Redegørelse om jordforurening 2002

6 Den private indsats

6.1 Frivillige undersøgelser/oprydninger

Private grundejere ønsker i mange situationer at igangsætte undersøgelser og/eller oprydning for at kunne få tilladelse til ændret anvendelse af ejendommen eller for at undgå kortlægning eller få hævet kortlægning af en ejendom.

I henhold til jordforureningsloven skal ejeren søge amtet om tilladelse til ændret arealanvendelse, såfremt det pågældende areal er fastlagt af amtet som indsatsområde, skal anvendes til bolig, børneinstitution, offentlig legeplads, rekreativt område, alment tilgængeligt område, kolonihave, sommerhusgrund eller institution. I alle andre situationer stilles der ikke i jordforureningsloven krav om ansøgning forud for ændret arealanvendelse eller byggeri, herunder frivillig oprydning. Kommunen, som er byggemyndighed, har dog mulighed for at stille vilkår i forbindelse med byggesagsbehandlingen om oprydning m.v.

6.2 Påbud om undersøgelser/oprydning

Myndighederne har ligeledes mulighed for at udstede påbud til en forurener om at gennemføre undersøgelser og/eller oprydning over for forureningen.

En af de væsentligste ændringer med jordforureningsloven er bestemmelsen vedr. påbud efter lovens § 41. Bestemmelsen trådte i kraft den 1. januar 2001. Herefter kan de påbuds-kompetente tilsynsmyndigheder meddele påbud om oprydning af forureninger på ubetinget ansvarsgrundlag (objektivt ansvar) til den, der i erhvervsmæssigt eller offentligt øjemed driver eller drev den virksomhed eller anvender/anvendte det anlæg, hvorfra forureningen stammer.

Anvendelsen af bestemmelsen i § 41 er dog underlagt en væsentlig begrænsning, idet lovens § 42 bestemmer, at bestemmelsen i § 41 kun kan anvendes ved forureninger, såfremt miljømyndigheden godtgør, at den væsentligste del af forureningen er sket efter den 1. januar 2001.

6.2.1 Påbudsmuligheder ved villaolietanke

Fra den 1. marts 2000 har det været muligt for de påbuds-kompetente myndigheder på et objektivt grundlag at udstede påbud om undersøgelser eller oprensning i forbindelse med forureninger fra private olietanke. De nærmere betingelser for at kunne udstede et sådant påbud findes i § 48 i jordforureningsloven. Påbud kan herefter meddeles ejere af olietanke, hvis blot forureningen er konstateret efter den 1. marts 2000. Det er dog en forudsætning, at der er tale om en olietank med et rumindhold på under 6.000 liter, som primært anvendes til boligopvarmning. Derudover skal tanken have været anvendt efter den 1. marts 2000 og skal have været eller kunne have været anvendt umiddelbart før konstateringen af forureningen.

Samtidig med at § 48 trådte i kraft, trådte også lovens § 49 i kraft. Sidstnævnte bestemmelse fastsætter en forsikringspligt for ejere af olietanke, til hvem der kan meddeles påbud efter § 48. Forsikringen skal dække de udgifter til undersøgelse og oprensning, der følger af et påbud udstedt i medfør af § 48. Oliebranchen i Danmark har i samarbejde med Topdanmark A/S etableret en forsikringsordning, der opfylder lovens krav til forsikringsdækning. Denne ordning blev gjort tilgængelig, samtidig med at forsikringspligten i medfør af loven indtrådte. Ordningen indebærer, at ejere af olietanke automatisk er dækket af forsikringen, når de får leveret fyringsolie fra et af de selskaber, der deltager i ordningen, enten direkte fra det pågældende selskab, eller gennem en forhandler, der bliver forsynet med olie fra et af disse selskaber.

