Byggeøkologisk Udstillingspavillion

Sammenfatning

Ideen til udstillingshallen udsprang af en polemik i forbindelse med konferencen "Økologi i byggeriet" i Trekantsområdet. Efterfølgende opstod et samarbejde mellem Byggecentrum i Middelfart og LØB, idet Byggecentrum stillede en 700 m2 stand/grund til disposition for LØB. LØBīs stand/grund var placeret i Byggecentrums nyligt udvidede udstillingsareal, og her var det planen at opføre en bygning på ca. 300 m2.

LØB ønskede med dette projekt at skabe det organisatoriske og finansielle grundlag for etablering af en byggeøkologisk udstillingspavillon.

Overordnet var formålet med projektet:
At synliggøre og udbrede kendskab til økologisk forsvarlige byggeprodukter og deres anvendelse ved at skabe et regi, hvor økologiske producenter med små midler kan nå ud til et bredt publikum.
At styrke og fremskynde miljørigtig produktudvikling inden for byggesektoren ved anvendelse af økologiske kriterier på byggeprodukter.
At bidrage til diskussionen om økologisk arkitektur/byøkologi ved at udvikle en bygning, hvor arkitektur og økologi understreger hinanden.

Projektet startede med en vellykket og velbesøgt udstilling i et telt på 350m2, "Danmarks første udstilling af deklarerede produkter". Der foregik workshops, temadag om økologisk byggeri & deklarering og et forslag til kriterier for Økologisk byggeri blev lanceret.

Det er generelt meget vanskeligt – men dog muligt at få producenter til at fremskaffe de nødvendige data. Erfaringen er at producenterne bliver meget overraskede når de bliver opmærksomme på de problematiske indholds-stoffer, der gemmer sig under uskyldige handelsnavne. Processen har initieret flere renere teknologiprojekter, ligesom flere kommuner nu begynder at efterspørge deklarerede byggevarer. Det var projektets intentioner at samle op på de forskellige deklarationssystemer i andre lande, for derefter at fremlægge en tillempet (pragmatisk) L.Ø.B.-mærkning. Specielt det hollandske NIBE deklarations & vurderings system var interessant og blev gennemgået i L.Ø.B. følgegruppen. På studierejser til Tyskland har vi besøgt seriøse økologiske byggerier, tegnestuer og byggemarkeder og set hvordan det på store messer i Tyskland er muligt at udstille en mangfoldighed af deklarerede byggematerialer!

Såfremt en deklarations & vurderingsordningen skal fremstå professionelt og vinde udbredelse er udviklingen imidlertid et meget omfattende, vanskeligt og langvarigt arbejde der må foregå i samarbejde med alle aktører – også de politiske.

Vi har valgt at gå i dialog med to andre projekt på By & Byg under Den Økologiske Aktionsplan, - og vil afprøve resultaterne på Byggecentrum.

Efter møde med Middelfart kommunes Tekniske Forvaltning blev det dog klart, at det ifølge lokalplanen ikke ville være muligt at bemande pavillonen, og at kommunen ikke ville dispensere. I september 1999 tilbød Byggecentrum derfor projektet en uisoleret udstillingsbygning "Råhuset" på 200 m2. Det var her nødvendigt med en større renovering og ombygning. Huset er opmålt og renoveringen påbegyndt.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er et svært puslespil at få økonomien til at hænge sammen og at ting tager tid. Med stor velvilje fra Byggecentrum, en række firmaer og enkeltpersoner samt forhåbentlig Tømrerfagskolen i Odense (hvis vi for listet lidt med BYG) bliver hele loftkonstruktionen færdig, med isolering og ovenlysvinduer, her i foråret.

Udstillingskonceptet består af 3 typer udstilling:
Fast udstilling af LØB-mærkede produkter
Specialudstilling, især præsentation af nye produkter
Temaudstilling & kursus/workshops

Disse forskellige udstillingstyper har alle været afprøvet.

Siden 1999 har L.Ø.B. faggruppen Alternativ isolering udstillet bygningskonstruktioner i 1:1. Udstillingen kan ses på L.Ø.B.s hjemmeside www.lob.dk. Den har ud over den daglige åbningstid været fremvist ved en lang række arrangementer. Faggruppen Alternativ isolering har ligeledes etableret en stor udstillingsstand på Byggecentrum i Ballerup.

Andre udstillinger har været vist, ligesom den løbende ombygning har været en udstilling i sig selv.

Vi forventer at udstillingsaktiviteterne fremover er sikret ved en årlig omsætning på et par hundrede tusinde. Den Grønne Jobpulje støttede opstart af udstillingsaktiviteter i år 2001. Vi har ligeledes arbejdet for organisering af faggrupper, idet tiden er til et åbent samarbejde, og kun når vi lægger vores viden og kræfter sammen, er det muligt at møde kravene i den etablerede byggeverden.

Af hensyn til forretningsgange og kompetencer måtte relationen mellem udstillingsvirksomheden og L.Ø.B.īs øvrige aktører afklares. Det handlingsprogram, som L.Ø.B.īs nuværende bestyrelse blev valgt på, tager afsæt i grupperinger og netværk og fordrer en flad struktur. - Et resultat af projektets arbejde med organisationsstruktur for foreningen.

Mange vil gerne bygge økologisk, men ved ikke hvad det indebærer eller hvor de kan få syn for sagen. Omvendt har økologiske producenter svært ved at nå ud til en større befolkningsgruppe. En permanent byggeøkologisk udstilling på Byggecentrum vil være et perfekt sted at formidle information og rådgivning. Byggecentrum besøges årligt af mere end 125.000 udstillingsgæster samt 15.000 konferencegæster.

Projektet på Byggecentrum har været omtalt i en række artikler i tidsskrifter og dagblade samt radio og TV.