| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Kortlægning af dioxinforurening samt kilder til dioxinforurening i Østersøen

3 Forureningsniveauer i Østersøen og specielt forurenede områder

Østersøen hører som nævnt til de mest forurenede havområder i Verden, men der er store geografiske forskelle og for flere stoffer, heriblandt DDT, PCB og dioxin, har forureningsniveauerne været for nedadgående i de senere årtier.

3.1 Dioxin i Østersøvand

Dioxiner er meget tungtopløselige i vand, så koncentrationen i Østersøens vandmasse vil være meget lille. Dog kan der være højere koncentrationer i overfladefilmen, eller hvor der er små organiske partikler (0,2-200 m m) dannet af phytoplankton suspenderet i vandet. Der vil desuden være en vand/luft ligevægtsudveksling (fordampning, deposition). Koncentrationerne i overfladevandet er især relateret til luftkoncentrationen og vandtemperaturen.

I forbindelse med EU-projektet POPCYCLING-BALTIC blev halveringstiden for dioxin-congenere i Østersøens vand estimeret til mellem 4.000 og 192.000 timer (<½-20 år) (Sinkkonen og Paasivirta 2000). Det er derfor stoffer, der bliver i Østersøen i lang tid.

Broman et al. (1991) målte i 1988 dioxin i vandet (5-13 meters dybde) på 9 stationer (3 ved kysten og 6 i åben vand) i den svenske del af Østersøen. De højeste koncentrationer blev fundet i prøverne fra Ålandshavet og det Botniske Hav nær Sundsvall. Koncentrationerne i filtreret vand varierede mellem 36 og 260 pg/m³ (0,41-3,6 pg N-TEQ/m³) med et gennemsnit på 120 pg/m³(1,0 pg N-TEQ/m³), mens de i de opsamlede partikler som ventet var højere med 170 til 390 pg/m³ (0,82-3,3 pg N-TEQ/m³) og et gennemsnit på 230 pg/m³ (1,8 pg N-TEQ/m³ eller 1,8 fg N-TEQ/L). Da den mest TEQ-betydende congener var 2,3,4,7,8-PeCDD, der har samme TEF faktor (0,5) i alle tre systemer vil der ikke være væsentlig forskel mellem resultater i N-TEQ, I-TEQ og WHO-TEQ. I absolutte tal var OCDD mest forekommende i partikelfraktionen, mens TCDF var mest forekommende i det filtrerede vand. I søjlerne i figur 3.1 er den geografiske fordeling illustreret med de højeste niveauer i det Botniske Hav.

Figur 3.1:
Dioxin (1,4-5,0 fg N-TEQ/L) i ikke-filtreret vand fra forskellige steder i Østersøen (Broman et al. 1991).

Den betydelige forekomst af TCDF kan tyde på at det er papirindustrien, der er en vigtig kilde. Kuehl et al. (1987) analyserede slam fra papirindustrien og fandt de højeste koncentrationer af OCDD og 2378-TCDF (se tabel 3.1).

Tabel 3.1:
2378-Dioxiner i slam fra en papirmassefabrik.

Omkring 70% af udledninger af organiske chlorforbindelser fra den svenske papirindustri er sket til det Botniske hav (Södergren 1995), hvor dioxinkoncentrationerne som det ses ovenfor også er størst.

På baggrund af disse analyser anslog forfatterne at den totale mængde dioxin opløst og suspenderet i Østersøens vandmasse var omkring 2,6 kg eller 21 g N-TEQ. Den årlige sedimentering blev beregnet til 27 kg PCDD/F eller 290 g N-TEQ.

Der er ingen danske undersøgelser af vand fra Østersøen. Det nærmeste man kan komme er DMU’s Statusrapport april 2002 for dioxin måleprogrammet, som angiver nogle foreløbige resultater, hvor dioxinindholdet i Roskilde Fjord ved Risø blev målt til 0,004-0,05 pg WHO-TEQ/L (4-50 pg/m³), hvad der ikke er meget højere end i de svenske undersøgelser i Østersøen.

3.2 Dioxin i luft over Østersøen

I forbindelse med EU-projektet POPCYCLING-BALTIC blev halveringstiden for dioxin-congenere i luften over Østersøen estimeret til mellem 200 og 9.600 timer (Sinkkonen og Paasivirta 2000).

Der er ingen dioxindata for luften direkte over Østersøen.

DMU’s Statusrapport april 2002 for dioxin måleprogrammet angiver nogle foreløbige resultater, hvor dioxinindholdet i luften ved Risø blev målt til 4 fg WHO-TEQ/m³ om sommeren og 41 fg WHO-TEQ/m³ om vinteren. Desuden for Lille Valby var der i 1997 en daglig bulk deposition på 2,4 pg WHO-TEQ/m² om vinteren og 0,9 pg WHO-TEQ/m² om sommeren. I november 2001 blev der forsøgsmæssigt målt 67 pg WHO-TEQ/m²/d eller 24 mg WHO-TEQ/km²/år.

Det nyeste estimat for depositionen på landsplan er på 35-635 g I-TEQ/år (Hansen & Hansens 2003).

I Tyskland er årsmiddelværdien af dioxinkoncentrationen i byluft typisk 40-120 fg I-TEQ/m³ (Hiester et al. 1997; Bund/Länder-Abeitsgruppe Dioxine, 2002). I årene 1991-1999 faldt den daglige deposition af dioxin i Hamburg fra 10 til 2 pg I-TEQ/m². I sydligere områder af Tyskland var depositionen 5-10 gange højere, men også med en faldende tendens (Bund/Länder-Abeitsgruppe Dioxine, 2002).

3.3 Dioxin i sedimenter

Sedimenter på havbunden er generelt en vigtig endestation for vanduopløselige og persistente stoffer som dioxiner og PCB og de partikler, disse er associeret til. Der er mest forurening i de mudrede områder, og forureningen er korreleret med kulstofindholdet. Ved sandbund er koncentrationerne lave og evt. under detektionsgrænsen.

I sedimenterne kan stofferne uforstyrret ophobes og uberørt opholde sig praktisk talt uendeligt. Boreprøvekærner af ældre sedimenter er også i visse tilfælde blevet brugt til at vise den tidsmæssige udvikling af miljøbelastningen med POP stoffer. Dioxiner, men ikke PCB er fundet i prøver fra dybere lag (førindustriel tid).

I forbindelse med EU-projektet POPCYCLING-BALTIC blev halveringstiden for dioxin-congenere i Østersøens sedimenter estimeret til mellem 150.000 og 2.400.000 timer (mellem 20 og 275 år) (Sinkkonen og Paasivirta 2000).

Når dette er sagt, så viser det sig at der alligevel løbende samtidig med at der tilføres stof kan frigøres meget små mængder POP stoffer fra disse vældige reservoirs, der derefter kan akkumuleres via fødekæderne. Frigørelsen vil dog nu være mindre end tilførslen. Det er specielt fra sedimenters friske overflader, og når sedimenterne forstyrres at frigøringen sker.

3.3.1 Danmark

En ny undersøgelse (Pedersen et al. 2002) rapporterer dioxin niveauer i overfladesedimenter på 14, 21 og 37 ng WHO-TEQ/kg tørstof henholdsvis fra Øresund, Kattegat og Mecklenburg Bugt i Østersøen. Dette passer også med data i DMU’s Statusrapport april 2002 for dioxin måleprogrammet, som angiver nogle foreløbige resultater, hvor dioxinindholdet i sediment fra Roskilde Fjord ved Risø blev målt til 10-18 ng WHO-TEQ/kg tørstof.

