| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Baggrundsdokument for fastsættelse af grænseværdi for nedfald af støv og regulering af støvemissioner fra diffuse kilder

1 Problemstilling

Støvgener omkring udendørs oplag kan i de fleste tilfælde undgås ved regulering med driftsvilkår. Der kan imidlertid ofte være behov for at kontrollere, at driftsvilkår sikrer tilstrækkeligt mod støvgener i omgivelserne. Tilsynsmyndigheder har i den forbindelse behov for en grænseværdi og en metode til at kontrollere, om grænseværdien er overholdt.

1.1 Grænseværdi til beskyttelse mod støvgener

Formålet med dette projekt er at udarbejde et forslag til en grænse for nedfaldet af partikler omkring industrielle aktiviteter. Projektet omhandler fastsættelsen af en grænseværdi til beskyttelse mod gener i omgivelserne. Hermed menes gener, der er en følge af nedfaldet af synligt støv i omgivelserne. For en nærmere beskrivelse af kriterierne for den foreslåede grænseværdi henvises til afsnit 4.1.

1.2 Støv i udeluft - definitioner

I forbindelse med forekomsten af støv i udeluft skelnes der mellem støvfald og svævestøv.

Støvfald defineres som den del af de luftbårne partikler i udeluften, der sedimenterer på overflader. ”Røgudvalget”, nedsat af ATV i 1962, definerede støvfald som ”Partikler der fra atmosfæren falder på jordoverfladen, eller som tilføres denne med nedbør – ofte betegnet sedimentstøv” /1/. Vægtmæssigt domineres støvfaldspartikler normalt helt af partikler større end 20 µm – 30 µm. Støvfald forekommer i meget varierende mængde, også uden forekomst af menneskeskabte kilder. Støvfald måles som den gennemsnitlige masse, der tilføres en given arealenhed pr. tidsenhed. Støvfald måles ofte i enheden g/m²/døgn.

Støvfald måles normalt i en vanduopløselig og en vandopløselig fraktion. Ved nedfald af uopløseligt støv forstås den del af støvfaldet, som ikke kan opløses i vand, og ved opløseligt støv forstås den vandopløselige del af støvet. Ved måling af det totale støvfald skelnes der ikke – som der er tradition for i forbindelse med måling af depositionen af specifikke kemiske forbindelser fra atmosfæren – mellem våddeposition (deposition ved udvaskning med nedbør) og tørdeposition (deposition ved afsætning på overflader i situationer uden nedbør).

Svævestøv er den del af de luftbårne støvpartikler, der holder sig svævende i luften i længere tid, og som dermed med vinden kan transporteres langt væk fra kilden. Af praktiske hensyn defineres svævestøv ofte som den del af det luftbårne støv, der kan opsamles med et standardiseret udstyr til måling af total svævestøv (TSP, total suspended particulates). Da partiklernes vægtfylde har en væsentlig indflydelse på deres sedimentationshastighed, er det ikke muligt at give en entydig størrelsesesangivelse for svævestøv. Den aerodynamiske diameter af svævestøvspartikler i udeluft kan være 100 µm  eller mere på positioner tæt ved væsentlige støvkilder. Da de største partikler har en høj faldhastighed, og derfor ganske hurtigt vil sedimentere, vil svævestøv i udeluften under normale vindforhold dog typisk bestå af partikler, der er mindre end 20 µm – 30 µm. Svævestøv i udeluft måles typisk i enheden µg/m³.

1.3 Baggrund

1.3.1 Generelt om støvemissioner

I almindelighed foregår industriel produktion i Danmark indendørs, og produktionsudstyret er ofte lukket. Luftbårne partikler dannet ved produktionsprocesser fjernes normalt ved punktudsugning eller rumventilation og emitteres - eventuelt efter en forudgående luftrensning – til det fri gennem et afkast eller en skorsten. Emissionen fra sådanne punktkilder er i almindelighed uafhængig af de meteorologiske forhold. Emissionen fra punktkilder kan ofte forholdsvis enkelt bestemmes ved måling, og kildens bidrag til immissionskoncentrationen kan efterfølgende beregnes ved hjælp af spredningsmeteorologiske modeller. Miljøstyrelsens Luftvejledning nr. 2/2001 anviser, hvorledes emissioner af støv fra punktkilder skal reguleres.

