| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Passiv ventilation til fjernelse af PCE fra den umættede zone - Hovedrapport

2 Virkemåde og teoretisk grundlag

2.1 Generel beskrivelse af virkemåde for passiv ventilation

Ved passiv vakuumventilation (PV) udnyttes de naturligt forekommende trykgradienter mellem atmosfæren og den umættede zone til at drive poreluften til terræn. En eventuel flygtig forureningskomponent i den umættede zone, som fx PCE , vil blive transporteret med luftstrømmen til atmosfæren, jf. figur 2.1. PV-systemet beskrevet i denne rapport fokuserer alene på at udnytte og optimere massefjernelsen via lodrette boringer, mens transporten gennem grænsefladen mellem atmosfæren og jorden ikke er medtaget – herunder betydningen af de naturligt forekommende sprækker i moræneler.

Disse trykgradienter er resultatet af en dæmpning og forsinkelse af trykfor-plantningen mellem atmosfæren og den umættede zone. Størrelsen af denne trykforskel afhænger bl.a. af den overliggende jords tykkelse og effektive permeabilitet samt den hastighed, hvormed atmosfæretrykket ændrer sig. På grund af denne dæmpning og forsinkelse vil der stort set altid være en trykgradient af varierende størrelse.

Figur 2.1
Princip ved passiv ventilation (PV) under faldende barometerstand (Lavtryk). Differenstrykket er forskellen mellem det absolutte tryk i atmosfæren og i den umættede zone under dæklaget.

Under faldende atmosfæretryk er trykforholdene i jorden for en situation med et lavpermeabelt dæklag illustreret på figur 2.1. Et stykke tid efter at atmosfæretrykket er begyndt at aftage, vil der være ens tryk i atmosfæren og den umættede zone, og differenstrykket vil være nul. I takt med at atmosfæretrykket falder yderligere, vil der opbygges et differenstryk over dæklaget, idet trykforplantningen og dermed trykudligningen gennem dæklaget sker langsommere end den rate, hvormed atmosfæretrykket falder. Som det fremgår af figur 2.1, vil det absolutte tryk i den umættede zone således blive større end atmosfæretrykket. Differenstrykket fortsætter med at vokse, indtil enten raten, hvormed atmosfæretrykket ændrer sig, begynder at aftage, eller differenstrykket har nået en størrelse, der balancerer den løbende trykudligning gennem dæklaget. Efter at atmosfæretrykket er begyndt at stige, vil der fortsat gå et stykke tid, inden differenstrykket er udlignet, og der således er samme tryk i atmosfæren og i den umættede zone.

For at udligne differenstrykket over dæklaget vil poreluften søge fra den umættede zone og gennem jordens porer til terræn. I de tilfælde, hvor de terrænnære jordlag er lavpermeable, yder de en meget stor modstand for luftens vertikale bevægelse, og den vertikale lufthastighed bliver derfor meget lav, og trykket udlignes kun langsomt. Ved tilstedeværelse af præferentielle strømningsveje med lav strømningsmodstand vil poreluften søge igennem disse. Figur 2.1 viser, hvordan den forurenede poreluft transporteres via et lodret filterrør (filtersat boring), der virker som en præferentiel strømningsvej. Udover menneskeskabte præferentielle strømningsveje, må udbredelsen af naturlige vertikale sprækker, forårsaget af bl.a. tektoniske påvirkninger og rodhuller, forventes at have en betydning for transporten af poreluft ud af den umættede zone.

Omvendt medfører stigende atmosfæretryk, at der efter et stykke tid vil blive opbygget et svagt overtryk i atmosfæren i forhold til den umættede zone, hvorved atmosfærisk luft vil blive presset ned i jorden for at udligne denne trykforskel. Er der igen præferentielle strømningsveje i form af en filtersat boring, vil atmosfærisk luft blive "suget" ned i boringen og ud i den umættede zone, jf. figur 2.1. For at undgå denne indstrømning af atmosfærisk luft, kan der monteres en simpel en-vejs-ventil, der kun tillader luften at strømme ud af boringen. Herved undgås en fortynding og spredning af forureningskomponenter i gasfasen i den umættede zone.

Den øjeblikkelige størrelse af luftflowet ud af den umættede zone afhænger af en række faktorer, og vil generelt være bestemt af størrelsen af det aktuelle differenstryk og luftpermeabiliteten i den umættede zone. På figur 2.2 er der for en af de aktuelle feltlokaliteter vist en typisk variation for de centrale parametre: Atmosfæretryk, differenstryk og luftflow.