3.3.2 Sverige

Rappe et al. (1989)undersøgte dioxin i overfladesedimenter fra midten af den centrale Østersø, fra midten af den sydlige del af den Botniske Bugt samt i en afstand på 4, 8, 16 og 30 km fra en papirfabrik i Iggesund, der brugte chlorblegning. Dioxinkoncentrationerne var henholdsvis 1.354, 565, 2.357, 3.025, 926 og 737 ng PCDD+PCDF/kg tørstof eller omregnet (af Allan Astrup Jensen) 25, 18, 123, 92, 20, 14 ng WHO-TEQ/kg tørstof. Da de første to prøver må anses for baggrundsværdier, ses det at på ækvivalensbasis nås baggrundsniveauer mindre end 16 km fra papirfabrikken. Fire km fra fabrikken er niveauerne 10 gange højere end baggrunden.

En sedimentkerneprøve fra Landsort Dybet i den svenske del af Østersøen mellem Gotland og Stockholm indeholdt i de øverste 4 cm 22-28 ng N-TEQ/kg tørstof, men 20-28 cm nede var koncentrationen faldet til 1,2-1,4 ng N-TEQ/kg tørstof (Wit et al. 1990).

Kjeller og Rappe (1995) undersøgte en 28 cm dyb sedimentprofil fra den centrale del af Østersøen mellem Gotland og hovedlandet. De øverste 10 cm dækkede fra 1950 til 1988, de øverste 4 cm fra 1974-1981 og de øverste 2 cm fra 1982-1988. Før 1962 var der kun omkring 200 ng PCDD+PCDF/kg tørstof og mest PCDF. I de to øverste lag var dioxin koncentrationerne henholdsvis 1.454 og 1.803 ng PCDD+PCDF/kg tørstof. Der fandtes også i det øverste lag alkylsubstituerede PCDF, der stammer fra udledninger fra papirmasseindustrien og det blev anslået at transporttiden fra den nærmeste papirmølle var 30 år. Halveringstiden i sedimenter blev beregnet til mere end 100 år.

3.3.3 Finland

Koistinen et al. (1995) undersøgte dioxinindholdet i sedimenter fra den sydlige del af den Botniske Bugt og sammenlignede med tilsvarende fra en forurenet flod (Kymijoki). Dioxin koncentrationerne var 38-350 ng TEQ(Safe)/kg tørstof i den Botniske Bugt mod 100-59.000 ng TEQ(Safe)/kg tørstof i floden.

Koistinen et al. (1997) bestemte dioxin og PCB i overfladesedimenter fra den Finske Bugt midt mellem Finland og Estland og fra Østersøen mellem Gotland og Letland. Niveauerne var henholdsvis 26 og 56 ng I-TEQ/kg tørstof. De dominerende congenere var OCDD og OCDF (særlig meget i den Finske Bugt) efterfulgt af 1234678-HpCDF og 1234678-HpCDD.

I nærheden af en Finsk vinylchlorid monomer fabrik ved den Finske Bugt øst for Helsingfors indeholdt affaldsslam, slam i vandet tæt ved fabrikken og havsediment henholdsvis 62.260, 7.900, og 1.950 ng PCDD+PCDF/kg tørstof (Isosaari et al. 2000).

I sedimenter fra den Finske Bugt er bestemt indtil 1820 ng I-TEQ/kg tørstof. I nærheden af en vinylchloridmonomer fabrik varierede dioxinindholdet mellem 130 og 680 ng I-TEQ/kg tørstof. I nærheden af en papirfabrik ved den Botniske Bugt var sedimentkoncentrationen omkring 350 ng I-TEQ/kg tørstof (Kauppila og Bäck 2001).

Isosaari et al. (2002ab) har i 1997-98 undersøgt overfladesediment og borekærner med op til 100 år gamle lag i den Finske Bugt for dioxiner og PCB. Der var specielt fokus på et forurenet område på 75 km omkring den finske byen Kotka nær udløbet af den finske flod Kymijoki, som i mange år har bragt en meget stor mængde forurenet materiale ud i Bugten fra en tidligere fabrik, som indtil 1984 fremstillede 24.000 tons chlorphenoler med dioxiner som urenheder og indtil 1988 brugte dem til imprægnering af træprodukter. Finske Bugt er et forholdsvis lavvandet område af Østersøen med en årlig sedimenteringshastighed på 2-20 mm (gen. 6 mm). Dioxinindholdet i sedimenterne var næsten nul før 1950, men voksede så eksplosionsagtigt og toppede i 1962 i sedimenter tæt på flodudløbet (101.000 ng PCDD+PCDF/kg tørvægt; 440 ng WHO-TEQ/kg tørvægt), hvorefter niveauerne faldt hurtigt, mens niveauerne i sedimenter længere ude i Finske Bugt samtidig steg med en forsinkelse og først toppede 10-20 år senere. I overfladesedimenter fra 23 lokaliteter fandtes mellem 10 og 214 ng WHO-TEQ/kg tørvægt. Heraf var niveauet 10-15 ng WHO-TEQ/kg tørvægt (430-1.350 ng PCDD+PCDF/kg tørvægt) i ikke-påvirkede områder og 111-214 ng WHO-TEQ/kg tørvægt (20.200-52.900 ng PCDD+PCDF/kg tørvægt) i svært forurenede områder.

De mest betydende dioxin congenere toksicitetsmæssigt var 1,2,3,4,6,7,8-HpCDF og OCDF, relateret til chlorphenol kilden. Totalt blev forureningen fra denne træbehandlingsvirksomhed anslået til at have forurenet en tredjedel af den Finske Bugt eller et område dækkende 10.300 km² med 1813 kg dioxin. Til sammenligning blev det anslået, at det atmosfæriske nedfald i dette område tilførte 43,5 kg dioxin (2%) mest betydende OCDD. Den årlige deposition hastighed var 430 ng/m² i 1960-86 og 380 ng/m² i 1986-97. Den gennemsnitslige årlige flux var 37,4 kg dioxin. Sedimenter i Kymijoki floden selv indeholder fortsat op til 350.000 ng I-TEQ/kg tørvægt. Fisk opstrøms virksomheden indeholdt 0,2-5,2 ng I-TEQ/kg friskvægt (muskel) og nedenfor 0,1-1,9 ng I-TEQ/kg friskvægt, så der var ingen direkte relation til virksomheden. Fede fisk som sild og laks havde et indhold nedenfor på 3,4-14,9 ng I-TEQ/kg friskvægt (Verta et al. 1999; Korhonen et al 2002). Den finske grænseværdi for dioxinforurenet jord er til sammenligning 500 ng I-TEQ/kg tørvægt.

3.3.4 Tyskland

Witt et al. (1997) undersøgte dioxin i overfladesedimenter i den vestlige Østersø udfor Nordtyskland. Gennemsnitskoncentrationen for de 16 målestationer var 1.600 ng PCDD+PCDF/kg tørvægt eller 8,5 ng I-TEQ/kg tørvægt. De højeste koncentrationer blev fundet i floder og lukkede kyststrækninger (laguner) samt i Lübeck bugten og nær Rostock og Wismar med skibsværftsindustri. Den dominerende congener er i alle tilfælde OCDD. I Lübeck Bugten var koncentrationerne 2.200 ng PCDD+PCDF/kg tørvægt og 16 ng I-TEQ/kg tørvægt, og i Arkonahavet mellem Rügen og Skåne var koncentrationerne 700-900 ng PCDD+PCDF/kg tørvægt og 8,2-11,7 ng I-TEQ/kg tørvægt.

Koch et al. (1999) undersøgte sedimentprofiler fra den nordøstlige del af Tyskland. En prøve fra Arkonahavet (fra 46,6 m’s dybde) i Østersøen mellem Rügen og Skåne og prøver fra fem søer i området. Den kraftigste kontaminering med op til 20.000 ng PCDD+PCDF/kg (100 ng I-TEQ/kg) tørvægt var i vandområder omkring Berlin. I de øverste lag i Østersøen og to ferskvandsområder blev målt 2.400-5.000 ng PCDD+PCDF/kg tørvægt og i de nederste lag 80-340 ng/kg tørvægt. Niveauerne aftog eksponentielt med dybden. Den dominerende congener er OCDD. I Østersøen var der meget lidt PCDF. Værdierne aftog fra 4.500 til 200 ng PCDD+PCDF/kg tørvægt ned gennem sedimentsøjlen.

3.3.5 Oversigt

I tabel 3.2 er opført data for dioxin i sedimenter fra Østersøen. Mange data er af ældre oprindelse og ikke mange er angivet som WHO-TEQ.

Tabel 3.2
Dioxin i overfladesedimenter fra Østersøen (ng/kg tørstof):

I figur 3.2 ses en oversigt over dioxin i sedimenter fra forskellige områder af Østersøen. Søjlerne fra papirfabrikkerne ved det Botniske Hav og de kemiske virksomheder ved den Finske Bugt er ekstreme og udenfor skalaen.

Figur 3.2:
Dioxin (7-350 ng TEQ/kg tørstof) i sedimenter fra Østersøen.

3.3.6 Nordsøen

Til sammenligning er dioxinniveauerne i kystnære sedimenter fra Nordsøen 1000-1500 ng PCDD+PCDF/kg tørvægt (Evers et al. 1993). I sedimenter ved udløbet af floderne Rhinen i Holland og Humber i England var dioxinkoncentrationerne forhøjet til henholdsvis 4.740 og 10.557 ng PCDD+PCDF/kg tørvægt eller 45 og 267 ng I-TEQ/kg tørvægt. I Holland dominerede 1,2,3,4,6,7,8-H₇CDF, OCDF og OCDD ligesom i Finland, mens det i England også var meget H₆CDD, H₇CDD, T₄CDF, P₅CDF og H₆CDF samt endda lidt P₅CDD. Den hollandske congener profil blev antaget at stamme fra VCM produktion som kilde.

3.4 Dioxin i fisk

Som nævnt er der et begrænset antal fiskearter i Østersøen. Udbredt er sild og laks, mens torsk kun findes i den sydlige del af Østersøen. De fede fisk sild og laks indeholder mest kontaminering med de lipophile forureninger som dioxin. Indholdet af forureninger kan variere fra sted til sted, fra år til år og med årstiden, fiskens fedtindhold, størrelse og alder. Svenske undersøgelser har vist at PCB i fisk steg kraftigt i foråret hvorefter det langsomt aftog til startniveau (Olsson et al. 1978).

Ved en risikovurdering er det vigtigt at vurdere bidraget fra dioxinlignende PCB sammen med dioxin, også selvom PCB’erne ikke p.t. er omfattet af EU grænseværdierne. Bjerselius et al. (2002a) viste for fisk fra den centrale Østersø, at for sild var det største bidrag fra dioxin (52-56%). Bidraget fra non-ortho PCB og mono-ortho PCB var henholdsvis 31-35% og 11-13%. For ål og laks, hvor grænseværdien heller ikke var overskredet var det omvendt, henholdsvis 14-23%, 56-60% og 21-26% for ål og 37%, 48% og 16% for laks.

Hovedkomponenten for dioxin i østersøfisk er 2,3,4,7,8-PeCDF (Rappe et al. 1984).

Sild og aborre er fisk, der bliver i et område i længere tid og som derfor er velegnede til monitering (Strandberg et al. 1998).

Ved miljømoniteringsformål angives resultater og sammenligninger oftest på fedtbasis, da det giver mindre tilfældigheder og større sikkerhed for at eventuelle forskelle er reelle, mens resultater angives på friskvægtsbasis, hvis formålet er fødevarekontrol, hvor grænseværdier er som friskvægt.

3.4.1 Sild (Clupea harengus)

Sild er en fed fisk, der derfor sammen med laks er potentielt mest kontamineret med dioxin. Sild er en vigtig føde for måger og sæler. De unge sild bevæger sig indenfor et mindre område, mens de ældre fisk kan bevæge sig vidt omkring (Bignert et al. 1998). Undersøgelse af forureningsniveauer i bestemte områder gøres derfor bedst med kød eller lever fra unge sild, som ser ud til at kunne have den relativt største lokalt betingede contaminering. Fødeemnerne ændrer sig med alderen og indholdet af forureninger stiger ofte med alderen (Perttilä et al. 1982).

3.4.1.1 Danmark

I Rapport over dioxinhandlingsplan 2001 fra Fødevaredirektoratet/ Plantedirektoratet, maj 2002, angives et middel- og maksimal-indhold af dioxiner i sild fra Østersøen på 2,2 og 2,5 ng WHO-PCDD/F-TEQ/kg friskvægt. Det var 30% mere end angivet for sild fra Nordsøen 1,5 og 2,0 ng WHO-PCDD/F-TEQ/kg friskvægt.

3.4.1.2 Sverige

Rappe et al. (1984a) detekterede dioxiner i sild fra den centrale Østersø. Niveauerne var omkring 10 ng PCDD+PCDF/kg (formentlig friskvægt) eller omregnet (af Allan Astrup Jensen) omkring 2,6 ng WHO-TEQ/kg friskvægt. Analysemetoden var imidlertid dengang ikke fuldstændig. Med en mere udviklet metode blev der senere bestemt både dioxiner og furaner (Rappe et al. 1984b). Indholdet var nu 14 ng PCDD+PCDF/kg prøve eller omregnet (af Allan Astrup Jensen) ca. 4 ng WHO-TEQ/kg prøve.

I en senere publikation (Rappe et al. 1987) blev der bestemt 19 ng PCDD+PCDF/kg friskvægt i sild fanget i 1983 fra Karlskrona og 27 ng PCDD+PCDF/kg friskvægt i sild fra Luleå svarende til henholdsvis 7 og 14 ng WHO-TEQ/kg friskvægt (omregnet af Allan Astrup Jensen).

Nogle af de første undersøgelser af dioxiner i filet af Østersøfisk var af Bergqvist et al. 1989. Fiskene blev fanget i 1987. Indholdet i sild i den Botniske Bugt, det Botniske Hav, den centrale Østersø og vest for Bornholm var henholdsvis 7,8, 9, 6,7-8,1 og 1,8 ng N-TEQ/kg friskvægt. Til sammen ligning var niveauerne fra Øresund og Kattegat mellem 2,5 og 3,4 ng N-TEQ/kg friskvægt. De to congenere 2,3,4,7,8-PCDF og 2,3,7,8-TCDF blev påvist i størst koncentration, derfor vil N-TEQ stort set svare til WHO-TEQ, men er måske en anelse mindre.

En anden undersøgelse af filet fra femten 3-4-årige sild fra Østersøen viste et gennemsnitsniveau på 13 ng N-TEQ/kg friskvægt og 210 ng N-TEQ/kg fedt (Wit et al. 1990). Stegning øger friskvægtkoncentrationen, men ikke koncentrationen på fedtbasis.

