Miljøledelse i produktkæder - en eksempelsamling

40 Sammenfatning og konklusioner

Konkrete eksempler på formaliseret og forpligtende miljøsamarbejde er beskrevet i 2 produktkæder. Virksomheden DAN-RENS A/S har igennem en længere årrække arbejdet med miljøforhold, og SKY-LIGHT A/S har inden for de sidste år også fokuseret på miljøarbejde.

De faktuelle virksomheders forhold er beskrevet og det er blevet konstateret, at der især er barrierer med at inddrage miljøhensyn, når samarbejdet er mellem danske og udenlandske virksomheder.

Danske og udenlandske virksomheder i de 2 virksomheders produktkæde er blevet interviewet ud fra projektgruppens udarbejdede interviewskema. Svarene er blevet bearbejdet og sammenfattet. Værktøjer som benyttes af de 2 virksomheder er ligeledes beskrevet.

Konklusionerne er beskrevet i form af de barrierer som virksomhederne udsættes for, når miljøarbejdet sættes i fokus.

Erfaringsudvekslingen mellem DAN-RENS A/S og SKY-LIGHT A/S har været meget positiv og givtig for begge parter. Læringen af hinandens arbejde og håndtering af miljøforhold mellem kunder og leverandører er blevet diskuteret.

De danske adspurgte virksomheder har alle været meget imødekommende og villige til at besvare spørgsmål. Det har været vanskeligere at få en dialog i gang til de udenlandske virksomheder.

På trods af at danske virksomheder igennem længere tid har arbejdet med miljøforhold f. eks. opbygget og indført ISO 14001 standarden, EMAS-forordningen m.m., øges konkurrenceevnen ikke tilsvarende, hverken i forhold til eksisterende eller nye kunder. Private og offentlige kunder efterspørger i prioriteret rækkefølge pris, kvalitet og leveringssikkerhed og dernæst miljøforhold hos leverandørerne.

Samhandel med øvrige EU-lande vanskeliggøres, idet Danmark ønsker at være et foregangsland inden for miljøområdet og til stadighed indfører særregler. Dette medfører, at vareflowet besværliggøres.

Den uigennemskuelige lovgivning i Danmark besværliggør virksomheders miljøarbejde. Det er nødvendigt for danske virksomheder at afsætte enorme ressourcer for at overholde lovgivningen. Der er ikke meget hjælp at hente hos lokale tilsynsmyndigheder, som ikke synes at besidde de nødvendige ressourcer til at holde sig opdateret med den seneste lovgivning på området. De udenlandske leverandører kan ikke overskue den danske lovgivning, og derfor tilsidesætter de danske virksomheders forespørgsler på de miljømæssige områder.

Afrapporteringen til de offentlige danske myndigheder er meget ressourcekrævende, og kræver ofte specialistviden, som mindre virksomheder ikke har kendskab til. Denne ressource tages fra den tid, der kunne være brugt til nytænkning og nye tiltag inden for miljøområdet.

En harmonisering af dansk lovgivning i de enkelte kommuner vil lette arbejdet hos virksomheder generelt. Her tænkes på Bekendtgørelse om affald nr. 619 af 27. juni 2000.

På trods af de beskrevne forhold er danske virksomheder altid villige til at hjælpe hinanden med at få udført mest mulig miljøarbejde. Virksomheder ved godt de ved meget inden for miljølovgivningen, de er bare ikke sikre på at de ved nok.