Redegørelse om jordforurening 2002

13 Internationalt arbejde

Det internationale arbejde vedrørende forurenet jord har frem til 2002, primært haft karakter af uforpligtende samarbejde om udviklingsprojekter, f.eks. CLARINET [4] og CARACAS, og informationsudveksling mellem miljømyndigheder i EU i Common Forum on Contaminated Land og European Soil Forum og bredere internationalt i f.eks. the Ad Hoc International Working Group on Contaminated Land [5] og NATO/CCMS (nye afværgeteknikker). Desuden har der været samarbejde om indsamling af data om forurenet jord til det Europæiske Miljøagentur. Dette arbejde er fortsat i 2002, men er desuden begyndt at få en mere forpligtende karakter, idet EU-kommissionen har stillet forslag til Direktiv om Miljøansvar, og Rådet har vedtaget en resolution om en "Tematisk strategi for jordforurening". Disse initiativer beskrives nedenfor.

13.1 Direktivforslag om miljøansvar

EU-Kommissionen har den 22. februar 2002 offentliggjort et forslag til direktiv om ansvar for forebyggelse og genopretning af miljøskader. Direktivforslaget omhandler nye skader på biodiversitet, vandmiljø eller jord.

Forslaget tilsigter at indføre et ubetinget forureneransvar (objektivt ansvar) for visse typer af virksomhed og aktiviteter. Det betyder, at myndigheden, uden at der foreligger uforsvarlig adfærd, kan påbyde en virksomhed at foretage genopretning eller, hvis der er overhængende fare for en miljøskade, kan påbyde virksomheden at træffe de nødvendige foranstaltninger til afværgelse af faren.

Status er, at medlemslandene efter intensiv forhandling i løbet af 2002 og 2003 i Rådets arbejdsgruppe om miljø er nået frem til en fælles holdning om direktivforslaget. Der udestår dog endnu en procedure, hvor EU-Parlamentet for anden gang kan fremkomme med ændringsforslag. Fra en endelig vedtagelse og ikrafttræden af direktivforslaget har medlems.landene en frist på op til 3 år til at implementere direktivet i national ret.

13.2 EU-Strategi for beskyttelse af jord

Ifølge det 6. miljøhandlingsprogram skal der udarbejdes en strategi for beskyttelse af jord. Strategien omfatter bl.a. forebyggelse af forurening, erosion, ørkendannelse, jordforringelse, arealforbrug og hydrogeologiske risici under hensyntagen til den regionale diversitet, herunder de særlige forhold i bjergområder og tørre områder.

Kommissionen har i april 2002 udsendt en meddelelse mod en tematisk strategi for jordbundsbeskyttelse, der er første skridt på vej til at udvikle en strategi for beskyttelse af jord. Meddelelsen blev vedtaget med en række anbefalinger på Rådsmødet (Miljø) den 25. juni 2002.

13.3 Meddelelsen mod en tematisk strategi

Meddelelsen har til formål at bygge videre på tilsagnet i 6. miljøhandlingsprogram for herigennem at sikre en bedre og mere systematisk beskyttelse af jord i de kommende år. Det er første gang, Kommissionen sammenhængende behandler beskyttelse af jord.

Sigtet er, at

  • beskrive jords mangeartede funktioner,
  • identificere de egenskaber ved jord, der skal tages hensyn til ved udvikling af en politik på området,
  • indkredse de alvorligste trusler mod jord,
  • give et overblik over fællesskabspolitik af betydning for dette område,
  • redegøre for den nuværende situation med hensyn til information om jord og overvågning og finde frem til de mangler, der skal udbedres, så der kan skabes grundlag for en indsats for beskyttelse af jord, og
  • etablere strategigrundlag og gøre rede for de forskellige skridt hen imod forelæggelse af en tematisk strategi for beskyttelse af jord.

Meddelelsen identificerer otte trusler mod jord: 1) jorderosion, 2) tab af organisk materiale, 3) jordforurening (punktkilder og diffus forurening, 4) arealbefæstelse, 5) jordkompaktering, 6) reduktion i jordens biodiversitet, 7) tilsaltning, og 8) oversvømmelser og jordskred. En nærmere beskrivelse af indholdet af meddelelsen fremgår af Redegørelse om jordforurening 2001.

Samtidig med vedtagelsen af meddelelsen besluttede Rådet den 25. juni 2002 :

  1. at strategien skal udarbejdes af Kommissionen før juli 2004 på baggrund af forsigtighedsprincippet, forebyggelse ved kilden og forureneren betaler-princippet,
  2. at der i 2004 skal fremsættes forslag om etablering af et overvågningssystem baseret så vidt muligt på eksisterede systemer, og
  3. at der skal udarbejdes meddelelser om arealbefæstelse i 2003 og om erosion, tab af organisk materiale, forurening i 2004.

13.3.1 Opfølgning på meddelelsen.

Som opfølgning på rådets vedtagelse af meddelelsen har EU Kommissionen nedsat en styringsgruppe med deltagelse af medlemslande, interesseorganisationer og EU organisationer.

Styregruppen skal udarbejde forslag til retnings.linier for løbende overvågning af jord, tiltag inden for ero.sion, foru.re.ning og organisk materiale og retningslinier for frem-tidig forskning indenfor jordområdet. Fem arbejdsgrupper skal bidrage til styregrup.pens arbejde. Styregruppen skal aflevere sin endelige rap.port til EU februar 2004 til brug for det videre arbejde mod et jordrammedirektiv. Miljøstyrelsen og Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) er repræsenteret i styregruppen. I arbejdsgrupperne som dækker områderne monitorering, forurening, erosion, organisk materiale og forskning deltager DMU, Danmark og Grønlands Geologiske Undersøgelser (GEUS) og Dansk Jordbrugsforskning (DJF).


Fodnoter

[4] www.clarinet.at

[5] www.adhocgroup.ch

 



Version 1.0 December 2003, © Miljøstyrelsen.