En ny undersøgelse af Bjerselius et al. (2002b) analyserede dioxiner i sild fanget i Sverige i 2000-2001. Den viste at sild fra Landsort mellem Stockholm og Gotland indeholdt 4,6-6,8 ng WHO-TEQ/kg friskvægt (gen: 5,9). Sydøst for Gotland lå niveauerne mellem 4,5 og 11 ng WHO-TEQ/kg friskvægt (gen: 7,9) og ved Utlängen syd for Karlskrona var koncentrationerne 1,7-2,9 ng WHO-TEQ/kg friskvægt (gen: 2,3). Til Sammenligning var niveauerne ved Fladen i Kattegat nær Göteborg kun 1 ng WHO-TEQ/kg friskvægt. Der blev analyseret kød og skind i samleprøver af flere fisk.

Livsmedelverket (2002) har offentliggjort resultater af niveauer i samleprøver af fisk fanget i 2000-2002. Nogle af disse data er også blevet rapporteret af Bjerselius (2002b). Der var en klar aldersafhængighed med højere niveauer i ældre fisk. Gennemsnitsindholdet i sild ved Piteå i den nordlige del af den Botniske Bugt var 1,8 ng WHO-TEQ/kg friskvægt, ved Ångermanelven (Kramfors) 3,0 ng WHO-TEQ/kg friskvægt, ved Bålsen (Sundsvall) 14 ng WHO-TEQ/kg friskvægt, ved Vestre Banken (Gävle) i det Botniske Hav 20 ng WHO-TEQ/kg friskvægt, ved øen Landsort (Nynäshamn) 5,8 ng WHO-TEQ/kg friskvægt, ved Gotland 7,3 ng WHO-TEQ/kg friskvægt, ud for Karlskrona 2,3 ng WHO-TEQ/kg friskvægt, vest for Bornholm 2,0 ng WHO-TEQ/kg friskvægt.

3.4.1.3 Finland

Vartiainen og Hallikainen (1992) undersøgte 10 samleprøver á 20 sild fra Østersøen, og gennemsnitsindholdet af dioxin var 0,94 ng N-TEQ/kg friskvægt. Omregnet svarer dette til 3,9 ng WHO-TEQ/kg friskvægt.

Himberg (1993) regner i sin indtagelsesoversigt med et gennemsnitsindhold i sild af 1,2 ng N(?)-TEQ/kg friskvægt.

I en senere undersøgelse blev sild (5% fedt) fra 7 kystområder undersøgt (Korhonen og Vartiainen 1997). De blev fanget i 1990 og 1993. Dioxinindholdet i de forskellige områder lå mellem 0,5 og 3,5 ng I-TEQ/kg friskvægt. Den højeste koncentration blev bestemt i sild fanget i enden af den Finske Bugt.

I nærheden af en Finsk vinylchlorid monomer fabrik ved den Finske Bugt øst for Helsingfors indeholdt en lille og stor sild henholdsvis 3,0 og 8,7 ng I-TEQ/kg friskvægt, hvor baggrundsniveauet blev angivet til gennemsnitligt 2,7 ng I-TEQ/kg friskvægt (range 1,31-7,74) (Isosaari et al. 2000).

Sild fanget i den Botniske Bugt i 2001 havde ifølge Koistinen et al. (2002) et indhold af dioxiner på 110 ng PCDD+PCDF/kg fedt.

Kiviranta et al. (2002) undersøgte blandingsprøver af rengjorte hele sild fanget i 1993/94 og 1999 i den Finske Bugt. Koncentrationen i 1993/94 med interval i parentes var 18 (8,6-26) ng PCDD+PCDF/kg friskvægt og 5,7 (3,3-8,9) ng WHO-PCDD/F-TEQ/kg friskvægt. I 1999 var de tilsvarende resultater 19 (13-21) ng PCDD+PCDF/kg friskvægt og 7,2 (5,1-8,2) ng WHO-PCDD/F-TEQ/kg friskvægt. Som det ses, er der ikke en konstaterbart fald i koncentrationerne. Congener mønstret ændrede sig heller ikke væsentligt i perioden. Helt dominerende var 2,3,4,7,8-PeCDF fulgt af 2378-TCDF, 1,2,3,7,8-PeCDD, 1,2,3,6,7,8-HxCDD, 1,2,3,7,8-PeCDF og OCDD. Der blev påvist en aldersafhængighed, således at for hvert år en sild havde levet steg dioxinindholdet med omkring 1 ng WHO-PCDD/F-TEQ/kg friskvægt. Koncentrationen i 2-årige sild var omkring 1,5 ng WHO-PCDD/F-TEQ/kg friskvægt og i 6-7-årige 6,2 ng WHO-PCDD/F-TEQ/kg friskvægt. Da konsumsild mest er 3-6-årige vurderedes det, at hovedparten af sildene i den finske kost vil overskride EU’s grænse på 4 ng WHO-PCDD/F-TEQ/kg friskvægt.

Timo Assmuth fra det Finske Miljøinstitut (Finnish Environment Institute) har i september 2002 meddelt resultater af undersøgelser af samleprøver af sild fanget i første halvår af 2002. I den sydlige Østersø, den Finske Bugt og den Botniske Bugt var niveauerne henholdsvis 0,8-2,3, 1,4-7,5 og 2,0-15,9 ng WHO-PCDD/F-TEQ/kg friskvægt. TEQ-bidraget fra PCB var af samme størrelsesorden. I halvdelen af samleprøverne var EU-grænseværdien overskredet.

3.4.1.4 Oversigt

I Tabel 3.3 er anført de nyeste data for dioxin i sild fra Østersøen med nærmere beskrivelse af de analyserede prøver.

Tabel 3.3:
Nyere resultater af dioxinkoncentrationer i sild ("strömming) fra Østersøen

Se her!

I Figur 3.3 er indsat søjler til illustration af gennemsnitsniveauer af dioxin i sild fra Østersøen baseret på de nyeste data fra Fødevaredirektoratet, Livsmedelverket og det Finske Miljøinstitut. Det er let at se, at de højeste niveauer er i den sydlige del af det Botniske Hav og nord for Gotland. Det skal bemærkes, at hvis PCB tælles med så fordobles niveauet i den sydlige Østersø (vil oftest alligevel være under EU grænsen), mens PCB er 2/3 eller ½ af dioxinniveauet, hvor dioxin alene overskrider grænseværdien.

Figur 3.3:
Nyere data for dioxin (1,5-20 ng WHO-TEQ/kg friskvægt) i sild fra Østersøen.

3.4.2 Laks og ørred

Laksefisk er fede fisk og dermed potentielt kraftigt forurenede med dioxiner. Der er undersøgelser af dioxin og PCB i laks (Salmo salar), havørred (Salmo trutta trutta), bækørred (Salmo trutta) og regnbueørred (Oncorhynchus mykiss).

3.4.2.1 Sverige

Et af de første undersøgelser af Østersølaks var af Rappe et al. (1984b). Indholdet var 333 ng PCDD+PCDF/kg prøve eller omregnet (af Allan Astrup Jensen) ca. 80 ng WHO-TEQ/kg prøve. Senere blev to laks fanget i 1985 fra Ume elven undersøgt af Rappe et al. (1987). Resultaterne var 52 og 104 ng PCDD+PCDF/kg friskvægt eller omregnet 30 og 39 ng WHO-TEQ/kg friskvægt.

En undersøgelse af laks fanget i 1987 viste at indholdet af dioxin i vildlaks var 5-10 gange højere end i sild, mens indholdet i opdrættede laks svarer til eller er mindre end i sild (Rappe et al. 1989; Bergqvist et al. 1989). Gennemsnitskoncentrationerne i vildlaks og opdrættede laks var henholdsvis 128 ng PCDD+PCDF/kg friskvægt og 15 ng PCDD+PCDF/kg friskvægt.