Ifølge Oliebranchens Miljøpulje, der står for den praktiske indsats vedr. undersøgelse og oprensning af forureninger, har udviklingen i antallet af skader pr. år og den gennemsnitlige omkostning pr. skade været som følger:

Tabel 6.1 Udviklingen i antal og gennemsnitsomkostninger

Kilde: Oliebranchens Fælles repræsentation

År Antal skader Gennemsnit omkostning pr. skade
(excl. Moms)
2000 1 100 356.000
2001 161 337.000
2002 180 322.000
1Fra og med 1. marts 2000

Siden loven trådte i kraft 1. marts 2000 har Oliebranchens Miljøpulje i alt behandlet 571 sager til en gennemsnitlig omkostning pr. skade på 316.000 kr. excl. moms. Hertil skal lægges et antal sager, hvor der er udstedt et påbud, men hvor der ikke har været forsikringsdækning, bl.a. fordi der har været tale om ulovlige tanke. Der findes i dag ikke opgørelser over antallet af sådanne sager og den gennemsnitlige omkostning pr. skade på disse.

Det fremgår af tabel 6.1, at der er en vis underrapportering til ROKA, idet der kun er indberettet 86 sager.

6.3 Antal oprydninger

Efter en stigning i det samlede antal privat finansierede oprydninger, excl. oprydninger foretaget af Oliebranchens Miljøpulje i 2001 er aktiviteten faldet igen i 2002 (tabel 6.2).

Indberetning af de oprydninger, hvor kommunerne har myndighedsansvaret, dækker kun perioden fra 1996 og fremefter. Opgørelsen af det totale antal privat finansierede oprydninger i 1994 og 1995 dækker derfor kun sporadisk oprydning af forureninger, hvor kommunerne har haft myndighedsansvaret. Det gælder derfor også totaltallet for perioden 1994-2001.

Det er erfaringen fra tidligere års indberetninger, at ikke alle projekter indberettes rettidigt. Ved indberetningen for 2002 blev der indberettet yderligere 15% flere oprydningsprojekter, der havde fundet sted i 2001, end hvad der fremgik af indberetningen for 2001.

Der er, jf. tabel 6.2., indberettet i alt 410 oprydningsprojekter vedr. 2002, som er privat finansierede (excl. projekter finansieret af forsikringsordningen for villaolietanke og Oliebranchens Miljøpulje). Det samlede antal (excl. forsikringsordningen for villaolietanke og Oliebranchens Miljøpulje) estimeres derfor til 470, svarende til en forventning om at det korrekte antal oprydningsprojekter er 15% større, end hvad der fremgår af årets indberetning.

Tabel 6.2. Antal Privat finansierede oprydninger (excl. OM).

Kilde: Amters og kommuners edb-indberetning pr. 31.12.2002.

  1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 1994-
2002
Frivillige oprydninger 118 153 280 371 407 435 392 380 360 2896
Påbud efter mbl eller jfl 24 35 64 102 126 76 34 46 47 554
Forsikringsord. For villatanke       1 1 2 58 109 86 257
Andet 1 1 2 5 1 6 8 9 3 36
Private oprydninger i alt1 143 189 346 479 535 519 492 544 496 3743

1 I årene 1994 og 1995 er oprydning af forureninger, hvor kommunerne har haft myndighedsansvaret, kun sporadisk dækket.

2 Der er sket flere oprydninger på samme lokalitet. I alt vedrører opgørelsen 3259 lokaliteter.

3 Den elektroniske indberetning giver ikke et dækkende billede. Ifølge oplysninger fra Oliebranchens Fællesrepræsentation er der udstedt 166 påbud i 2002.

Der er stor variation på landsplan for hvor mange private oprydninger, der indrapporteres af kommuner og amter.

Med henblik på at vurdere hvordan antallet af indberettede private oprydninger fordeler sig geografisk, er der i Tabel 6.3 præsenteret en fordeling af antal igangsatte privat finansierede oprydninger fordelt på amter.

Tabel 6.3. Antal privat finansierede oprydninger, hvor primært kommunerne er myndighed, fordelt på amter. (Excl.OM)

Kilde: Amters og Kommuners elektroniske indberetning pr. 31.12.2002.

