Brancheindsats inden for emballageindustrien, forprojektrapport

4 Handlingsplan og forslag til projekter

4.1 Handlingsplan, overordnet beskrivelse
4.2 Brancheindsatsens miljøeffekt
4.3 Forankring af brancheindsatsen
4.3.1 Involvering af aktører fra produktkæden
4.3.2 Organisering af handlingsplan
4.3.3 Tidsplan og budget for handlingsplanen
4.3.4 Formidling af projektresultater
4.4 Projektforslag 1: Omformning af CEN’s forebyggelsesstandard til et praktisk værktøj
4.4.1 Titel
4.4.2 Formål
4.4.3 Baggrund
4.4.4 Målgruppe
4.4.5 Forventede resultater og deres form (formidling)
4.4.6 Budget
4.5 Projektforslag 2: Udvikling af simple metoder til emballageoptimering i varekæden
4.5.1 Titel
4.5.2 Formål
4.5.3 Baggrund
4.5.4 Målgruppe
4.5.5 Projektindhold
4.5.6 Forventede resultater og deres form (formidling)
4.5.7 Budget
4.6 Projektforslag 3: Inspirationsmateriale
4.6.1 Titel
4.6.2 Formål
4.6.3 Baggrund
4.6.4 Målgruppe
4.6.5 Projektindhold
4.6.6 Forventede resultater og deres form (formidling)

I dette kapitel vil der blive gjort rede for de overvejelser og vurderinger, der har ført til, at EiB peger på følgende tre projekter som mulige hovedprojekter:
Omformning af CEN’s forebyggelsesstandard til et praktisk værktøj
Udvikling af simple metoder til optimering i varekæden
Udarbejdelse af inspirationsmateriale på basis af succeshistorier

Disse projekter falder på områder, hvor interessenterne i emballagekæden har sammenfaldende interesser. Det er samtidig områder, hvor der kan opnås fælles resultater gennem et samarbejde mellem emballageindustrien og de øvrige aktører, herunder emballagebrugerne.

Med hensyn til finansieringen skal der gøres opmærksom på, at det vil være relevant at undersøge, om Dansk Standard muligvis vil kunne deltage i finansieringen af det førstnævnte projekt. Dansk Standard har udtrykt interesse for at være aktivt med i formidlingen af dette projekt.

De to førstnævnte projekter hænger godt sammen. Forebyggelsesstandarden kræver optimering af emballagen i et allerede givet system, mens sund logik anbefaler den brede optimering af hele systemet, der er essensen i det andet projekt. Det første projekt drejer sig om et krav, som virksomhederne har svært ved at forholde sig til, men som stilles både nationalt og i relation til EU. Det tredje projekt har elementer af demonstration og formidling, der passer godt med de to førstnævnte.

De nævnte projekter bør gennemføres i tæt og løbende interaktion med virksomhederne, således at den industrielle relevans sikres.

Med hensyn til projekter på området for det andet formål med brancheindsatsen, genbrugsemballage og refillsystemer, så har EiB ikke fundet at kunne pege på et eller flere af projekterne i kataloget. Det skyldes hovedsageligt, at der er rejst tvivl om, hvorvidt de foreslåede og beskrevne projekter kan gøres materialeneutrale og virksomhedsnære.

Endelig har erfaringerne med aktør- og interessentanalysen og workshopperne i øvrigt bevirket, at EiB vil overveje at foreslå nedsat et produktpanel for emballage på tilsvarende måde som for elektronik, tekstiler og godstransport. Der synes netop på emballageområdet at ligge et potentiale for forbedringer i en formaliseret og løbende dialog mellem aktørerne i emballagekæden. EiB er endnu ikke så langt med disse overvejelser, at forslaget kan blive en del af nærværende handlingsplan. Det er imidlertid besluttet at gå videre med overvejelserne og at udarbejde et beslutningsgrundlag i form af en beskrivelse af sammensætning af, formål med og opgaver for et sådant panel.

4.1 Handlingsplan, overordnet beskrivelse

Ved udvælgelse af de foreslåede projekter i handlingsplanen er der lagt vægt på, at branchen som helhed har kunnet stå bag projekterne. Der er også taget hensyn til, at de skal kunne gøres virksomhedstilknyttede, og samtidig at de samtidigt kan afhjælpe nogle mangler, som virksomhederne umiddelbart har eller vil få i den nærmeste fremtid. Der er også lagt vægt på, at der er en sammenhæng i de foreslåede projekter.