En nyere undersøgelse af Bjerselius et al. (2002b) analyserede dioxiner (17 congenere) i laks og bækørred fanget i Sveriges del af Østersøen i 2000-2001. Den viste, at laks fra den Botniske Bugt til den centrale del af Østersøen indeholdt mellem 2,6 og 7,8 ng WHO-TEQ/kg friskvægt (gen: 4,1), og bækørred indeholdt 0,5-4,8 ng WHO-TEQ/kg friskvægt (gen: 3,2). Der var en tendens til at niveauerne var højest i fisk fra de nordlige områder. Til Sammenligning var niveauerne i laks fanget i søen Vättern kun 1,6 ng WHO-TEQ/kg friskvægt, og opdrættede norske laks indeholdt kun 0,6 ng WHO-TEQ/kg friskvægt. Opdrættede regnbueørreder fra den Stockholmske Skærgård indeholdt ligeledes kun 0,4 ng WHO-TEQ/kg friskvægt. Der blev analyseret rygfinnemuskel i samleprøver af flere fisk.

I en anden associeret undersøgelse (Bjerselius et al. 2002a) blev indholdet af dioxiner (17 congenere) i laks sammenlignet med bidraget fra non-ortho PCB (PCB77, 81, 126 og 169) og mono-ortho PCB (PCB-105, 114, 118, 123, 156, 157, 167 og 189). Koncentrationerne var henholdsvis 2,5, 3,8 og 1,1 ng WHO-TEQ/kg friskvægt dvs. dioxin androg kun en tredjedel af summen.

Disse undersøgelser blev fulgt op af Lundstedt-Enkel et al. (2002), der kiggede specifikt på fisk fanget sydøst for Gotland. Totalkoncentrationen af dioxiner og PCB i laks og bækørred var henholdsvis 6,8± 1,8 ng WHO-TEQ/kg friskvægt og 4,8± 2,7 ng WHO-TEQ/kg friskvægt og dermed ikke signifikant forskellige. Derimod viste en statistisk analyse af dataene at congener mønstret var forskelligt. Bækørred indeholdt relativt mere af de højtchlorerede congenere (>6 chlor) end laks. Fisk udsat som yngel havde højere kontaminering end vilde fisk.

Livsmedelverket (2002) har offentliggjort resultater af niveauer i samleprøver af fisk fanget i 2000-2002. Nogle af disse data er også blevet rapporteret af Bjerselius (2002b). Gennemsnitsindholdet i laks fra Gotland var 2,9 ng WHO-TEQ/kg friskvægt. I en tidligere undersøgelse fra 1996 var gennemsnitsindholdet 3,1 ng WHO-TEQ/kg friskvægt. I laks fra Piteå i den nordlige del af den Botniske Bugt var gennemsnitsindholdet 5,5 ng WHO-TEQ/kg friskvægt, ved Ångermanelven (Kramfors) 5,1 ng WHO-TEQ/kg friskvægt, ved Dal elven (Gävle) i det Botniske Hav 3,8 ng WHO-TEQ/kg friskvægt, ved Mörrumselven (Karlshamn) 3,7 ng WHO-TEQ/kg friskvægt. I bækørreder fra Piteå i den nordlige del af den Botniske Bugt var gennemsnitsindholdet 4,3 ng WHO-TEQ/kg friskvægt, ved Ångermanelven (Kramfors) 4,1 ng WHO-TEQ/kg friskvægt, ved Dal elven (Gävle) i det Botniske Hav 3,8 ng WHO-TEQ/kg friskvægt, ved Gotland 1,5 ng WHO-TEQ/kg friskvægt og ved Mörrumselven (Karlshamn) 2,7 ng WHO-TEQ/kg friskvægt.

Livsmedelverket har i en pressemeddelelse fra 25. oktober 2002 offentliggjort de nyeste undersøgelsesresultater af dioxinindhold i hundrede laks fanget i henholdsvis den sydlige del af Østersøen i perioden fra januar til maj 2002 og i ved Luleå i den Botniske Bugt i juli-august 2002. Fedtindholdet var henholdsvis 4,8-9,6% og 6,1-7,6%, og gennemsnitskoncentrationerne af dioxin i samleprøver var henholdsvis 2,3-5,4 ng WHO-TEQ/kg friskvægt og 4,9-5,9 ng WHO-TEQ/kg friskvægt. Resultaterne var delvist over EU’s grænseværdi, så der er fortsat et svensk eksportforbud af laks fra Østersøen.

3.4.2.2 Finland

I et forsøg på at opklare årsagen til M74 sygdommen i Østersølaks Undersøgte Vuorinen et al. (1997) bl.a. dioxiner i muskelvæv fra hunlaks fanget i den nordvestlige del af den Botniske Bugt. I perioden 1988-1992 steg dioxin koncentrationerne sig fra 30 til 331 ng I-TEQ/kg fat. Her var 2,3,7,8-TCDF, 1,2,3,7,8 PeCDF og 2,3,4,7,8-PeCDF de overvejende dioxin congenere fundet og medregnet. De to sidstnævnte viste en stigende koncentration med tiden, mens TCDF var konstant. Total "TEQ", hvor tre non-ortho PCB var indregnet, viste også en stigning med næsten en fordobling fra 1988 til 1992 400 ng TEQ/kg fedt til ca. 800 ng TEQ/kg fedt).

Korhonen et al. 2001 undersøgte dioxin i laks fra mundingen af floden Kymijoki, der er fjerdestørst i Finland, og hvor der tidligere lå en fabrik, der fremstillede chlorphenol-holdige træbeskyttelsesmidler. Koncentrationerne lå mellem 7 og 8 ng I-TEQ/kg friskvægt. Fedtindhold i laksene var 7,6%.

I fisk fanget i den Botniske Bugt i 2001 havde laks ifølge Koistinen et al. (2002) et indhold af dioxiner på 150 ng/kg fedt. De dominerende congenere var 23478-PeCDF og 2378-TCDF.

Timo Assmuth fra det Finske Miljøinstitut har i september 2002 meddelt resultatet af en undersøgelse af en samleprøve af laks fanget i første halvår af 2002 i den sydlige Østersø. Der blev bestemt 2,32 ng WHO-PCDD/F-TEQ/kg friskvægt. TEQ-bidraget fra PCB var en anelse større end dioxin-bidraget.

3.4.3 Ål (Anguilla anguilla)

Ål fanget i floderne Havel og Oder i Østtyskland Indeholdt gennemsnitligt 6,1 ng I-TEQ/kg fedt eller 1/8 af PCB bidraget (Wiesmüller og Schlatterer 1999).

En ny undersøgelse af Bjerselius et al. (2002b) analyserede dioxiner i ål fanget i Sveriges del af Østersøen i 2000-2001. Der blev bestemt dioxinniveauer mellem 0,5 og 1,5 ng WHO-TEQ/kg friskvægt. Der blev analyseret fiskekød i samleprøver af optil 21 fisk.

Livsmedelverket (2002) har offentliggjort resultater af niveauer i samleprøver af fisk fanget i 2000-2002. Nogle af disse data er også blevet rapporteret af Bjerselius (2002b). Gennemsnitsindholdet i ål fra den sydlige Østersøkyst var 0,69 ng WHO-TEQ/kg friskvægt, ved Vestervik 1,5 ng WHO-TEQ/kg friskvægt, og ved Karlshamn 0,97 ng WHO-TEQ/kg friskvægt.

