Risikovurdering af MTBE-forurening i forhold til grundvandet

Forord

I Danmark er der i de seneste år konstateret methyl-tertiær-butyl-ether (MTBE) i en række grundvandsboringer. MTBE anvendes i Danmark i benzin til øgning af oktantallet.

Foranlediget af de danske fund af MTBE i grundvandet udarbejdede Miljøstyrelsen i 1998 en handlingsplan. Handlingsplanen indeholder en række anbefalinger til reduktion af miljøbelastningen med MTBE.

Miljøstyrelsen har i samarbejde med Fyns Amt efterfølgende iværksat en række projekter med fokus på grundvandsforurening med MTBE, primært som følge af, at der er observeret forurening med MTBE ved en meget stor procentdel af de fynske benzinstationer, der er undersøgt.

Forureningsundersøgelser på 72 servicestationer i Fyns Amt viser således, at der hyppigt træffes forurening med MTBE. Stoffet er konstateret i grundvandet under 86% af de undersøgte servicestationer. Den gældende grænseværdi for drikkevand er overskredet i 53% af undersøgelserne. MTBE er desuden konstateret i 14 af 32 undersøgte vandværksboringer i amtet.

Miljøstyrelsen og Fyns Amt har på denne baggrund igangsat et projekt med det formål at risikovurdere MTBE-forurening og sekundært benzenforurening i forhold til grundvandet. Risikovurderingen tager udgangspunkt i de 43 MTBE-forurenede lokaliteter på Fyn.

Arbejdet er iværksat under Miljøstyrelsens Teknologiudviklingsprogram for jord- og grundvandsforurening.

Projektet er fulgt af en styregruppe nedsat af Miljøstyrelsen:

Kim Dahlstrøm, Jordforureningskontoret, Miljøstyrelsen
Martin Skriver, Spildevands- og Vandforsyningskontoret, Miljøstyrelsen
Steen Kofoed Munch, Jordforureningskontoret, Fyns Amt
Leif B. Jespersen, Miljøcenter Fyn/Trekantområdet
Michael M. Jensen, Oliebranchens Miljøpulje
Pia Korneliusen, RAMBØLL
Dorte Harrekilde, RAMBØLL

Projektet er udført af RAMBØLL for Miljøstyrelsen og Fyns Amt. Projektet er gennemført i perioden juli 2001 til december 2001 og har bestået af en indsamling af litteratur, vurdering af eksisterende rapporter for undersøgelser og afværgeforanstaltninger på 43 fynske lokaliteter, der er forurenede med MTBE, samt en risikovurdering overfor grundvandet.