Figur 2.2
Variation i fundamentale parametre for passiv ventilation (PV) for en periode med både stigende og aftagende atmosfæretryk.

For den viste periode på ca. 10 dage ses det tydeligt, at luftudstrømningen indenfor en enkelt udstrømningsperiode når et maksimum svarende til det tidspunkt, hvor differenstrykket er maksimalt, og at den har en varighed meget tæt på den periode, hvor differenstrykket er positivt. Effekten af en-vejsventilen er også meget tydelig, idet den effektivt forhindrer luft i at strømme ned i filtret i perioder med negativt differenstryk. Koncentrationen af PCE i den udstrømmende poreluft viser en relativt hurtig stigning umiddelbart efter at poreluften er begyndt at strømme ud af filtret. Koncentrationen når et relativt stabilt niveau ved den sidste af de 3 udstrømningsperioder vist på figur 2.2.

Atmosfæretrykket udtrykker vægten pr. arealenhed af den luftsøjle, som findes mellem jordoverfladen og stratosfæren i 160 km’s højde. Dette tryk genereres primært af tyngdekraftens påvirkning af luftsøjlen. Hvis massen i denne luftsøjle var konstant, ville trykket også være konstant - hvilket ikke observeres i praksis. Således spiller en række faktorer som terrænforhold, vandindhold, kemiske forhold i atmosfæren, luftbevægelser og andre dynamiske processer en væsentlig rolle. Disse faktorer er primært styret af energiindstrålingen fra solen. Den tilnærmelsesvise cykliske variation i energi-inputtet til luftsøjlen fra dels solindstrålingen og dels afgivelse af varme fra jordoverfladen resulterer i en kontinuert variation af det atmosfæriske tryk. Den absolutte variation i trykket er relativt lille, og udgør kun få procent af det totale tryk. Men på grund af det enorme luftvolumen, som disse ændringer påvirker, er energien indeholdt heri næsten ubegrænset.

2.2 Teoretisk beskrivelse af tryk- og flow ved passiv ventilation

De observerede variationer af differenstryk og luftflow fra passivt ventilerende boringer kan beskrives ved en relativt simpel matematisk model. Dette har stor betydning ved fortolkning af pilotforsøg, og i andre sammenhænge, hvor der ønskes et estimat for permeabiliteten af de forskellige jordlag. Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4, hvor den historiske udvikling inden for både modellering og observation af atmosfæretrykkets forplantning igennem jordlagene er nærmere beskrevet.

Den simple situation med et enkelt lavpermeabelt dæklag, og en umættet zone herunder, er skitseret på figur 2.3. Denne situation er generelt gældende for alle 4 feltlokaliteter, med undtagelse af kalken i Fakse, der er overlejret af to lerlag og et umættet sandlag.

Figur 2.3
Generel geologisk model og primære modelparametre til beskrivelse af tryk- og flow ud af passivt ventilerende boringer på feltlokaliteterne.

Beskrivelsen af trykforplantningen gennem det lavpermeable dæklag kan sammenlignes med varmetransport gennem et porøst medie. Med henvisning til figur 2.3, kan den en-dimensionale vertikale trykforplantning matematisk beskrives ved følgende differentialligning :

I udtrykket indgår, udover de centrale parametre i figur 2.3, følgende størrelser:

Randbetingelserne for problemet i figur 2.3 er:

z = 0,	P(0,t) = Patm(t)	(ved terræn)
z = h,		(ved nedre rand)

Differentialligningen kan løses numerisk på forskellige måder, og der henvises til /ref. 17/, hvor dette er gennemgået i detaljer. Sammen med denne reference er der publiceret simple programmer, der med udgangspunkt i ovenstående parametre og en tidsserie for atmosfæretrykket, kan beregne en tidsserie for differenstrykket. Det er således ved hjælp af dette program (Barosolve.exe) muligt at estimere den værdi for k_z, der giver den bedste overensstemmelse mellem det observerede og beregnede differenstryk.

