Fuldskalaforsøg i Hovedstadsområdet

Bilag G:
Undersøgelse af muligheder for bioforgasning af organisk affald

Notat

Til
Projektgruppen
      

Fra
RAMBØLL

 

Bioforgasning af organisk dagrenovation på biogasfællesanlæg

I forbindelse med fuldskalaforsøg med indsamling af organisk dagrenovation fra husholdninger i Hovedstadsområdet er der, som led i erfaringsopsamlingen for forsøget, kortlagt muligheder for bioforgasning på eksisterende anlæg i Danmark.

I forbindelse med kortlægningen er en række anlæg og interessenter kontaktet med henblik på screening af mulighederne for levering af organisk dagrenovation fra fuldskalaforsøget til bioforgasning.

Da samtlige biogasanlæg har tilkendegivet, at det er en forudsætning for modtagelse af organisk dagrenovation at der foretages en forbehandling med henblik på frasortering af ikke organisk materiale er der samtidig foretaget undersøgelser af mulighederne for forbehandling på eksisterende anlæg. Ligeledes er der indhentet oplysninger om mulige leverandører af anlæg til forbehandling af den organiske dagrenovation.

Biogasanlæg som har tilkendegivet en positiv interesse er besøgt og mulighederne for modtagelse og forbehandling og bioforgasning er drøftet. På baggrund af tilkendegivelserne er anlæggene anmodet om at fremsende bekræftelse på, om der er interesse for modtagelse af organisk dagrenovation fra fuldskalaforsøget i forsøgsperioden samt angivelse af eventuelle vilkår for modtagelse af organisk dagrenovation til forbehandling og/eller bioforgasning.

Firmaer som har tilkendegivet, at man producerer eller forhandler udstyr, der er egnet til forbehandling af organisk dagrenovation, er anmodet om at fremsende nærmere information med beskrivelse af teknologi og prisniveau samt om at tilkendegive om de på entreprenørbasis er interesseret i at opstille og drive et anlæg i forsøgsperioden.

1. Bioforgasning

I forbindelse med ansøgning om støtte til fuldskalaforsøget var der indgået forhåndsaftale med Nysted Biogasanlæg om modtagelse og bioforgasning af den indsamlede organiske dagrenovation fra fuldskalaforsøget efter forudgående forbehandling hos I/S AFAV i Frederikssund.

I/S AFAV har i en forsøgsperiode fra 1. november 1999 til 31. marts 2000 leveret organisk dagrenovation til Nysted Biogas. I forbindelse med forbehandlingen har det været nødvendigt at stabilisere affaldet, hvilket er sket ved tilsætning af aviser.

Ved møde den 5. april 2000 med projektgruppen meddelte Nysted Biogas, at det var en forudsætning for levering til anlægget, at den organisk dagrenovation ikke må indeholde plastik eller andet uorganisk affald, at affaldet ikke må være så gammelt at det er delvis afgasset samt at tørstofindholdet skal være af en sådan størrelsesorden, at den opblandede biomasse har et tørstof under 13 %.

Nysted Biogas oplyste, at det forbehandlede organiske dagrenovation, der var leveret fra I/S AFAVīs anlæg, indholdt så meget papir, at det gav anledning til flydelag i lagertank og driftsstop i biogasanlægget. Nysted Biogas oplyste samtidig at man ikke havde kunnet konstatere nogen stigning i gasproduktionen efter tilsætning af organisk dagrenovation fra I/S AFAV.

Efter anmodning fra projektgruppen har Nysted Biogas fremsendt udkast til aftale om levering af organisk dagrenovation til bioforgasning. Af udkastet fremgår det at affaldet skal være neddelt og sigtet med således at det har en størrelse på max 10 mm, at det ikke indeholder kødben, aviser, ugeblade, plastik, skumgummi, metaldele o.lign.

Ved møde med I/S AFAV den 11. april 2000 blev det oplyst, at der modtages omkring 13.000 tons kildesorteret organisk dagrenovation om året fra interessentkommunerne. Der anvendes grønne plastposer til emballering af den organiske dagrenovation. Poserne udleveres til samtlige husholdninger, der er omfattet af indsamlingsordningen.