3.4.4 Torsk (Gadus morhua)

Et af de første undersøgelser af torsk var af Rappe et al. (1984). Indholdet var 40 ng PCDD+PCDF/kg prøve eller omregnet ca. 15 ng WHO-TEQ/kg prøve.

Nogle af de første undersøgelser af dioxiner i filet af Østersøfisk var af Bergqvist et al. 1989. Fiskene blev fanget i 1987. Indholdet i torsk var under eller tæt på analyse grænsen (0,1-0,2 ng N-TEQ/kg friskvægt). I muskelvæv var koncentrationen 50 ng NTEQ/kg fedt og i levervæv 63 ng NTEQ/kg fedt. Leveren indeholdt dog 70 gange mere fedt end musklen (Asplund et al. 1990).

3.4.5 Aborre (Perca fluviatilis)

I nærheden af en Finsk vinylchlorid monomer fabrik ved den Finske Bugt øst for Helsingfors indeholdt aborrer 4,69 ng I-TEQ/kg friskvægt (range: 0,92-10,7), hvor baggrundsniveauet blev angivet til gennemsnitligt 1,3 ng I-TEQ/kg friskvægt (range 1,05-1,47) (Isosaari et al. 2000).

Korhonen et al. 2001 undersøgte dioxin i aborrer (perch) fra mundingen af floden Kymijoki, der er fjerdestørst i Finland, og hvor der tidligere lå en fabrik, der fremstillede chlorphenol-holdige træbeskyttelsesmidler. Koncentrationerne lå mellem 0,25 og 1,1 ng I-TEQ/kg friskvægt. Fedtindhold i aborrerne var 0,5%.

3.4.6 Skrubbe (Platichhtys flesus, Pleuronectes flesus)

I nærheden af en Finsk vinylchlorid monomer fabrik ved den Finske Bugt øst for Helsingfors indeholdt en skrubbe 7,8 ng ITEQ/kg friskvægt, hvor baggrundsniveauet blev angivet til gennemsnitligt 2,7 ng ITEQ/kg friskvægt (range 2,4-3,0) (Isosaari et al. 2000).

3.4.7 Helt (Coregonus lavaretus)

Helt fanget i 1987 to steder i den Botniske Bugt indeholdt 2,3 og 19 ng N-TEQ/kg friskvægt (Bergqvist et al. 1989).

Livsmedelverket (2002) har offentliggjort resultater af niveauer i samleprøver af fisk fanget i 2000-2002. I helt fra Piteå i den nordlige del af den Botniske Bugt var gennemsnitsindholdet 0,86 ng WHO-TEQ/kg friskvægt, ved Ångermanelven (Kramfors) 1,8 ng WHO-TEQ/kg friskvægt og ved Gävle i det Botniske Hav 0,9 ng WHO-TEQ/kg friskvægt. I heltrogn fra den botniske Bugt var indholdet 2,2 ng WHO-TEQ/kg friskvægt.

I fisk fanget i den Botniske Bugt i 2001 havde helt ifølge Koistinen et al. (2002) et indhold af dioxiner på 250 ng/kg fedt. De dominerende congenere var 23478-PeCDF og 2378-TCDF.

Timo Assmuth fra det Finske Miljøinstitut har i september 2002 meddelt resultater af undersøgelser af samleprøver af helt fanget i første halvår af 2002. I den sydlige Østersø og den Botniske Bugt var niveauerne henholdsvis 3,21 og 1,62 ng WHO-PCDD/F-TEQ/kg friskvægt. TEQ-bidraget fra PCB var en anelse større.

3.4.8 Gedde (Esox lucius)

Gedder (0,4% fedt) fra 7 kystområder blev undersøgt af Korhonen og Vartiainen (1997). Fiskene blev fanget i 1989 og 1992. Dioxinindholdet i de forskellige områder lå mellem 0,05 og 0,8 ng I-TEQ/kg friskvægt. Den højeste koncentration blev bestemt i 1992 i gedder fra den Finske Bugt.

I nærheden af en Finsk vinylchlorid monomer fabrik ved den Finske Bugt øst for Helsingfors indeholdt en gedde 1,83 ng I-TEQ/kg friskvægt, hvor baggrundsniveauet blev angivet til 0,74 ng I-TEQ/kg friskvægt (Isosaari et al. 2000).

Korhonen et al. 2001 undersøgte dioxin i muskel fra bl.a. gedde fra mundingen af floden Kymijoki, der er fjerdestørst i Finland, og hvor der tidligere lå en fabrik, der fremstillede chlorphenol-holdige træbeskyttelsesmidler. Koncentrationen var 0,4-0,9 ng I-TEQ/kg friskvægt. Fedtindhold i gedderne var 0,2%.

3.4.9 Knude (ferskvandskvabbe, whitefish, Lota lota)

Dioxinindholdet i lever fra knude er undersøgt i bunden af den Botniske Bugt. I vandet ud for nogle metalindustrier ved Haparanda var koncentrationen 100-160 ng N-TEQ/kg friskvægt, mens koncentrationen 25 km op ad Torne elven i et uberørt område var 3,7 ng N-TEQ/kg friskvægt (Wit et al. 1990). Fiskene i Bugten var infertile og havde 2-3 gange højere fedtkoncentration i leveren, så på fedtbasis var forskellen kun 15-20 gange. Den dominerende congener i det forurenede område var 2,3,7,8-TCDF.

Korhonen et al. 2001 undersøgte dioxin i muskel fra knude fra mundingen af floden Kymijoki, der er fjerdestørst i Finland, og hvor der tidligere lå en fabrik, der fremstillede chlorphenolholdige træbeskyttelsesmidler. Koncentrationerne var 0,2-0,4 ng I-TEQ/kg friskvægt. Fedtindhold i fiskene var 0,3%.

Timo Assmuth fra det Finske Miljøinstitut har i september 2002 meddelt resultater af undersøgelser af samleprøver af knude fanget i første halvår af 2002. I den Finske Bugt og den Botniske Bugt var niveauerne henholdsvis 0,26 og 0,13-3,21 ng WHO-PCDD/F-TEQ/kg friskvægt. TEQ-bidraget fra PCB var af samme størrelsesorden.

3.4.10 Brisling (Sprattus sprattus, Clupea sprattus)

Livsmedelverket har i en pressemeddelelse fra 25. oktober 2002 offentliggjort undersøgelsesresultater af dioxinindhold i hundredvis af brislinger fanget nord for Öland i perioden fra februar til maj 2002. Fedtindholdet var 7,1-13%, og gennemsnitskoncentrationerne af dioxin i samleprøver var mellem 2,8 og 3,8 ng WHO-TEQ/kg friskvægt. Resultaterne under EU’s grænseværdi betød en ophævelse af et svensk eksportforbud af brisling fra Østersøen.

Timo Assmuth fra det Finske Miljøinstitut har i september 2002 meddelt resultater af undersøgelser af samleprøver af Brisling fanget i første halvår af 2002. I den Finske Bugt og den Botniske Bugt var niveauerne henholdsvis 0,9-3,0 og 16 ng WHO-PCDD/F-TEQ/kg friskvægt.

3.4.11 Andre fisk

Andre fisk undersøgt i Østersøen er brasen (Abramis brama), heltling (vendace, Coregonus abula), hundestejle (Gasterosteus aculeatus), kutling (Neogobius melanostomus, round goby), lampret (Lamperta fluviatilis, niøje), rødspætte (Pleuronectes platessa), sandart (pikeperch, Stizostedion lucioperca), smelt (Osmerus eperlanus), tobis (Ammodytes tobianus), tobiskonge (Hyperoplus lanceolatus), ulk (sculpin, Cottida gobio) og ålekvabbe (Zoarces viviparus).