4.2 Brancheindsatsens miljøeffekt

De tre projekter kan medvirke til, at mulighederne for optimering af emballagerne vil kunne udnyttes bredt hos emballageproducenterne, uanset virksomhedens størrelse og egen tilgang til optimeringsekspertise. Projekterne vil involvere flere aktører fra emballagekæden. Det vil give muligheder for en samlet miljøforbedring, som er betydeligt større end afgrænsede optimeringsprojekter i enkeltvirksomheder eller mellem enkeltvirksomheder. Der er desuden tale om projektforslag af almen interesse.

Det er også af betydning for miljøeffekten, at der her er tale om optimering og ikke blot materialeminimering, således at den optimerede emballage skal kunne opfylde sin funktion. Opfylder emballagerne ikke deres funktioner, vil man få varespild med de deraf følgende miljøeffekter, der i mange tilfælde kan være betydeligt større end emballagernes egen miljøeffekt.

Alle tre projekter retter sig mod optimering af emballagen på tværs af livsforløbet, dvs. i hele produktkæden. Den primære direkte effekt vil være et optimeret materialeforbrug, som forventes at ville føre til miljømæssige forbedringer overalt i produktets livsforløb, f.eks.:
En reduceret affaldsmængde, da der vil blive brugt en mindre mængde emballagemateriale end hidtil
Besparelser i energiforbrug til fremstilling af råmaterialer og emballagen selv, samt i transport. Denne besparelse vil optræde mange forskellige steder i produkternes livsforløb
Et nedsat ressourceforbrug af råolie, metaller, mineraler, energiråvarer og træ

4.3 Forankring af brancheindsatsen

Med en forankring i EiB vil brancheindsatsen kunne forankres bredt i emballageindustrien, da EiB som nævnt dækker producenter af emballage ud fra de fleste materialetyper.

Forslagene er udarbejdet på baggrund af de analyser, der blev foretaget på workshopperne, hvor der deltog en række emballageproducenter. Det må dog erkendes, at det ikke var alle materialetyper, der deltog. Det vil derfor være ønskværdigt, hvis der, inden handlingsplanen evt. iværksættes, vil være yderligere mulighed for at gennemarbejde de enkelte projektforslag. Ved denne yderligere bearbejdning og afpudsning er det en forudsætning, at hele branchen får mulighed for at komme med deres kommentarer. Det er en forudsætning for en virkelig forankring, at alle materialetyper deltager i dette arbejde. Præsentationen i den forbindelse kan ske via EiB’s hjemmeside eller på et møde/seminar eller ved en kombination af begge dele.

4.3.1 Involvering af aktører fra produktkæden

Det er væsentligt for resultaterne af handlingsplanen, at der sker en tæt og aktiv medvirken af de øvrige interessenter og aktører i emballagekæden. Emballagebrugerne er en hovedaktør, men også de øvrige beskrevne aktører har en betydelig rolle og er afgørende for projekternes succes. I det omfang aktørerne ikke direkte medvirker i projektgrupperne, bør de som minimum følge projekterne ret tæt i følgegrupper o.l.

4.3.2 Organisering af handlingsplan

På grund af de foreslåede projekters karakter er det naturligt, at EiB bliver ansvarlig for gennemførelse og koordination. Det er imidlertid væsentligt for virksomhedsinvolveringen, at der sikres en forankring direkte ud til virksomhederne. Ved den nærmere gennemgang og detaljering af de foreslåede projekter må dette konkretiseres.

Den faglige ekspertise til at gennemføre projekterne findes helt eller delvist hos flere konsulentvirksomheder, bl.a. de virksomheder, der har deltaget i den foreliggende projektgruppe. Andre projektaktører kan komme fra skaren af workshopdeltagere og fra projektets følgegruppe. Desuden bør Dansk Standard involveres aktivt.

EiB vil naturligvis under forløbet informere om arbejdet og formidle resultaterne ved afslutningen af projekterne, således som det er beskrevet under de enkelte projekter.

