Brancheindsats inden for emballageindustrien, forprojektrapport

Forord

Med denne projektrapport afrapporteres forprojekt for en brancheindsats inden for emballageindustrien. Brancheindsats for udvalgte brancher er et delområde under Program for Renere Produkter.

Forprojektet er gennemført fra december 2000 til september 2001.

Forprojektet er udført af Emballageindustriens Branchefællesskab (EIB) i samarbejde med RAMBØLL Energi & Miljø samt LOGISYS A/S. Projektansvarlig har været branchedirektør Ulla Hansen Telcs, EiB. Øvrige medlemmer af projektgruppen har været afdelingsleder Stig Hirsbak, projektchef Jens Brøbech Legarth og seniorkonsulent Annette Munk Sørensen, alle Rambøll, samt seniorkonsulent Jan Jacobsen, LOGISYS A/S.

Forprojektet har været fulgt af en følgegruppe, der ud over projektgruppen har bestået af repræsentanter for detailhandlen, affaldsbranchen, Center for Emballage og Transport på Teknologisk Institut, emballageproducenterne og Miljøstyrelsen. Cand. agro. Birgitte Jørgensen Kjær fra Miljøstyrelsens husholdningsaffaldskontor har været formand for følgegruppen.

I de afholdte workshops har foruden ovennævnte deltaget repræsentanter for en række emballageproducerende virksomheder, for emballagebrugerne samt for restaurations- og cateringbranchen.