Frivillige dyrkningsaftaler i indsatsområder
3 Hidtidige erfaringer med dyrkningsaftaler
I det efterfølgende gøres kort rede for udvalgte projekter, hvor der er indgået dyrkningsaftaler med miljømæssigt formål.
3.1 Djursland - Havndal
I 1998 startede et 3-årigt grundvandsprojekt som et samarbejde mellem landmændene fra indvindingsområdet omkring Havndal på Djursland, Djursland landboforening, Landskontoret for planteavl og Århus Amt. Grenå Kommunes drikkevandsforsyning indvinder fra en væsentlig del af projektområdet. Området er domineret af sandjord på kalkbund med en meget ringe nitratreduktionskapacitet og høj husdyrtæthed (Vestergaard, 2001).
Projektets mål var at opnå tilmeldinger til de Miljøvenlige Jordbrugsforanstaltninger for derigennem at opnå en reduktion af kvælstoftabet til grundvandet. Endvidere var formålet at afklare, hvorfor MVJ-ordningerne ikke er slået mere succesfuldt igennem hos landmændene.
Metodens kodeord var oplysning, åben dialog, beregninger samt frivillighed. Nitratudvaskningen og økonomi blev beregnet ved nudrift med udgangspunkt i de faktiske bedriftstal for derigennem at informere om de faktorer, som har betydning for udvaskningens størrelse samt MVJ-ordningerne. På dette grundlag blev der udarbejdet handlingsplaner til nedbringelse af nitratudvaskningen i håbet om, at landmændene fik lyst til at tilmelde arealer til ordningen.
8 ud af 10 deltagende landmænd tilmeldte arealer til ordningen, hvilket har betydet en gennemsnitlig reduktion i udvaskningen på 25% for hele projektarealet.
3.1.1 Erfaringer
Landmændene opleves generelt positive og åbne over for dyrkningsaftaler som et redskab til grundvandsbeskyttelse. Der var størst interesse for udlæg af rajgræs, men også 20-årig udtagning og miljøvenlig drift af græs var der interesse for. At ordningerne fremstår som frivillige tilbud er meget centralt i forhold til landmændenes positive holdning. Frivilligheden gør landmændene til "aktivt deltagende", - de vælger selv – og kan kombinere deres bedrift med de ordninger, som er passende for dem.
Det gennemsnitlige dækningsbidrag inklusive tilskud steg med 300 kr./ha (eksl. maskin- og arbejdsomkostninger) for de tilmeldte arealer, hvilket givetvis ikke kunne kompensere for øget risiko for høstbesvær, investeringer i nye maskiner mv. Ingen af de tilmeldte landmænd har tilsluttet sig ordningen primært for at opnå en økonomisk gevinst.
Væsentlige barrierer for indgåelse af aftaler er manglende fleksibilitet (flerårige aftaler, restriktive arealkrav), ringe økonomisk incitament samt psykologiske barrierer mod bevidst undergødskning (Gleerup & Westergaard, 200).
3.2 Lyngby-projektet
Århus Kommunale Værker, Vandforsyningen, indledte i 1989 et pilotprojekt i indvindingsområdet til Lyngbyværket (ca.800 ha.) med det formål at demonstrere, hvordan vandforsyninger og myndigheder kan indgå frivillige dyrkningsaftaler med landmænd (Andreasen, 2000).
Målet var primært at reducere pesticidanvendelsen med følgende virkemidler: overgang til økologisk dyrkning, skovrejsning, MVJ-ordninger og pesticidfridyrkning. I projektforløbet indgik både borgermøder, besøg hos de involverede lodsejere, lodsejermøde samt telefoniske diskussioner.
Der er indtil videre indgået en enkelt dyrkningsaftale i 2000 (130 ha). Projektet gik i stå, da der ikke kunne opnås enighed om kompensationernes størrelse, og det blev besluttet at afvente landsaftalen.