4.3.3 Tidsplan og budget for handlingsplanen

Igangsættelsen af handlingsplanen er afhængig af Miljøstyrelsens beslutning, og hvornår der er midler til rådighed i Programmet for Renere Produkter. Det vil nok være realistisk at ansætte et muligt begyndelsestidspunkt til ultimo 2001 eller primo 2002.

Tidsrammen for gennemførelse af projekterne er 2-3 år.

Med de under de enkelte projekter anførte budgetoverslag løber hele handlingsplanen op i et beløb på 6 mio. kr. Størrelsesordenen for de deltagende virksomheders bidrag vil afhænge af den endelige udformning af de enkelte projekter

4.3.4 Formidling af projektresultater

EiB er som nævnt den paraply, der organiserer emballageproducenter af de fleste materialetyper. Desuden er mange emballagebrugere organiseret i Dansk Industri, og det vil derfor være naturligt, at EiB påtager sig en væsentlig rolle i forbindelse med formidling af resultaterne af brancheindsatsen.

Dansk Standard vil være interesseret i at formidle en vejledning i anvendelse af forebyggelsesstandarden.

Formidlingen kan gennemføres som en kombination af forskellige tiltag, hvoraf følgende bør nævnes:
EiB’s hjemmeside
Dansk Standards hjemmeside
Kurser og undervisningsmateriale
Seminarer, workshopper, konferencer, gå-hjem-møder
Pjecer og artikler
Aktiviteter i andre brancheorganisationer, herunder de enkelte materialesektioner

4.4 Projektforslag 1: Omformning af CEN’s forebyggelsesstandard til et praktisk værktøj

4.4.1 Titel

Forslagets titel kan også beskrives som: Industriel opfyldelse af emballagedirektivet.

Fokus er på, at de harmoniserede standarder i relation til direktivet skal overholdes, samt at det er vanskeligst at indføre forebyggelsesstandarden. Forslaget er, at der fremstilles et samlet industrielt værktøj/metode, som bredt inkluderer kravene til virksomhederne. Under alle omstændigheder skal værktøjerne/metoderne tilpasses virksomhedernes situation, hvorfor det nok i sidste ende skal ses som en værktøjskasse med flere muligheder. Disse værktøjer kan i et vist omfang være EDB eller internet værktøjer og desuden logiske værktøjer og afprøvningsprocesser. Endelig er det vigtigt at gøre sig klart, at dette kræver viden og uddannelse. Til gengæld opnår alle interessenter forbedringer.

4.4.2 Formål

Projektet har til formål at få udviklet simple metoder og et praktisk værktøj, der gør det muligt for emballageproducenter og emballagebrugere ("packers og fillers") at vurdere, om de valgte emballager lever op til de væsentlige krav i EU direktivet om emballage og emballageaffald og de tilhørende CEN-standarder. Virksomhederne skal over for myndigheder og kunder kunne dokumentere dette. Derved vil der kunne opnås en reduktion i mængden af emballageaffald, idet dette netop er et af formålene med direktivet.

4.4.3 Baggrund

Til udmøntning af de væsentlige krav i direktivet har CEN udarbejdet en række standarder, der mere konkret beskriver, hvad der skal dokumenteres for at emballager opfylder direktivets bestemmelser om sammensætning af emballage og mulighederne for genbrug og genanvendelse, herunder genvinding, af emballage.

En væsentlig standard i denne forbindelse er forebyggelsesstandarden. Den officielle danske titel er: DS/EN 13428: "Emballage – Krav til fremstilling og sammensætning – Emballageminimering". Kommissionen har besluttet at offentliggøre hovedindholdet i denne standard som en harmoniseret standard. Det vil sig, at man ved at dokumentere overholdelse af standarden også har dokumenteret overholdelse af direktivets væsentlige krav.

I denne standard er opstillet 10 parametre, som en emballage skal vurderes ud fra i forhold til den emballeringsopgave, den skal kunne klare. Desværre er standarden ikke så konkret, at den kan anvendes som et praktisk redskab for de emballageproducerende og –brugende virksomheder. De 10 parametre i standarden vedrører hver især et specielt område angående den samlede emballeringsopgave. Standarden siger også, at man for hver enkelt parameter skal undersøge de kritiske krav til emballagen, men den fortæller ikke noget om, hvorledes man i praksis foretager disse undersøgelser og hvilke krav, der er til dokumentation. Der er derfor brug for et praktisk og enkelt værktøj, der belyser i hvilket omfang emballagerne lever op til lovgivningen.

