www.benchmarks.dk

1 Sammenfattende artikel

1.1 Formål
1.2 Kategorisering
1.3 Miljø-benchmarking
1.4 Økonomi-benchmarking
1.5 Drift og markedsføring af systemet år 1

1.1 Formål

Det primære formål med www.benchmarks.dk er at fremme den markedsdrevne udvikling af og efterspørgsel efter mere miljørigtige transportløsninger. Det er der nu skabt mulighed for, ved at alle vejgodstransportører kan følge op på og dermed forbedre deres præstationer gennem et gratis, brancherettet og anonymt hjælpemiddel.

www.benchmarks.dk er tilpasset den virkelighed, vejgodstransport lever i og de øvrige værktøjer, der er til rådighed for vejgodstransporterhvervet. Gennem udviklingen og testningen af systemet er det blevet klart, at værktøjet skal opfylde flere formål for brugerne. Dels er der behov for et system, der styrker miljø- og økonomistyringen i virksomhederne, dels er der fra en del af branchen ønske om, at man kan bruge dataene til markedsføring.

Begge ønsker støtter op om det overordnede mål fra de initierende aktører, nemlig at fremme miljørigtig transport i virksomhederne og derigennem også de økonomiske præstationer.

Til ekstern dokumentation er der fokus på dieselforbrug og miljømæssig status for vognparken. Dette modsvarer efterspørgslen fra transportkøbere, der ønsker styring af og løbende forbedringer på miljøområdet.

1.2 Kategorisering

Grundlaget for en effektiv benchmarking er, at de deltagende virksomheder har det samme udgangspunkt for benchmarkingen. Er virksomhederne eller afdelingerne ikke sammenlignelige, sker der en incitamentsdegradering, og forbedringerne udebliver.

Derfor er der i projektet lagt stor vægt på at sikre en høj grad af identifikation. Det gælder både internt og eksternt. Internt skal man kunne genkende og føle ansvar for de præstationer, man måles på, det er ikke muligt hvis man benchmarker eksportkørsel og renovation i en pærevælling. Eksternt er det også vigtigt, at man ved, hvad man sammenligner sig med, lastbiler dækker immervæk køretøjer fra 3.500 til 48.000 kg tilladt totalvægt.

Identifikationen er sikret ved at lade enheden for benchmarking være "gruppe" frem for virksomhed. En gruppe kan bestå af fra 1 til uendelig mange køretøjer med samme profil. En profil er en beskrivelse af gruppen på fire væsentlige områder:

Kørselsart:
by
lokal
regional
fjern/international
blandet

Transporttype:
hel læs/full load
del læs/part load
stykgods (fragtmandskørsel)
bygge- og entreprenørkørsel (inkl. industrirenovation)
renovation – komprimator
renovation – slamsugning
specialtransport (svær og/eller omfangsrig),
blandet

Køretøjstype:
forvogn
forvogn + hænger
trækker (ikke fast kombination)
trækker + trailer (fast kombination)
blandet

Totalvægt:
3.500 - 10.000 kg
10.001 - 19.000 kg
19.001 - 26.000 kg
26.001 - 36.000 kg
36.001 - 42.000 kg
over 42.001 kg
blandet.

Med disse kategorier er der i alt 1.400 mulige profiler. Dermed kan man ramme så præcist, at gruppen dækker ens selvopfattelse. Samtidig er inddelingen ikke så detaljeret, at der kun kommer en eller få virksomheder inden for hver profil, så benchmarkingen af den grund ikke bliver mulig.

Er der for få virksomheder inden for en profil, til at benchmarking kan finde sted, skal brugeren fravælge kategorier og f.eks. måle sig med alle transporttyper frem for kun stykgods.

1.3 Miljø-benchmarking

Transportvirksomhedernes incitament til at benchmarke sig mod andre på miljøområdet er åbenbart. Dieselomkostninger er en væsentlig post inden for vejgodstransport af alle typer.

Som et eksempel kan en lastbil i national kørsel tilbagelægge omkring 80.000 km pr. år med i gennemsnit 2,65 km pr. l. Det giver et dieselforbrug på ca. 30.000 l til en samlet årlig omkostning på kr. 150.000. Kan dieseludnyttelsen forbedres med blot 5 % til 2,78 km pr. l, spares der kr. 7.500 pr. lastbil hvert år.

En sådan besparelse animerer naturligvis til interesse, også uden benchmarking, men det kan være vanskeligt at følge markant op på forbrugstallene. Det hænger sammen med, at forbruget svinger, bl.a. afhængigt af vind og vejr, destinationer, godsvægt og tidskrav, hvilket svækker de løbende beregningers udsagnskraft. Med www.benchmarks.dk er der mulighed for at få et skarpere billede ved at fjerne virkningen af årstidsvariation fra resultaterne. En virksomhed, der lå placeret godt i sin gruppe i 3. kvartal, bør være godt placeret i 4. kvartal uanset ændringer i niveauet.

For miljø-benchmarking er der obligatorisk registrering af dieselforbrug og antal kørte km i kvartalet. Dertil er der mulighed for at benchmarke sig på nøgletal for:
energieffektivitet (antal kørte km pr. liter diesel)
udslip af CO2
gennemsnitlig euronorm
anvendelse af partikelfiltre i %
gennemsnitlig kapacitetsudnyttelse i %
antal kørte km pr. køretøj
tomkørsel i %.

Hvis der yderligere er ønske om at opgøre NOx, CO, HC og partikler, skal der anføres data for belastning og euronorm pr. bil. Det er en specifikationsgrad der formodes at kunne skræmme brugere væk, og derfor henvises der i stedet til den gratis beregningsmodel "Beregn miljødata" på http://www.transit.dk.

1.4 Økonomi-benchmarking

Når virksomheden har fået adgang til at benchmarke sig på miljødata, får den samtidig adgang til økonomimodulet. Benchmarking af økonomidata er både en spejling af de økonomiske gevinster ved miljørigtig kørsel og et selvstændigt incitament til at deltage med data. Sammenligningen er koncentreret omkring driftsdata og stopper før de faste omkostninger og finansielle poster. Omkring finansiering og ejerskabsformer er forholdene så individuelle, og løsrevet fra miljømæssige konsekvenser, at det ikke giver mening at sammenligne virksomheder. Dertil kommer problemer med på en konsistent måde at fordele de faste omkostninger på de forskellige grupper, der deltager i benchmarkingen.

Der er derfor åbnet for, at man kan benchmarke sig på de følgende poster:
transportomsætning (eksklusive fremmede vognmænd)
transportomkostninger (total)
chaufførløn og tilknyttede udgifter
diesel og dieselafgift/-told
turudgifter, herunder vejskat
øvrige turudgifter
dækningsbidrag 1
reparation og vedligeholdelse
dækomkostninger
vægt- og vejbenyttelsesafgift
forsikring - ansvar/kasko + CMR/fragtføreransvar
øvrige vognomkostninger
dækningsbidrag 2
udnyttelsesgrad (tid)
kørte km.

Sammenligningen for de enkelte poster kan ske i forhold til kørte km, anvendte timer eller for det enkelte køretøj. I forhold til bydistribution er det i mange tilfælde omkostninger og indtægter pr. time, der er det væsentlige for bundlinien, mens det i eksportkørsel er præstationerne opgjort pr. km, der regnes med. Forsikring betales pr. køretøj og kan f.eks. til brug for prisforhandlinger også sammenlignes på det niveau.

Det er forventningen, at der med værktøjets præsentation på bl.a. vognmandskurser kan ske et generelt løft af regnskabsdisciplinen. Deltagelse i benchmarking kan tidligt pege på områder, hvor ens virksomhed kører skævt. Samtidig sikres opfølgning hvert kvartal og ikke først, når årsregnskabet foreligger, og tingene kan have kørt skævt længe.

Det vil især være en fordel for firmatransportører og vognmandsvirksomheder, der ikke er medlemmer af organisationerne og bliver varslet fra den kant af. Med deltagelse i benchmarks kan de ved udefra kommende ændringer, som f.eks. afgiftsstigninger eller nye overenskomster allerede efter et kvartal have et bud på følgerne og kan dokumentere konsekvenserne overfor kunder.

1.5 Drift og markedsføring af systemet år 1

Med www.benchmarks.dk er der udformet et alment tilgængeligt værktøj. Men det er også klart, at et værktøj til sammenligning kun har værdi, når der er tilstrækkeligt med virksomheder at benchmarke sig med.

Systemet har sin egen hjemmeside, og der kræves kun få virksomhedsoplysninger for at kunne deltage. Det er ikke muligt at have fuld anonymitet, f.eks. ved brug af alias i systemet, fordi der så ikke kan finde kontrol og fejlrettelse sted.

Virksomhedsoplysningerne er til brug for identifikation af brugerne ved kontrol af benchmark data. Det er revisionsfirmaet KPMG, der forestår kontrollen af data, og de har tavshedspligt vedr. oplysninger, de måtte få ved denne kontrol. Proceduren er indført for at sikre en høj datastandard ved at luge fejlindtastninger og misforståelser bort. Brugeren får besked direkte fra KPMG, hvis der er forhold der skal undersøges eller kræver en forklaring. Ingen andre får således kendskab til henvendelsen.

I forbindelse med registreringen skal e-mail adresse også oplyses. Ved afslutningen af hver indtastningsperiode udsendes e-mail til brugerne med oplysninger om, at benchmarkingen nu er endelig for det givne kvartal. Samtidig opfordres brugerne til at taste data ind for det nye kvartal.

Dansk Transport og Logistik (DTL), International Transport Danmark (ITD) og FDE regnskabsservice fremmer alle brugen af systemet overfor egne medlemmer. Dertil er det planen at promovere www.benchmarks.dk i bredere sammenhænge for at sikre, at også ikke medlemmer får glæde af systemet.

International Transport Danmarks web-afdeling forestår driften af systemet.