Nedfald af støv opstår ofte som følge af emissioner fra diffuse kilder. Diffuse kilder til støv er typisk åbne, udendørs oplag af partikulært materiale, men kan også være åbne døre, porte og vinduer på virksomheder, der håndterer støvende materiale i produktionen. Diffuse støvemissioner fra mindre flader såsom døre og vinduer er ofte synlige i emissionsøjeblikket. Størstedelen af de emitterede støvpartikler sedimenterer på overflader inden for en radius af 500 meter fra kilden. Aflejrede støvpartikler kan genophvirvles, hvorved områder, hvor støvfald forekommer, kan udgøre en sekundær diffus kilde til støv. Emissioner af støv fra diffuse kilder er ikke reguleret af Miljøstyrelsens vejledning nr. 2/2001.

Ofte løses problemer som følge af støvgener ved regulering af driften. Klagesager søges løst ved dialog mellem virksomheden, tilsynsmyndigheden og de berørte beboere. Hvor vedvarende klager forekommer, og hvor problemerne ikke løses ved regulering af driften, bruges ofte kontrolmålinger af støvfald med det formål at kontrollere størrelsen af det faktiske nedfald af støv. Der er i den forbindelse behov for at kunne sammenholde måleresultaterne med en egentlig grænseværdi for det samlede støvfald. En gennemgang af tilsynsmyndighedernes praksis for regulering af diffuse støvemissioner fremgår af afsnit 3.1.

1.3.2 Sundhedsskadelige virkninger af støv

De sundhedsskadelige virkninger af svævestøv i udeluften har været genstand for omfattende undersøgelser i det seneste ti år og er til stadig debat. Der er fundet overbevisende dokumentation for, at en forøget forekomst af svævestøv i udeluften medfører en øget overdødelighed i byområder. Effekten af trafikkens bidrag til svævestøv i Danmark er estimeret /2/. Nyere undersøgelser har vist, at partikler mindre end 2,5 um er hovedansvarlige for de sundhedsskadelige effekter. EU har indført grænseværdier for PM₁₀ på 40 µg/m³ som årsmiddelværdi i udeluften /3/.

Imidlertid domineres støvfald som nævnt af store partikler. Den helt overvejende vægtmæssige andel af støvfald vil have en aerodynamisk diameter større end 20 µm – 30 µm. En human eksponering for de partikler, der som støvfald afsættes på overflader, kan forekomme som følge af genophvirvling. Støv kan genophvirvles i udeluften under ændrede vindforhold eller ved kørsel hen over støvbelagte områder. Genophvirvling kan også ske i indeluften efter transport til boliger via fodtøj eller lignende. Partikler > 20 µm vil ikke transporteres til lungerne ved indånding, men derimod overvejende afsættes i de øvre luftveje, hvorfor det typisk vil være de øvre luftveje der påvirkes at denne størrelse partikler. Partiklerne vil endvidere kunne fjernes fra svælget ved synkning, og opløselige fraktioner vil efterfølgende kunne optages i mavetarmkanalen.

Hensyntagen til de sundhedsskadelige aspekter ved støvdepsoition indgår imidlertid ikke i dette projekt, hvor fokus er placeret på geneeffekter som følge af synlig deposition.

1.3.3 Gener som følge af støvfald

Når nedfaldet af partikler i udemiljøet forekommer med en sedimentationshastighed, der er over et vist niveau, vil der i beboede områder kunne opstå klager over støvgener. Støvgenerne skyldes en oplevelse af, at synligt støv hurtigt ophobes på overflader. Med gener menes derfor i det følgende gener som følge af synligt støv på overflader.

