Afværge af grundvandsforurening ved kombination af Flushing og MPPE-vandrensning

1 Introduktion

Grundvandsressourcen i Danmark er truet af forurening med forskellige stoffer, herunder chlorerede opløsningsmidler og olieprodukter. Op igennem 1980’erne og 1990’erne blev der udviklet en række afværgeteknologier, som er i stand til at reducere disse trusler med større eller mindre succes.

I de senere år er der kommet mere fokus på at differentiere mellem afværgebehovene. En teknologi, der er egnet til ét område på en forurenet grund (fx forureningsfanen), er ikke nødvendigvis egnet til et andet område (fx kildeområdet). Desuden vil en aggressiv teknologi, som er egnet til den indledende afværge, ikke nødvendigvis være egnet til afværge af de sidste rester, hvor en mere passiv teknologi eksempelvis kan anvendes. Denne differentiering af afværge i sted og tid kan medføre, at den bedste løsning for en forurenet grund opnås ved en kombination af teknologier med hver deres styrke.

Hermed bliver det vigtigt at fastlægge målsætningen for hver teknologi. I nogle tilfælde vil man sigte efter en genopretning af den naturlige tilstand (totaloprensning), mens man i andre tilfælde kan nøjes med (eller er tvunget til på grund af manglende teknologier eller økonomiske ressourcer) blot at reducere forureningens masse. Der kan også være tale om at holde forureningen under kontrol (afskæring) uden, at den fjernes. Endelig kan forureningen moniteres, således at afværgeforanstaltninger kun iværksættes, hvis der viser sig behov herfor.

Flushing er en afværgeteknologi, der egner sig bedst til en hurtig, aggressiv behandling af kildeområder med fri fase forurening. Teknologien egner sig til målsætningen om en massereduktion. Når flushing anvendes, er der behov for en teknologi til rensning af det oppumpede vand. I denne rapport medtages vandrensningsmetoden MPPE, da den har særlige fordele ved anvendelse i kombination med flushing.

I kapitel 2 og 3 af denne rapport gives en oversigt over hhv. flushing og rensning med MPPE. I kapitel 4 beskrives enkelte cases, hvor flushing og MPPE er anvendt i kombination. Kapitel 5 er en diskussion af fordele og ulemper samt perspektiver af disse teknologier.

MPPE-teknologien er udviklet af firmaet Akzo Nobel, Arnhem, Holland, og er baseret på en polymer, som oprindeligt blev udviklet til medicinalindustrien i forbindelse med "controlled-release" applikationer.

Vandrensningsteknologien blev anvendt i praksis for første gang i 1994. Her blev procesvand fra Elf Petroland’s gasproduktion behandlet for aromater i Harlingen i det nordlige Holland. Siden er teknologien også blevet anvendt til rensning af grundvand i forbindelse med in-situ afværgemetoden flushing.

MPPE-teknologien gør brug af små hydrofobe plastpartikler placeret i en rensekolonne. Forurenet vand pumpes igennem kolonnen, hvori forureningen tilbageholdes. De anvendte plastpartikler udmærkes ved at have en stor overflade og en meget porøs struktur, der medfører en porøsitet på 70-80%. Størrelsen af partiklerne er ca. 0,4-1,0 mm, se figur 3.1. Partiklernes renseevne stammer fra en ikke-offentlig oplyst ekstraktionsvæske, der er immobiliseret i partiklernes porestruktur. Når et forurenende stof med tilstrækkelig høj fordelingskoefficient mellem vandfasen og ekstraktionsvæsken passerer i gennem kolonnen, vil stoffet opløses i ekstraktionsvæsken og hermed fjernes fra vandfasen. Renseprincippet er "væske-væske ekstraktion" og ligner analyselaboratoriernes ekstraktion af forurenede vandprøver.