MTBE's spredning i grundvand

3 Formål og strategi

3.1 Formål
3.2 Strategi for fase 1

3.1 Formål

Formålet med nærværende projekt "MTBEs spredning i grundvand" er at kortlægge udbredelsen af MTBE, BTEX og total kulbrinter ved og nedstrøms for benzinstationen på Vestergade 81, Hemmerslev, Søndersø Kommune, Fyn.

Endvidere ønskes en beskrivelse af spredningen af de nævnte forureningskomponenter, herunder den kvantitative betydning af nedbrydning, sorption og dispersion, samt en vurdering af redoxforholdene i og omkring fanen.

Bionedbrydningen ønskes kvantificeret vha. redox-, kulstof- og massefluxmetoden samt ved udregning af nedbrydningsrater for BTEX, total kulbrinter og MTBE (med og uden tilstedeværelse af de øvrige kulbrinter).

Der ønskes foretaget en sammenligning mellem den observerede og den forventede forureningsspredning samt mellem de målte og de vha. JAGG beregnede koncentrationer.

Projektforløbet var oprindeligt inddelt i 4 faser, hvoraf det siden er besluttet at udelade fase 3. Nærværende projekt omfatter således 3 faser; 2 undersøgelsesfaser samt en rapporteringsfase. Første del af nærværende rapport omhandler projektets fase 1; indledende karakterisering.

Formålet med denne fase er at indsamle tilstrækkelig data til at vurdere, hvorvidt den aktuelle lokalitet er velegnet til at videre beskrivelse af MTBEs spredning i grundvand, herunder beregning af nedbrydningsrater mv. Således indebærer fase 1 en indledende karakterisering af grundvandsmagasinet samt vurdering af forureningsspredning og redoxforhold.

3.2 Strategi for fase 1

De potentielle nedbrydningsmekanismer for MTBE under varierende redoxforhold beskrives, herunder identificeres de nedbrydningsprodukter af MTBE, der potentielt kan påtræffes i det aktuelle grundvandsmagasin og som bør medtages i analyseprogrammet.

Endvidere gennemføres en række fysiske undersøgelsesaktiviteter, der retter sig mod at:
beskrive geologien, herunder specielt den horisontale og vertikale udbredelse af sandlaget, der udgør det sekundære magasin vha. filtersatte snegleboringer.
kortlægge det sekundære grundvands strømningsretning og -hastighed vha. gentagne pejlinger, samt bestemmelser af den hydrauliske ledningsevne ud fra slugtests og kornkurver.
afgrænse kildeområdet samt indledningsvist at kortlægge forureningsudbredelsen i toppen af det sekundære magasin ved udtagning af vandprøver fra snegleboringerne til analyse for specifikke forureningskomponenter, total kulbrinter og polære nedbrydningsprodukter.
undersøge, hvorvidt jordforureningen påtruffet i boring L2, jf. /1/, giver anledning til grundvandsforurening med MTBE og BTEX og dermed udgør et særskilt kildeområde ved udtagning af jord- og vandprøve til analyse for forureningskomponenter.
indledningsvist kortlægge redoxforholdene opstrøms, i kilden og i fanen ved analyser af vandprøver for redoxparametre.

Data fra fase 1 lægges til grund for udarbejdelsen af den endelige strategi for fase 2.