Udvikling af miljørigtig, blyfri inddækning

7 Udviklingsarbejdet

Udviklingsarbejdet gik planmæssigt frem, og kvaliteten blev trin for trin bedre. Tidsplan og budget var i fin overensstemmelse med virkeligheden, og det var jeg særdeles tilfreds med.

Miljøstyrelsens krav og ønsker var en god støtte i planlægningen.

Nu var det tid for kontakt til - som vi kaldte det - mulige producenter.

Denne fase viste sig overraskende vanskelig og tidskrævende.

En erfaring fra min tidligere ansættelse ved Brüel & Kjær var en tommelfingerregel, der sagde lige dele udgifter til udvikling, produktion og salg.

Jeg forstod, at udvikling og produktion var krævende, men at det kostede så megen energi at sælge og formidle kontakt, det var nyt for mig.

Undervejs har der været et inspirerende samarbejde med personer fra to store koncerner som mulige producenter. Det var først Sven Harder, Icopal, og senere Thor Due, Roulunds Fabrikker, samt søsterselskabet Polymax Roulunds.

Samarbejdet af års varighed blev afsluttet på grund af interne ændringer i firmaerne som skift af ejerskab og en beslutning om ikke alene at måtte løbe en økonomisk risiko.

Jeg lærte meget af samarbejdet. Af Roulunds blev jeg anbefalet at foretage en grundigere markedsundersøgelse.