Som følge af kommunernes vejledninger om kildesortering må der kommes bleer m.m. i det organiske affald. Dette indebærer at plastikposer, bleer og andre uønskede ting, som f.eks. engangsvaskeklude, engangsgummihandsker fra renholdelse af spædbørn, skal frasorteres ved forbehandlingen. Det er ikke muligt at frasortere det uønskede affald 100 % hvorfor kvaliteten af det organisk affald der skal leveres til bioforgasning forringes.

Forbehandlingen hos I/S AFAV er foregår ved, at den organiske dagrenovation sammen med papir læsses fra en modtagesilo ind i en ca. 40 m DANO tromle. I tromlen oprives plastposer ved hjælp af river under rotering. Når affaldet forlader tromlen passerer det et 80 mm og 50 mm sold, hvor plastposer og støre emner frasorteres. Såfremt affaldet skal leveres til et biogasfællesanlæg, passerer affaldet yderligere en vibrationssigte, hvor der finsorteres på et 10 mm sold. Tromlen kræver 150 til 175 tons affald for at kunne foretage forbehandling. Opholdstiden i tromlen er ca. 2 døgn og under opholdet sker der en forkompostering ved omkring 40 gr. C.

I/S AFAV har oplyst, at det ikke vil være muligt at forbehandle den indsamlede organiske dagrenovation fra fuldskalaforsøget separat på anlægget. Affaldet vil under forbehandlingen blive blandet med det øvrige bioaffald som I/S AFAV behandler.

På det foreliggende grundlag besluttede forretningsudvalget i møde den 13. april 2000 at iværksætte en undersøgelse af mulighederne for forbehandling og biofor-gasning af organisk dagrenovation.

Som led i undersøgelsen er nedenstående biogasanlæg kontaktet og forespurgt om de rådede over udstyr til at foretage den fornødne forbehandling samt bedt om at tilkendegive, om de havde interesse i at modtage indsamlet organisk dagrenovation fra det planlagte fuldskalaforsøg i Hovedstadsområdet.

Biogasanlæg

Udstyr

Interesse

Bemærkninger

Blaabjerg Biogas

Nej

Ja

 

Blåhøj Energiselskab

Nej

Nej

 

Davinde Biogasanlæg

 

 

Lille anlæg

Fangel Biogasanlæg

Nej

Ja

Anmodet om vilkår

Filskov Varmeværk

 

 

Ingen ved telefonen

Grindsted Renseanlæg

Ja

Ja

 

Hashøj Biogasanlæg

Nej

Ja

 

Hodsager Biogasanlæg

 

 

Lille anlæg

Lemvig Biogasanlæg

Nej

Nej

 

Linkogas Amba

 

 

Telefonsvarer

Revninge Biogasanlæg

Nej

Nej

Kan ikke hygiejnisere

Ribe Biogasanlæg

 

Måske

Genopbygget til nytår

Sinding-Ørre

Nej

 

 

Snertinge

Nej

Nej

 

Studsgård Biogasanlæg

Ja

Ja

 

Thorsø Miljø- og Biogas

Nej

Nej

 

V. Hjermitslev Energi

Nej

Nej

 

Vaarst-Fjellerad Biogas

Ja

Ja

 

Vegger Biogasanlæg

Nej

Nej

Lille anlæg

Århus Nord Biogas

Ja

Nej

 


Ud over ovenstående biogasfællesanlæg er der også rettet henvendelse til BIOSCAN A/S, der har udviklet en totalløsning for organisk affald ved behandling på et bioraffinaderi BIOREK, der er et avanceret biogasanlæg. BIOSCAN A/S driver et gårdanlæg på Sandagergård på Fyn.

Ligeledes er der rettet henvendelse til SOLUM A/S, der planlægger et anlæg efter et lavteknologisk koncept med bioforgasning og kompostering af organisk affald. Anlægget planlægges opført på Sjælland.

