Risikovurdering af MTBE-forurening i forhold til grundvandet

5 Risikovurdering Fyn og Danmark

5.1 Forudsætninger for opskalering
5.2 Risikovurdering for grundvand
5.3 Risikovurdering for indvinding på Fyn, MTBE
5.3.1 Eksisterende indvinding
5.3.2 Potentiel drikkevandsressource
5.3.3 Sammenfatning
5.4 Risikovurdering for indvinding på Fyn, benzen
5.5 Risikovurdering for indvinding på landsplan

Risikovurderingen af de 43 MTBE-forurenede lokaliteter og berørte indvindingsoplande samt erfaringsopsamlingen fra Fyns Amt danner baggrund for den efterfølgende opskalering til Fyns niveau. Endvidere foretages en endnu grovere opskalering af resultatet så det svarer til hele Danmark. Formålet er at give et skøn over, hvor stor en del af Fyns og Danmarks drikkevand, der i værste fald kan forventes truet af forurening med MTBE og benzen.

Risikovurderingen for Fyn berører indvindingsoplandene og det samlede OSD (områder med særlige drikkevandsinteresser) svarende til både den eksisterende og den potentielle vandindvindingsinteresse. Der tages udgangspunkt i den fremtidige grænseværdi for MTBE i drikkevand på 5 ”g/l og grænseværdien for benzen på 1 ”g/l.

Opskaleringen til landsplan omfatter kun et skøn i forhold til den samlede indvundne vandmængde dvs. den eksisterende vandindvinding.

Det tilføjes, at der i afsnit 4.2.4 er foretaget en sammenligning af risikoberegningerne og de konstaterede fund af MTBE og benzen i grundvand. Sammenligningen og årsagerne til uoverensstemmelser er også gældende for betragtningerne i det følgende.

5.1 Forudsætninger for opskalering

Opskaleringen foretages ud fra 3 forskellige beregninger:

  1. På baggrund af de 43 lokaliteter beregnes antallet af muligt MTBE- og benzenforurenede lokaliteter på landsplan
       
  2. Procentsatsen for hvor stor en del af de forurenede servicestationer der truer et indvindingsopland, anvendes overfor det samlede antal indvindingsoplande, hvor der ligger en mulig forurenet servicestation. Resultatet angiver hvor stor en del af den samlede mængde indvindingsoplande, der kan forventes at være forurenet med MTBE og benzen over grænseværdierne for drikkevand. Derudover opgøres den samlede mængde forureningstruet drikkevand i forhold til den årlige grundvandsdannelse og den samlede grundvandsressource (indenfor OSD).
        
  3. På baggrund af de 43 lokaliteter beregnes en gennemsnitlig forureningsmasse pr. grundvandstruende lokalitet. Denne forureningsmasse opskaleres og opblandes i den samlede grundvandsressource. Resultatet angiver en koncentration af det forurenede stof i grundvandsressourcen.

Beregning 1 omfatter således en grov beregning i forhold til risikoen overfor grundvandet baseret på JAGG-beregningerne i afsnit 3. Beregning 2 og 3 omfatter risikoen overfor den eksisterende og potentielle indvinding baseret på masseberegningerne i afsnit 4.2. Det skal her understreges, at masseberegningerne jf. afsnit 4.2.3 generelt ikke anbefales anvendt, da den modsiger princippet om at rydde forureninger op ved kilden og ikke ved vandværket. Beregningsresultaterne er dog anvendt her på grund af mangel på en bedre metode.

Der er ved opskaleringen anvendt en række forudsætninger, der stammer fra Fyns Amts erfaringsopsamling af MTBE-forureninger og referencer /17/, /18/ og /19/.

Opskaleringen tager desuden udgangspunkt i masseberegningen foretaget i afsnit 4.2, og forudsætter således;
at hverken MTBE eller benzen nedbrydes eller tilbageholdes i grundvandsmagasinet
at hele forureningskilden i løbet af et år udvaskes og transporteres hen til nærmeste nedstrøms indvindingsboring

Opskaleringen bliver derfor et udtryk for det værste tilfælde.

I tabel 5.1 og 5.2 er angivet de erfaringstal, der er anvendt til opskaleringen, og som er fremkommet af Fyns Amts erfaringsopsamling samt af databehandlingen og risikovurderingerne i afsnit 4.2.

