| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Kortlægning af dioxinforurening samt kilder til dioxinforurening i Østersøen

2 Forureningskilder og deres eksponering af Østersøen

2.1 Tilførsel og fraførsel af dioxiner og PCB

Østersøen er et næsten lukket hav der især i løbet af de sidste 50 år har fået dioxin tilført via spildevandsanlæg fra byerne, og spildevand fra kystnære forurenende virksomheder og de mange floder, der udmunder i Østersøen.

Der sker både en tilførsel og fraførsel af stofferne med vandudvekslingen gennem Øresund, Storebælt og Lillebælt. Der sker ligeledes en tilførsel og fraførsel via luften, idet der sker et nedfald af dioxin langtransporteret fra kilder på land og en fordampning eller forstøvning bidrager igen til luftmassernes indhold. Tilførslen må fortsat vurderes at være større end fraførslen dvs. der sker en fortsat akkumulering af dioxin i Østersøen. De senere års initiativer til begrænsning af udledningerne betyder imidlertid at der tilføres langt mindre forurening nu end for 20-30 år siden.

Som det fremgår af oplysninger i et senere afsnit, så er opholdstiden af dioxiner i Østersøens abiotiske miljø, specielt sedimenter, hundredvis af år. Det meste af det dioxin, der gennem årene er udledt, er derfor fortsat til stede, mere eller mindre tilgængeligt, og sedimenter vil løbende i de kommende århundreder afgive stofferne til nye organismer og fødekæder. Formentligt mindre og mindre pga. tilførsel af nyt mindre forurenet overfladesediment.

2.2 Udledninger fra papirmasseindustrier

Ifølge en rapport af Greenpeace fra april 2001 om blegning af papirmasse i Østersøområdet er papirmasseindustrien en af de største industrigrene i Østersøområdet. I 1999 alene producerede landene omkring 30 millioner tons papirmasse. Sverige og Finland fremstiller 62% af EU’s papirmasse. Der er omkring 100 papirmøller i området og 40 af disse producerer 14 millioner tons bleget papirmasse. I de sidste 10 år er papirindustrien skiftet fra at bruge chlor eller hypochlorit og til chlordioxid eller chlorfrie blegemidler, der ikke kan danne dioxiner. Der var i 2001 tre fabrikker, der fortsat brugte chlor som blegemiddel. Alle tre var placeret i Kaliningrad området.

I slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne var udledningen af chlorholdigt organisk materiale med spildevand fra de svenske og finske papirindustrier på sit maksimum med 28.000 tons årligt og heraf blev 70% udledt til det Botniske Hav. Modeller viser, at der i Østersøens vand er opløst 150.000-350.000 tons, og på Østersøens bundsedimenter er der ophobet mere end 12.000 tons, så Østersøen vil fortsat i årtier være forurenet af disse stoffer fra papirindustrien, hvoraf der vil være en hel del dioxin (Wulff et al 1993, Bernes 1999).

De store mængder dioxin, der tidligere er blevet udledt fra de store svenske og finske papirmasse-industrier, ser ud til at være forklaringen på at dioxinindholdet i fisk stadigvæk er særligt højt i den nordlige del af Østersøen (nord for Gotland og inklusive den Botniske Bugt) og for sild og laks over EU’s grænseværdi på 4 ng WHO-TEQ/kg friskvægt. Modsat for PCB (og pesticidresterne DDT/DDE), hvor den største forurening af organismer forekommer i den centrale del af Østersøen eller nær tætbefolkede industriområder og flodudløb.

Selvom nuværende og fremtidige reguleringer ikke kan gøre gammel skade god igen, så vil en yderligere begrænsning af de nuværende og fremtidige tilførsler af "frisk" dioxin til Østersøen dog fortsat være nyttig og nødvendig, idet den vil nedbringe den biologisk mest tilgængelige del og dermed tage toppen af belastningen i højere og højere grad.

2.3 Forureningskilder og emissioner

Der er 9 lande omkring Østersøen, som hver har bidraget og vil bidrage med tilførsel af Dioxin. Specielt for Tyskland og Rusland vil de nationale emissioner hovedsageligt ske til andre recipienter end Østersøen, mens det meste af emissionerne fra Finland og de Baltiske Lande vil tilgå Østersøen. Det meste af Polen og en del af Hviderusland er ligeledes del af Østersøens afvandingsområde.