  1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002
Københavns Amt 2 6 26 42 72 58 77 55 47
Frederiksborg Amt 7 10 36 46 43 40 55 53 55
Roskilde Amt 7 12 23 35 32 28 18 3 11
Vestsjællands Amt 15 10 26 33 37 44 36 45 41
Storstrøms Amt 4 10 25 34 33 28 22 27 31
Bornholms Amt 0 2 3 0 2 0 2 4 0
Fyns Amt 45 47 44 52 45 43 55 44 36
Sønderjyllands Amt 3 9 13 20 18 23 17 10 8
Ribe Amt 15 15 19 26 10 14 7 21 20
Vejle Amt 0 0 0 0 4 3 15 34 28
Ringkjøbing Amt 3 6 10 14 19 9 23 38 27
Århus Amt 9 6 41 32 55 36 36 31 37
Viborg Amt 17 28 25 19 22 26 32 15 20
Nordjyllands Amt 5 12 25 45 37 31 42 41 47
Københavns Kommune 7 13 26 74 102 131 46 107 83
Frederiksberg Kommune 4 3 4 7 4 5 8 15 5
I alt 143 189 346 479 535 519 491 543 496

I alt vedrører opgørelsen 3741 lokaliteter.

I alt 262 af landets 275 kommuner er repræsenteret i ovenstående opgørelse.

Myndighedsansvaret er som nævnt tidligere delt mellem amter og kommuner, og kommunerne er myndighed i en stor del af de private oprydningssager. I tabel 6.4 er det præsenteret, hvorledes de private oprydninger fordeler sig på kommunerne i de enkelte amter. Det fremgår, at i langt de fleste af landets amter deltager kommunerne ved indberetningen af oplysninger om privat finansierede oprydninger, men at der i mange kommuner kan gå år imellem, at der er jordforureningssager, hvor kommunen er myndighed.

Tabel 6.4. Antal Kommuner i de enkelte amter hvor der er indberettet oplysninger om privat finansierede oprydninger og hvor kommunerne er myndighed(excl.OM).

Kilde: Amter og kommuners elektroniske indberetning pr. 31.12.2002.

  Antal kommuner i amtet Kommuner med indberetning Antal kommuner repr.1994-2002
2000 2001 2002
Københavns Amt 18 16 13 10 18
Frederiksborg Amt 19 8 10 11 19
Roskilde Amt 11 4 3 1 11
Vestsjællands Amt 23 10 12 14 23
Storstrøms Amt 24 5 12 17 23
Bornholms Amt 5 1 2 0 3
Fyns Amt 32 22 19 15 32
Sønderjyllands Amt 23 7 6 4 19
Ribe Amt 14 5 9 7 14
Vejle Amt 16 4 13 10 15
Ringkjøbing Amt 18 12 14 11 18
Århus Amt 26 5 9 11 25
Viborg Amt 17 10 6 9 15
Nordjyllands Amt 27 17 12 15 25
Københavns Kommune 1 1 1 1 1
Frederiksberg Kommune 1 0 1 1 1
I alt 275 127 142 137 262

6.3.1 Udgifter til oprydning

Den gennemsnitlige oprydningsudgift pr. lokalitet i perioden 1997-2002 varierer fra ca. 0,6 mio. kr. i 2002 til ca. 1,3 mio. kr. i 2001.

En analyse af udgiftsfordelingen afslører, at der i 2000, 2001 og 2002 er indberettet relativt få økonomioplysninger med et udgiftsniveau under 0,1 mio. kr. Den procentvise andel af indberettede oprydningsprojekter, hvor der er tilknyttet økonomioplysninger, svarer for årene 1998-2001 til godt 72 % mens den for 2002 kun udgør 66%. Der er således også en vis forsinkelse i indberetningen af økonomioplysninger ligesom, antallet af indberettede oprydningsprojekter.

De samlede oprydningsudgifter til de 276 privat finansierede oprydningsprojekter, der er indberettet økonomioplysninger for vedr. 2002, svarer til 181 mio.kr.

Tabel 6.5 Privat finansierede oprydningsprojekter fordelt efter udgiftsstørrelse. Antal og gennemsnitlig udgift (angivet i parentes) for projekter med økonomioplysninger.

