Kommunale indsamlingssystemer for glasemballage fra husholdninger

Forord

Ifølge Affald 21 skal den genanvendte del af dagrenovationen øges betydeligt. Det kan blandt andet ske ved at samle mere emballageglas ind fra husholdningerne.

Ved dette projekt er det søgt at udpege et system eller dele af et system, der kan medvirke til, at genanvendelsen af emballageglas kan øges i de danske kommuner.

Projektet er en opfølgning på et tidligere projekt; Miljøprojekt nr. 556, 2000. Genbrug af danske vinflasker. Vurdering af markedet og de miljømæssige effekter. Her blev det konkluderet, at det miljømæssigt set er en fordel at indsamle flere hele flasker til skylning og genpåfyldning. Det blev også konkluderet, at det miljømæssigt er en fordel at indsamle skår til omsmeltning under forudsætning af, at skårene kan afsættes til genanvendelse ved produktion af nyt glas.

Nærværende rapport er resultatet af en undersøgelse af et antal danske kommuners indsamlingssystemer for glasemballager. Det har været hensigten med projektet at vurdere forskellige indsamlingssystemer med henblik på at finde systemer, der er gode til at samle meget glas ind, og systemer der formår at bibeholde så høj en kvalitet i glasset som muligt. Ved en høj kvalitet forstås, at så få genbrugelige flasker som muligt knuses, fra borgeren afleverer flasken i indsamlingssystemet, til den sorteres hos flaskehandleren.

Projektet er udført af Dorte Nejrup og Ole Lützen, Carl Bro as, og Marianne Wesnæs, 2.-0 LCA Consultants. Projektet er gennemført med fuldt tilskud fra Udviklingsordningen under Miljøstyrelsens program for renere produkter m.v. Projektet er gennemført i løbet af 2001 og foråret 2002.

Projektet har været fulgt af en følgegruppe, der har bidraget med oplysninger og kommentarer undervejs. Følgegruppen har bestået af:
Birgitte Kjær, Miljøstyrelsen
Niels Remtoft, Kommunernes Landsforening
Jørgen Grønborg, Rexam Glass Holmegaard A/S
Michael Helmer-Nielsen, Dansk Flaskegenbrug A/S
Søren Svenningsen, Flaskekompagniet A/S
Henning Jørgensen, Roskilde Kommune til 1.2.2002, herefter Reno-Sam
Lene Kjær Thomsen, Roskilde Kommune fra 1.2.2002
Ole Morten Petersen, Reno-Sam til 1.2.2002
Mogens Werge, FDB Miljø
Brit Schøt-Nielsen, I/S Vestforbrænding
Per Engelbrechtsen, Euro-Miljøteknik