Kort:
Beliggenhed af biogasfællesanlæg i Danmark

2. Biogasanlæg

Efter henvendelse fra RAMBØLL er der modtaget skriftlige tilkendegivelser fra nedenstående biogasanlæg med henblik på bioforgasning af organisk dagrenovation fra Hovedstadsområdet:

Nysted Biogas

Fangel Miljø & Energiselskab Amba

Grindsted Renseanlæg

Hashøj Biogas

Herning Kommunale Værker (Studsgård biogas)

SOLUM A/S (Dansk Jordforbedring)

BIOSCAN A/S

Nysted, Fangel og Hashøj Biogasanlæg er alle interesseret i at modtage organisk dagrenovation fra fuldskalaforsøget til bioforgasning. Alle anlæggene er husdyrbaserede biogasfællesanlæg og ingen af anlæggene modtager i forvejen organisk dagrenovation. Anlæggene vil kun modtage biomasse der er forsorteret, neddelt og rent til bioforgasning, hvorfor forbehandling med henblik sortering og sikring af kvaliteten er nødvendig.

Grindsted Renseanlæg kan modtage den indsamlede organiske dagrenovation til bioforgasning uden forbehandling, hvis der ved kildesortering og indsamling ikke anvendes plastposer. Anlægget bioforgasser spildevandsslam, organisk industriaffald og organisk dagrenovation fra Grindsted Kommune og er således ikke et biogasfællesanlæg baseret på husdyrgødning fra landbrug. Levering af organisk dagrenovation fra fuldskalaforsøget til bioforgasning på anlægget vil derfor ikke opfylde betingelserne for Miljøstyrelsens støtte til forsøget.

SOLUM A/S har tilkendegivet, at de arbejder på at etablere et forsøgsanlæg til bioforgasning efter et nyt mere robust koncept end tidligere højteknologiske anlæg. I tilknytning til anlægget er det planlagt at etablere et forbehandlingsanlæg, som kan sønderdele og male affaldet til størrelser mindre end 50 mm. Adskillelse af fejlsorteret plast, glas og metal sker i to tempi. Grovsortering vil ske ved modtagelsen, hvor svigtlæs afvises. Finsortering vil først ske efter bioforgasning.

Forbehandlingsanlægget vil kunne forbehandle organisk dagrenovation fra fuldskalaforsøget som i forsøgsperioden ønskes leveret til andre biogasanlæg i regionen. Det vides ikke, hvornår og forbehandlingsanlægget etableres og om det kan foretage den forbehandling der er nødvendig for levering af biomasse til biogasfællesanlæg.

BIOSCAN A/S har tilkendegivet at de er interesseret i at deltage fuldskalaforsøget med bioforgasning af den kildesorterede organiske dagrenovation på biogasanlægget på Sandager Skovgård på Fyn. På nuværende tidspunkt har anlægget ikke faciliteter til at modtage denne type affald. For at modtage organisk dagrenovation til bioforgasning kræver det derfor, at der investeres i modtagefaciliteter og forbehandling. For at BIOSCAN A/S vil investere i en forbehandling , skal det vurderes, hvilke alternative anvendelsesmuligheder der er for det pågældende udstyr efter forsøgets afslutning.

Herning Kommunale Værker har tilbudt at modtage den kildesorterede organiske dagrenovation fra fuldskalaforsøget til forbehandling på Knudmoseværket i Herning og bioforgasning på biogasfællesanlægget ved Studsgård. På anlæggene forbehandles og bioforgasses organisk dagrenovation fra flere kommuner i Jylland og på Sjælland.

Forbehandlingen foregår på affaldsforbrændingsanlægget Knudmoseværket i Herning. Mellem 20 og 30 % af den leverede organiske dagrenovation frasorteres og forbrændes på anlægget. Den sorterede biomasse leveres til Studsgård Biogasanlæg. På anlægget bioforgasses biomassen med mindst 75 % flydende husdyrgødning i en separat linie på anlægget. Den afgassede biomasse sorteres på et filter. Den flydende del leveres tilbage til jordbrug i området som afgasset husdyrgødning og filterfraktionen (ca. 5% af den leverede biomasse) leveres til forbrænding på Knudmoseværket.

Herning Kommunale Værker har mange års erfaring i forbehandling og bioforgasning af organisk dagrenovation og afsætning af afgasset biomasse er garanteret.