For dioxins vedkommende er der fortsat punktkilder, så som affaldsforbrændingsanlæg og metalindustrier.

I det følgende redegøres der for den viden, der er om kilder til dioxinemissioner i landene omkring Østersøen. Hovedvægten er på dioxin emissioner til luft, idet emissionen direkte til vand anses for ubetydelig.

2.3.1 Danmark

Den første større danske dioxinkortlægning kom i 1995 med 1989/90 data baseret på nordiske TEQ (Jensen et al. 1995). Den samlede emission blev vurderet til 74-114 g N-TEQ/år. De vigtigste kilder var brændeovne, affaldsforbrænding og sekundær stålindustri. En opdatering med 1995 tal og I-TEQ kom i 1997 (Jensen 1997). Den samlede emission til luft blev estimeret til 37-45 g I-TEQ/år. De vigtigste kilder var affaldsforbrænding og sekundær stålindustri, emissionen fra brændeovne blev vurderet meget lavere. De enkelte tal er vist i Tabel 2.1:

Tabel 2.1:
Dioxinemission i Danmark i 1995 med 1990-tal i parentes.

En senere dansk opgørelse kom i 2000 med 1998/9 data (Hansen et al. 2000). Emissionen til luft blev estimeret til 19-170 g I-TEQ/år. Affaldsforbrænding og metalindustrier blev fortsat anset for at være de vigtigste kilder (se tabel 2.2).

Tabel 2.2
Estimerede dioxin emissioner til miljøet i Danmark i 1998-99.

En opdatering af denne undersøgelser udkommer tidligt i 2003. Her vil der bl.a. blive ændringer vedr. emissioner fra de største kilder stålvalseværket, sekundær aluminiumindustri og affaldsforbrænding (se tabel 2.3).

Tabel 2.3
Estimerede årlige dioxinemissioner/tab til miljøet og depoter i Danmark 2000-2002.

2.3.2 Sverige

Den første svenske emissionsopgørelse var fra 1987 med en årlig emission af 100-200 g N-TEQ. TNO rapporten angiver for 1990 emission af 84 g I-TEQ/år (TNO 1997). En national kortlægning fra 1993 angav et interval på 21-88 g N-TEQ/år. I den første europæiske kortlægning blev emissionen til luft i 1995 anslået til 89 g I-TEQ/år (Quass et al. 1997). I vurderingen for 2000 er emissionen anslået til næsten det samme nemlig 26-98 g I-TEQ, og emissionen fra sinteranlæg er meget mindre end tidligere idet et anlæg blev lukket (Quass et al 2001). En ny svensk opgørelse er på vej (Liljelund og Johansson, 2002).

Tabel. 2.4:
Dioxinemissioner til luft i Sverige i 2000.

2.3.3 Finland

I TNO rapporten angives en luftemission i 1990 på 53 g I-TEQ/år (TNO 1997). I den første Europæiske kortlægning var emissionen i 1993-95 steget til 68 g I-TEQ/år (Quass et al. 1997). I den nyeste Europæiske opgørelse er emissionen i 2000 estimeret til 64-82 g I-TEQ/år, hvoraf halvdelen er fra sinteranlæg og en tredjedel fra anvendelse af træ i boligopvarmning (Quass et al. 2001)

Tabel 2.5:
Dioxinemission med luft i 2000 i Finland

Finland har udover papirindustrien haft andre vigtige kilder til vandforurening med dioxiner. Det er en vinylchloridfabrik og en virksomhed, som brugte chlorphenoler til træbeskyttelse.

2.3.4 Rusland

Organisationen for miljøbistand til Østeuropa, Dancee, har nyligt finansieret en opgørelse over potentielle dioxin kilder og emissioner til Østersøen (Lassen et al. 2002a). Der foreligger ingen specifikke oplysninger om dioxinkilder og emissioner i de russiske områder, der afvander Østersøen. Der findes så vidt vides ingen større affaldsforbrændingsanlæg, men brug af biomasse brændsler og skifferolie samt fri afbrænding af affald er sandsynlige kilder. I St. Petersburg og Novgorod områderne findes der større metalindustrier, gødningsfabrikker og asfaltfabrikker, som kan være betydelige kilder. Formentlig er der også vinylchloridfabrikker og anlæg, der bruger chlorholdige træbeskyttelsesmidler. Som nævnt ovenfor er der i Kaliningrad området 3 papirfabrikker, som formentlig udsender dioxiner med spildevandet. Papirfabrikkerne i St. Petersburg området bruger så vidt vides ikke chlorblegning.

