Affaldsstatistik 2001

1 Indledning

ISAG

ISAG (Informations System for Affald og Genanvendelse) blev første gang taget i brug i 1993. Indberetningen for 2001 er den 9. i rækken af indberetninger.

ISAG bygger på, at danske affaldsbehandlingsanlæg skal registrere og indberette en række oplysninger om alt affald, der vejes ind på eller ud fra anlæggene. Oplysningerne om det foregående år skal indberettes til Miljøstyrelsen hvert år senest 31. januar.

For at undgå dobbeltregistrering af affald, er det vigtigt, at skelne mellem affald, der kommer fra direkte kilder og affald, der kommer fra anlægs kilder. Princippet for registreringer i ISAG fremgår af figuren nedenfor.

Miljøstyrelsen foretager en kvalitetssikring af de indkomne oplysninger og supplerer dem med oplysninger fra brancheorganisationer og andre kilder. Miljøstyrelsen udarbejder hvert år publikationen Affaldsstatistik som indeholder en oversigt over affaldsmængder og affaldssammensætning i Danmark.

Endvidere opgøres det, hvor stor en andel af affaldet, der er blevet genanvendt, forbrændt og deponeret. Oplysningerne fordeles på erhvervsmæssige kilder og affaldstyper.

Nye forudsætninger

Affaldsstatistik 2001 er første statistik med data indberettet efter de nye regler i Affaldsbekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 619 af 27. juni 2000. Det har medført en række ændringer i ISAG. Det betyder blandt andet, at erhvervsmæssig kilde er ændret, så det for 2001 er muligt at opgøre industriaffaldet opdelt på 11 forskellige brancher. Samtidig er emballageaffald tilføjet som en ny affaldstype.

Fordelingen af affald fra container/omlastestationer for fraktionerne "flasker & glas" og "papir & pap" er desuden ændret i forhold til årene 1994 til 2000. "Papir og pap" og "glas og flasker"som indberettes med affaldstypen "erhvervsaffald", blev tidligere omfordelt af ISAG-sekretariatet til den erhvervsmæssige kilde "institutioner, handel og kontor". ISAG-sekretariatet har vurderet, at det giver et mere retvisende billede, at omfordele dette affald til den erhvervsmæssige kilde "husholdninger". For en nærmere redegørelse over forudsætningerne for omfordelingen henvises til bilag 2.

Slam til mineralisering er som noget nyt opgjort med et tørstofindhold på 20% i 2001, således at den del af slammet, der mineraliseres, indgår i statistikken med samme tørstofindhold som det øvrige slam. De tidligere år har tørstofindholdet for slam til mineralisering været 1,5%.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at de nævnte ændringer i måden at indberette data for 2001 på, betyder at sammenligning på sektorniveau mellem affaldsmængderne for de tidligere år og for 2001 skal ske med et vist forbehold.

Læsevejledning

Affaldsstatistik 2001 følger næsten den samme opbygning som de foregående affaldsstatistikker; kapitel 2 beskriver den generelle udvikling i affaldsproduktionen, mens kapitel 3 handler om genanvendelsen af affald.

Kapitel 4 fokuserer på produktionen og behandlingen af farligt affald og i kapitel 5 beskrives udviklingen i importen og eksporten af såvel almindeligt som anmeldelsespligtigt affald.

I kapitel 6 beskrives udviklingen i affaldsmængderne og behandlingen af affaldet fra de enkelte kilder. Der foretages desuden en vurdering af opfyldelsen af målsætningerne for behandling, som er opstillet i Regeringens Affaldsplan 1998 – 2004, Affald 21.

I kapitel 7 findes den seneste opgørelse over antallet af forbrændings- og deponeringsanlæg i Danmark.

I kapitel 8 findes en basisfremskrivning over udviklingen i affaldsmængderne frem til år 2020. Basisfremskrivningen er suppleret med en fremskrivning, der medregner Affald 21 initiativernes effekt på fordelingen af affaldet på behandlingsformer.

Konklusioner

Indberetningen til ISAG for 2001 omfatter 402 anlæg fordelt på 295 virksomheder. Indberetningen for 2000 omfattede 407 anlæg fordelt på 299 virksomheder.

Følgende kan fremhæves om affaldsproduktionen i 2001:
Den samlede affaldsmængde var i 2001 på 12.768.000 tons, hvilket er 2% mindre end i 2000. Faldet skyldes primært at slam til mineralisering indgår i statistikken med et tørstofindhold på 20% mod tidligere 1,5%. Det betyder, at slammængden er reduceret med 808.886 tons.
Hvis mængden af restprodukter fra de kulfyrede kraftværker holdes udenfor statistikken, har der været tale om et fald i affaldsmængden på 298.000 tons, svarende til 3% i forhold til 2000.
Den samlede genanvendelse var på 63%, hvilket er et procentpoint mindre end den overordnede målsætning på 64% for genanvendelse for år 2004. Da slam har en høj genanvendelsesprocent har det forrykket den samlede genanvendelsesprocent, at slammængden er reduceret med 808.886 tons.
De forbrændte mængder udgjorde 25%, hvilket er et procentpoint mere end den overordnede målsætning på 24% for forbrænding i år 2004.
Mængden til deponering udgjorde 10%, hvilket er bedre end den overordnede målsætning på max. 12% for deponering i år 2004.
Målsætningerne for behandling af affaldet fra de enkelte sektorer er stadig ikke opfyldt – der genanvendes fortsat for lidt affald fra husholdningerne og servicesektoren, mens der deponeres for meget affald fra industrien.