Brancheindsats inden for emballageindustrien, forprojektrapport

1 Indledning

Formålet med indsatsen er at udvikle bedre emballagesystemer på baggrund af en livscyklusbaseret brancheindsats, især med henblik på:
At forebygge emballageaffald ved optimering inden for de enkelte emballagematerialer, og
At vurdere barrierer og undersøge muligheder for, herunder fordele og ulemper ved, at etablere refillsystemer og genbrugsemballagesystemer i virksomheder, transport og handel, og
At udpege konkrete områder for hovedprojekter

Miljøstyrelsen har lagt vægt på, at indsatsområderne er relevante i forhold til Regeringens affaldsplan 1998-2004, Affald 21, hvor affaldsforebyggelsen er højt prioriteret.

Der skal desuden tages hensyn til Danmarks forpligtelser i forbindelse med direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald, det såkaldte emballagedirektiv. Direktivet indeholder de væsentlige krav til emballage samt nogle mål for genanvendelse og genvinding. Det forventes, at disse mål vil blive skærpet inden længe.

Forprojektet er gennemført i fire integrerede opgaver, som er bygget op omkring en LFA (Logical Framework Approach) proces. Resultaterne af forprojektet er beskrevet i denne rapport og omfatter:
Beskrivelse af branchens aktørkreds i et livscyklusperpektiv
Gennemgang af den udførte LFA proces, herunder problem- og målanalyse
Katalog over mulige projekter, samt
Forslag til hovedprojekter og handlingsplan

Forprojektrapporten er struktureret som følger:

Kap. 2: Beskrivelse af branchen og dens produkter
Kap. 3: Forprojektets proces og resultater
Kap. 4: Handlingsplan og forslag til projekter

Bilag A, B og C med henholdsvis interessentanalyse, nærmere beskrivelse af proces og resultater og projektkatalog.