværker, og de filteranlæg der typisk benyttes på disse værker.

Figur 6.10
Indhold af ammonium umiddelbart før henholdsvis efter filterskylning.
Vandret akse angiver prøvetagninger ved de forskellige vandværker og filtertyper. Lodret akse angiver ammoniumindhold i mg/l før og efter skylning.

6.6 Sammenfatning

Sammenfattende afdækker projektets resultater en række kategorier af problemer for de undersøgte værker. Der gives i det følgende en række eksempler på disse.

Overkapacitet på pumper og anlæg med samtidig drift med fuld belastning i blot få timer om dagen er vurderet som problemgivende for flere værker. Problemet kan tænkes afhjulpet ved at udnytte kapaciteten bedre ved at nedsætte belastningen ved drift i betydelig længere tidsrum dagen igennem, hvilket kan forventes at få betydning især for filtrene og dermed forbedre kvaliteten af det leverede vand. Det skal understreges, at en bedre og mere jævn udnyttelse af kapaciteten på et vandværk fordrer, at værkets rentvandsbeholder er stor nok til at imødekomme spidsbelastninger i forbruget.

For et vandværk, som har indvindingsboringer med varierende råvandskvalitet, viser de forskellige råvandstyper sig ofte at være problematisk for værkets vandbehandling. Der er således nogle af de undersøgte værker, der benytter råvandsboringer med stærkt varierende vandkvalitet uden særlig hensyntagen hertil ved indretningen af behandlingsanlægget. Dette er et problem, der bør undersøges nærmere m.h.t. kemiske såvel som eventuelle mikrobiologiske problemer.

Der er en række værker, som drives med høj filterbelastning og heraf resulterende problemer med jernfjernelsen. Der er også enkelte eksempler på problemer med manganfjernelsen, men det er vurderet, at der godt kunne være værker med større problemer end vist ved undersøgelsen.

Der er flere værker med høj tilledning af ammonium og heraf resulterende problemer med ammoniumfjernelsen, hvilket her i undersøgelsen er vurderet hovedsageligt at være på grund af for høj filterhastighed. Men dette kan også være forårsaget af for lidt ilt til rådighed for nitrifikationen, hvilket der også er eksempel på.

Værker, der driver filtrene med for høj filterhastighed, og samtidig udnytter anlægskapaciteten dårligt kunne formentlig reducere problemerne med vandkvaliteten ved at nedsætte filterhastigheden og samtidig anvende mere kontinuitet i driften. Det gælder for problemer med ammoniumfjernelsen såvel som jern- og/eller manganfjernelsen.

Det er vurderet at forkert filteropbygning (filtermaterialer) er medvirkende årsag til problemer med jern-, mangan- og eventuelt ammonium fjernelsen. Der er værker i undersøgelsen, hvor dette problem er temmelig oplagt, men der er også værker, hvor der i højere grad er tale om et skøn. Oplysninger om filteropbygning med materialer osv. er generelt set mangelfulde på de mindre værker. Samtidig gælder, at de skønnede mangler ved filterdimensioneringen i nogle tilfælde er sammenfaldende med andre dimensioneringsmæssige problemer.

Uhensigtsmæssige filterskylninger kan være betegnelsen for den praksis, der finder sted på flere af værkerne. Det handler dels om, at filterskylning stadig foregår manuelt og lidt tilfældigt på nogle værker, og på de værker med automatisk filterskylning – som er de fleste – er den ofte ikke indrettet efter behovet. Det hænger givetvis noget sammen med den faldende belastning af filtrene, der ses i dag grundet faldende vandforbrug. Er filterskylningen ikke justeret ind siden anlæggets etablering, må det selvsagt gå galt, idet filtrene da returskylles for ofte. Dette får den viste konsekvens med forhøjet jernindhold umiddelbart efter skylning og for nogle værker, vil der også være forhøjet ammonium med de konsekvenser, det har. Der er i undersøgelsen også enkelte værker med en lang filtergangtid, der giver anledning til problemer. Det er først og fremmest vigtigt at have det rigtige skylleudstyr til rådighed, og som kan reguleres, samt en driftsikker filterautomatik, men det handler også om et uddannet mandskab eller en praksis indført med eksempelvis konsulentbistand, for at tilrettelægge det rigtige skylleprogram.