I nærheden af en Finsk vinylchlorid monomer fabrik ved den Finske Bugt øst for Helsingfors indeholdt sandart 0,71 ng ITEQ/kg friskvægt (range: 0,41-1,15), hvor baggrundsniveauet blev angivet til gennemsnitligt 0,48 ng ITEQ/kg friskvægt (range: 0,39-0,63). Ålekvabber indeholdt 2,82 ng ITEQ/kg friskvægt (range: 1,54-4,1), hvor baggrundsniveauet i disse fisk blev angivet til gennemsnitligt 3,72 ng ITEQ/kg friskvægt (range 2,22-5,21). En ulk indeholdt 4,53 ng ITEQ/kg friskvægt, hvor baggrundsniveauet blev angivet til gennemsnitligt 0,53 ng ITEQ/kg friskvægt (Isosaari et al. 2000).

Korhonen et al. 2001 undersøgte dioxin i muskel fra sandart og brasen fra mundingen af floden Kymijoki, der er fjerdestørst i Finland, og hvor der tidligere lå en fabrik, der fremstillede chlorphenolholdige træbeskyttelsesmidler. Koncentrationerne lå henholdsvis mellem 0,2-0,4 og 0,5-1,9 ng I-TEQ/kg friskvægt. Fedtindhold i fiskene var henholdsvis 0,3 og 0,4%. Brasen havde et ekstremt højt fedt- og dioxinindhold i leveren.

I fisk fanget i den Botniske Bugt i 2001 havde smelten ifølge Koistinen et al. (2002) det højeste indhold af dioxiner (600 ng/kg fedt) fulgt af ålekvabbe (330 ng/kg fedt). Hundestejler havde et indhold på 150 ng/kg fedt. I de to første fisk dominerer 23478-PeCDF før 2378-TCDF, mens det er omvendt for hundestejler.

3.5 Dioxin i skaldyr

Der er kun et begrænset antal undersøgelser af dioxin i skaldyr fra Østersøen.

3.5.1 Muslinger

Muslinger har en vigtig rolle i omsætningen af dioxiner. De øger nettodepositionen af stofferne på bunden og gør dem mere tilgængelige for bunddyr. Desuden øger muslingerne stoffernes opholdstid i vandmasserne, de akkumulerer selv store mængder af stofferne, som delvist afgives ved gydning (Gilek et al. 1997). Blåmuslinger (Mytilus edulis) og den baltiske musling (Macoma balthica) er undersøgt.

Indholdet af dioxin i blåmuslinger fra Østersøen er angivet til 460 ng PCDD+PCDF/kg kulstof eller 100 gange mindre end for PCB (Gilek et al. 1997).

I muslinger fra Skagerrak fandtes 1,1 ng WHO-TEQ/kg friskvægt i muskelkødet (Livsmedelverket 2002).

3.5.2 Krabber

I krabber fra Skagerrak fandtes 0,85 ng WHO-TEQ/kg friskvægt i muskelkødet og 13 ng WHO-TEQ/kg friskvægt i den grågrønne det med indvolde. I importerede krabber fra Irland var indholdet 0,38 ng WHO-TEQ/kg friskvægt i muskelkødet og 2,5 ng WHO-TEQ/kg friskvægt i den grågrønne det med indvolde (Livsmedelverket 2002).

3.5.3 Rejer

Ingen undersøgelser fra Østersøen. I rejer fra Skagerrak fandtes 0,44 ng WHO-PCDD/F-TEQ/kg friskvægt i kødet (Livsmedelverket 2002).

3.6 Dioxin i havpattedyr

Sæler og andre pattedyr findes øverst i fødekæden, de lever længe og opnår de højeste kontamineringsniveauer. Voksne hundyr vil normalt have lavere kontaminering med dioxiner end handyr. Det skyldes hunnernes årlige ammeperiode, hvor de overfører en stor del af deres kropsbelastning af stofferne med mælken til de diende unger. For unge dyr vil der ikke være en systematisk forskel mellem hanner og hunner.

3.6.1 Sæler

I Østersøen er der undersøgt for dioxin og/eller PCB i ringsæl (Phoca hispida botnica), gråsæl (Halichoerus grypus) og spættet sæl (Phoca vitulina, harbour seal, common seal). Ringsælen i Østersøen indtager ca. ti gange mere dioxin med føden end andre sæler på grund af andre foretrukne fødeemner fx. bundlevende dyr og fisk (Koistinen et al. 2002).

Ved en totalkoncentration på 209 ng WHO-TEQ/kg fedt i spækket er konstateret immunsystemseffekter i spættet sæl (Minh et al. 2000 citeret fra Falandysz et al. 2002).

3.6.1.1 Sverige

Rappe et al. (1981) bestemte tidligt en række chlorerede dibenzofuraner i spækprøver fra en gråsæl fanget i 1978 i den Botniske Bugt. Indholdet var 40 ng PCDF/kg prøve. Med en mere udviklet metode blev der senere bestemt både dioxiner og furaner (Rappe et al. 1984). Indholdet var nu 315 ng PCDD+PCDF/kg prøve eller omregnet ca. 160 ng WHO-TEQ/kg prøve.

Bignert et al. (1989) bestemte dioxinindholdet i homogenater af 4-5 Østersøsæler af forskellige arter og køn. Der blev kun analyseret for 5 congenere: 2378-TCDF, 2378-TCDD, 12378-PeCDF, 23478-PeCDF og 12378-PeCDD, og ikke omregnet til ækvivalenter. Den første og de to sidste congenere dominerede. I gråsæler indsamlet på den svenske østkyst i 1987 var den samlede dioxinkoncentration 31-61 ng/kg fedt eller 19-34 ng WHO-TEQ/kg fedt (beregnet af Allan Astrup Jensen). I spættede sæler indsamlet i 1983-1987 var dioxinkoncentrationen 30-34 ng/kg fedt (17 ng WHO-TEQ/kg fedt) og i ringsæler indsamlet i 1986-87 var dioxinindholdet 155-407 ng/kg fedt (92-320 ng WHO-TEQ/kg fedt). Sæler fra vestkysten havde halvt så meget dioxinindhold, indholdet i sæler fra det arktiske Atlanterhav var 5-20 gange lavere og indholdet i sæler fra Antarktis var 50-100 gange lavere og nær analysegrænsen.

Femten samleprøver af spæk fra 87 døde sæler indsamlet mellem 1979 og 1990 (mange af dem fra en virusepidemi i 1988 ved de svenske øst- og vestkyster blev undersøgt for dioxiner af Bergek et al. (1992). I sæler fra Østersøen var de mest betydende congenere: 123678-HxCDD, 12378-PeCDD, 23478-PeCDF, 2378-TCDF og 2378-TCDD. Unge ringsæler fra Østersøen havde langt højere koncentration med 98 ng WHO-TEQ/kg fedt (beregnet af Allan Astrup Jensen) end gråsæler med 27 ng WHO-TEQ/kg fedt og spættet sæl med 16 ng WHO-TEQ/kg fedt – dog 23 ng WHO-TEQ/kg fedt under 1988-epidemien, men ikke nok til at forklare epidemien. For ung spættet sæl var koncentrationerne stort set ens i Kattegat og i Østersøen. Forskellen mellem ringsæl og gråsæl var endnu mere grel for voksne dyr med 235 ng WHO-TEQ/kg fedt i ringsæl og 17 ng WHO-TEQ/kg fedt i gråsæl (voksne spættet sæl fra Østersøen blev ikke undersøgt). Voksne ringsæler havde således mere end dobbelt så høje niveauer som unge dyr, mens voksne gråsæler havde lavere niveauer. Spæk fra unge dyr havde ligeledes an lidt højere fedt % (89-94% overfor 85-90%). En enkelt gråsæl (hun), der var syg og afmagret (59% fedt) havde det højeste indhold blandt voksne gråsæler med 29 ng WHO-TEQ/kg fedt. Det var specifikt den højtchlorerede congener 123678-HxCDD, som var mere end fordoblet.

3.6.1.2 Finland

Ved en sygdomsepidemi blandt ringsæler i den Finske Bugt i efteråret 1991 blev der fundet 150 døde sæler. Koistinen et al. (1997) undersøgte i den forbindelse bl.a. dioxinindholdet i ring- og gråsæler. I ringsæler var koncentrationen i spæk mellem 50 og 150 ng I-TEQ/kg fedt og i gråsæler 12-61 ng I-TEQ/kg fedt. Det højeste indhold var af 123678-HxCDD og 12378-PeCDD, men der var også et betydeligt indhold af 23478-PCDF og 2378-TCDF.

Koistinen et al. (1999) bestemte dioxiner i 10 ringsæler fanget i 1997 i den Botniske Bugt. Koncentrationen i spæk og lever fra hunsæler var henholdsvis 170 og 741 ng WHO-TEQ/kg fedt og i hansæler henholdsvis 164 og 1132 ng WHO-TEQ/kg fedt. Det lavere niveau i lever fra hunner skyldes at kropbelastningen nedsættes under en ammeperiode. De dominerende congenere var overraskende 123678-HxCDD, 12378-PeCDD og 23478-PeCDF. Til sammenligning havde sæler fra Spitsbergen kun et dioxinindhold på 5 ng WHO-TEQ/kg fedt i spæk og 3-4 gange mere i leveren. Her dominerede 2378-TCDF. Indholdet af dioxin er lavere end ventet udfra dets føde.

3.6.2 Marsvin

Marsvin er den eneste hval, der lever i Østersøen. Det er en truet art og bestanden er gået meget ned i Østersøen. Årsagerne kan være mange, men de fundne kontamineringsniveauer er så høje, at de kan være en medvirkende årsag. Deres hovedføde er sild (Falandysz et al. 2002).

Bruhn et al. (1999) undersøgte bl.a. dioxiner i 4 marsvin fra Østersøen (fra 1994-95 og syd for de danske øer), 6 fra Nordsøen og 4 fra Grønland. Medianværdien for Østersøen var 6,2 ng dioxin/kg fedt eller 1,29 ng I-TEQ/kg fedt. Det var dobbelt så meget dioxin som i Grønland og næsten halvt så meget som i Nordsøen, som var mere kontamineret. De dominerende congenere var 2,3,7,8-TCDF og 2,3,4,7,8 P₅CDF. OCDD var relativt lavere i Østersøen.

Berggren et al. (1999) undersøgte bl.a. dioxiner i marsvin fanget 7 steder i Østersøen (syd for Skåne, syd for Blekinge, nord og syd for Öland). De dominerende congenere var 23478-P₅CDF og 2378-TCDF, som androg omkring 60% af indholdet. På TEQ basis var 12378-P₅CDD også vigtig. I unger fanget 1985-1993 var gennemsnitskoncentrationen af dioxin i spækket 13± 3,6 ng PCDD+PCDF/kg fedt med en range på 9,6-19 ng PCDD+PCDF/kg fedt. I voksne dyr fanget 1988-1989 var gennemsnitskoncentrationen tre gange så høj: 36± 26 ng PCDD+PCDF/kg fedt med en range på 9,4-67 ng PCDD+PCDF/kg fedt. Omregnet til toksicitetsækvivalenter var gennemsnitskoncentrationerne henholdsvis 4,1 og 9,6 ng I-TEQ/kg fedt. Det var under 5% af TEQ-bidraget fra det samtidige PCB indhold. Koncentrationer af dioxin i Kattegat/Skagerrak og den norske vestkyst var generelt det halve af i Østersøen.

3.7 Dioxin i havfugle

Her er det specielt havfugle, hvis føde er fisk fra Østersøen, der omtales.

3.7.1 Lomvi (Uria aalge, Guillemot)

Lomvier er alkefugle og slægtninge til pingvinen. De svømmer bedre end de flyver. De spiser især brisling og sild. Deres æg er velegnede til moniterings formål.

Rappe et al. (1984ab) detekterede dioxiner i muskel fra lomvier fra en koloni ved Stora Karlsö i den centrale Østersø. Niveauerne var omkring 200 ng PCDD+PCDF/kg fedt (?) eller omregnet omkring 93 ng WHO-TEQ/kg fedt. Analysemetoden var imidlertid dengang ikke fuldstændig.

Æg fra 3 lomvier indsamlet årene 1985 i den Botniske Bugt blev undersøgt af Koistinen et al. (1995). Dioxinindholdet var 1,6-1,7 ng I-TEQ/kg fedt. De dominerende congenere var 123678-HxCDD, 12378-PeCDD, 23478-PeCDF og 2378-TCDD. Dette mønster er i modsætning til i fisk og i fiskeørne.

3.7.2 Havørn (Haliaeetus albicilla, white-tailed sea eagle)

Havørnen er øverst i den akvatiske fødekæde, og den har været den mest truede rovfugl og bestanden omkring Østersøen har indtil 1980’erne været nedadgående. Beskyttelsesforanstaltninger, fodring og nedsat forurening har bragt bestandene i stigning igen.

Rappe et al. (1984) detekterede dioxiner i muskel fra havørn fra Polen. Niveauerne var omkring 167 ng/kg fedt (formentlig?) eller omregnet omkring 72 ng WHO-TEQ/kg fedt. Analysemetoden var imidlertid dengang ikke fuldstændig.

Brystmuskler fra 3 dødfødte havørne indsamlet årene 1988-1991 i det Botniske Hav blev undersøgt i Finland af Koistinen et al. (1995). Dioxinindholdet var 0,83, 6,9 og 66 ng I-TEQ/kg fedt. Omregnet svarer dette til 1,25, 9,3 og 89 ng WHO-TEQ/kg fedt. Den langt dominerende congener var 2,3,4,7,8-PeCDF, men der var desuden en betydelig andel af 1,2,3,7,8-PeCDD, 1,2,3,6,7,8-HxCDD og 2,3,7,8-TCDD.

Kannan et al. (2002ab) undersøgte dioxin i lever fra østtyske havørne indsamlet i årene 1979-1998. Gennemsnitskoncentrationen var 140 ng PCDD+PCDF/kg friskvægt. Fedtindhold var 4-10%. De højeste forureningskoncentrationer var i fugle fra Brandenburg (Berlin) fulgt af Østersøkysten. Den dominerende congener var 2,3,4,7,8-PeCDF, men der var også meget 1,2,3,7,8-PCDD og 1,2,3,6,7,8-HxCDD. Der var ingen klar udviklingstendens, men en korrelation med PCB. Det totale indhold af TEQ fra dioxiner og PCB viste et meget stort interval fra 6 til 2880 ng WHO-TEQ/kg friskvægt. Dioxinbidraget var typisk omkring 20%, co-planar PCB resten.

3.7.3 Fiskeørn (Pandion haliaetus, osprey)

Et af de første undersøgelser af fiskeørn var af Rappe et al. (1984). Indholdet i brystmuskel var 1.860 ng PCDD+PCDF/kg prøve eller omregnet ca. 680 ng WHO-TEQ/kg prøve.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |