Model til udpegning af fremtidige indsatsområder inden for Program for renere produkter

1 Baggrund og formål

1.1 Baggrund
1.2 Formål

1.1 Baggrund

En væsentlig del af den hidtidige miljøindsats har været rettet mod brancher, og diverse evalueringer viser, at denne tilgang i mange tilfælde giver gode resultater. Men med den stigende fokusering på produkternes samlede miljøpåvirkning i hele livsforløbet stiger behovet for en miljøindsats, der i mindre grad er forankret i brancher og produktionssteder og i højere grad følger produkterne – også i brug og bortskaffelse. Der er derfor brug for større viden om, hvilke produktgrupper det er vigtigst at rette en indsats mod ud fra et livscyklusperspektiv, samtidig med at indsatsen skal rettes mod områder, hvor der kan opnås en effekt. Den økonomiske betydning af produkterne i den danske samfundsøkonomi er derfor også vigtig.

Endelig sker der i disse år også en udvikling af "bæredygtighedsbegrebet" i praksis, så både miljø, økonomi og sociale/etiske aspekter bliver omfattet. Dette er dog endnu i sin vorden.

Miljørådet har besluttet at igangsætte 2 projekter, der kan bidrage til afklaring af, hvor den fremtidige indsats skal ligge. Resultaterne af det første projekt, som denne rapport omfatter, skal dels kunne udpege indsatsområder for 2002, hvor der stadig er fokus på brancherne, og dels etablere grundlaget for en prioriteringsmodel, som kan videreudvikles i et senere projekt med henblik på prioritering af indsatsen i 2003 og frem.

1.2 Formål

Formålet med dette første projekt er således at udpege og konkretisere relevante indsatsområder for fremtidige branche- og produktindsatser. I denne del af projektet udvikles en foreløbig prioriteringsmodel, som bruges til at screene for mulige og oplagte indsatsområder – og ud fra dette udpeges områder for den branche-/produktorienterede indsats i 2002. Efterfølgende skal modellen kunne videreudvikles til støtte for prioritering af Miljøstyrelsens fremtidige indsats inden for renere produkter.

En sådan prioriteringsmodel skal således kunne koble produkter med de brancher, hvori produkterne bliver produceret, da modellen både skal kunne tage hensyn til den tidligere indsats rettet mod brancherne og den fremtidige relevante indsats på produktområder. Desuden skal prioriteringsmodellen kunne beskrive produkternes varekæder på et indledende niveau.

Resultatet af projektet er:
en indledende version af prioriteringsmodel
et overblik over produktgrupper med potentielt høj miljøpåvirkning og økonomisk betydning samt hvilke brancher, en eventuel indsats over for disse produktgrupper, kan knyttes til
et forslag til branche-/produktindsatser ud fra modellen
en beskrivelse af, hvordan modellen kan videreudvikles i et efterfølgende projekt