I forbindelse med Dancee projekterne angives en ny dioxinopgørelse fra den Russiske Federation udarbejdet af Yufit. Den kommer frem til en meget stor dioxinemission på 7.200-10.800 gram I-TEQ og en af de vigtigste kilder var afbrænding af farligt affald (Lassen et al. 2003).

2.3.5 Estland

Organisationen for miljøbistand til Østeuropa, Dancee, har nyligt finansieret en opgørelse over potentielle dioxin kilder og emissioner (Lassen et al. 2002a). Undersøgelsen var baseret på internationale emissionsfaktorer (UNEP 2001). Emissionen til andet end luft og restprodukter var ubetydelig Der er ingen større punktkilder bortset fra to kraftværker i den østlige del af landet, der bruger lokal skifferolie som brændsel. Emissionsmålinger er planlagt for 2003 for at verificer denne mulige betydelige forureningskilde.

Ukontrollerede forbrændingsprocesser på lossepladser eller i baghaver samt brande er en anden vigtig forureningskilde. Alle disse forbrændingsprocesser resulterer i kontaminerede askerester og filterstøv. Den totale årlige dioxin emission er anslået til 14 gram ITEQ til luften og det samme til restprodukter.

I tabel 2,6 er anført emissionsbidraget fra de forskellige potentielle kilder. De mange spørgsmålstegn og intervaller indikerer en store usikkerhed ved tallene.

Tabel 2.6:
Estimerede dioxinemissioner fra kilder i Estland år 2000 (lassen et al. 2002a).

2.3.6 Letland

Organisationen for miljøbistand til Østeuropa, Dancee, har nyligt finansieret en opgørelse over potentielle dioxin kilder og emissioner baseret på internationale emissionsfaktorer (Lassen et al. 2002b). Emissionen til andet end luft og restprodukter er ubetydelig. Den samlede emission er større end fra Estland, og jern- og stålindustrier er en specielt vigtig forureningskilde i Letland. Dioxinforurening fra energiproduktionen er af mindre betydning end i Estland, idet 60-80% af energiproduktionen i Letland kommer fra vandkraft (Betts 2002). Letland har desuden afbrænding af sygehusaffald og ukontrollerede afbrændinger.

I Tabel 2.7 er anført emissionsbidraget fra de forskellige potentielle kilder. Den årlige dioxinemission er anslået til 23 gram I-TEQ til luften og 32 gram I-TEQ til restprodukter, men som for Estland er der stor usikkerhed omkring tallene.

Tabel 2.7:
Estimerede dioxinemissioner fra kilder i Letland år 2000 (Lassen et al. 2002b).

2.3.7 Litauen

Organisationen for miljøbistand til Østeuropa, Dancee, har nyligt finansieret en opgørelse over potentielle dioxin kilder og emissioner baseret på internationale emissionsfaktorer (Lassen et al. 2002c). Emissionen til andet end luft og restprodukter er igen ubetydelig. Litauen minder lidt om Estland i at de vigtigste kilder er energiproduktion og ukontrolleret affaldsafbrænding. Det er dog ikke skifferolie i kraftværker, men biomasse, der bruges til opvarmning af huse, som er en større kilde. Den årlige emission fra Litauen til luft og restprodukter er henholdsvis 17 og 18 gram ITEQ. Data i Tabel 2.8:

Tabel 2.8:
Estimerede dioxinemissioner fra kilder i Litauen år 2000 (Lassen et al. 2002c).

2.3.8 Polen

I TNO rapporten angives en luftemission i 1990 på 359 g I-TEQ/år (TNO 1997). Organisationen for miljøbistand til Østeuropa, Dancee, har nyligt finansieret en opgørelse over potentielle dioxin kilder og emissioner i Polen baseret på internationale emissionsfaktorer og nationale målinger (Lassen et al. 2002d). Emissionen til luft og restprodukter dominerer og er meget stor med 490 og 530 gram I-TEQ per år, emissionen til vand er ubetydelig med 1,2 gram I-TEQ. Detaljer i Tabel 2.9:

Tabel 2.9:
Estimerede dioxinemissioner fra kilder i Polen år 2000 (Lassen et al. 2002d).

