Indsamlingssystemer for batterier

Bilag B: Mindretalsudtalelse fra Batteriforeningen

Spørgsmålet om indsamlingspotentiale / potentialeberegning:

Afsnit 2.1.1.1 om tal fra Danmarks Statistik

BatteriForeningen finder ikke, at talmaterialet fra Danmarks Statistik kan danne grundlag for konklusioner om forbruget af batterier.

Foreningen henviser herved til de bemærkninger, som allerede fremgår af rapporten.

Det skal videre bemærkes:

Udsvingene på Alkaline giver klart indtryk af tilfældig datafangst og mangel på validitet
Forholdet mellem Alkaline og Brunsten ser meget utroværdigt ud
Forbrug af Zink Luft er ligeledes meget lavt når tager i betragtning, at
hele høreapparatindustrien har skiftet til denne teknologi
Forholdet mellem NiCd og NiMH ser ikke troværdigt ud

Som følge af ovenstående er det Batteriforeningens opfattelse, at det ikke er muligt ud fra Danmarks Statistiks tal at drage konklusioner mht. forbruget af batterier og på baggrund heraf at estimere indsamlingspotentialet.

Afsnit 2.1.1.2 Salgsindberetninger fra Batteriforeningen

Foreningen finder anledning til at bemærke, at det ikke som sådan anses for problematisk at fastsætte vægten for de forskellige batterityper.

Afsnit 2.1.1.3 Eksempler på metoder til opgørelse af potentiale

Som bekendt er BatteriForeningen generelt skeptisk overfor potentialeopgørelser ud fra forbrug, jf. tillige foran. Under alle forhold bør der i opgørelserne sondres mellem primære (ikke-genopladelige) og sekundære (genopladelige) batterier, idet forbrugsmønstret for de to batterityper er helt forskelligt.

Afsnit 2.1.3. Opgørelse på baggrund af indsamlede mængder og batterirester i slaggen.

Foreningen finder, at afsnittet som helhed indeholder langt flere reservationer overfor modellen, end f.eks. det tilsvarende afsnit baseret på tal fra Danmarks Statistik. Foreningen er enig i, at der er behov for et studie, hvori en større batterimængde indgår, men finder på den anden side, at af de forelagte metoder er denne - med de usikkerheder de øvrige metoder frembyder - den mest valide. Det kan således ligesåvel være en tilfældighed (side 27 næstsidste afsnit) at AVV's tal stemmer med Danmarks Statistik - som omvendt.

Spørgsmålet om indsamlingen på Bornholm:

Rapportens undersøgelser af effektiviteten af de forskellige indsamlingssystemer er ophørt med udgangen af 2001. Som det imidlertid fremgår af rapporten, har man i det bornholmske renovationsselskab BOFA fra 1. januar 2002 kørt en ordning, hvorefter husstandene har kunnet aflevere deres brugte batterier direkte til skraldemanden ved at hænge dem i en plastpose med knude direkte ved låget på skraldespanden.

Der er cirka 21.500 husstande på Bornholm, hvortil kommer cirka 3.500 sommerhuse.

I 2001 indsamlede man på Bornholm 8.000 kg. batterier incl. erhverv, og med 44.000 fastboende gav dette, som fremgående af rapporten, en indsamling på 182 gram pr. indbygger.

I 2002 udgjorde indsamlingsresultatet 12.800 kg. batterier incl. erhverv, hvilket betyder, at indsamlingen på Bornholm i 2002 var 290 gram pr. indbygger. Heraf er cirka 1680 kg batterier indsamlet hos erhverv, hvilket betyder at der indsamles cirka 255 g batterier pr. indbygger fra de private husstande.

I forhold til de øvrige indsamlingssystemer omtalt i rapporten, har Bornholm med den nye ordning således på et år opnået landets højeste indsamlingsresultat pr. indbygger.

Mht. de "problemer" rapporten omtaler m.h.t. at hænge de brugte batterier i en pose direkte på skraldespanden, har BOFA telefonisk oplyst, at der ikke i 2002 er registreret nogen form for problemer eller at der er modtaget klager over ordningen.

Mht. om det høje indsamlingsresultat er et resultat af almindelig oprydning i beholdningen af brugte batterier (hvilket vel ikke i sig selv er et dårligt tegn) har BOFA ligeledes telefonisk oplyst, at der i januar/februar 2002 var flere batterier end i de øvrige måneder af året.

BOFA har om ordningen videre oplyst, at man som følge af den store stigning i antallet af afleverede batterier direkte til skraldemanden har konstateret et sådant fald i indsamlingen via butikker, at man stort set har inddraget samtlige indsamlingsbeholdere i butikkerne.

Den bornholmske indsamlingssucces viser, at det helt afgørende kriterium for at opnå en høj indsamling er, at det er nemt for forbrugeren at aflevere de brugte batterier.