Det vil ikke være mulig at foretage selvstændige målinger eller vurdering af biomassen fra fuldskalaforsøget. Det vil være muligt at udtage enkelte partier til særskilt forsortering med henblik på vurdering af indhold af biomasse til bioforgasning og rejekt til forbrænding.

Jysk Biogas International A/S oplyser, at modtagelse af organisk dagrenovation på anlægget i Aaborg, Vraast-Fjellerad biogasanlæg ikke vil være mulig, idet der pågår forsøg.

3. Leverandører af forbehandlingsanlæg

Efter henvendelse RAMBØLL er der modtaget skriftlige oplæg fra nedenstående firmaer med interesse i opstilling/levering af forbehandlingsanlæg på Sjælland med henblik på forbehandling og bioforgasning af organisk dagrenovation fra Hovedstadsområdet:

I/S AFAV

Jysk Biogas International A/S

NLM Combineering ApS

BKS Nordic AB, Leksand, Sverige

Komptech GmbH, Frohnleiten, Østrig

Renovationsteknik A/S

I/S AFAV har tilkendegivet at man er interesseret i forbehandle den organiske dagrenovation fra forsøget og at man i øjeblikket arbejder på at ændre tørstoftilsætningen fra aviser til halm. Man ved dog ikke om det vil løse driftsproblemerne på Nysted Biogas, da det ikke er afprøvet.

Jysk Biogas International A/S oplyser, at Dewasteren er en konisk snegl i et pressehus, som består af lameller med indre spalteåbning på 1,5 mm, hvor de organisk dele af affaldet presses igennem. De faste dele presses ud af en dyse, der er forsynet med et trykleje, der sikrer et passende modtryk. Ved anvendelse af Dewaster kan der erfaringsmæssigt forventes en rejektmængde på ca. 30 % til forbrænding. Udlejning af Dewaster som forbehandlingsanlæg vil være mulig og opsætning på forbrændingsanlæg f.eks. hos I/S VEGA, vil være mest hensigtsmæssig.

NLM Combineering ApS har ved skrivelse af 26. juli 2000 tilbudt i samarbejde med sit datterselskab EWOC A/S en serviceaftale for presning og behandling af kildesorteret organisk dagrenovation samt transport og bioforgasning af biomassen. Det er oplyst af presseren er samme type og konstruktion som Dewasteren fra Jysk Biogas International A/S. Biomassen vil i givet fald blive bioforgasset på Nysted Biogasanlæg. Der forventes en rejektmængde på ca. 25 % som skal bortskaffes til forbrænding. Anlægget vil blive placeret på et af projektgruppen anvist område/anlæg. Det tilbydes dog også at EWOC A/S selv finder egnet areal/anlæg til opstilling af et forbehandlingsanlæg.

BKS Nordic AB har fremsendt skitseprojekt og overslagspris på levering af forbehandlingsanlæg. Forbehandlingsanlægget opererer efter samme princip som Dewasteren. Det organisk affald presses ud gennem nogle slidser i cylinderen og rejektet under modtryk i enden af separatoren. Der er i følge producenten opstillet en del af disse anlæg i Sverige, Norge og Tyskland i forbindelse med både biogasanlæg og komposteringsanlæg.

Komptech GmbH har fremsendt skitseprojekt og overslagspris på levering af Mashseparator til forbehandling af organisk dagrenovation. Forbehandlingsanlægget opererer efter samme princip som Dewasteren og BKSīs anlæg. Efter neddeling og sortering på 60 mm sold transporteres affaldet til en presse. Det organiske affald presses ud gennem nogle slidser i cylinderen og rejektet under modtryk i enden af separatoren. Det flydende del (45 %) leveres ti bioforgasning og rejektet (55 %) til kompostering, idet det består af over 50 % organisk materiale. Urenheder frasorteres efter komposteringen. Der er i følge producenten opstillet et større anlæg i Italien i forbindelse med et biogasanlæg og komposteringsanlæg.

Renovationsteknik A/S har fremsendt procesoplæg og prisoverslag på levering af anlæg til forbehandling af kildesorteret organisk dagrenovation. Anlægget består af en modtagesilo med transportør til en pose/affaldsopriver. Derfra fører en transportør affaldet via et vibrationsbånd med ballistisk sortering til en skivesigte. Fra skivesigten føres det organiske affald til en container. Sigteresten føres til en lukket omrøretank, hvor det organiske afflad opløses under opvarmning. Efter to døgn kan udtages den flydende biomasse der derefter separeres i en dobbeltskruet snegl (samme princip som Dewaster m.m.). Rejektet ledes til container og køres til forbrænding og biomassen ledes til containeren for biomasse til bioforgasning.

4. Behandlingsmuligheder og omkostninger

På baggrund af de modtagne oplysninger, tilkendegivelser og afholdte møder kan der skematisk opstilles nedenstående resumé af muligheder og omkostninger ved modtagelse, forbehandling og bioforgasning af organisk dagrenovation fra Hovedstadsområdet.

Biogasanlæg

Forbe-
handling

Biofor-
gasning

Separat behandling

Transport-
omkostning

Behandlings-
omkostning

Nysted Biogas

Nej

Ja

Ja

80,-

450,-

Fangel Biogas

Nej

Ja

Ja

120,-

100,-

Grindsted Renseanlæg

Ja

Ja

Nej

175,-

450,-

Hashøj Biogas

Nej

Ja

Ja

60,-

125,-

Studsgård Biogas

Ja

Ja

Nej

250,-

435,-

SOLUM A/S

Ja ?

Ja ?

Ja ?

60,-

?

BIOSCAN A/S

Ja ?

Ja

Ja

120,-

320-420,-

AFAV/Nysted Biogas

Ja

Ja

Nej

80,-

590,-

Jysk Biogas

Ja

Nej

Ja

?

?

NLM Combineering

Ja

(Nysted)

Ja

?

1.030,-


Ligeledes på grundlag af fremsendt oplysninger og skitseprojekter med til hørende prisoverslag kan der skematisk opstilles nedenstående resumé af muligheder og omkostninger for etablering af forbehandlingsanlæg.

Forbehandling

Prisoverslag

Bemærkninger

BKS Nordic AB

2,4 –2,8 mio. SEK

Kun levering

Komptech GmbH

2,0- 2,7 mio. DKK

Kun levering

Renovationsteknik A/S

6,4 mio. DKK

Levering og opstilling

Jysk Biogas

?

Tilbudt leje

NLM Combineering

?

Tilbudt behandling

5. Samlet vurdering af muligheder

Forretningsudvalget har på møde den 10. maj 2000 besluttet i første omgang at udvælge 3/4 løsningsmodeller til videre forhandlinger:
BIOSCAN A/Sī tilbud om bioforgasning på BIOREK anlægget på Sandager Skovgård på Fyn, idet teknologien er nyskabende. Medtages selv om anlægget ikke er et biogasfællesanlæg som krævet i Miljøstyrelsens tilsagn.
Herning Kommunale Værker (Studsgård biogasanlæg)
Forbehandling på Sjælland (Jysk Biogas hos I/S VEGA)og levering af biomasse til Hashøj eller Fangel Biogasanlæg.

Projektgruppen har den 25. maj 2000 afholdt møde med repræsentanter for de udvalgte anlæg og aktører. På møde i projektgruppen den 16. juni 2000 var der enighed om at vælge Herning Kommunale Værker som aftager af den indsamlede kildesorterede organiske dagrenovation fra fuldskalaforsøget. Herning Kommunale Værker vurderes af projektgruppen som den mest sikre løsning i forsøgsperioden.

Projektgruppen var er enig om, at man efter fuldskalaforsøgets start januar 2001 sideløbende med levering til Herning Kommunale Værker, vil undersøge muligheder for forbehandling/bioforgasning efter forsøgsperioden, eventuelt i 2. halvdel af forsøgsperioden i 2001. I Den forbindelse vil der bl.a. blive beregnet økonomiske konsekvenser for transport af den organiske dagrenovation til forskellige biogasanlæg.

Projektgruppen mener umiddelbart, at forbehandling ved opstilling af Dewaster hos I/S VEGA er et urealistisk alternativ.

 

Med venlig hilsen
RAMBØLL Energi & Miljø

 

Per Haugsted Petersen
Ingeniør