Perception er en væsentlig faktor i forbindelse med oplevelsen af gener på grund af støvfald. I hvilket omfang der opleves gener, afhænger af den enkeltes tolerancetærskel. Vrins /4/ vurderer, at de fleste typisk vil kunne se eller registrere støv på overflader, når støvpartikler ligger i et lag på 0,1 g/m². Om et lag af støv svarende til denne ”perceptionsgrænse” giver anledning til gener, afhænger af den hastighed, hvormed partiklerne akkumuleres på overfladen. Alle mennesker vil anse det for naturligt, at genstande i udemiljøet bliver støvede efter et vist tidsrum. Havemøbler m.m. skal vaskes af med jævne mellemrum, men hvis rengøringen skal foretages dagligt eller flere gange om dagen, vil de fleste opleve støvfaldet som generende. Kortvarige episoder, hvor en kraftig afsætning af synlige partikler forekommer, vil ofte blive husket længe af naboer til støvende oplag. Mange vil typisk føle, at selv få årlige episoder af støv på vasketøj, havemøbler, bil o.s.v. berettiger til at karakterisere kilden som et varigt problem. Støvets udseende og egenskaber i øvrigt er ligeledes af afgørende betydning for oplevelsen af gener. Gene-oplevelsen vil endvidere typisk være relateret til det ”naturlige” baggrundsniveau i det aktuelle område. Noget højere støvfaldsniveauer kan således accepteres af de fleste i kystnære områder, hvor sandflugt og saltholdige partikler lejlighedsvis kan bidrage med et ganske kraftigt støvfald, eller i centrale bydele med høj trafikintensitet, hvor genophvirvling af vejstøv vil være en væsentlig kilde til støvfald.

At tolerancetærsklen i dag formodentlig er lavere for nedfald af støv end den var for 30-40 år siden, kan dels skyldes en stigende miljøbevidsthed i befolkningen, og dels et generelt faldende baggrundsniveau for nedfaldet af partikler. For en beskrivelse af udviklingen i baggrundsniveauer henvises til afsnit 2.1.

1.3.4 Tilsynsmyndighedernes rolle

Der opstår ofte støvgener i nærmiljøet omkring industrier, der håndterer og oplagrer støvende materiale. Eksempler herpå er oplag af kul, flyveaske, grus, træspåner og korn. Hvis der omkring virksomhederne opstår gentagne episoder med støvfald over et vist niveau, vil tilsynsmyndighederne typisk modtage klager over støvbelægninger på tage, biler, havemøbler og lignende. Disse klager behandles af miljøafdelinger i amter eller kommuner.

Ofte er der i virksomhedernes miljøgodkendelse indført et vilkår om, at virksomheden ikke må give anledning til støvgener i omgivelserne. Støvgener undgås i videst mulige omfang ved driftsforanstaltninger, jf. afsnit 3.1. Skulle støvgener alligevel opstå, vil tilsynsmyndighederne typisk ønske at udføre en objektiv kontrol af problemets omfang. Som tidligere nævnt findes der metoder til måling af støvfaldet, men ingen danske grænseværdier for støvfald, og danske kommuner og amter benytter derfor ofte de tyske retningslinier. De tyske krav, der blev fastsat i 70’erne, er sammenholdt med eksempler på andre udenlandske grænseværdier i afsnit 4.2. Erfaringen viser, at man under danske forhold kun i yderst sjældne tilfælde vil observere overskridelser af de tyske grænseværdier. Dette gælder også i sager, hvor tilsynsmyndigheden modtager vedholdende klager fra naboer til støvende anlæg.

1.4 Kilder til støvfald

Luftbårne partikler vil sedimentere som følge af deres tyngde eller inerti. Små og lette partikler kan langtransporteres – blandt andet kan pollen fra nord-europæiske områder undertiden observeres i ganske betydelige mængder i svævestøv i Danmark. Jo større og tungere partikler, jo hurtigere sedimentation. Partikler større end 30-50 µm vil - afhængig af deres densitet og de aktuelle vindforhold – oftest aflejres inden for ganske kort afstand af kilden. Støvgener omkring lokale kilder opleves næsten aldrig uden for en radius af 1 km fra kilden. Figur 1 illustrerer afstandens indflydelse på sedimentationen. Som det fremgår, aftager støvfaldet ekspotentielt som funktion af afstanden fra kilden. Årstidsvariationen skyldes de meteorologiske betingelser, der blandt andet medfører et varierende fugtindhold i overfladelag. Figur 1 viser et tilfælde, hvor lavere nedbør har medført højere støvemissioner i sommerperioden.

Figur 1.
Afstandens indflydelse på afsætningen af støv fra diffuse kilder, illustreret ud fra et undersøgelsesresultat fra en kulplads beliggende ved kysten, gengivet efter /5/.