På tilsvarende måde kan der opstilles en differentialligning, som beskriver udstrømningen af poreluft fra en boring som funktion af atmosfæretrykket. Udstrømningen af luft fra boringen kan principielt sammenlignes med den horisontale vandtilstrømning til en boring i et spændt magasin uden lækage ved en momentan trykafsænkning. Ved en række passende antagelser, hvortil der igen henvises til /ref. 17/, kan denne differentialligning løses numerisk. Ved hjælp af et public domain program (Baroflow.exe), kan der med input i form af en tidsserie for atmosfæretrykket, den beregnede værdi for k_z samt et estimat for den horisontale permeabilitet i den umættede zone k_h, beregnes en tidsserie for udstrømningen af poreluft fra boringen. Ved at variere k_h er det således muligt at estimere den værdi for k_h , der giver den bedste overensstemmelse mellem det observerede og beregnede luftflow ud af boringen.

Da det ikke er muligt at måle både luftflow og differenstryk i samme boring i forbindelse med et pilotforsøg, kan det være nødvendigt at opdele testen i to separate perioder af fx 14 dages varighed. I den første periode måles differenstrykket mellem den umættede zone og atmosfæren fx hver 15. min. ved hjælp af en datalogger tilkoblet en differenstryk-transmitter. Boringen skal under målingerne være forseglet mod atmosfæren. I den næste periode måles størrelsen af den udstrømmende luftmængde fx hvert 15. min. ved hjælp af en flow-transmitter tilkoblet en datalogger. Boringen skal under målingerne være åben mod astmosfæren og have monteret en en-vejs-ventil. I stedet for at opdele pilotforsøget i to dele, kan luftflowet måles i én boring samtidig med at differenstrykket måles i en anden nærliggende boring, som vurderes at ligge udenfor det område, som påvirkes af den boring, der er åben mod atmosfæren.

2.3 Eksempler på estimation af parametre ud fra tidsserier

Til illustration af procedure ved fortolkning af data fra enten en egentlig pilot-test eller driftsdata fra et igangværende system, tages der udgangspunkt i de to lokaliteter i Allerød. De anvendte data er registreret i forbindelse med selve driften af anlæggene. Ved fortolkningen af data er det nødvendigt først at beskrive geometrien i systemet, dvs. tykkelsen af dæklaget, tykkelsen af den umættede zone og dybden til den nedre randbetingelse. Herudover er det nødvendigt at specificere enten målte eller skønnede værdier for de enkelte lags porøsitet og vandmætning. Med udgangspunkt i lokaliteten på Prins Valdemars Alle i Allerød er der udtaget en ca. 2,5 mdr. lang målt tidsserie for hhv. atmosfæretryk og differenstryk i et referencefilter på lokaliteten. Værdien af de faste parametre som porøsitet, dæklagstykkelse osv. fremgår af den hydrogeologiske beskrivelse i afsnit 4.3.1, hvortil der henvises.

Værdien af den vertikale permeabilitet k_z er varieret, indtil der et opnået en tilfredsstillende overensstemmelse mellem det målte og det beregnede differenstryk. På figur 2.4 er vist tidsserier for det målte og beregnede differenstryk, idet der er anvendt en værdi for dæklagets permeabilitet på k_z=0.2 Darcy. Beregningsmodellen er relativt følsom overfor værdien af k_{z, ,} og giver således et relativt præcist estimat for k_z.

Figur 2.4
Estimation af dæklagets permeabilitet (k_z) ved hjælp af målte tidsserier for atmosfære – og differenstryk.

Der ses en generel tendens til overestimation af de positive differenstryk, hvilket sandsynligvis skyldes, at referencefiltret er påvirket af en horisontal trykudligning fra de omkringliggende passivt ventilerende boringer. Det er dog generelt muligt at forudsige differenstrykket med tilstrækkelig præcision til, at det ikke påvirker de efterfølgende beregninger af den horisontale permeabilitet væsentligt. Eventuelle "huller" i måleserierne for differenstryk, forårsaget af fejl på måleudstyret, kan således udfyldes med beregnede data, uden at der herved introduceres væsentlige fejl. Dette er udnyttet på begge lokaliteterne i Allerød, hvor der i perioder har været fejl på måleudstyret.

Efter at dæklagets permeabilitet k_z er bestemt, kan den horisontale permeabilitet k_h i den umættede zone estimeres udfra en tidsserie med atmosfæretryk og luftflow ud af boringen, samt den estimerede horisontale permeabilitet k_h. I praksis gøres dette ved at variere k_h, indtil der opnås en tilfredsstillende overensstemmelse mellem det målte og det beregnede luftflow. På figur 2.5 er vist tidsserier for det målte og beregnede luftflow, idet der er anvendt den tidligere bestemte værdi for dæklagets permeabilitet på k_z=0.2 Darcy og en horisontal permeabilitet på k_h=20 Darcy. Også denne beregningsmodel er relativt følsom overfor værdien af k_h, og giver et relativt præcist estimat for k_h.