Omkring halvdelen af den danske emballageproduktion havner i udlandet og i betydeligt omfang i de øvrige EU-lande. Det bør tages med i betragning, at UK og Frankrig allerede har fastlagt kontrolsystemer baseret på CEN standarderne. Ideelt skal værktøjet kunne bruges uanset emballagens slutdestination. Et planlagt (men endnu ikke bevilget af Nordisk Industrifond) nordisk projekt om emballageoptimering vil kunne sørge for koordinering på nordisk plan. Det her foreslåede projekt vil betyde, at de danske virksomheders forhold tilgodeses, og samtidig kan det være et værdifuldt indspil både på nordisk og europæisk plan.

4.4.4 Målgruppe

Alle virksomheder, som producerer emballager, emballerer eller sælger emballerede produkter videre, vil kunne anvende projektets resultater. Også råvareleverandører og i realiteten hele emballagekæden er målgruppe. Dette gælder både i forhold til salgs- og transportemballager.

Indholdet i forebyggelsesstandarden skal gøres praktisk operationelt, således at alle danske virksomheder, som producerer og bruger emballage får adgang til et enkelt og brugbart værktøj, som kan anvendes i forbindelse med emballageudvikling og/eller emballagefastlæggelse. De omkring ½-1 mio. nykonstruktioner og re-designs, som årligt bringes på markedet alene i Danmark, bliver på nuværende tidspunkt primært udviklet ud fra gode håndværksmæssige traditioner.

Ved anvendelse af de nye metoder og det nye værktøj vil virksomhederne over for kunder og myndigheder kunne dokumentere, at man lever op til EU direktivets krav. Rent praktisk skal projektet konkretisere indholdet af de 10 parametre – dette skal illustreres gennem eksempler.

Projektet bør indeholde følgende elementer:
Udvikling af en vejledning og et IT baseret værktøj og metoder til kontrol af om produktet opfylder direktivets krav
Afprøvning af værktøj og metoder i et antal virksomheder
Udvikling af kurser og fremstilling af undervisningsmateriale
Formidling af projektets resultater

Fagligt foreslås projektet gennemført i følgende 5 faser:

Fase 1

Hvordan anvendes standarden: Generel beskrivelse af hvorledes indholdet i standarden skal fortolkes, og hvorledes standarden anvendes.

Fase 2

Faglig gennemgang af hver af de 10 parametre, der indgår i standarden. De 10 parametre (ydeevnekriterier) er følgende:
Beskyttelse af produktet
Proces for fremstilling af emballagen
Proces for emballering/fyldning
Logistik (herunder transport, opbevaring og håndtering)
Præsentation og markedsføring af produktet
Bruger/forbrugeraccept
Oplysninger
Sikkerhed
Lovgivning
Andre forhold

For hver enkelt af de 10 parametre, som standarden indeholder, skal der foretages/gennemføres følgende procedure:
Generel beskrivelse af parameteren (indledning)
Beskrivelse af om lovmæssige regler knytter sig til parameteren – hvilket selvfølgelig er en primær forudsætning for, at emballagen kan bringes på markedet
Beskrivelse af hvilke standarder (frivillige) der relaterer sig til parameteren
Beskrivelse af hvilke rent emballageteknologiske forhold som er aktuelle ved parameteren
Beskrivelse af hvordan man udfra emballageteknologiske forhold beregner/opgør hvilken emballage og emballagekvalitet, der skal anvendes

Fase 3

Indholdet i den faglige beskrivelse fra fase 2 vil kunne resultere i logiske værktøjer og afprøvningsprocesser. Disse vil i et vist omfang kunne omformes til et interaktivt EDB-værktøj, som skal gøres tilgængelig på internettet. Ved opbygningen af værktøjer skal der tages meget hensyn til brugervenligheden og brugerfladen. I det internet baserede værktøj skal man kunne skrive direkte i den opstillede skabelon. EDB-værktøjet skal under udviklingen afprøves i en eller flere virksomheder.

Fase 4

Udarbejdelse af projektdokumentation. Det drejer sig hovedsageligt om en beskrivelse af indholdet fra fase 1-3. Projektdokumentationen skal kunne fungere som en selvstændig håndbog.

Fase 5

Udarbejdelse af kursusmateriale og afholdelse af kursus om anvendelse af værktøjet.

4.4.5 Forventede resultater og deres form (formidling)

Hovedresultatet af projektet er udviklingen af en vejledning og et interaktivt EDB-værktøj, som virksomheder direkte kan anvende ved fastlæggelse og dokumentation af emballage. Projektet rapporteres gennem en projektrapport. Herfra skal der være en henvisning til værktøjet, således at man som bruger direkte interaktivt kan arbejde med værktøjet.

Inden for projektets rammer skal der udvikles og afholdes et kursus, som gennemgår hele processen med at arbejde med værktøjet .

Ved bevidst og struktureret arbejde med samtlige forhold omkring den anvendte emballage vil man i de valgte emballageløsninger kunne komme tættere på de reelle emballageteknologiske grænser, således at der bliver et mere optimalt forhold mellem vægt/volumen i den valgte emballage og de krav, der stilles til emballagen.

Derved vil der opnås ressourcemæssige besparelser, uden at man risikerer at få en emballage, der ikke kan beskytte indholdet. Den miljømæssige fordel ligger i helheden mellem emballage og produkt.

4.4.6 Budget

Der bør som nævnt ske en nøjere tilrettelæggelse af projektet, inden det sættes i værk. Ud fra den foreliggende beskrivelse vurderes projektet at kunne gennemføres inden for et beløb på ca. 3 mio. kr.

4.5 Projektforslag 2: Udvikling af simple metoder til emballageoptimering i varekæden

4.5.1 Titel

Forslagets titel kan også beskrives som: Simple metoder til valg af emballagesystem, dvs. primær emballage, sekundær emballage og transportemballage, inkl. lastbærer.

4.5.2 Formål

Dette projekt har til formål at udvikle simple metoder til optimalt valg af et samlet emballagesystem på et fagligt kompetent niveau, hvor der tages hensyn til, at emballagesystemet er et hjælperedskab til at fremføre varer fra produktion til forbrug.

Emballageoptimering går ud på at effektivisere emballagerne, således at der anvendes den optimale emballagemængde til en given emballeringsopgave. Ved at optimere de anvendte emballager og emballagesystemer (salgs- og transportemballager samt lastbærer) reduceres de samlede affaldsmængder, og der fås en mindre miljøbelastning og en bedre emballageøkonomi.

4.5.3 Baggrund

Når man skal bestemme og udvikle emballagen til et produkt, er der mange krav, der skal tages højde for. Flere af disse krav kan være i direkte modstrid med hinanden. Inden for nogle brancher/sektorer (transport, emballage, materiale osv.) findes og anvendes beregningsmodeller, der kan beregne den optimale/nødvendige anvendelse af det aktuelle materiale – eksempelvis i forhold til en konkret beskyttelsesopgave.

På enkelte områder findes der allerede gode optimeringsmodeller og beregningsmetoder, men det samlede overblik har ingen endnu fået udviklet. Det er nødvendigt at gøre sig klart, at en sådan optimering indeholder optimering af så mange beslutningsparametre, at det teoretisk optimale ikke er muligt. Det drejer sig om at finde praktiske, industrielle beslutningsmodeller, der giver et resultat tæt på dette teoretiske optimum.

Det er vigtigt, at der udvikles simple og anvendelige beslutningsmetoder for industrien, der både tager hensyn til miljøet og økonomien samt er orienteret mod den egentlige opgave at distribuere varer, samtidig med at det tages i betragtning, at den primære emballages opgave også i høj grad er en salgsparameter for produktet. Modellen skal derfor tage højde for emballage, transport, håndtering, lagring, skader på varerne osv.

Metoderne bør kunne anvendes til at beslutte både systemets art (engangs-, retur- eller genvindingsemballager), materialevalg og på hvilket niveau, ressourcerne anvendes.

4.5.4 Målgruppe

Alle virksomheder, som producerer emballage, emballerer eller sælger emballerede produkter videre, vil kunne anvende projektets resultater. Også på transportområdet vil resultaterne kunne få betydning.

