Brancheindsats inden for emballageindustrien, forprojektrapport

Sammenfatning og konklusioner

Forprojektet om en brancheindsats inden for emballageindustrien er gennemført ved hjælp at Logical Framework Approach (LFA)-metodikken. Det indebærer, at der er foretaget en systematisk analyse af interessenter, problemer, mål og alternative strategier. Dette har resulteret i et projektkatalog, som derefter er vurderet for projekternes virksomheds- og miljørelevans. Derved er fremkommet en handlingsplan med forslag til tre hovedprojekter i relation til det opstillede formål: At forebygge emballageaffald ved optimering inden for de enkelte emballagematerialer.

Indledningsvis har projektgruppen (EiB, RAMBØLL og LOGISYS A/S) gennemført en interessentanalyse, hvor der er taget udgangspunkt i aktører i emballageprodukters livsforløb samt myndigheder, organisationer og samarbejdspartnere. 21 interessenter er beskrevet, og heraf er 11 interessenter eller interessentgrupper identificeret som centrale aktører. Det drejer sig om følgende:
Emballageproducenter
Emballagebrugere
Detailhandel (engroshandel)
Forbrugerne
Genbrugsvirksomheder
Materialegenvindere
Renovationsselskaber
Miljøstyrelsen
Fødevareministeriet/Fødevaredirektoratet
Arbejdstilsynet
Center for Emballage og Transport

Dernæst er der i foråret 2001 afholdt en workshopserie på to møder for hvert af de to indsatsområder:
At forebygge emballageaffald ved optimering inden for de enkelte emballagematerialer
At vurdere barrierer og undersøge muligheder for, herunder fordele og ulemper ved, at etablere refillsystemer og genbrugsemballagesystemer i virksomheder, transport og handel

I disse workshops deltog, foruden projektgruppen, repræsentanter for emballageproducenter og emballagebrugere, detailhandlen, restaurations- og cateringbranchen, Center for Emballage og Transport på Teknologisk Institut og Miljøstyrelsen.

Resultatet af workshoparbejdet, som omfattede analyse af problemer og mål samt opstilling af alternative løsningsstrategier, blev en række skitseforslag til hovedprojekter, som konsulenterne satte op i et projektkatalog. Disse projektideer er efterfølgende prioriteret og har resulteret i følgende tre projektforslag, som er inkluderet i handlingsplanen:
Omformning af CEN’s forebyggelsesstandard til et praktisk værktøj
Udvikling af simple metoder til optimering i varekæden
Udarbejdelse af inspirationsmateriale på basis af succeshistorier

Alle tre projekter retter sig mod optimering af emballagen i hele produktkæden og følger dermed emballagens livscyklus. Den primære direkte effekt vil være et optimeret materialeforbrug, der miljømæssigt vil indebære:
Nedsat materialeforbrug ved emballagefremstilling
Besparelser i energiforbrug flere steder i emballagens livsforløb
Reduceret affaldsmængde

Optimeringen af emballagen betyder, at emballagen fortsat opfylder sin funktion, så der ikke fås spild af det emballerede produkt.

Projektforslagene, inkl. budgetterne, har i sagens natur kun kunnet beskrives skitsemæssigt, og der forestår derfor en yderligere detaljering, inden handlingsplanen kan igangsættes.