Tabel 5.1
Erfaringstal fra Fyns Amt og masseberegningerne

 

MTBE

Benzen

Procentdel forurenede lokaliteter af samtlige mulige

86 % (62 af 72)

-

Procentdel lokaliteter, der kan true indvindingsoplande, af samtlige 43 forurenede

25 % (11 af 43)

38 % (15 af 43)

Procentdel truede indvindingsoplande af samtlige mulige med potentiel forurening

24 % (9 af 37)

38 % (14 af 37)

Samlet truet indvindingsmængde

2,3 mill. m3
(9 oplande)

2,8 mill. m3
(14 oplande)

Samlet forureningsmængde for de 43 lokaliteter

308 kg

1.762 kg

     
Tabel 5.2
Data Fyns Amt, grundvandsressource og MTBE-forureninger

Fyns Amt

 

Grundvandsressource, /17/

8262 mill. m3

Grundvandsressource indenfor OSD, /17/

7850 mill. m3

Årlig grundvandsdannelse, /17/

128 mill. m3

Indvinding 1998, m3 /17/

38 mill. m3

antal indvindingsoplande /18/

276

antal indvindingsoplande med mulig MTBE-forurening /18/

110

antal indvindingsoplande indenfor OSD med mulig MTBE-forurening /18/

94

antal muligt MTBE- forurenede lokaliteter /18/

338

antal muligt MTBE- forurenede lokaliteter indenfor indvindingsoplande /18/

253

antal muligt MTBE- forurenede lokaliteter indenfor OSD /18/

225

antal muligt MTBE-forurenede lokaliteter indenfor indvindingsoplande i OSD, /18/

168

    
Det bemærkes, at der ikke er foretaget en erfaringsopsamling af benzen-forurening fra fynske servicestationer og at tal herfor derfor mangler i tabel 5.2. Opskaleringen af risikovurderingen overfor benzen tager derfor alene udgangspunkt i masseberegningerne i afsnit 4.2.

Det tilføjes, at der ved opskaleringen ikke er foretaget en sammenstilling af data vedrørende forureningsundersøgelser fra andre egne af Danmark, ej heller vedrørende lokaliteternes aldersmæssige fordeling og indretningsmæssige forhold, idet datamateriale mangler.

5.2 Risikovurdering for grundvand

Det er opgjort, at der indenfor Fyns Amt findes 338 muligt MTBE-forurenede lokaliteter, jf. tabel 5.2. Heraf ligger de 225 lokaliteter indenfor OSD-områder.

Af de muligt MTBE-forurenede lokaliteter er det beregnet, at 86% reelt vil være forurenede, jf. tabel 5.1, svarende til i alt 291 lokaliteter, hvoraf 194 ligger indenfor OSD-områder. Af disse kan de 39 % og 44 % af lokaliteterne medføre en grundvandsforurening med hhv. MTBE og benzen over grænseværdierne svarende til 113 MTBE-forurenede lokaliteter og 128 benzenforurenede lokaliteter, hvoraf hhv. 75 og 85 ligger indenfor OSD-områder.

Tallene kan råt opskaleres til landsplan bestående af 14 amter eksklusiv Frederiksberg og Københavns Kommuner, hvor antallet af MTBE-forurenede servicestationer anses for negligeabel. Herved fås, at der kan være tale om ca. 4730 muligt MTBE-forurenede lokaliteter, hvoraf de 3150 ligger indenfor OSD-områder. Heraf kan de ca. 1600 og 1800 have forurenet det primære grundvand med hhv. MTBE og benzen over grænseværdierne. Af disse ligger hhv. 1060 og 1190 indenfor OSD-områder.

5.3 Risikovurdering for indvinding på Fyn, MTBE

5.3.1 Eksisterende indvinding

Af tabel 5.1 fremgår, at 25 % af de 43 lokaliteter, hvor der er konstateret en forurening med MTBE, kan medføre et indhold af MTBE i nærmeste nedstrøms indvindingsboring på mere end 5 ”g/l svarende til den fremtidige grænseværdi.

Fyns Amt har vurderet, at der i amtet findes ca. 253 lokaliteter, der kan være forurenede med MTBE, og som samtidig ligger indenfor et indvindingsopland. Heraf ligger ca. 168 lokaliteter også indenfor OSD.

Af de 253 lokaliteter kan 86 %, svarende til 218 lokaliteter, på baggrund af erfaringerne forventes at være forurenede med MTBE.

