Redegørelse om jordforurening 2001

12 Lukning af vandforsyningsboringer

I slutningen af 1997 fik Miljøstyrelsen udarbejdet en opgørelse over årsager til lukning af vandværksboringer, herunder også jordforurening fra punktkilder (Status for lukkede boringer ved almene vandværker, Miljøprojekt nr. 380 1998).

Opgørelsen viste, at 1.625 vandværksboringer var lukket inden for de 11 år, som opgørelsen omfatter. Heraf var 525 dog lukket før 1987 eller manglede oplysning om lukningsår. Langt de fleste var lukket af tekniske årsager, på grund af dårlig naturlig vandkvalitet, eller f.eks. fordi vandværket var lukket. På daværende tidspunkt blev der kun i enkelte tilfælde analyseret for miljøfremmede stoffer. Der er i dag ca. 11.000 vandværksboringer i Danmark.

På basis af anbefaling fra Depotrådet blev det besluttet at videreføre opgørelsen af årsager til lukning af vandforsyningsboringer. Som en del af indberetningen om jordforurening vedr. 1998, 1999 og 2000 og 2001 har kommunerne indberettet oplysninger om lukkede boringer. Ud over oplysninger om lukninger i indberetningsårene har nogle kommuner, som ikke tidligere har fremsendt oplysninger, suppleret med oplysninger om lukninger tidligere år.

I alt var der pr. 31.12.2000 indberettet oplysninger om 1.953 lukkede boringer. Med indberetningen pr. 31.12.2001 er det samlede antal indberettede lukkede boringer 2.148, heraf 126 i 2001 og 1.488 i perioden 1987-2000. De resterende 532 boringer er lukket før 1987 eller indberettet uden oplysning om lukningsår.

De 126 boringer, som er lukket i 2001, fordeler sig på 49 kommuner. 70 kommuner har ikke fremsendt indberetning, mens de resterende 156 kommuner har oplyst, at der ikke er lukket boringer eller igangsat avanceret vandbehandling i 2001. I alt har 233 kommuner i løbet af hele perioden indberettet oplysninger om lukkede vandindvindingsboringer.

Det er primært mindre landkommuner, som ikke har indberettet.

Naturskabte kvalitetsproblemer og tekniske årsager er den primære årsag til lukning, mens menneskabte forureninger i form af pesticider, nitrat eller andre miljøfremmede stoffer er årsag til i alt 739 tilfælde (34%). Punktkilderne er primært at finde i gruppen "andre miljøfremmede stoffer". Disse var pr. 31.12.2001 årsag til lukning af 134 boringer, heraf 11 i 2001. Der forekommer en stor andel (23%) i gruppen "anden årsag eller ukendt", som f.eks. kan være at et vandværk af økonomiske grunde har valgt at lukke boringen og tilslutte sig et andet vandværk.

Tabel 12.1
Årsager til Lukkede boringer ved almene vandværker

 

Før 19871

1987-2000

2001

Total

Naturskabte kvalitetsproblemer og tekniske årsager

329

550

43

922

Pesticider

13

353

47

413

Andre miljøfremmende stoffer

11

112

11

134

Nitrat

33

151

8

192

Anden årsag eller ukendt

148

322

17

487

I alt

534

1488

126

2148

Kilde: Amternes skriftlige indberetning
1 Inkluderer også oplysninger om lukninger, hvor lukningsår mangler.

I de senere år har der været fokus på risikoen for pesticidforurening af vandforsyningsboringer. Det har ført til at der er gennemført mange analyser af vandkvaliteten ved almene vandværker for forurening med pesticider. Ved undersøgelserne er der konstateret pesticidforurening af en række boringer. Udviklingen i årsager til lukning af boringer opgjort på pesticider, andre miljøfremmede stoffer og nitrat fremgår af figur 12.1.

Se her!

Figur 12.1.
Forureningskilder, der har været årsag til lukning af boringer ved almene vandværker.

I alt 128 ud af 2148 lukninger er forårsaget af punktkilder, primært forurenede industrigrunde og utætte kloakledninger jf. tabel 12.2. Punktkilderne udgør 12% af de samlede lukninger. Ved 1347 boringer var kilden til lukning ukendt, svarende til 63% af lukningerne. Det kan ikke udelukkes, at en del af disse skyldes punktkilder.

Tabel 12.2
Kilder til lukning af boringer ved almene vandværker fra 1987-99.

Kilde

før 19871

1987-2000

2001

Sum

Fladekilder:

 

 

 

 

Gartneri / Plantage

0

27

2

29

Landbrug / Skovbrug

21

156

14

191

Punktkilder:

 

 

 

 

Industrigrunde

7

62

0

69

Kloakledninger

12

18

1

31

Losse- og fyldpladser

3

10

0

13

Olie- og benzinanlæg

0

15

0

15

Andet

48

337

68

453

Ukendt

443

863

41

1347

I alt

534

1488

126

2148

Kilde: Amternes skriftlige indberetning.
1 Inkluderer også oplysninger om lukninger, hvor lukningsår mangler.

Ud af de 126 boringer, som lukkede i 2001, angives punktkilder som kilde i 1 tilfælde, mens fladekilder i form af landbrug, skovbrug, gartneri og plantage angives som kilde i 15 af tilfældene.

Indberetningen omfatter også boringer, hvor det har været nødvendigt at gennemføre avanceret vandbehandling. Ifølge indberetningen er der igangsat avanceret vandbehandling i forbindelse med 2 indvindingsboringer i 1970, 3 i 1994, 2 i 1997, 1 i 1998, og 1 i 2000.