Undersøgelse af kulbrintenedbrydning ved naturlige processer

Forord

Nedbrydning af oliekomponenter under naturlige forhold i grundvandssystemer er efterhånden velkendt og undersøgt i en række lande. Der er udarbejdet protokoller for dokumentation af denne nedbrydning, der foreskriver krav til undersøgelse og monitering. Imidlertid er det oftest de mindre komplicerede sager, der finder vej til de faglige artikler, sager hvor geologien og magasinforholdene er rimelig homogene.

På lokaliteten Nykøbingvej 295, Radsted (Lolland) har Hedeselskabet Miljø og Energi as gennemført en undersøgelse og efterfølgende monitering af naturlig nedbrydning af en benzinforurening i grundvandet for Oliebranchens Miljøpulje (OM) og Miljøstyrelsen, som et led i Teknologiudviklingsprogrammet for jord- og grundvandsforurening.

Lokaliteten var oprindeligt undersøgt i OM regi og supplerende undersøgelser viste tydelige tegn på ændringer i redoxkemien, der kunne kobles til en sandsynlig naturlig nedbrydning af kulbrinterne i grundvandet. De oprindelige undersøgelser i OM regi blev foretaget af det rådgivende ingeniørfirma Skude & Jacobsen. Efterfølgende er der af Hedeselskabet Miljø & Energi as ansøgt om støtte fra Miljøstyrelsen (under Teknologiudviklingsprogrammet for jord- og grundvandsforurening). Midlerne fra Miljøstyrelsen er primært blevet brugt til et udvidet moniteringsprogram (boringer, analyseparametre og analysefrekvens) samt til denne rapport. De oprindelige undersøgelser i OM-regi, den udvidede monitering samt diverse eksamensprojekter fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) udgør datagrundlaget for nærværende rapport.

På baggrund af de oprindelige undersøgelser var det klart, at der var tale om en lokalitet med potentiale for naturlig nedbrydning af kulbrinter i et grundvandsmagasin præget af en meget heterogen geologi. Lokaliteten blev netop udvalgt til Miljøstyrelsens Teknologiudviklingsprogram for jord- og grundvandsforurening fordi der her var mulighed for undersøgelse af naturlige nedbrydningsprocesser på en lokalitet med en heterogen geologi.

Arbejdet er udført af Hedeselskabet Miljø og Energi as for Oliebranchens Miljøpulje og Miljøstyrelsen. Poul L. Bjerg, Institut for miljø og ressourcer, Danmarks Tekniske Universitet har medvirket som faglig sekretær ved rapporten.

Det har ikke været muligt at opnå enighed mellem Hedeselskabet og Miljøstyrelsen/amt om tolkning af data og dermed flere af konklusionerne i rapporten. Rapporten fremstår på, en for Hedeselskabet, tilfredsstillende form. For at belyse de uenigheder/synspunkter, der har været omkring tolkning af data og konklusionerne, er der opnået enighed om at vedlægge udvalgt korrespondance fra rapporteringsfasen i bilag N.