Afbrænding af farligt affald og industriaffald er sammen med ukontrolleret affaldsforbrænding meget vigtige forureningskilder i Polen, desuden er jern- og metalindustrier meget vigtige. Indenfor energiproduktionen er det især fjernvarmeanlæg og boligopvarmning med biomassebrændsler, der er vigtige.

En tidligere undersøgelse med anvendelse af SNAP kategorier i stedet for UNEP Tool blev udarbejdet af Magdalena Kachniarz, National Fund of Environmental Protection and Water Management, Warsaw (se Tabel 2.10). Den samlede emission er med 290 gram I-TEQ mindre, men det er de samme kilder, der dominerer.

Tabel 2.10:
Estimeret dioxinemission fra forskellige kilder i Polen i 1998.

2.3.9 Tyskland

Tyskland er et stort og meget industrialiseret land. Der er mange metalindustrier og anvendelse af forbrænding til bortskaffelse af husholdningsaffald var tidligt meget udbredt. Derfor var dioxinforureningen tidligt betydelig, og undersøgelser og begrænsninger blev iværksat. Tyskerne blev sammen med østrigerne foregangsmænd på teknologiområdet for luftrensning af dioxiner. Der er dermed sket mange fremskridt i de sidste år. Ifølge TNO rapporten (TNO 1997) var emissionen til luft i 1990 over 1 kg dioxin årligt. Emissionen var reduceret til en tredjedel i midten af 1990’erne og forventes i de kommende år yderligere reduceret til under 100 gram per år (UNEP 1999).

Den seneste større tyske kortlægning blev udført af EFEU-Instituttet i Heidelberg (EFEU 1998). Der var tale om 1994-tal, og den samlede luftemission var 333 gram. De enkelte kilder er vist i Tabel 2.11:

Tabel 2.11:
Dioxinemission til luft i Tyskland i 1994.

De vigtigste dioxinkilder er forskellige metalindustrier. Affaldsforbrændingsanlæg i Tyskland er pga. forbedringer ikke så vigtig en kilde som tidligere.

Da de vigtigste tyske industriområder, bortset fra Berlin, ligger langt fra Østersøen, er det kun en meget begrænset del af emissionen, der er direkte relevant for Østersøen.

2.3.10 Samlet dioxinemission fra Østersølandene

TNO, Holland, lavede i 1997 for Umweltbundesamt (UBA) i Tyskland en vurdering af emissionerne i Europa i 1990 bl.a. for dioxin (UBA 1997, citeret fra UNEP 1999). De årlige dioxinemissioner til luft fra de 9 HELCOM lande blev anslået til 3,23 kg I-TEQ. Disse data er opført i Tabel 2.12 sammen med senere data fra OSPAR (2002), den opdaterede europæiske dioxin kortlægning (Quass et al. 2001) og de seneste af Dancee betalte undersøgelser udarbejdet af COWI og samarbejdspartnere (Lassen et al. 2003).

Tabel 2.12
Forskellige vurderinger af luftemissionen af dioxin (gram I-TEQ/år) i Østersølandene.

Generelt set er der stor usikkerhed på tallene for den udsendte mængde dioxin fra de forskellige kilder i de forskellige lande, og for Rusland, der må anses for den største potentielle dioxinudleder til Østersøen, er der stort set ingen gode oplysninger.

Siden 1990 da er der sket mange fremskridt inden for forureningsbegrænsningen, specielt i de vestlige lande. Ophør af chlorblegning af papirmasse har lettet presset på Østersøen. Muligheder for forbedringer og nedbringelse af dioxinemissioner i østlandene vil afhænge af økonomiske forhold. Modernisering af papirindustrier, metalindustrier, kraftværker og affaldsforbrændingsanlæg vil hjælpe meget. Ligeledes udfasning af chlorholdige træbeskyttelsesmidler og mere kontrolleret indsamling og bortskaffelse af affald og spildolie.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |