Økologiske rygsække - ressourceeffektivitet, materialestrømme og globalisering

1. Forord

Miljørådet for renere produkter har i sin "Prioriteringsplan for Program for renere produkter m.v. 2000" (rev. juni 2000) under pkt. 5.2, Affaldsmængder og datagrundlag, prioriteret et "forprojekt vedrørende udvikling af metoder til opgørelse af ressourcetræk ved produktion, forbrug og kassation af produkter, herunder praktisk anvendelse af Wuppertal Instituttets opgørelsesmetoder for materialers økologiske rygsæk og MIPS (materialeintensiteten pr. serviceenhed)".

I den forbindelse har en projektgruppe, bestående af Tom Elmer Christensen, Affaldsteknisk Samarbejde, Henning Jørgensen, Roskilde kommune (nu Reno-Sam) og Henrik Wejdling, DAKOFA, fået til opgave at gennemføre et videnhjemtagningsprojekt herom, bl.a. baseret på gruppens foreløbige studier af emnet (se nærmere herfor hos Christensen et al., 1999). Gruppen assisteredes undervejs af kulturgeograf Flemming Gundersen.

Projektet har til formål at undersøge, hvilke metoder der findes til vurdering af produkters økologiske rygsække samt hjemtage viden om metoderne og deres foreløbige resultater med hensyn til at vurdere, om bedre viden om et produkts økologiske rygsæk kan kvalificere de danske bestræbelser på at forebygge affaldsdannelsen.

Desuden har projektet til hensigt at undersøge, om der findes et redskab til vurdering af det samlede ressourcetræk, som den danske økonomi giver anledning til, samt om dette redskab vil kunne give indsigt i, hvor der kan sættes ind overfor en generel minimering af ressourcetrækket og endvidere bidrage til opstilling af målbare indikatorer herfor.

Projektet er gennemført dels som et litteraturstudie, dels som en videnhjemtagningsrejse til Wuppertal Instituttet og endelig som en rundbordssamtale med danske eksperter på området. Litteraturindsamlingen tilendebragtes i marts 2001.

Denne rapport gengiver hovedresultaterne af de tre metodiske tilgange, idet der tillige foreligger særskilte afrapporteringer af hhv. videnhjemtagningsrejsen, rundbordssamtalen og litteraturstudiet (sidstnævnte i form af en kommenteret litteraturliste).