Kilde Amter og kommuners edb indberetning pr. 31.12.2002.

  <0,1 mio.kr. 0,1-0,5 mio.kr 0,5-1,0 mio.kr 1,0-5,0 mio.kr >5,0 mio.kr I alt1
1998 248
(0,04)
106
(0,3)
20
(0,8)
20
(2,0)
13
(18,1)
407
(0,84)
1999 276
(0,04)
99
(0,3)
24
(0,74)
30
(2,0)
15
(15,1)
444
(0,84)
2000 180 (0,036) 100
(0,3)
21
(0,8)
24
(2,4)
13
(15,5)
338
(0,9)
2001 172
(0,042)
80
(0,20)
29
(0,7)
26
(1,9)
14
(22,6)
321
(1,3)
2002 179
(0,04)
65
(0,21)
17
(0,8)
12
(1,8)
3
(40,8)
276
(0,7)
I alt           17742

1Procentdelen af indberettede lokaliteter, der udover oplysning om privat finansieret oprydning (tabel 6.1) har oplysninger om udgifter til oprydning, er 72%(1998), 89% (1999), 76% (2000), 72%(2001) og 66%(2002).

2 Opgørelsen vedrører privatfinansierede oprydninger excl. oprydninger efter forsikringsordningen og OM, i alt vedrører opgørelsen 1716 lokaliteter

Det må derfor antages, at udgifter til mange af de projekter, som ikke er indberettet ved årets indberetning, selv om de er gennemført i 2002 (afsnit.6.3) eller der ikke er knyttet økonomioplysninger til, ligger noget under gennemsnittet for de indberettede udgifter til privat finansierede oprydninger i 2002. Det antages således, at udgiften for disse projekter svarer til den gennemsnitlige udgift for projekter med et udgiftsniveau på under 5 mio. kr. gennemført i perioden 1998-2002, svarende til en udgift på 320.000 kr. pr. projekt.

I afsnit 6.3 blev antallet af gennemførte privat finansierede oprydninger (excl. projekter under forsikringsordningen for villolietanke og Oliebranchens miljøpulje) estimeret til 470. Ifølge estimatet mangler der således økonomioplysninger vedr. 170 oprydningsprojekter (470 minus 276).

Baseret på en antagelse om at de gennemsnitlige udgifter for de 170 oprydningsprojekter uden økonomioplysninger er 320.000 kr., og de indberettede økonomioplyssninger vedr. 276 oprydningsprojekter, estimeres de samlede udgifter for privat finansierede oprydninger (excl. projekter under forsikringsordningen for villaolietanke og Oliebranchens miljøpulje) i 2002 til 235 mio. kr

6.4 Afværgetype

Tabel 6.6. Afværgeforanstaltninger1 opgjort på type af afværgeforanstaltninger. (Privat finansierede excl. Om og forsikringsordningen for villaolietanke)

Kilde: Amters og kommuners edb-indberetning pr. 31.12.2002

  1998 1999 2000 2001 2002
Afværgepumpning 40 22 20 19 8
Jordbortgravning/rensning 515 491 412 422 408
Immobilisering/
Afskæring
6 6 3 2 1
Indeklima 10 17 5 3  
Lossepladsgas   3 1    
I alt 571 539 441 446 417

1 Der kan være foretaget mere end en type afværgeforanstaltning pr. lokalitet. I alt vedrører opgørelsen 2223 lokaliteter, heraf 410 vedrørende 2002.

Afværgeforanstaltninger i form af bortgravning/rensning af jord er den helt dominerende metode ved privat finansierede oprydninger. I kategorien afgravning/rensning af jord indgår også in-situ oprensning, hvor jord renses uden opgravning. I 2002 fandt der afgravning sted på 97% af de 410 lokaliteter, hvor der blev foretaget afværgeforanstaltninger. Til sammenligning blev der bortgravet/renset jord på 82% (95 ud af 116 afværgeforanstaltninger/tabel 3.13) af de amtsligt finansierede projekter, der er indberettet elektronisk.

 



Version 1.0 December 2003, © Miljøstyrelsen.