1.4.1 Naturlige kilder

De mest dominerende naturlige kilder til nedfald af støv i Danmark vurderes at være:

• Salte og partikler fra havskum (i kystnære områder)
• Jord- og sandpartikler
• Plante- og insektdele
• Pollen (sæsonbestemt)

Langtransporteret svævestøv fra kontinentet vil typisk bestå af partikler med en diameter, der er mindre end 1 ?µm. Selv om disse partikler i et vist omfang afsættes på overflader efter agglomeration med andre partikler og dermed falder ned som en bestanddel af større partikler, udgør de under normale omstændigheder næppe en betydende andel af den totale mængde støvfald. Partikler fra havområder, primært fra ophvirvlet havskum - herunder opløselige salte - vil afhængig af de aktuelle meteorologiske forhold transporteres ind over kystnære landområder og afsættes som støvfald. Jo nærmere kysten, jo mere betydende vil bidraget fra havområdet være.

Ophvirvlingen af partikler til udeluften og størrelsen af støvfaldet er afhængig af en lang række faktorer, hvoraf de væsentligste er:

• Områdets geologi, det vil sige jordpartiklernes størrelse, form og vægtfylde
• Fugtindhold i de øverste jordlag
• Nærhed til hav eller vådområder
• Vegetation
• Meteorologiske forhold, herunder især nedbør, vindhastighed og vindretning

Særlige forhold gør sig gældende i andre geografiske områder, hvor der kan forekomme momentane, kraftige støvudviklinger fra for eksempel vulkanudbrud, skovbrande, sandpartikler fra ørkenområder m.m., men dette vil næppe være relevant i større omfang for nedfaldet af partikler i Danmark. DMI oplyser dog, at forekomst af sandpartikler i nedbør under sydlige vinde i særlige perioder kan skyldes Sciroccoen, som er en vind med sandfyldt luft fra Sahara, som via højtliggende luftlag kan transporteres over flere tusinde kilometer /6/.

1.4.2 Menneskeskabte kilder

1.4.2.1 Punktkilder

I almindelighed foregår industriel produktion i Danmark indendørs, og produktionsudstyret er ofte lukket. Eventuelle støvemissioner fjernes ved punkt-og rumventilation og emitteres til det fri gennem et afkast eller en skorsten, ofte efter en forudgående rensning via for eksempel en cyklon eller et posefilter. Sådanne renseanordninger vil være meget effektive over for partikler > 10 µm, og derfor vil punktkilder typisk kun være årsag til et generende nedfald af støv i de nære omgivelser i tilfælde, hvor der er væsentlige driftsforstyrrelser på rensningsanlægget.

Miljøstyrelsens Luftvejledning /7/ anviser i øvrigt, hvordan punktkilder i industrien skal reguleres. Kontrol af støvemissioner fra punktkilder foregår normalt ved emissionsmålinger, der kan udføres ved prøvetagning direkte i afkastet eller skorstenen.

Tidligere udgjorde emissioner af støv fra forbrænding væsentlige punktkilder i forbindelse med nedfald af partikler i byer (flyveaske, sod, oliekoks fra energiproduktion og boligopvarmning), men bidraget fra disse kilder er reduceret betydeligt med indførelsen af naturgas og mindre svovlholdigt kul og olie, samt med indførelsen af anlæg til røggasrensning. Et særligt område inden for forbrænding udgøres i denne forbindelse af små brændeovne, der anvendes i boliger. Emissioner af dioxiner fra brændeovne er undersøgt under danske forhold /8/, men der foreligger ikke egentlige undersøgelser af den samlede støvemission og af kornstørrelsesfordelingen af partikler fra brændeovne. Det vurderes, at der kun i få og særlige tilfælde – for eksempel ved særligt sodende forbrænding - vil være risiko for gener som følge af nedfald af synligt støv fra røgpartikler fra brændeovne. I forbindelse med røg/sod fra forbrændingsprocesser vurderes de sundhedsmæssige aspekter imidlertid af have afgørende betydning.

1.4.2.2 Vejtransport

En af de mest væsentlige menneskeskabte kilder til nedfald af støv er i dag transportsektoren, hvor ophvirvling af vejstøv formodentlig udgør den væsentligste kilde til støvfald i byområder. Vejstøv er en fællesbetegnelse for al det støv, der lægger sig på vejarealer, herunder støv fra naturligt forekommende kilder blandet med sod og sliddele fra dæk og bremser. Amerikanske undersøgelser har vurderet, at ca. halvdelen af emissionen af vejstøv til luften udgøres af partikler, der er større end 10 µm /9/. Dette indikerer, at vejstøv i høj grad afsættes som støvfald langs trafikerede veje. En oversigt over indholdet af sundhedsskadelige stoffer i vejstøv i relation til trafikkens bidrag til jordforurening er vist i /10/.