4.5.5 Projektindhold

Projektet bør indeholde følgende elementer:
Undersøgelse af optimeringsmetoder
Indsamling af relevante forskningsdata
Beskrivelse af mangler og udviklingsmuligheder
Udvikling af metoder og udstyr til industrielt brug
Indsamling af data, der skal anvendes i beslutningsmodellen
Afprøvning af metoderne i et antal virksomheder
Beskrivelse af forskellige systemers fordele og ulemper
Udvikling af kurser og fremstilling af undervisningsmateriale
Formidling af projektets resultater

Inden for rammerne af dette projekt skal der opbygges en beregningsmodel, som gør det muligt at fastlægge "det optimale emballagesystem" på tværs af emballageniveauer ud fra nogle givne kriterier. Ved opbygningen af denne model vil man i stor udstrækning skulle benytte sig af de allerede eksisterende materiale-optimeringsmodeller. Den største del af arbejdet vil så bestå i at integrere de eksisterende modeller og udvikle et samlet værktøj. Den praktiske anvendelighed af værktøjet skal prioriteres højt – dog uden at det går ud over fagligheden. Det er et vanskeligt punkt at leve op til. Men ved udvikling af modellen skal de væsentligste kriterier prioriteres, mens de mindre afgørende eventuelt kan springes over eller gøres knap så nuancerede, som fagligheden reelt kræver.

Som nævnt fokuserer projektet kun på en optimering på tværs af alle emballageniveauer. Det vil sige, at værktøjet ikke bør beskæftige sig med fastlæggelse/optimering af kvalitetskrav, beskyttelse, dimensionering inden for det enkelte emballageniveau. Konkret betyder det, at værktøjet f.eks. ikke beskæftiger sig med, hvilke krav f.eks. en salgsemballage til en fødevare skal overholde i form af vanddamp-, ilt- og aromapermeabilitet, rivstyrke, varme- og froststabilitet m.v. Det vil omvendt sige, at beregningsværktøjet næsten udelukkende kommer til at omhandle de fysiske beskyttelseskrav, der kommer fra distributionspåvirkninger – altså hvilke belastninger den samlede emballageenhed bliver udsat for under hele distributionsforløbet.

Ud over at kunne foretage de nødvendige tekniske beregninger af emballeringskrav ved nogle givne distributionspåvirkninger, skal værktøjet også indeholde en liste over de datakrav, der er nødvendige for at kunne gennemføre beregningen. Men i erkendelse af, at det er de færreste virksomheder, der ligger inde med tekniske data om distributionspåvirkningernes karakter og styrke, skal der i værktøjet findes nogle normtal for distributionspåvirkninger ved typiske distributionsforløb. Der kan f.eks. indbygges en liste med typiske distributionsforløb vedrørende følgende: Anvendte transportmidler, transportafstand, antal omlæsninger, sammenpakning med andre produkter på en ny lastbærer (er f.eks. aktuelt ved grossisters plukning til butiksordrer) m.v. Fra denne liste kan brugerne så vælge distributionsforløbet, hvorved de aktuelle data over distributionspåvirkningerne overføres til den aktuelle beregning.

Man skal nok erkende, at denne opgave er særdeles vanskelig, men ikke mindst vil fastlæggelse af energitab pr. produkttype og faktiske normtal for aggregerede distributionspåvirkinger i et antal typiske kanalforløb kunne være af stor praktisk betydning for emballageudviklernes muligheder for egentlig optimering.

I tilknytning til modelværktøjet skal der udarbejdes en grundig brugermanual. Såvel model som brugermanual kan placeres på en hjemmeside på internettet.

4.5.6 Forventede resultater og deres form (formidling)

Hovedresulatet af projektet er udviklingen af nogle simple metoder og et interaktivt EDB-værktøj, som virksomheder direkte kan anvende ved valg af emballage og emballagesystem. I tillæg hertil udarbejdes en brugermanual. Ligeledes skal der fremstilles undervisningsmateriale og udvikles et kursus.

EiB og de øvrige brancheorganisationer på området vil være aktive i formidlingen, der ligeledes kan ske på Miljøstyrelsens hjemmeside.

4.5.7 Budget

Med forbehold af den nævnte yderligere udvikling og detaljering af projektet giver et overslag over omkostningerne ved projektet et beløb på 2 mio. kr.