3.2.1 Erfaringer
Landmænds forudsætninger for at indgå en aftale er meget forskellige. F.eks. var fritidslandmænd generelt mindre fleksible i forhold til heltidslandmænd, idet investering i nye redskaber ofte ikke kan betale sig, og fordi ændret dyrkningsform og -strategi kræver ny viden og tid. Modsat er små fritidsbrug ofte mindre effektive, og har derfor et lavere dyrkningstab end beregnet ud fra standardkalkulationerne.
Konklusionerne på projektet blev bl.a. at
 | Problemstillingerne er forskellige fra bedrift til bedrift ved indgåelse af dyrkningsaftaler f.eks. fritids- og heltidslandbrug. Fritidslandmænd udviste større accept af ideen, men mindre indsigt i landøkonomiske forhold. Hos heltidslandmænd spillede holdninger en mindre rolle, hvorimod der ofte var styr på økonomi, udbytter mv. |
| Det er ikke alle lodsejere, der ønsker at indgå dyrkningsaftaler. |
| Økonomi er vigtig, men er ikke altid styrende for landmandens beslutning. |
| Indgåelse af dyrkningsaftaler om ændret dyrkningspraksis er tidskrævende, og det er vigtigt fra starten at anskueliggøre dette over for alle parter. Processen må ikke tage for lang tid. |
| Det er vigtigt fra starten at inddrage en landbrugskonsulent. Det er vanskeligt for den enkelte landmand at gennemskue konsekvenserne af en aftale. |
| Det er vigtigt at gå frem efter en struktureret proces, som begrænser irrelevant snak og fremmer den konstruktive samtale. |
3.3 Drastrup
Aalborg kommune og Forsyningsvirksomhederne indledte i 1986 et samarbejde med det formål at sikre grundvandet i nærområdet omkring kildepladsen ved Drastrup (ca. 650 ha) (Aalborg Kommune, 2000). Arealet er et bynært område med store rekreative interesser.
Såfremt en lodsejer har ønsket at sælge, har Aalborg kommune opkøbt jorden mod fuldstændig kompensation. Grundvandet er derefter sikret gennem statslig skovrejsning og etablering af vedvarende græsarealer. Har lodsejeren ikke ønske om at sælge, men derimod at indgå frivillige aftaler, er der indgået aftaler omkring ophør af gødskning, sprøjtning og omdrift. Der er ydet fuldstændig erstatning for indskrænkningerne i råderetten efter vandforsyningsloven § 13 d. Har lodsejer ikke ønsket at sælge, og ikke indgå frivillige aftaler, er der fastlagt restriktioner efter Miljøbeskyttelsesloven § 26a.
Hovedparten af området er i dag omlagt til skov eller vedvarende græsarealer gennem frivillige aftaler om salg af jord til Aalborg kommune, og dermed udelukkelse af landbrugsdrift. Der er kun indgået få egentlige dyrkningsaftaler for mindre arealer med landbrugsdrift.
I en mindre del af indsatsområdet, der er karakteriseret ved kvægavl og juletræer, har det indtil nu ikke været muligt at indgå frivillige aftaler vedrørende den ønskede fremtidige arealanvendelse. I henhold til retningslinierne i helhedsplanen for den fremtidige arealanvendelse, skal arealanvendelsen ændres til skov eller vedvarende græsarealer uden omdrift og uden anvendelse af gødning og sprøjtemidler.
De omlagte arealer med skov eller vedvarende græs må ikke sprøjtes. Arealer nærmest kildepladsen må dog hverken gødes eller sprøjtes. De resterende arealer må gødes med 80 kg N/ha, selvom der foregår omdrift af arealerne.
3.3.1 Erfaringer
På trods af stor politisk opbakning omkring nødvendigheden af grundvandsbeskyttende tiltag har det ikke været muligt at indgå frivillige aftaler om omlægning af arealanvendelsen på de intensivt drevne ejendomme.