Nedfald af støv, der opstår som følge af transporten af støvende materiale til og fra udendørs oplag, er beskrevet i det følgende afsnit ”Diffuse kilder”.

1.4.2.3 Diffuse kilder

Visse støvende operationer i industrien og energisektoren foregår udendørs, enten på grund af deres størrelse, eller af sikkerhedsmæssige årsager. Her er det ikke umiddelbart muligt at etablere tvungen ventilation. En eventuel støvdannelse fjernes derfor med vinden, og der opstår en diffus emission.

De fleste støvgener opstår som følge af diffuse emissioner af støv fra oplag eller håndtering af støvende materiale. Udendørs oplag af støvende materiale vil typisk bestå af råmaterialer eller affaldsprodukter til videre håndtering og deponering.

Oftest finder udendørs oplag sted på virksomhedens egen grund. Oplagets fysiske beliggenhed og udformning vil være af betydning for støvdannelsen. Faktorer, der i øvrigt har indflydelse på støvflugten, er beskrevet i afsnit 1.5.

Emissioner i form af diffuse udslip er ikke omfattet af Miljøstyrelsens Luftvejledning.

Eksempler på kilder, der kan give anledning til støvgener, er:

• Oplag og håndtering af 
  • kul
  • flyveaske 
  • slagger
  • træspåner/savsmuld
  • grus, ler og sten
  • korn
  • cement
  • kalk
  • kompostering
  • formaling af østers/muslingeskaller
• Diffuse kilder til støv på industrielle anlæg (via åbne porte eller tagvinduer), f.eks. på anlæg til
  • tørring af korn og foderstof (ved påslag) 
  • sandblæsning 
• Entreprenørarbejder
  • udgravning
  • transport af bortgravet materiale
• Drift af landbrug
  • håndtering af korn og halm
  • jordfygning ved markarbejde

Diffuse støvemissioner kan ske ved mange former for håndtering, herunder for eksempel udvinding (udgravning, sprængning), knusning, sigtning, tørring eller destruktion.

Der kan ligeledes ske støvemissioner ved transport af støvende materialer og produkter. I denne sammenhæng er det væsentligt at skelne mellem transporten på virksomhedens eget område, og transporten uden for virksomhedens område. Støvemissioner fra den interne transport på virksomhedens interne område reguleres via krav fra tilsynsmyndigheden til virksomheden i form af driftsvilkår, jf. afsnit 3.1. Såfremt den eksterne transport udføres af underleverandører (transportfirmaer), skal emissioner fra den eksterne transport reguleres ved krav til virksomhedens underleverandører.

På virksomhedens eget område vil der kunne ske emissioner af støv fra for eksempel transportbånd, under af- og pålæsning samt fra køretøjer på området.

Med hensyn til transporten uden for virksomhedens område kan der ske støvemissioner direkte fra lastbiler og køretøjer langs oplagets til- og frakørselsveje, og der kan ske en genophvirvling af støv fra disse veje. Der kan under transport ske omlastning på for eksempel havneanlæg, hvor der kan ske støvemissioner under oplagring, losning og lastning.

En nærmere gennemgang af hvordan støvemissioner fra diffuse kilder kan reduceres, fremgår af afsnit 3.1.3.

1.5 Ophvirvling af støv fra udendørs oplag

I det følgende gives en kort gennemgang af de parametre, der har en væsentlig indflydelse på dannelsen af luftbåren støv fra udendørs oplag af støvende materiale. Oplysningerne er fundet ved litteratursøgning. Langt de fleste undersøgelser på dette område gælder for støv fra kulbunker, som er langt den bedst beskrevne diffuse kilde til støv. Gennemgangen vil derfor tage udgangspunkt i de beskrivelser, der er fundet for støv fra kulbunker. De beskrevne faktorer og mekanismer for støvdannelse er imidlertid generelt gældende for udendørs oplag af støvende materiale og kan derfor overføres til andre områder.

Risikoen for at vinden ophvirvler og transporterer støv til det omgivende nærmiljø, afhænger af vindforholdene og af partiklernes størrelse, densitet og fugtighed.