Opskaleres de 25 % nævnt ovenfor til at dække hele amtet og samtlige mulige forurenede lokaliteter, svarer det til, at ca. 21 % (0,86 * 25) af samtlige mulige MTBE-forurenede lokaliteter medfører en overskridelse af den fremtidige grænseværdi for drikkevand i nærmeste nedstrøms indvindingsboring.

De 253 lokaliteter ligger i ca. 110 indvindingsoplande jf. tabel 5.2. Forudsættes lokaliteterne og forureningerne jævnt fordelt på oplandene, svarer det til, at 21% af disse indvindingsoplande (dvs. i alt 23 oplande) kan forventes forurenede med MTBE over 5 ”g/l. På Fyn findes i alt 276 indvindingsoplande, hvoraf de 23 som nævnt kan forventes forurenede med MTBE over den fremtidige grænseværdi svarende til ca. 8% af samtlige indvindingsoplande.

Ses på den samlede indvindingsmængde fra almene vandværker, indvindes der årligt på Fyn ca. 38 mill. m3 vand (1998), /17/. Forudsættes indvindingen jævnt fordelt på oplandene kan det i lighed med ovenstående forventes, at 8% af denne mængde er forurenet med MTBE over 5 ”g/l, svarende til en indvindingsmængde på ca. 3 mill. m3.

Ses imidlertid på de 43 undersøgte lokaliteter, fremgår det, at de 25%, der ved masseberegningerne giver overskridelser af den fremtidige grænseværdi, modsvarer en indvinding i de berørte indvindingsoplande på ca. 2,3 mill. m3 ud af 8,9 mill. m3 (den samlede indvinding i oplandene, hvor de 43 lokaliteter ligger). Dette svarer til 26 % (2,3/8,9) af indvindingsmængden i de undersøgte indvindingsoplande. Forudsættes, at dette tal kan overføres til den samlede indvinding, kan 26% heraf dvs. ca. 10 mill. m3 forventes forurenet med MTBE over 5 ug/l.

Opskaleringen af risikovurderingen medfører dermed, at 3-10 mill. m3 af den årlige indvindingsmængde på 38 mill. m3 i værste fald kan forventes forurenet. At de 2 beregningsmuligheder giver så forskellige resultater skyldes, at indvindingen reelt ikke er jævnt fordelt på oplandene. Af de 9 oplande (tabel 5.1), der kan forventes at have MTBE-indhold over 5 ”g/l, omfatter de 5 oplande således en indvinding hver på 285.000-642.000 m3 og en samlet indvinding på ca. 2,2 mill. m3, svarende til 96 % af den samlede beregnede forurenede indvindingsmængde i de 9 oplande.

Til opskaleringen bemærkes desuden, at erfaringsopsamlingen på de 43 lokaliteter omfatter;
37 ud af 110 indvindingsoplande med mulig MTBE-forurening dvs. 34 % af samtlige muligt MTBE-forurenede indvindingsoplande
en indvindingsmængde på 8,9 mill. m3 vand ud af i alt 38 mill. m3 indenfor hele amtet, svarende til 23 % af den samlede indvinding.

Da det må forventes, at der i større byområder med høje indvindingsmængder findes mere end en muligt MTBE-forurenet lokalitet, vil en mulig MTBE-forurening her medføre, at ovennævnte opskalering undervurderer problemets samlede omfang.

Fordelingen af indvindingsboringer eller vandværker i oplandet har naturligvis også stor betydning for problemets omfang. Nogle boringer vil blive væsentligt mere påvirket end andre, og boringerne længst fra forureningskilden vil pga. fortyndingseffekten ikke blive væsentligt påvirket.

5.3.2 Potentiel drikkevandsressource

En risikovurdering overfor den potentielle fynske drikkevandsressource kan tage udgangspunkt i den samlede drikkevandsressource på Fyn.

Fyns Amt har i /17/ beregnet, at magasiner og tilhørende indvindingsoplande dækker ca. 95% af det samlede OSD-areal. Den totale ressource er ligeledes af Fyns Amt bestemt til ca. 8.262 mill. m3, hvoraf de 7.850 mill. m3 altså ligger indenfor OSD.

Forudsættes i lighed med indvindingsoplandene, at 8 % af OSD er forurenet med MTBE over 5 ”g/l, fås i stedet, at der er tale om en forurening af en ressource på ca. 630 mill. m3. Denne ressourcemængde er ca. 5 gange højere end den årlige grundvandsdannelse på Fyn, jf. /17/.

En anden måde at anskueliggøre risikoen for MTBE-forurening af drikkevandsressourcen er at sammenligne den samlede mængde forventet forurening med den samlede mængde forurenet ressource.

På baggrund af masseberegningerne er det beregnet, at der på de 43 lokaliteter findes ca. 308 kg MTBE svarende til 7,2 kg pr. lokalitet i gennemsnit. Forudsættes 86 % af de 225 muligt MTBE-forurenede lokaliteter, der ligger indenfor OSD, at være forurenede med 7,2 kg MTBE pr. lokalitet, fås en samlet forureningsmængde i OSD på 1.400 kg. Opløses denne mængde i den samlede ressource indenfor OSD fås et gennemsnitsindhold af MTBE på 0,18 ”g/l, dvs. en faktor 28 under den fremtidige grænseværdi.

Opløses samme mængde MTBE i den samlede mængde forurenet grundvand, fås et gennemsnitsindhold på 2,2 ”g/l, dvs. ca. 50% af grænseværdien.

5.3.3 Sammenfatning

Baseret på baggrund af erfaringsopsamlingen og den foretagne risikovurdering for de 43 MTBE-forurenede lokaliteter, konkluderes at MTBE kan udgøre en fare for forurening af en væsentlig del af den eksisterende indvinding og den potentielle drikkevandsressource på Fyn. En væsentlig forudsætning for denne vurdering er, at MTBE ikke nedbrydes eller tilbageholdes i grundvandsmagasinet.

5.4 Risikovurdering for indvinding på Fyn, benzen

Af tabel 5.1 fremgår, at 38 % af de 43 lokaliteter, hvor der er konstateret en forurening med benzen, på baggrund af masseberegningerne kan medføre et indhold af benzen i nærmeste nedstrøms indvindingsboring på mere end 1 ”g/l svarende til den eksisterende grænseværdi.

Imidlertid må det forventes, at der er flere lokaliteter med benzenforurening end lokaliteter med MTBE-forurening, idet MTBE kun er anvendt i benzin siden 1985. Opskaleringen af risikovurderingen for benzen vil derfor umiddelbart give en væsentlig større forurening af drikkevands- og grundvandsressourcen end MTBE.

Imidlertid bliver benzen i væsentlig større grad end MTBE nedbrudt i grundvandsmagasinet, og en opskalering på baggrund af masseberegningerne vil derfor medføre, at problemets omfang overvurderes i væsentlig grad. Dette støttes af, at der i Danmark kun er observeret få grundvandsforureninger med benzen længere nedstrøms servicestationer.

Benzen vurderes på baggrund af erfaringer derfor kun at udgøre en fare for forurening af en mindre del af den eksisterende indvinding og den potentielle drikkevandsressource på Fyn.

5.5 Risikovurdering for indvinding på landsplan

I /3/ er det angivet, at der på landsplan indvindes ca. 450 mill. m3 vand årligt.

Forudsættes som for opskaleringen for Fyn, at ca. 8-26 % af den samlede indvindingsmængde er forurenet med MTBE over den fremtidige grænseværdi, svarer det til en forurenet vandmængde på landsplan på 36-117 mill m3.

En væsentlig forudsætning for denne opskalering er, at de geologiske og hydrogeologiske forhold i Danmark er sammenlignelige. I Københavnsområdet, hvor der indvindes meget store mængder vand indenfor et forholdsvist lille areal og hvor transporttiden i grundvandet derfor er kort, vil opskaleringen undervurdere problemets omfang. Derimod vil der ske en overvurdering af problemets omfang i f.eks. en del af Vestjylland, hvor der findes sandmagasiner med iltede forhold og hvor der derfor kan ske en vis nedbrydning af MTBE.

Baseret på baggrund af erfaringsopsamlingen og den foretagne risikovurdering for de 43 MTBE-forurenede lokaliteter, konkluderes dog at MTBE på landsplan i værste fald kan udgøre en fare for forurening af en væsentlig del af den eksisterende indvinding. En væsentlig forudsætning for denne vurdering er, at MTBE ikke nedbrydes eller tilbageholdes i grundvandsmagasinet.