4.6 Projektforslag 3: Inspirationsmateriale

4.6.1 Titel

Udarbejdelse af inspirationsmateriale på basis af succeshistorier.

4.6.2 Formål

Dette projekt har til formål at fremfinde nyere gode, praktiske, konkrete eksempler på, hvordan virksomheder – emballageproducenter og emballagebrugere ("packers and fillers") - allerede har gennemført projekter med at optimere emballagen til et konkret produkt, således at der anvendes en mindre mængde emballage end hidtil eller på anden måde opnås en bedre emballageløsning. Der skal udvikles et dansk sproget materiale, som beskriver konkrete eksempler. Materialet har til formål at give danske emballagebrugere inspiration til, hvorledes man kan reducere emballageanvendelsen.

4.6.3 Baggrund

Som følge af øget samhandel med emballerede produkter, demografiske forhold, som betyder behov for flere produktstørrelser, og større individualitet i vareefterspørgslen mv., vil det samlede emballageforbrug generelt stige, såfremt der ikke gøres en indsats, der trækker i den anden retning. En væsentlig parameter, man kan arbejde med på dette punkt, er at reducere vægten af hver enkelt emballageenhed. Eftersom selve materialeomkostningen til en fremstillet emballage udgør langt hovedparten af den samlede pris på emballagen, ligger der også på dette punkt et incitament til at reducere vægten af hver enkelt emballageenhed. Dermed vil der ofte være en direkte parallelitet mellem økonomi og miljøhensyn.

Derfor bliver der konstant arbejdet med at reducere vægten af hver enkel emballageenhed. Der findes en lang række gode eksempler på, hvorledes virksomheder har reduceret vægten af de anvendte emballager eller har forbedret funktionaliteten i forhold til en given emballagemængde. Det er sådanne eksempler fra ind- og udland, der skal præsenteres i materialet, således at andre kan få inspiration til lignende tiltag.

4.6.4 Målgruppe

Målgruppen for projektets resultater er alle virksomheder, som producerer emballage, bruger emballage til de producerede produkter eller virksomheder, der foretager en ompakning af indkøbte produkter med videresalg for øje.

4.6.5 Projektindhold

Hele projektarbejdet går ud på at finde gode, illustrative eksempler på emballager – til et og samme produkt – som er blevet optimeret. Der skal findes eksempler fra både ind- og udland, dækkende såvel business-to-consumer samt business-to-business-sektorerne.

Alle eksempler præsenteres med data- og billedmateriale med "før og nu"-situationer samt øvrig anvendelig information om emballageløsningen.

Inspirationsmaterialet skal også indeholde en kortfattet guide, der fortæller, hvorledes man konkret gennemfører sådanne projekter og hvilke forholdsregler, der skal tages for at sikre en succesfuld implementering.

Materialet kan også omfatte eksempler fra emballageproducenter, hvor det gennem anvendelse af andre, nye og eller forbedrede materialer er muligt at reducere vægten af den anvendte emballage. Ved alle de anførte eksempler bør det om muligt opgøres, hvor stor en emballagemængde, der gennem tiltaget er blevet sparet – pr. emballageenhed og/eller totalt. Forbedret funktionalitet bør også fremgå.

Materialet skal omfatte så mange forskellige typer emballage som muligt, således at flest mulige virksomheder kan drage nytte af materialet. Der skal være eksempler på både salgs- og transportemballager, der er blevet vægtmæssigt reduceret.

Danske emballageproducenter har allerede gennemført mange optimeringsprojekter og vil kunne bidrage til at belyse disse i projektet.

4.6.6 Forventede resultater og deres form (formidling)

EiB vil naturligt være aktiv i formidlingen af inspirationsmaterialet. For at inspirationsmaterialet kan nå så bredt ud som muligt, bør materialet ligge på internettet, bl.a. på EiB’s hjemmeside, men også udgives i en trykt udgave, som kan distribueres til en bred kreds af emballageproducenter og "packers and fillers" – dette kan f.eks. ske i regi af DI, EiB og andre brancheforeninger. Eksistensen af materialet markedsføres også gennem artikler i fagblade m.v.

Budgettet for dette projekt er naturligvis afhængigt af ambitionsniveauet og udstyr og oplag af den trykte udgave. Det vurderes, at der kan fås et rimeligt godt resultat med et budget på 1 mio. kr.