Emissioner fra skibe i havn

1 Indledning

I forlængelse af Miljøprojekt nr. 597/2001 om Effektforbrug og emissioner fra skibe i farvandene omkring Danmark ønsker Miljøstyrelsen at vurdere størrelsen af emissioner i danske havne. Ønsket skal specielt ses i lyset af, at den Europæiske Kommission har diskuteret og netop vedtaget en ny EU strategi for reduktion af atmosfæriske emissioner fra skibe.

Strategien har specielt fokus på at reducere de emissioner, der bidrager til forsuring af vandmiljøet. Det drejer sig om NOx og SO2.

Miljøprojekt nr. 597/2001 beregnede emissionerne af SO2, CO2, CO, kulbrinter, NOx og PM10 for farvandsområdet begrænset af 6. og 16. længdegrad og af Holland og Polen i syd og Norge og Sverige i nord.

Der eksisterer ikke viden om størrelsen af disse emissioner i havne, og dermed kan det ikke vurderes, om det vil have en miljømæssig betydning at bruge strøm fra land.

Beregningerne i denne rapport resulterer i værdier for effektforbrug og udledninger af SO2, CO2, CO, HC, NOx og partikler. Rapporten beskriver beregninger for tre havne, Helsingør, København og Køge. Endelig giver rapporten en vurdering af de samlede udledninger i de 21 store danske havne, der samlet har ca. 85% af godsomsætningen i Danmark.

Det har ikke været muligt at få detaljerede oplysninger om alle parametre, hvorfor det har været nødvendigt at foretage nogle kvalificerede antagelser på basis af det tilgængelige materiale.

Køge Havn set fra Nord

Alle resultater i denne rapport gælder for året 2001.