Frivillige dyrkningsaftaler i indsatsområder

1 Indledning

1.1 Målgruppe
1.2 Mål
1.3 Afgrænsning

Ved ændring af Vandforsyningsloven i 1998 blev det pålagt amterne at gennemføre indsatsplaner i de områder, hvor en særlig indsats er nødvendig for at beskytte drikkevandet. Som et led i en indsatsplan kan vandværkerne indgå aftaler med landmænd om at ændre dyrkningspraksis på arealerne.

Vandværksforeningerne og landbrugets organisationer har udarbejdet en vejledning, som kan anvendes ved indgåelse af frivillige dyrkningsaftaler (Landbrugets Rådgivningscenter, 2002). Vejledningen beskriver udgangspunktet for opgørelse af økonomiske kompensationer samt mulige dyrkningsrestriktioner, hvilket åbner mulighederne for at sikre drikkevandet.

Gennemførelse af dyrkningsaftaler kan dog blive vanskelige i praksis. Dels indgår der mange aktører i arbejdet - vandværker, landmænd, kommuner og amter - og dels lægges der vægt på, at dyrkningsaftalerne skal indgås på basis af frivillige aftaler. Denne fokus på frivillighed og samarbejde mellem flere aktører er fundamental for aftalens indhold og form.

Udgangspunktet for enhver frivillig aftale er, at form og indhold giver mening for de parter, som indgår aftalen. For at opnå en meningsfuld aftale er det afgørende, at aftalen er lokalt tilpasset, det vil sige målrettet mod den enkelte landmands ønsker og behov. En konstruktiv dialog bliver derved en nødvendig og logisk del af processen for at sikre, at aftalen bliver lokalt funderet og dermed kommer til at fungere i praksis.

Landbrugets arealanvendelse har alt overvejende været reguleret via generelle regler. Dette blev ændret med Drikkevandsudvalges anbefalinger i 1997 og den deraf følgende ændring af Vandforsyningsloven m.fl. i 1998. Det blev herefter muligt at gennemføre skærpelser af bl.a. landbrugets brug af kvælstoffer i områder, der er udpeget som sårbare over for nitrat. Udgangspunktet for lovgivningen er frivillighed. Det vil sige, at myndighederne i videst mulige omfang skal søge at gennemføre foranstaltninger ved at indgå frivillige aftaler såsom frivillige dyrkningsaftaler om f.eks. miljøvenlig jordbrugsdrift, skovrejsning m.m. Indgåelse af frivillige dyrkningsaftaler stiller således nye krav til rådgivningsværktøjer, beslutningssystemer og indgåelse af dialog.

Formålet med dette projekt er ud fra den viden og erfaring, der er opbygget på området, at påpege metoder, som i praksis kan udgøre et fælles kommunikations- og beslutningsgrundlag mellem miljømyndigheder og landmænd i et givet indsatsområde til indgåelse af frivillige dyrkningsaftaler. Forskellige modeltilgange til estimering af kvælstofudvaskningen samt forskellige aftaleformer vil blive vurderet iht. deres anvendelighed.

Det er således målet at påpege og diskutere metoder og redskaber til indgåelse af dyrkningsaftaler i praksis, hvorimod der ikke vil blive anvist generelle løsningsforslag (eks. udlæg i kornafgrøde), idet den ideelle løsning altid vil afhænge af de aktuelle forhold.

1.1 Målgruppe

Projektet henvender sig til fagfolk i Miljøstyrelsen, amter, kommuner, vandværker, rådgivere og landboforeninger.

1.2 Mål

Målet at påpege og diskutere metoder og redskaber til indgåelse af dyrkningsaftaler i praksis, herunder:
sociologiske metoder til gennemførelse af frivillige dyrkningsaftaler
tekniske redskaber og metoder til beregning af nitratudvaskning i henhold til den praktiske anvendelse
at sætte gang i en proces og en diskussion i relevante kredse, som kan føre til erkendelser af, hvordan indgåelse af dyrkningsaftaler gribes bedst muligt an i henhold til ovenstående problemstillinger.

1.3 Afgrænsning

Projektet vil beskæftige sig med agronomiske og sociologiske aspekter, og ikke med de økonomiske forhold, idet der henvises til vejledningen udarbejdet mellem vandværkerne og landbrugets organisationer.

Projektet vil primært belyse kvælstofproblematikken under henvisning til, at vidensniveauet inden for dette område er størst. De høstede erfaringer vil derefter eventuelt kunne overføres til andre områder og således også til pesticidproblematikken.