Figur 2.5
Estimation af den umættede zones horisontale permeabilitet (k_h) ved hjælp af målte tidsserier for atmosfæretryk og luftflow.

Der kan generelt opnås en rimelig tilfredsstillende overensstemmelse mellem det målte og beregnede flow, og generelt kan det samlede flow over en periode estimeres indenfor en usikkerhed på ca. 5%. Der kan dog i den viste periode ses en enkelt mindre udstrømningsperiode d. 6-12-99, som ikke forudsiges korrekt, hvilket ikke umiddelbart kan forklares. Det bemærkes, at også det meget store flow, som blev observeret d. 3-12-99 i forbindelse med orkanen, der ramte Danmark, bliver forudsagt korrekt. Den dårligere overensstemmelse mellem det målte og beregnede flow i de første par udstrømningsperioder skyldes, at beregningsprogrammet bruger en numerisk medtode med et glidende gennemsnit. Denne metode kræver et par dages data for at initialisere og stabilisere beregningerne.

De beregnede værdier for k_z (0.2 Darcy) og k_h (20 Darcy) indikerer, at der er en faktor ca. 100 i kontrast mellem permabiliteten i dæklaget og i den umættede zone. De bestemte værdier er i rimelig overensstemmelse med litteraturværdier for hhv. moræneler (k_z) og fint velsorteret smeltevandssand (k_h).

Ved udførelse af pilot-forsøg med passiv ventilation, og hvor der ønskes en bestemmelse af både den vertikale og horisontale permeabilitet, vil det være tilstrækkeligt med en målefrekvens på 30 min. og en samlet observationsperiode på ca. 14 dage for flow og differenstryk.

2.4 Historiske observationer af atmosfæretrykket

I bl.a. de indianske kulturer er det igennem århundreder blevet observeret, hvordan åbne huler blæste luft ind og ud. Disse observationer er senere beskrevet af speleologer (den videnskabelige lære om huler), og disse cykler kaldet ’cave breathing’, skete efter et fast mønster, normalt med udstrømning om morgenen og indstrømning om aftenen. De tidligste observationer af atmosfæretrykkets indflydelse på den naturlige luftstrømning ind og ud af boringer blev rapporteret af Fairbanks i 1896 /ref. 5/. Det blev her observeret, at en boring "åndede" luft ind hhv. ud i takt med stigende hhv. faldende atmosfæretryk. Det blev også observe-ret, at den strømmende luftmængde var relativt større i perioder med meget skiftende vejr. Allerede i 1904 formulerede Buckingham en korrekt teori for, hvordan ilten i atmosfærisk luft blev transporteret ned i jordsøjlen som følge af variationer i atmosfæretrykket /ref. 6/. Denne teori beskrev også matematisk, hvordan trykket i atmosfæren forplanter sig ned i jorden, og i forbindelse hermed dæmpes og forsinkes, afhængigt af dybde og jordegenskaber.

De fleste referencer af gastransport forårsaget af variationer i atmosfæretrykket findes i forbindelse med radon /ref. 7/, lossepladsgastransport /ref. 8/ og transport af radioaktive gasser efter nukleare forsøgssprængninger /ref. 9/. I enkelte tilfælde er den naturlige variation i poreluftkoncentrationen og fluxen af flygtige stoffer ud af jorden vurderet /10,11/. Typisk for disse problemstillinger sker transporten i de relativt terrænnære jordlag. Også de hydrostatiske forhold i grundvandsmagasiner påvirkes af ændringer i atmosfæretrykket – populært kaldet barometereffekten, og dette fænomen er meget indgående analyseret /ref. 12/.

2.5 Udnyttelse af variationer i atmosfæretryk til oprensningsformål i USA

I litteraturen er der rapporteret relativt få anvendelser af det varierende atmos-færetryk i forbindelse med oprensningsformål. De referencer, der findes, er stort set alle knyttet til et større DOE (Department Of Energi) financieret udviklingsprojekt, som blev gennemført i USA i perioden 1990-1996. I dette projekt dokumenterede forskere fra Hanford /ref. 13/, Savanna River /ref. 14./ og INEL /ref. 15/ både de teoretiske muligheder for at udnytte de naturligt forekommende luftstrømninger, og der blev gennnemført pilotforsøg på en række vertikale boringer under varierende geologiske forhold. Forsøgene blev alle udført i områder, hvor der tidligere var konstateret forurening med bl.a. chlorerede opløsningsmidler.

På Hanford blev der specielt arbejdet med design og prøvning af luftfiltrering af afkastluften, idet der udover bl.a. carbontetraklorid også kunne måles et indhold af radioaktive gasser. Samtidig blev der afprøvet en mekanisk en-vejs-ventil styret af en tryktransducer, men dette system fungerede ikke optimalt. På Savanah River blev der udviklet og kommercialiseret en simpel en-vejs-ventil, "BaroBall", til styring af luftstrømningen ind og ud af boringen. Der blev også foretaget en lang række numeriske undersøgelser vha. flerfase-modellen T2VOC, og det blev konkluderet, at brugen af en-vejs-ventiler over tid gav en forøget massefjernelse i forhold til en åben boring /ref. 16/. På baggrund af dette arbejde blev der i 2001 publiceret nogle simple beregningsmodeller til vurdering af resultater af pilotforsøg med passiv ventilation /ref. 17/. Resultaterne fra Savanah River viser, at det er muligt at reducere både udbredelsen af både PCE og TCE i poreluften og koncen-trationsniveauerne generelt. Der kunne observeres eksponentielt aftagende koncentrationer, og stopkriteriet på 1 ppm skønnedes at kunne nås indenfor en 10-års driftperiode. Den principielle anvendelse af teknikken i disse sager fremgår af figur 2.6-a, og udnytter et relativt mægtigt lavpermeabelt dæklag.

Figur 2.6
Forskellige anvendelse af passivt ventilerende boringer til afværgeformål.
a) Ventilering af chlorerede opløsningsmidler eller andre flygtige komponenter, b) BERT, c) Bioventing af oliekomponenter d) Afskæring af lossepladsgas.

Under et andet DOE projekt, har forskere fra bl.a. Los Alamos undersøgt muligheden for passivt at ventilere terrænnære forurenede jordlag ved hjælp af en teknik benævnt BERT (Barometric Enhanced Remediation Technology) /ref. 18/. Disse områder kunne være tidligere bassiner, hvortil forurenet proces- og afløbsvand har været tilledt med henblik på nedsivning. Da der i denne situation ikke er noget naturligt lavpermeablt dæklag, er der udlagt en kunstig lufttæt membran med dimensionerne 30 m x 30 m. Denne membran tvinger ændringer i lufttrykket til at forplante sig udenom – og ind under membranen, hvorved der periodisk opstår en horisontal trykgradient i de forurenede jordlag under membranen. Centralt under denne membran er der placeret en vertikal filtersat boring. I perioder med en gradient ind mod boringen i centret vil der strømme forurenet poreluft ud af boringen, mens en-vejs-ventilen i perioder med en udadrettet gradient vil blokere for indstrømmende atmosfærisk luft. Princippet er illustreret på figur 2.6-b. Resultaterne viser, at der kunne opnås et gennemsnitligt luftflow på ca. 9 m³/dag og en fjernelsesrate på ca. 0,6 kg/år. Ved at montere en mini-vindturbine på toppen af boringen kunne luftflowet øges til ca. 30 m³/dag.

En anden udnyttelse af de naturlige luftflow fra boringer er passiv bioventing, jf. figur 2.6-c. I denne situation udnyttes perioderne med indstrømning af atmosfærisk luft til at tilføre ilt til den umættede zone. Herved kan den biologiske aerobe omsætning af oliekomponenter stimuleres, og forureningen kan nedbrydes in-situ. Ved forsøg i Californien /ref. 19/ er der påvist et naturligt luftflow på op til 30 m³/t og en stigning i iltindholdet i den umættede zone i en afstand på op til ca. 15 m fra boringen under perioder med indstrømning af atmosfærisk luft. Influensradius for metoden på lokaliteten blev vurderet til ca. 12 m, indenfor hvilken det over tid var muligt at opretholde et minimums-iltindhold på ca. 5% vol./vol.

