Oprensning af PCE ved kemisk oxidation med kaliumpermanganat

Forord

I Danmark findes der ca. 14.000 forurenede grunde. Mange af disse grunde er forurenet med chlorerede opløsningsmidler, der bl.a. anvendes til affedtning af metalemner og rensning af tøj. Opløsningsmidlerne udgør en af de væsentligste forureningstrusler mod vores drikkevand og indeklima. Oprensning af chlorerede opløsningsmidler i grundvandet med traditionelle metoder har vist sig at være meget vanskelig med lange oprensningstider - og restforurening har vist sig at være et problem i finkornede jordlag, som findes næsten overalt i Danmark.

Det har derfor i flere år været stadigt mere presserende at finde nye metoder, som kan fjerne forureningen hurtigere og mere effektivt. En af de helt nye afværgemetoder, som afprøves i disse år, er kemisk oxidation med anvendelse af kaliumpermanganat (KMnO4) i den mættede zone. KMnO4 er et meget kraftigt oxidationsmiddel med en meget karakteristisk rød farve, der effektivt og hurtigt i løbet af timer kemisk nedbryder chlorerede forbindelser som tetrachlorethylen og trichlorethylen fuldstændigt. Selve oxidationsprocessen forløber i vandfasen og sker derfor mest effektivt i den mættede zone.

Metoden er blevet afprøvet på et renseri i Odense, hvor der tidligere er gennemført en in-situ-oprensning af tetrachlorethylen i den umættede zone ved termisk assisteret vakuumekstraktion - kombineret med oppumpning af grundvand til fanekontrol. Efter godt 1 år med oppumpning af forurenet grundvand var det vanskeligt at komme længere ned i forureningsniveau. Restforureningen i grundvandet er derfor efterfølgende blevet forsøgt oprenset med tilsætning af kaliumpermanganat som oxidationsmiddel.

Denne rapport belyser resultaterne af oprensningen med kaliumpermanganat i den mættede zone på renseriet.

Afværgeprojektet er udført af COWI A/S for Fyns Amt. Projektet er et led i Miljøstyrelsens Teknologiudviklingsprogram for jord- og grundvandsforurening. Danmarks Tekniske Universitet har ligeledes deltaget i projektet.