Redegørelse om jordforurening 2002

11 Flytning af jord

11.1 Regler om jordflytning

Lovens regler om jordflytning består af

  • en generel pligt for jordflyttere til at sikre sig at jord, der flyttes, ikke giver anledning til skadelig virkning på grundvand, menneskers sundhed og miljøet i øvrigt (§ 50, stk. 1)
  • anmeldepligt og en følgeseddelordning for jordflytning (§ 50, stk. 2-6) [2]
  • hjemmel til at fastsætte regler om genanvendelse af jord (§ 51) [3]
  • forbud mod fyldjord i råstofgrave (§ 52)

De 3 førstnævnte bestemmelser blev indført med lov om forurenet jord den 1. januar 2000. Forbudet mod fyldjord i råstofgrave var trådt i kraft den 1. januar 1998 som en ændring af lov om miljøbeskyttelse og blev overført til lov om forurenet jord den 1. januar 2000.

Det må antages, at de nye regler, efterhånden som de bliver indkørt af myndigheder, bygherrer og entreprenører, på forskellige måder griber ind i den sædvanlige praksis for jordarbejde og kontrol.

Anmeldepligten for flytning af jord får gradvist større betydning, efterhånden som flere arealer kortlægges. For arealer, som anvendes som offentlig vej, har anmeldepligten dog haft virkning lige fra lovens ikrafttrædelse den 1. januar 2000.

11.2 Flytning af jord i forbindelse med oprydning

Amter og kommuner indberetter til Miljøstyrelsen, hvilke forurenede jordmængder der er renset eller opgravet som led i oprydning på kortlagte lokaliteter eller på lokaliteter, hvor der er ryddet op for at undgå kortlægning. Indberetningerne om jordmængder er ikke direkte relateret til anmeldelserne (afsnit 11.1). Der sker således ikke indberetning om jord – forurenet såvel som uforurenet - , som flyttes med andre formål end oprydning, typisk som overskudsjord i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder og vedligeholdelse af veje.

Amter og kommuners oplysninger om jord, som flyttes i forbindelse med oprydning, indberettes primært som en del af edb-indberetningen. Desuden er der indhentet oplysninger om de samlede jordmængder, der opgraves og/eller renses i forbindelse med afværgeprojekter, der er gennemført under ordningen om Oliebranchens Miljøpulje og forsikringsordningen for villaolietanke.

De samlede jordmængder, der er håndteret i forbindelse med oprydningsprojekter, er estimeret til 631.093 tons (tabel 11.1). Dette er mindre end i 2001, hvor den samlede jordmængde blev estimeret til 1.168.000 tons, men på niveau med de foregående år, hvor de samlede jordmængder i forbindelse med afværgeprojekter blev opgjort til 612.000 tons (1999), 544.000 tons (2000). Det høje tal for 2001 skyldes formentlig en kombination af to forhold. Dels at der særligt i Københavns-området har været en meget stor bygge- og anlægsaktivitet, dels at der i 2001 fra Københavns Kommune og Frederiksberg Kommuner er indberettet jordmængder, som går ud over de oplysninger, der er knyttet til oprydningsprojekter.

Tabel 11.1. Jordmængder der er deponeret og renset i 2002

Kilde: Amters og kommuners edb-indberetning pr. 31.12.2002, OM's beretning 2002

  Tons jord
Offentligt finansierede projekter 45.093
Privat finansierede projekter 480.000
Oliebranchens Miljøpulje 85.000
Forsikringsordningen for villaolietanke 21.000
I alt oprydningsprojekter 631.093

En udredning om jordstrømme, baseret på tal fra 2001, har vist, at der i dette år blev transporteret knap 12 mio. m3 overskudsjord, hvilket er ca. det dobbelte af, hvad der blev skønnet i jordforureningslovens forarbejder i 1995-96. Ca. 3,5 mio. m3, svarende til 30 % af jorden, var forurenet i 2001-undersøgelsen. Tallet dækker såvel jord, som flyttes fra forurenede grunde i oprydningsprojekter, som jord, der flyttes som overskudsjord fra almindelige brygge- og anlægsprojekter, i både offentligt og privat regi.

11.2.1 Offentligt finansieret oprydning

De jordmængder, der generes ved offentligt finansierede projekter udgør ca. 7% af de jordmængder, der er genereret i forbindelse med oprydningsprojekter.

Ligesom de totale jordmængder varierer meget over årene 1999, 2000, 2001 og 2002, varierer de samlede jordmængder, der er håndteret ved offentligt finansierede oprydningsprojekter. Der er indberettet data om deponerede og rensede jordmængder svarende til i alt 45.093 tons jord. Jordmængderne varierer fra 2 tons til 3300 tons med et gennemsnit på ca. 344 tons.

3/4 af de indberettede jordmængder blev deponeret direkte på specialdepot, mens 1/4 blev renset, størstedelen på jordrensningsanlæg. Der foreligger ikke oplysninger om, hvad jorden er anvendt til efter den er kommet ud fra jordrensningsanlæggene.

11.2.2 Privat finansierede oprydninger excl.OM og forsikringsordningen

Langt den største del af den jord, der håndteres i forbindelse med oprydningsprojekter, håndteres i forbindelse med privat finansierede oprydningsprojekter.

Estimatet for 2002 er baseret på elektronisk indberetning om bortgravning og/eller rensning af jord på i alt 408 lokaliteter i forbindelse med privat finansierede oprydninger i 2002, når oprydninger foretaget af Oliebranchens Miljøpulje eller under forsikringsordningen for villaolietanke undtages. Der er imidlertid kun indberettet data om deponerede og rensede jordmængder for 361 af disse lokaliteter. Den gennemsnitlige deponerede/rensede jordmængde er ca. 1.200 tons pr. lokalitet. Gennemsnittet dækker over store variationer. Hvis lokaliteter, hvor jordmængderne overstiger 5.000 tons, ikke medtages i gennemsnitsberegningerne, er den gennemsnitlige deponerede/rensede jordmængde for de resterende 354 lokaliteter 430 tons.

Når det antages, at der er er en forsinket indberetning på i størrelsesordenen 15%, vil det samlede antal lokaliteter med deponerede/rensede jordmængder være ca. 470. Det antages desuden, at jordmængden for de "forsinket indberettede" og jordmængderne fra de lokaliteter, der ikke er indberettet, svarer til gennemsnittet på 430 tons. De samlede jordmængder, som renses/deponeres i forbindelse med privat finansierede projekter, kan på baggrund af ovenstående antagelser estimeres til ca. 480.000 tons.

Ca. 70% af jorden blev deponeret uden forudgående rensning, mens ca. 30% blev renset. Det er oplyst, at ca. 1/3 af de rensede jordmængder efterfølgende blev deponeret på specialdepot eller kontrolleret losseplads. Der er ingen oplysninger om, hvad der skete med de sidste 2/3 af den rensede jordmængde efter rensning.


Fodnoter

[2] Anmeldepligten er nærmere reguleret i bekendtgørelse nr. 675 af 27. juni 2000 om anmeldelse af flytning af jord og jord fra forureningskortlagte arealer og offentligt vejareal (anmeldebekendtgørelsen)

[3] Hjemmelen er udnyttet med bekendtgørelse nr. 655 af 27. juni 2000 om genanvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder (genanvendelsesbekendtgørelsen)

 



Version 1.0 December 2003, © Miljøstyrelsen.