Dårlig pasning af drift og ringe vedligeholdelse er desværre et af de mere generelle problemer set i denne undersøgelse, således at problemer med for lidt ilt eller for ringe jernfjernelse eksempelvis ofte opstår af disse årsager og desuden de omtalte problemer med filterskylningen. En utilstrækkelig kompetence hos driftspersonalet på de mindre vandforsyningsanlæg synes også problematisk set i lyset af undersøgelsens resultater. Typisk er den maskinmæssige og sekundært den styringsmæssige kompetence hos driftspersonalet prioriteret, mens den procesmæssige kompetence har lav prioritet.

Alt i alt synes der at være et opsparet behov for på de mindre vandforsyningsanlæg at få et systematiseret check af anlæggene med fokus på funktionen ved den aktuelle råvandskvalitet, af effektiviteten af beluftningen, af filterbelastningen samt af skylleprocedurer og vedligeholdelsestilstand.

Det skal bemærkes, at undersøgelsen her kun har omhandlet funktionen af de anvendte behandlingsanlæg og effektiviteten af vandbehandlingen i forhold til de stoffer, vandbehandlingen er dimensioneret til at fjerne fra grundvandet for at opnå drikkevandskvalitet.

6.7 Opfølgning

I betragtning af at dette projekt med temaet vandbehandling på mindre vandværker, udføres under det overordnede formål, der kendetegner Vandfonden, nemlig at kunne bevare den decentrale vandforsyningsstruktur i Danmark, er det vigtigt at kunne foreslå forskellige løsninger til de vandbehandlingsproblemer, der måtte være under hensyntagen til denne struktur.

De mindre vandforsyningsanlæg udgør grundlæggende en væsentlig del af den decentrale struktur, men de har samtidig også nogle væsentlige problemer med hensyn til at overholde kravene til drikkevandskvalitet.

En stor del af problemerne kan der rådgives om på et rimeligt enkelt niveau med forholdsvis simple løsninger, selv for mindre vandværker med få ejere. Men der er ingen tvivl om, at det ved de lidt mere komplekse problemer er vigtigt med en kompetent indsigt, f.eks. etableret ved en vandbehandlingsanalyse målrettet efter det aktuelle vandværks problemer og herunder indhentning af specifikke informationer om værkets beluftningsanlæg og -effektivitet, filteropbygninger og -materialer, filtreringseffektivitet, filterskyllerutiner, belastningsgrad og -mønster, vedligeholdelsesstand m.m.

For at kunne genbruge erfaringer ved problemløsning på et værk til et andet med lignende problem, kunne en form for demonstrationsanlæg etableres på udvalgte værker. Dette ville i hovedsagen dreje sig om de problemer, der typisk forekommer.

For at skabe det rette grundlag for at effektuere kontrol og påbud om tiltag overfor problemværkerne, skal her endvidere foreslås, at der foretages en kvalificeret kontrol af en række funktionsmæssige forhold ved behandlingsanlægget.

Det kontrolmæssige tilsyn med vandværkerne, har ikke indgået som element i nærværende undersøgelse. Dog må en alvorlig konsekvens af undersøgelsens resultater siges at være, at myndighedskontrollen med de mindre vandforsyningsanlæg tilsyneladende trænger til en opstramning, og at opmærksomheden derfor fortsat må rettes mod dette forhold. Dertil kræves konstruktive og praktiske forslag, som der kan skabes forhåbning om, kan blive efterlevet i branchen. Dette inkluderer vandforsyninger såvel som leverandører af vandbehandlingsanlæg. Sidstnævnte af hensyn til at få robuste, driftsikre og driftsvenlige anlæg på markedet.

En utilstrækkelig kompetence hos driftspersonalet på de mindre vandforsyningsanlæg synes også problematisk set i lyset af undersøgelsens resultater. Typisk er den maskinmæssige og sekundært den styringsmæssige kompetence hos driftspersonalet prioriteret, mens den procesmæssige kompetence har lav prioritet. Utilstrækkelig kompetence hos driftspersonalet kan på sigt være problematisk for bibeholdelse af den nuværende decentrale danske vandforsyningsstruktur, men kan eventuelt søges imødegået ved opbygning af netværk for udveksling af viden og erfaringer blandt driftspersonalet.