Frivillige dyrkningsaftaler i indsatsområder
2 Administrativt grundlag
Drikkevandsudvalgets anbefalinger medførte en række markante ændringer af vandforsyningsloven (Lovbekendtgørelse nr. 130 af 26. februar 1999), som betyder, at den fremtidige grundvandsbeskyttelse skal tage udgangspunkt i udarbejdelse og gennemførelse af indsatsplaner. Der skete samtidig en ændring af miljøbeskyttelsesloven. Følgende afsnit redegør kort for det administrative grundlag i henhold til gældende lovgivning. Der vil blive henvist lovgivning angivet (figur 1).
|
Figur 1:
Relevant lovgivning ved udarbejdelse af dyrkningsaftaler
2.1 Hvor skal der udarbejdes indsatsplaner?
Amterne har ved 1997-revisionen af regionplanerne udpeget områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD-områder), hvilket udgør omtrent en tredjedel af Danmarks areal. Udpegning af OSD-områderne skete iflg. vandforsyningsloven § 11, stk. 1, og er en overordnet kortlægning af områder med vandindvindingsinteresser af regional betydning.
I henhold til den statslige udmelding til regionplanen 2001 skal der foretages en udpegning og tidsmæssig prioritering af områder, hvor der skal gøres en særlig indsats for at beskytte grundvandet. Disse prioriterede områder benævnes indsatsområder eller "generelle indsatsområder".
Indsatsområderne kan være afgrænsede af hydrologiske og administrative skel. Indsatsområderne kan f.eks. være et OSD-område, et grundvandsdannende opland til en vandforsyning eller et område med oplagte administrative grænser (Vejledning nr. 3, 2000). Indsatsområderne fungerer som den fremtidige ramme for planlægningen af grundvandsbeskyttelsen og arbejdet hermed.
Indenfor de generelle indsatsområder udpeges efter vandforsyningsloven § 11, stk. 1, følsomme indvindingsområder, hvor grundvandet er særligt følsomt overfor en eller flere typer af forurening med angivelse af, hvilken type forurening, de anses for at være følsomme overfor. Dette sker på baggrund af en detaljeret hydrogeologisk kortlægning (zonering) af indsatsområderne.
For de følsomme indvindingsområder skal der udarbejdes indsatsplaner, dvs. planer for, hvorledes initiativer til at imødegå samtlige forureningstrusler iværksættes. Selve indsatsen er altså begrænset til de arealer inden for indsatsområdet, hvor kortlægningen har dokumenteret, at en indsats er nødvendig (lovbekendtgørelse nr. 130, 1999; Vejledning nr. 3, 2000).
2.2 Hvad skal en indsatsplan indeholde?
En indsatsplan skal beskrive samtlige forureningskilder samt de grundvandsbeskyttende tiltag, der er nødvendige for at opnå den tilsigtede forbedring af grundvandsbeskyttelsen, som beskrevet i bekendtgørelse nr. 494 af 28. maj 2000 om indsatsplaner. En indsatsplan skal derudover rumme en samlet, detaljeret tidsplan for gennemførelsen af indsatsen mod alle forureningskilder i området samt angivelse af, hvem der skal gennemføre overvågning og i hvilket omfang.
En indsatsplan er således i ordets forstand en "plan" for en fremtidig indsats. Den kan indeholde retningslinier for hvornår og hvordan de specifikke problemstillinger i indsatsområdet løses. En tidsplan kan f.eks. angive, hvornår kortlagte forureningstrusler forventes undersøgt, afværget eller kontrolleret, og hvornår der i forbindelse med nitratindsatsområder skal være opnået frivillige aftaler.
Foranstaltninger rettet mod den enkelte ejer kan indgå i en indsatsplan. Det er således ikke en forudsætning, at der er indgået dyrkningsaftaler for at vedtage en indsatsplan. Forhandlingerne med lodsejerne vil ofte foregå efter vedtagelsen.
2.3 Hvem skal udarbejde indsatsplanerne?
I henhold til vandforsyningsloven § 13 og § 13a er det fastlagt, at amtsråd, kommunalbestyrelser eller ejere af et alment vandforsyningsanlæg kan udarbejde en indsatsplan. Amterne har dog det overordnede ansvaret for, at det sker (jf. § 13).
I henhold til vandforsyningsloven § 12 er det pålagt amtsrådet at oprette et koordinationsforum bestående af repræsentanter for amtet, kommunerne i amtet, vandforsyningerne i amtet, andre berørte myndigheder, jordbruget, industri og eventuelle andre relevante parter. Forslag til en indsatsplan skal forelægges dette koordinationsforum, uanset om forslaget er udarbejdet af amt, kommune eller vandværk.
Det er endvidere foreslået, at der derudover etableres kommunale kontaktudvalg og vandforsyningssamarbejder, således at lokale synspunkter kan fremføres blandt andet i det amtslige koordinationsforum via vandværkernes eller kommunernes repræsentanter (Århus Amt, 2001).
Det fremgår yderligere af vandforsyningsloven §13 b, stk. 1, at alle direkte berørte parter skal inddrages under udarbejdelse af et udkast til beskrivelse af de foranstaltninger rettet mod den enkelte ejer, der foreslås gennemført for at afhjælpe og forebygge forurening af vandressourcen.
2.4 Implementering af indsatsplanerne
Amter, kommuner eller vandværker kan indgå aftaler med ejeren af en ejendom om dyrkningspraksis eller salg af ejendommen til amt eller kommune (Vandforsyningsloven § 13 d). Under forudsætning af, at et vandforsyningsanlæg har fordel af aftalen, skal anlægget betale det beløb, der ifølge aftalen tilkommer ejeren. Hvis det ikke er tilfældet, skal kommunen helt eller delvist betale. Amtet har pligt til at gennemføre indsatsplaner (Vandforsyningsloven, § 13 c).
Derudover er proceduren for implementering af indsatsplanen, herunder især indgåelse af dyrkningsaftaler, ikke fastlagt nærmere.
Samarbejde og koordinering er nøgleord i forbindelse med indsatsplanlægningen, dels fordi både kommuner, amter og vandværker kan udarbejde indsatsplaner og indgå aftaler med lodsejere, dels fordi alle direkte berørte parter skal inddrages under udarbejdelse af indsatsplaner.
Der lægges vægt på, at dyrkningsaftalerne indgås på basis af frivillige aftaler. Der er dog i miljøbeskyttelsesloven § 26a muligt at påtvinge grundejeren rådighedsindskrænkninger mod fuldstændig kompensation. Det forudsætter, at rådighedsindskrænkningerne er nødvendige for at gennemføre en vedtaget indsatsplan, og at der er gjort forsøg på at indgå en aftale på rimelige vilkår.
2.5 Hvem skal forestå forhandlingerne om dyrkningsaftaler?
Det lovmæssige grundlag giver både kommuner, amter og vandværker bemyndigelse til at udarbejde og gennemføre indsatsplaner.
På baggrund af interviews med medarbejdere i amter og vandværksforeninger står det ikke klart, hvem der vil forestå de konkrete forhandlinger med lodsejerne. I amterne er der i overvejende grad en forventning om, at de lokale vandværker vil udføre forhandlingerne, idet de har de finansielle muligheder, og derudover er lokalt funderet og således har mulighed for at kommunikere indsatsplanerne ud på et lokalt niveau. Omvendt har vandværkerne en vis forventning om, at amterne vil forestå den ressourcekrævende opgave, idet amtet har den nødvendige kapacitet og ekspertise.
Amterne har dog ansvaret for at indsatsplanerne bliver gennemført, hvilket fremgår af vandforsyningsloven § 13 c og d.
Erfaringerne viser, at fortrinsvis de store vandværker, som har den politiske opbakning og den fornødne ekspertise til at imødegå udfordringerne, har indgået dyrkningsaftaler. Hovedparten af vandværkerne i Danmark (ca. 75%) er små vandværker, som indvinder under 80.000 m2/år.