1.5.1Partikelstørrelse og -densitet

Støvfaldet vil som illustreret af figur 1 være størst tæt på kilden. Figur 2 illustrerer hvor langt forskellige størrelser af kulpartikler vil transporteres væk. Figur 2 viser erfaringsværdier for partikler på toppen af en 5 meter høj kulbunke, og gælder for vindhastigheden 5 m/s. For kulbunker gælder, at en leverance af kul knust med en diameter op til 50 mm kan indeholde 2% - 8% materiale mindre end 125 µm /11/. Kulpartikler, der er mindre end 125µm kan defineres som kulstøv, som, jf. figur 2, risikerer at emitteres fra kulbunker ved støvflugt.

Figur 2.
Afstand, som kulpartikler af forskellig størrelse tilbagelægger, som funktion af partiklernes størrelse. Figuren viser den beregnede transport for kulpartikler, der er placeret oven på en 5 meter høj kulbunke, og for en vindhastighed på 5 m/s /12/.

Corn /12/ angiver, at densiteten af individuelle luftbårne partikler vil kunne variere i området 0,5 g/cm³ – 6,5 g/cm³. Til sammenligning er densiteten af typiske materialer, der opbevares i udendørs lagre: Grus: 2,5 g/cm³ eller derover, kul (antracit): 1,4 g/cm³ – 1,8 g/cm³, flyveaske: 1,3 g/cm³ – 1,4 g/cm³, og træ: fra 0,4 g/cm³-0,6 g/cm³ for de letteste træsorter (for eksempel rødgran) og op til 1,0 g/cm³ for de tungeste (for eksempel eg).

1.5.2 Fugtindhold

Fugtindholdet af partiklerne i de øverste lag har stor indflydelse på forekomsten og omfanget af vinderosion på udendørs oplag af materialer. Der er foretaget undersøgelser af kulpartiklers evne til at medrives af vinden i forbindelse med oplagring af kulpladser omkring kraftværker. Coates (1991) /13/ angiver som en tommelfingerregel, at kulbunkers risiko for at afgive vindbårent støv kan betragtes som meget stor, hvis overfladens fugtindhold er mindre end 4%, begrænset så længe fugtindholdet er 4% - 8%, og lav hvis fugtindholdet er over 8%. Nicol og Smitham /14/ har for en given kultype fastlagt et ”kritisk fugtindhold”, ved hvilket støvemissioner fra kulbunker kan forhindres.

Figur 3.
Effekt af vandindholdet i overfladen af kulbunker på emissionen af vindblæst kulstøv /14/.

Særligt støvende situationer kan opstå omkring oplag af støvende materiale i frostperioder, når der samtidig ikke er snedækning. Dette kan blandt andet forekomme, hvis der benyttes vandingsanlæg til befugtning af bunker og transportveje på anlægget, idet vandingsanlægget kan være ude af funktion i disse perioder.

1.5.3 Genophvirvling

Støvpartikler, der aflejres i udemiljøet, kan genophvirvles af vinden. Risikoen for genophvirvling afhænger af overfladen, hvorpå partiklen er deponeret, og af partiklens størrelse, tyngde og fugtindhold. Genophvirvlingen kan ske adskillige gange og bevirke, at støvet fra en given kilde transporteres i uventede retninger.

New zealandske retningslinier for håndtering af støvende oplag angiver, at små partikler i bunker af støvende materiale som en generel tommelfingerregel vil kunne ophvirvles af vinden (uden mekanisk påvirkning ved håndtering), når vindhastigheden er over 5 m/sek. /15/.

Afhængig af støvpartiklernes fysisk-kemiske egenskaber kan nedbør og vanding medføre en skorpedannelse, som i større eller mindre grad binder partiklerne til overfladen og mindsker risikoen for genophvirvling. Et eksempel herpå er flyveaskepartikler /16/.

Typisk observeres et forhøjet støvfald på arealer, der støder op til asfalterede områder, hvor der foregår jævnlig trafik, og dette kan skyldes genophvirvling. 

Omkring byggepladser og åbne oplag kan tunge køretøjer bringe våd jord og støv fra byggepladsen til de tilstødende kørselsveje, hvorfra de typisk genophvirvles. Partikler, der deponeres på områder uden vegetation som for eksempel asfalt, genophvirvles let fra overfladen. Genophvirvling vil derfor forekomme, når der er tilstrækkelig vind eller turbulens omkring køretøjer. Endvidere skal man være opmærksom på, at depositionen af partikler typisk vil øges i “lækroge”, for eksempel nær husmure, større træer og lignende.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |