OMIT - Vejledning til miljø-opgørelse/dokumentation af international godstransport

1 Forord

OMIT-værktøjet er udviklet til at beregne energiforbrug og emissioner for international godstransport til og fra Danmark. Udviklingen er finansieret af Miljøstyrelsens program til fremme af renere produkter. I og med OMIT dækker internationale transporter, er den et supplement til Trafikministeriets nationale beregningsmodel TEMA2000 (COWI, 2000).

OMIT er udført i år 2000 og 2001 af:

Institut for Transportstudier, TetraPlan A/S, Institut für Energie- und Umweltforschung Heidelberg GmbH, International Transport Danmark, Danmarks Rederiforening, Banestyrelsen, Kombi Dan A/S og DSB Trafikplanlægning og Miljø.

TEMA2000 og OMIT bygger på det samme datagrundlag for så vidt angår skibsberegningerne, da søfart er et internationalt erhverv. For baneberegningerne har det været nødvendigt at skaffe nye europæiske data, da togenes størrelse, energiforsyning og dermed miljøbelastningen afhænger af, hvilket land de befinder sig i. Endelig er data for lastbiler baseret på en række simuleringer for en 48 ton lastbil i TEMA2000. Dette giver en forøgelse af energiforbrug og emissioner i forhold til den typiske europæiske 40 ton eksportlastbil, en afvigelse man bør kompensere for ved at anvende de reelle km per liter diesel.

Projektforløbet har været støttet af en følgegruppe, hvor følgende har deltaget: Miljøstyrelsen, Trafikministeriet, Banestyrelsen, DSB Trafikplanlægning og Miljø, Danmarks Rederiforening, Danske Speditører, Erhvervenes Transport Udvalg, International Transport Danmark og Kombi Dan.

Udformningen og tilpasningen af OMIT og beregningsmodellerne til erhvervslivets behov kunne ikke være sket uden hjælp fra mange sider. Derfor en stor tak til: Danfoss A/S, DFDS Tor Line Group A/S, Central Soya European Proteins A/S, Energistyrelsen, A/S Roulunds Fabriker, Scandlines A/S og Schenker-BTL A/S for deres tid og bidrag som det efter bedste evne er forsøgt at inddrage i projektet.

Der er lagt vægt på, at OMIT skal være let at bruge. Det betyder også, at der kun er begrænsede muligheder for at ændre på parametrene for transporterne. Udvælgelsen af de værdier, der kan ændres på, er sket ud fra et væsentlighedskriterium:
de skal være væsentlige for transportens energiforbrug og miljøbelastning
transportør og transportkøber skal have væsentlig indflydelse på dem.

Dette er tankegangen bag OMIT, god fornøjelse med programmet. Håbet er, at det ud over miljøopgørelser kan give større viden om, hvor transportør og transportkøber har mulighed for at reducere transportens miljøbelastning, og at denne viden vil lede til handling.

Projektet er afleveret til Miljøstyrelsen i oktober 2001.