Til afskæring af den horisontale gastransport fra en losseplads og ind under et beboelsesområde er der afprøvet et system bestående af passive injektions- og ekstraktionsboringer /ref. 20/. Med en indbyrdes afstand på ca. 10 m var der placeret en række med 18 ekstraktionsboringer nærmest lossepladsen, mens der parallelt med og ca. 20 m herfra var placeret en række med i alt 18 injektionsboringer, jf. figur 2.6-d. Moniteringsresultaterne viste, at der kunne opnås passive luftflow på op til 1-2 m³/t fra de enkelte boringer, og at der kunne fjernes en væsentlig mængde lossepladsgas passivt. Kombinationen af injektions- og ekstrationsboringer reducerede koncentrationen af methan i den passivt udstrømmende luft fra ca. 50% vol. til ca. 20% vol. Der kunne observeres en svag effekt på methan-koncentrationen i en række poreluftsonder placeret ca. 15 m fra de to rækker boringer, idet methankoncentrationerne her aftog med ca. 1-20%.

2.6 Opbygnings- og anlægskomponenter for system til passiv ventilation

Et system til passiv ventilation (PV) består som minimum af en boring, som er filtersat i den umættede zone og åben mod atmosfæren for at lede poreluften ud. Denne basale konfiguration og en række mere avancerede kombinationer af komponenter, der er beskrevet i det følgende, er skitseret på figur 2.7.

Figur 2.7
Forskellige anlægsopbygninger til passiv ventilation

Optimering ved hjælp af en-vejs-ventil

En-vejs-ventiler bruges for at begrænse strømning af atmosfærisk luft ned i den umættede zone. Uden en sådan ventil vil der i perioder, hvor atmosfæretrykket er større end trykket i den umættede zone, opstå en luftstrøm af atmosfærisk luft tilbage i jorden via boringen. Selvom dette i sig selv ikke forhindrer systemet i fortsat at fjerne forurening, så betyder indblæsningen af den atmosfæriske luft, at forurenet poreluft bliver presset væk fra selve boringen, hvilket vil medføre en vis fortynding af den udstrømmende poreluft, når luftstrømmen i en efterfølgende periode er udadrettet som følge af ændrede trykforhold i atmosfæren.

Standard prototype

Det standard prototype-design, som afprøves på 3 af de 4 lokaliteter i dette projekt, består, udover selve boringen, af et aktivt kulfilter (GAC), en en-vejs-ventil samt diverse rørføringer for afkast af luften til atmosfæren. GAC-systemet bruges til rensning af poreluften, før den udledes til atmosfæren. Systemet fungerer samtidigt som et passivt VOC-opsamlingssystem i stil med traditionelle kulrør. Dette giver således mulighed for at analysere GAC-granulatet, hvorved massefluxen fra boringen kan beregnes.

Simpel variant

På den ene af de 4 lokaliteter er afprøvet den simpleste variant med direkte urenset afkast til atmosfæren. Før et sådant PV-system kan realiseres, skal der foretages en OML-beregning (Operationel Meteorologisk Luftkvalitetsmodel) med henblik på at kunne dokumentere, at Miljøstyrelsens Luftvejledning nr. 2, 2001 /ref.1/, overholdes. OML-beregningen tager udgangspunkt i en bestemmelse af den nødvendige skorstenshøjde for overholdelse af B-værdier for forurenings-komponenter 1,5 meter over terræn i skel mod nabo. Med hensyn til udregning af nødvendig skorstenshøjde henvises til /ref.1/. En række B-værdier for de relevante stoffer er listet i bilag 1-7. I praksis vil det på grunde med beboelse være nødvendigt at overholde B-værdierne på selve grunden.

Andre metoder til optimering

For at maksimere flowet af poreluft ved at forøge vakuumet direkte i boringen, kan også andre teknikker baseret på vedvarende energi bruges. Rent mekaniske systemer omfatter bl.a. venturi-hætter og vindturbiner (Aerofon hætter), som udnytter vindenergien direkte. Disse systemer kan dog ikke generere vakuum af betydning, dvs. større end ca. 0.1 mBar. Andre systemer omfatter små ventilatorer eller pumper, som drives af batterier, der løbende oplades af solceller og/eller mini-vindmøller, jf. figur 2.3.

På en af de 4 lokaliteter er der implementeret et system, der ved hjælp af vindenergi (vindmølle) og solindstråling (solcelle) driver en mini-vakuum-pumpe i en enkelt af boringerne.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |