Risikovurdering af MTBE-forurening i forhold til grundvandet

6 Konklusion

Risikovurderingen af MTBE- og benzenforurenede lokaliteter overfor grundvandet har taget udgangspunkt i de 43 MTBE-forurenede lokaliteter i Fyns Amt. For hovedparten af disse lokaliteter var der ikke erkendt forurening med MTBE inden de første forureningsundersøgelser blev udført.

Ud fra en række forudsætninger anvendt til risikoberegningerne er det beregnet, at 39 % af de 43 MTBE-forurenede lokaliteter kan medføre en forurening af det primære grundvand med MTBE over 5 µg/l. Det tilsvarende tal for benzen er 44 % ved en grænseværdi på 1 µg/l.

Derudover er det konservativt beregnet, at 25 % af indvindingsoplandene, hvori de 43 lokaliteter ligger, kan være forurenede med MTBE over grænseværdien. For benzen er tallet 38 %. Ved at opskalere tallene til at dække samtlige mulige MTBE-forurenede lokaliteter i Fyns Amt, er det beregnet, at 8-26 % af den samlede indvindingsmængde kan være forurenet med MTBE over grænseværdien. I forhold til den samlede potentielle drikkevandsressource er det groft anslået, at en samlet ressource på 630 mill. m3, svarende til 5 gange den årlige grundvandsdannelse, kan være forurenet.

Opskaleringen til landsplan har antydet, at ca. 1600 og 1800 servicestationer over hele landet kan have forurenet det primære grundvand med hhv. MTBE og benzen over grænseværdierne. Heraf er det anslået, at de hhv. 1060 og 1190 lokaliteter ligger indenfor OSD-områder.

Det er klart, at disse tal er fremkommet under en række forudsætninger beskrevet i de foregående afsnit, og i øvrigt er baseret på konservative beregningsmetoder. Det er dog også sandsynliggjort, at beregningerne har taget udgangspunkt i målte koncentrationer af MTBE og benzin, der teoretisk er vurderet at være for lave til at repræsentere den reelle kildestyrke.

Endelig er der ved igangsættelse af denne risikovurdering ikke konstateret forureninger af det indvundne grundvand i det omfang risikovurderingen lægger op til. Nogle af årsagerne hertil er, at der kun er foretaget forholdsvis få analyser for MTBE og at de foretagne analyser er foretaget på grundvand, der er ældre end 1985, hvor brugen af MTBE i benzin blev indført i Danmark.

Imidlertid viser risikovurderingen, at MTBE kan udgøre et muligt fremtidigt forureningsproblem for indvindingen af drikkevand og for grundvandsressourcen. Der bør indhentes et større datagrundlag, der kan nuancere den foretagne risikovurdering.

De anvendte forudsætninger og beregninger i rapporten viser, at der er behov for større viden om bl.a. følgende forhold:
MTBE’s nedbrydning under forskellige redoxforhold
den reelle kildestyrke af MTBE (og øvrige benzinstoffer) på forurenede lokaliteter
indhold af MTBE i primært grundvand
betydningen af servicestationernes indretning (miljøbeskyttende foranstaltninger) for udbredelse af forurening med MTBE og benzen

Disse forhold sammenholdt med forureningsundersøgelser, der fokuserer på omfang og udbredelse af MTBE-forureninger, vil kunne forbedre datagrundlaget og dermed yderligere nuancere risikovurderingen.