Samfundsøkonomisk analyse af bortskaffelse af borespåner behæftet med oliebaseret boremudder (OBM) fra olieplatforme

7 Sikkerheds- og arbejdsmiljøforhold

7.1 Generelt
7.2 Injektion under havbund i samme felt
7.3 Injektion under havbunden i andet felt
7.4 Bortskaffelse på land

7.1 Generelt

Sikkerhedsforholdene afhænger dels af, om personer kan komme til skade ved de anvendte arbejdsprocedurer (fx blive klemt, når kraner løfter store byrder) og dels af, om det anvendte udstyr eller tilknyttede forhold kan udgøre en risiko for selve boreplatformens sikkerhedsmæssige situation (om udstyret fx kan forårsage brand eller eksplosion).

Arbejdsmiljøforholdene afhænger dels af de stoffer, der skal håndteres (frigives der fx organiske opløsningsmidler), og dels af de fysiske arbejdsopgaver (fx manuelle løft og dårlige arbejdsstillinger) samt af påvirkninger (fx støj) fra det anvendte udstyr.

Sikkerhed og arbejdsmiljø er meget afhængigt af den bortskaffelsesmetode der vælges, idet typen af udstyr og behovet for håndtering af borespånerne er meget forskellig for de forskellige metoder.

I det følgende vurderes sikkerhed og arbejdsmiljø for processerne på boreplatformen. Der ses således ikke på sikkerhed og arbejdsmiljø under selve transporten til land eller andet felt eller ved driften af genanvendelsesvirksomheden.

7.2 Injektion under havbund i samme felt

Den supplerende behandling af borespånerne sker i alt væsentligt i lukkede systemer. Metoden anvender kraftige pumper for at omdanne de udborede spåner til en grødagtig masse og opbygge et tryk i denne, som muliggør injektion i passende dybde under havbunden. Det supplerende udstyr svarer til andet udstyr, som allerede anvendes på boreplatforme, og udgør ikke en særlig risiko for platformen.

For så vidt angår arbejdsmiljø og personsikkerhed kan udstyret således også sammenlignes med allerede eksisterende udstyr på boreplatformene. Det er en stor fordel for personsikkerhed og arbejdsmiljø, at transport og behandling af borespåner hovedsagelig foregår i lukkede systemer, således at manuel håndtering undgås. Ved en fornuftig udformning og opstilling af udstyret samt ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet vil såvel personsikkerhed som arbejdsmiljø kunne blive fuldt tilfredsstillende.

7.3 Injektion under havbunden i andet felt

Transportmetoden mellem felterne vil være helt afgørende for sikkerhed og arbejdsmiljø. Hvis transporten indebærer manuel håndtering og tunge løft, vil det svare til den, der beskrives for "Bortskaffelse på land". Hvis transporten sker i lukkede systemer, vil forholdene svare til dem, der beskrives for "Injektion under havbunden i samme felt".

7.4 Bortskaffelse på land

De væsentlige sikkerheds- og arbejdsmiljøproblemer for de nødvendige supplerende processer er knyttet til transport og mellemlagring af borespåner internt på boreplatformen samt transport mellem denne og et skib, som kan transportere spånerne til land.

Med den nuværende teknologi kan borespånerne kun fragtes til land i beholdere10 (containere eller store sække), som kranløftes internt på boreplatformen og mellem denne og skibet.

Problemernes størrelse afhænger af den mængde borespåner, der skal håndteres per time.

Hvis mængderne er små, vil der normalt være plads og tid til at håndtere spånerne på en måde, som ikke medfører specielle problemer. Spånerne kan mellemlagres på boreriggen til vejret er gunstigt for løft af beholdere til skib, uden at mellemlagringen medfører for stor vægtmæssig belastning af platformen eller optager plads i et omfang, som medfører problemer for andre arbejdsopgaver. I denne situation vil sikkerhedsproblematikken være knyttet til et øget antal kranoperationer under udførelse af en boring, og til supplerende manuel håndtering af borespånerne ved lastning af transportbeholderne. Ved små borespånemængder pr. time påvirkes sikkerhed og arbejdsmiljø således af supplerende håndteringstiltag (såvel manuelle som med kran), men der skabes ikke en specielt kritisk situation for sikkerhed og arbejdsmiljø.

Hvis der i en periode udbores store mængder borespåner pr. time er forholdene imidlertid mere problematiske. Det skyldes, at

Fyldning af hver enkelt transportbeholder vil ske hurtigt, med deraf følgende behov for omrokering af transportbeholdere op til flere gange pr. time. Dette kan vanskeliggør forsvarlig håndtering sideløbende med andre operationer.

På grund af det høje aktivitetsniveau og de trange pladsforhold kan det være vanskeligt at gennemføre effektiv rengøring i arbejdsområderne Dette vil i så fald kunne medføre øget risiko for arbejdsskader.

Begrænsede pladsforhold og begrænsning af den tilladelige vægt på dækket af boreplatformen begrænser størrelsen af det mulige mellemlager11. Når lageret er fyldt må borearbejdet stoppe. Dette er dels meget kostbart (boreoperationer kan koste op mod 1 mio. kr. pr. døgn) og det kan i visse tilfælde føre til sikkerhedsmæssige problemer med boringen.

Der vil være risiko for at flytning af transportbeholdere fra boreplatform til skib forsøges gennemført under ugunstige vejrforhold, med henblik på at undgå at standse borearbejdet på grund af fyldt mellemlager.

Ved de hidtil godkendte danske operationer med oliebaseret borevæske og et stort transportbehov pr. tidsenhed, er de potentielle person-sikkerhedsmæssige problemer blevet reduceret ved operationelle og administrative tiltag. Der har således været behov for at øge bemandingen offshore for at sikre fornødent mandskab til at lede og gennemføre de ekstra kranløft og til ekstra rengøring. Selv om der herved er opnået rimelige sikkerhedsforhold for de enkelte medarbejdere, ville det, overordnet set, være sikkerhedsmæssigt gunstigere at anvende operationelle fremgangsmåder, som ikke medfører behov for øget offshore bemanding og øget bemanding i potentielt farlige arbejdsområder.

Håndtering af store mængder borespåner medfører således særlige sikkerhedsmæssige problemstillinger, som ikke kan imødegås i fuldt tilfredsstillende omfang med den nuværende teknologi.

10 Det har været overvejet at pumpe en opslemning af findelte borespåner direkte til tanke i skibet. Ved denne metode ville de supplerende processer på mange måder svare til dem, der er beskrevet for "Injektion under havbunden", idet der dog vil være behov for at mellemlagre borespånerne på boreplatformen, indtil forbindelse til skibet kan etableres. Der vil være behov for betydelige teknologiforbedringer, før metoden kan etableres i praksis. Det skyldes primært, at borespåneopslemningen ikke vil være stabil under transporten til land. De faste partikler vil i stort omfang udfældes i bunden af tanken, som derfor ikke vil kunne tømmes når skibet når land.
  
11 Ved boring på Syd Arne var det således kun muligt at oplagre borespåner fra ca. 12 timers arbejde