Miljøledelse i produktkæder - en eksempelsamling

37 CardoDoor - Technos A/S - Eksempel 23

37.1 Miljøvaredeklaration
37.2 Miljøvaredeklaration for port
37.3 Produktkæde
37.4 Brugeren af port
37.5 Forventninger
37.6 Næste led
37.7 Sælgeren
37.8 Fremstilling af port
37.9 Fremstilling af maling

37.1 Miljøvaredeklaration

37.1.1 Hvad er en miljøvaredeklaration.

I sammenhæng med ISO 14.000 standarderne skelnes mellem tre typer miljømærkninger og –deklarationer:

I: Miljømærkning dvs. dokumenteret overholdelse af en lang række ydelseskrav f.eks. som beskrevet for det nordiske svanemærke og den europæiske blomst.

II: Miljøvaredeklaration, der ikke er certificeret af 3. part. Deklarationen er en selvdeklareret påstand, der er tænkt til at formidle dokumenterede enkeltpåstande f.eks. genvindingspil.

III: Certificeret miljøvaredeklaration. I lande hvor der er fastlagt ordning for certificering af miljøvaredeklaration efter ISO TR 14025, er der udarbejdet specifikke krav for deklarering af en række produkter. Sådan en deklaration skal bygge på livscyklusanalyse (LCA).

37.1.2 Udvikling af deklarationen.

Man skal næppe forvente at kunne udvikle en færdig miljøvaredeklaration på én gang. Første deklaration kan blot bestå af en indholdsdeklaration, hvorefter livscyklusdata gradvist tilføjes og detaljeres efterhånden som deklarationen forbedres.

Deklarationen kan udvikles over følgende faser:

  1. Første trin kan være at sikre og dokumentere data, der anvendes i grønt regnskab og egenkontrol.
  2. Dernæst kan udarbejdes et datasæt, der udleveres på forespørgsel. Data skal være dokumenterede og kunne anvendes af en professionel bruger.
  3. En færdig deklaration der bruges i markedsføringen skal være nøje afvejet, så alle væsentlige data i livscyklus indgår. Deklarationen bør svare til en certificeret miljøvaredeklaration (type III).

37.1.3 Generelle krav til miljøvaredeklaration

En miljøvaredeklaration skal være troværdig, dvs. data skal kunne dokumenteres og de valgte data skal afspejle de væsentlige data for produktet ud fra en neutral vurdering. Data skal være målbare og de skal kunne kontrolleres.

Deklarationen bør være egnet til sammenligning af alternative produkters miljøbelastning.

Desuden vil det være ønskeligt, at data fra deklarationen direkte kan adderes til oplysninger fra andre produkter f.eks. til vurdering af LCA for et samlet byggeri.

En omfattende LCA vil kunne sikre, at de tre krav er opfyldt, men analysen vil virke som bremseklods for den praktiske gennemførelse af projektet. En knap så ambitiøs udvælgelse af data kan bygge på de valgte kriterier for miljømærkerne Svanen og Blomsten samt Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer.

Oplysningerne i miljøvaredeklarationen skal være så konkrete og gennemskuelige som muligt. Derfor foretrækkes konkrete angivelser af forbrug frem for beregnede miljøeffekter eller personækvivalenter.

37.2 Miljøvaredeklaration for port

Produktet, der sættes i centrum for undersøgelsen er en malet aluminiumsport. Porten fremstilles af portblade af malet aluminium, vinduesbånd af akryl, polystyrenskum, aluminumsprofiler, stålskinner, beslag og elektromotor.

Portbladene males med opløsningsmiddelbaseret maling.

37.2.1 Relevante data

De udvalgte data skal ved en neutral vurdering vise de væsentlige miljøparametre for en færdig port.

Der findes ikke miljømærker for porte, men i denne sammenhæng kan beslægtede kriterier anvendes. I bilag F.1 er beskrevet udledninger, der vil være relevante at deklarere, i bilag F.2 vurderes, hvilke stoffer, der er relevante og i bilag F.3 er foretaget nogle betragtninger over, hvilke energiforbrug, der vil være væsentlige.

Miljøvaredeklarationen for en port skal omfatte væsentligste miljøparametre, som:

  1. Portens isoleringsevne
  2. Hovedbestanddele
  3. Væsentlige energiforbrug ved fremstilling, brug og bortskaffelse
  4. Væsentlige udledninger i produktionen
  5. Forbrug af uønskede stoffer
  6. Affaldsproduktion ved fremstilling og bortskaffelse

Arbejdsmiljøforhold er ikke umiddelbart kvantificerbare, de kan evt. inddrages på længere sigt f.eks. på baggrund af index fra UMIP (miljøstyrelsens Pc-værktøj til udvikling af miljøvenlige industriprodukter).

Som udgangspunkt vælger vi kun at deklarere positivt, dvs. stoffer der ikke indgår nævnes ikke.

37.3 Produktkæde

En miljøvaredeklaration skal naturligvis bygge på alle væsentlige led i det net, der indgår i livscyklus for en port. Vi har valgt at se på den kæde, der omfatter maling til portene. Kæden er valgt fordi, CardoDoor Production A/S har erfaringer med at hente og sammenligne data for malervarer og fordi forbruget af opløsningsmidler er væsentligt i forhold til CardoDoors miljøgodkendelse.

Produktkæde set fra brugeren

Hvert led i kæden har behov for deklarationen til to formål:

  1. Vurdering af produktet ved brug på egen virksomhed, herunder overholdelse af miljøkrav på virksomheden.
  2. Videregivelse af oplysninger til næste led i kæden.

Når forespørgslerne følger en standard slipper leverandøren i hvert led for at lave individuelle udredninger til hver kunde.

37.4 Brugeren af port

37.4.1 Målgruppe

Målgruppen for miljøvaredeklarationen på en port vil være den professionelle indkøber, der har et vist generelt kendskab til miljøforhold. Når indkøberen rekvirerer en miljøvaredeklaration vil det sandsynligvis være til at dokumentere livscyklus for et samlet byggeri overfor en bygherre.

37.5 Forventninger

Den funktionelle enhed er en port.

Alle påstande skal kunne dokumenteres. Deklarationen skal kunne anvendes sammen med deklarationer for andre bygningsdele.

Væsentlige elementer vil være forbrug i portens levetid og bortskaffelse.

37.6 Næste led

Næste led er bortskaffelse. Det er væsentligt at vide, hvordan porten bør bortskaffes samt resultatet i form af

  1. affald til genanvendelse,
  2. affald til forbrænding
  3. affald til deponering
  4. farligt affald

Tabel:
Miljøvaredeklaration til brugeren

Deklarationen er udarbejdet dd-mm-åååå.
Dokumentation og supplerende oplysninger kan indhentes hos: Miljø- og kvalitetschef John Thor Straten, CardoDoor Production, Lupinvej 12, 9500 Hobro, Danmark

37.7 Sælgeren

Det er endnu ikke almindeligt, at kunder forlanger miljødata ved køb af en port. Faltec Porte A/S har kun en enkelt gang været forelagt spørgsmål om miljøforhold. I dette enkelte tilfælde var der til gengæld bedt om en omfattende redegørelse for livscyklusdata (fremstilling, brug og bortskaffelse), som man ikke havde mulighed for at besvare.

Ved markedsføring af porte er det væsentligt for Faltec Porte A/S at kunne fremhæve kvaliteter ved porten, så valget ikke alene sker ud fra prisen. Derfor slår man bl.a. på firmaets ansvar for mennesker og miljø.

Ved udsendelse af materiale til arkitekter og lignende er salgsvirksomheden i høj grad med til at definere, hvilke krav kunden stiller til en port, herunder funktionskrav i udbudsmateriale. Det vil således være salgsleddet, der kommer til at formulere kundernes krav til miljøoplysninger.

En miljøvaredeklaration vil kunne anvendes til:
profilering af firmaet på miljøområdet
at dokumentere slogan om ansvar for mennesker om miljø
at gøre kunden opmærksom på, at der kan stilles krav om miljøoplysninger
at standardisere de miljøspørgsmål, kunden stiller, så dokumentationen kan udarbejdes en gang for alle og
at hjælpe kunden med at stille de rigtige spørgsmål.

37.8 Fremstilling af port

37.8.1 Målgruppe

Målgruppen for miljøvaredeklarationen på råvarer vil være den professionelle indkøber hos producenten af porten, der har et vist generelt kendskab til miljøforhold. Indkøberen vil ofte skulle bruge deklarationen til at dokumentere overholdelse af vilkår i miljøgodkendelse, udarbejdelse af miljøredegørelse samt til deklaration af port overfor brugeren.

37.8.2 Forventninger til deklaration på maling

Deklarationen skal anvendes til egenkontrol, til sammenligning af alternativer og til at udarbejde en deklaration til forbrugeren.

Egenkontrol

For at dokumentere at vilkårene i miljøgodkendelsen om luftforurening er overholdt, skal CardoDoor Production A/S beregne udsendelsen af hvert enkelt opløsningsmiddel og beregne grænseværdier på baggrund af opløsningsmidlernes sammensætning (B-værdi og spredningsfaktor). Dette forudsætter en fuldstændig deklaration af opløsningsmidlerne.

Sammenligning af alternativer

For at kunne sammenligne maling fra forskellige leverandører, har CardoDoor Production A/S tidligere anvendt følgende data for færdig blandet grunder og for færdig blandet toplak:

Tabel:
Parametre til sammenligning af maling

Parameter

Enhed

Bemærkning

Lagtykkelse

µ

 

Teoretisk forbrug

l/m2

 

VOC sprøjteklar

g/l

 

B-værdi

mg/m3

Beregnet middelværdi

Kildestyrke

mg/m2

I forhold til malet areal

Spredningsfaktor pr. m2

m3/m2

Kildestyrke/B-værdi

Pris pr. færdig blanding

kr./l

 

Pris pr. m2

kr./m2

 

Tørretid v. 20 oC

min

 

Tørretid v. 60 oC

min

 

Indhold af zinkchromat

ja/nej

 

Antal påføringer for opnåelse af lagtykkelse

antal

 


Den funktionelle enhed vil være den mængde maling, der anvendes til 1 m2 port, så maling med forskellig lagtykkelse kan sammenlignes.

Den sammenlignelige miljøparameter er spredningsfaktoren pr. m2, der er den beregnede udsendelse af opløsningsmiddel (kildestyrke) divideret med den beregnede grænseværdi (B-værdien).

For at beregne B-værdien er det nødvendigt at have en fuldstændig deklaration af opløsningsmidler i den sprøjteklare maling, medmindre leverandøren kan levere en dokumenteret B-værdi og fordeling på klasser jfr. luftvejledningen.

Deklaration til forbrugeren

CardoDoor Production A/S ønsker at vide, hvilke uønskede stoffer, der findes i malingen.

Det skal være muligt at addere data til data for øvrige råvarer.

For den sprøjteklare maling skal oplyses:
Indhold af opløsningsmidler (fuld deklaration)
Indhold af uønskede stoffer, som Miljøstyrelsens har prioriteret til forbuds- og begrænsningsinitiativer (jfr. Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 9, 2000:"Listen over uønskede stoffer. En signalliste over kemikalier, hvor brugen på længere sigt bør reduceres eller stoppes").

37.9 Fremstilling af maling

37.9.1 Teknos A/S erfaringer med LCA og miljøvaredeklarationer

Teknos A/S har deltaget i to større projekter om livscyklusanalyser og miljøvaredeklarationer i samarbejde med COWI og en møbelkunde, MH A/S, samt en spansk leverandør af bindemidler til pulvermaling.

Dette samarbejde skulle efter projektbeskrivelsen munde ud i at MH A/S kunne udarbejde en miljøvaredeklaration på et skolemøbel udfra en fuld dokumenteret LCA-profil.

Dette viste sig desværre ikke at holde stik, da data ikke kunne fremskaffes hos underleverandørerne på de udenlandske markeder, som der hovedsageligt handles med. Endvidere kunne Miljøstyrelsens PC-værktøj, UMIP, som skulle være basis for projektet, kun levere 3-10% data.

Hos underleverandørerne i den internationale kemiske industri, har der været en vis skepsis og lukkethed, når de er blevet forelagt spørgsmålet om de ville udlevere livscyklusdata. De har været bekymrede for om deres data ville blive sammenlignet med konkurrenternes. Og de har dels ikke villet oplyse om processerne, da de ville beskytte deres knowhow.

Efter gentagne dialoger har Teknos A/S derfor måttet konkludere, at en LCA-profil, der er udarbejdet efter UMIP-metoden, er behæftet med så mange mangler og usikkerheder, at de ikke vil og kan arbejde med begrebet certificerede miljøvaredeklarationer. Dokumentationen var dog tilstrækkelig som baggrundsdokumentation i forbindelse med opnåelse af miljømærkning, der fokuserer på helt specifikke miljøpåvirkninger. De indsamlede data blev derfor anvendt i arbejdet på at opnå Svanemærket på et møbel.

LCA-profilen bekræftede den væsentligste miljøpåvirkning fra produktionen af pulvermaling, som allerede var opsamlet gennem kvalitets- og miljøstyringssystemet på Teknos A/S, og som der er igangsat forbedringstiltag på.

Set i lyset af disse betragtninger, vurderes det, at arbejdet med miljømærker er en mere overskuelig og konstruktiv måde at indlede et samarbejde på fremfor at udarbejde deciderede miljøvaredeklarationer. Det synes, at miljøvaredeklarationer er relevante for slutbrugeren af produktet, men ikke i mellemledene.

37.9.2 Miljømæssige oplysninger om malingen til CardoDoor

Teknos og CardoDoors miljøsamarbejde har hidtil været præget af åbenhed omkring oplysninger om produkternes indhold af opløsningsmidler og stofklasser, som er relevant for CardoDoor i h.h.t. at dokumentere luftvilkårene i miljøgodkendelsen.

Disse fremgår ikke alle af Teknos A/S leverandørbrugsanvisninger, da ikke alle opløsningsmidler bidrager til produktets faremærkning. Derfor udarbejdes dette særskilt og med den præcise opløsningsmiddelsammensætning med CAS-nummer og stofklasse. Her giver Teknos A/S i princippet konkurrencemæssige informationer om produktet videre, men gør det i respekt for vores fortrolige samarbejde og partnerskab med CardoDoor Production A/S.

CardoDoors svenske søsterselskab er begyndt med nogle spæde forsøg på at udarbejde miljøvaredeklarationer. CardoDoors kunder stiller ingen umiddelbare krav til at få oplysninger om portenes miljøforhold, og derfor skal indsatsen lægges der, hvor den giver størst værdi for CardoDoor Production A/S og Teknos A/S.

Teknos A/S har flere muligheder for at give flere oplysninger om produktet, end dem, der fremgår af de sædvanlige leverandørbrugsanvisninger. Så for at blive i Svanemærke-terminologien, har vi ladet os inspirere af følgende:

  1. Automatisk årlige udskrifter af oplysninger om køb af opløsningsmidler (VOC´er) fordelt på specifikke opløsningsmidler med CAS-nr., evt. stofklasser og B-værdier (med mindre dette strider mod VOC-direktivets overordnede syn på VOC´er)
  2. Oplysning om der er stoffer i malingssystemet, der er på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer

Det skal indarbejdes som rutiner i Teknos’ eksisterende kvalitets- og miljøstyringssystem samt IT-system, når det skal dokumenteres, hvorvidt råvarerne indeholder uønskede stofgrupper.

Teknos A/S har løbende dialog med underleverandører, og arbejder meget tæt sammen med dem, om at finde alternativer. Men belært af erfaring, kan det være en lang og besværlig proces at finde alternativer til uønskede stoffer. Dels at finde alternativer, der har samme kvalitative egenskaber og dels at udvikle nye recepter, der giver malingen samme eller bedre kvalitative egenskaber.

Det må erkendes, at Nordiske lakproducenter har meget lidt indflydelse på store udenlandske kemikoncerner, men ved at stille spørgsmål om f.eks. LCA-data, særlige indholdsstoffer m.v., så gør vi dog opmærksom på eventuelle problemstillinger.

37.9.3 Perspektivering

Den maling Teknos A/S leverer til CardoDoor Production A/S vurderes at være under 1 vægt -% af hele porten. I Svanemærket til møbler omtales overfladebehandlingen under 1 vægt -%, som værende bagatelgrænsen for, hvornår der ikke skal indhentes yderligere miljømæssige oplysninger.

Men overfladebehandlingen er en væsentlig proces i produktionen af porten i forhold til CardoDoors miljøgodkendelse og er derfor det valgt som et element i miljøvurderingen af en port.

Idet en port også består af aluminiumsprofiler og –blade, plast og jern, samt isoleringsmaterialer, vil det være yderst relevant efterfølgende at vurdere de væsentligste miljøpåvirkninger derfra, hvis resultatet skal have en bredere miljømæssig værdi.

37.9.4 Delkonklusion

Hvis der kommer Svanemærke på aluminiumsporte, vurderes at opløsningsmiddelbaseret maling ikke vil kunne leve op til kravene. Og det alene på grund af, at det indeholder opløsningsmidler. Men for at CardoDoor Production A/S og Teknos A/S kan få værdi af et tæt miljøsamarbejde, så har vi udvalgt to kriterier, opløsningsmidler og uønskede stoffer, som de væsentligste miljømæssige parametre.

Teknos A/S kan få input til en langsigtet overordnet plan for udfasning af eventuelle uønskede stoffer, i det omfang der er muligt. CardoDoor Production A/S kan få oplysninger om VOC´er, der kan bruges som dokumentation til det grønne regnskab, miljøgodkendelsens vilkår m.v. og få viden om der anvendes uønskede stoffer ved fremstillingen af en overfladebehandlet port.

Dokumentation for indkøb af indholdsstoffer i maling.

Kundekøb

Periode:

01/01/xx – 01/01/xy

Beskrivelse

CAS-nr

kg

Opløsningsmiddel 1

xx-xxx

xx

Opløsningsmiddel 2

xx-xxx

xx

Uønsket stof 1

xx-xxx

xx

Uønsket stof 2

xx-xxx

xx

Osv.