Denne ene af de to største ejendomme er overtaget af kommunen og efterfølgende solgt til det statslige skovrejsningsprogram. Ejeren af den anden store ejendom har det endnu ikke været muligt at indgå en aftale med, og netop derfor er der lavet en delindsatsplan omfattende bl.a. denne ejendom.
| En betydende del af arbejdet er foregået via etablering af jordfordelingsaftaler. Området bestod primært af mindre ejendomme, hvor man stod overfor at skulle afhænde ejendommen med henblik på pension. |
| Det var ikke muligt at indgå frivillige aftaler om driftsomlægninger hos de intensive brug, bl.a. fordi det ikke var attraktivt for de pågældende brug. |
3.4 Tunø
Århus Amt tog i 1986 initiativ til en indsats for at sikre vandforsyningen på Tunø (Århus Amt, 2000). Tunø indvinder fra øens eneste betydende vandværk, som dengang var kommunalt, men nu er privatiseret.
I løbet af 1980’erne steg nitratindholdet i drikkevandet så meget, at et indgreb blev nødvendigt. I foråret 1989 blev der etableret to beskyttelseszoner, en indre med en radius på ca. 100 m (ca. 3 ha), som blev etableret med vedvarende græs uden tilførsel af kvælstof eller pesticider, - og en ydre zone med en radius på 300 m, hvor der blev praktiseret markstyring og andre landbrugstekniske tiltag. I 1991 blev arealet af den indre zone fordoblet. Der blev installeret sugeceller under arealet, som benyttes til overvågning af udvaskningen.
Etablering af vedvarende græs nedbragte hurtigt og effektivt nitratudvaskningen, mens markstyring ikke havde den forventede effekt, især pga. den særlige afgrødesammensætning (bl.a. porreavl) på Tunø og den lille nettonedbør. En del af arealet er nu braklagt med hektarstøtte.
Indsatsen er gennemført på basis af frivillige aftaler med 3 lodsejere med betydelig succes. Projektet er udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af bl.a. Århus Amt, Odder Kommune, planteavlskonsulenten på Tunø og Miljøstyrelsen.
3.5 Små private vandværker
Der er eksempler på små private vandværker, som på eget initiativ har forsøgt at indgå dyrkningsaftaler, f.eks. Løkken Vandværk og Brovst Vandværk.
Typisk for disse projekter er, at det drejer sig om mindre arealer, hvor vandværkerne søger en enkel og varig løsning som f.eks. etablering af skov. Disse løsninger kræver ikke de store agronomiske og sociologiske overvejelser.
3.6 Samarbejde mellem miljømyndigheder og lodsejere
Ifølge en evaluering, som bl.a. har haft til formål at undersøge, hvorledes man bedst muligt når ud til landmænd med frivillige natur- og miljøstøtteordninger erfares det, at der fra alle landmænd lægges stor vægt på, at amtets og kommunens konsulenter har været i stand til at tage udgangspunkt i den enkelte bedrifts karakteristika. Heltidsbrugene ønsker ikke ordninger, som virker generende for det rationelle markarbejde eller øger ejendommens harmoniproblemer (Just et. al.,1996).
Ifølge undersøgelsen synes de aktuelle størrelser på tilskud til naturplejeforanstaltninger ikke at have været en afgørende faktor for, om landmændene har ønsket at medvirke til at skabe flere småbiotoper eller indføre miljøvenlige produktionsmetoder. Væsentligere synes bl.a. at være
| om naturpleje- og miljøforbedringsforanstaltningerne passer ind i landmandens overordnede strategi og produktionsplanlægning (initiativerne skal kunne forenes med den rationelle produktion) |
| om det offentlige yder praktisk støtte og rådgivning, f.eks. hjælper landmændene med det praktiske omkring papirarbejdet. Tid er i høj grad en begrænsende faktor for heltidsbrugene |
| om forhandlingerne forestås af neutrale parter, som ikke er personlig interesserede i resultatet, men derimod i processen og opnåelse af resultater. |
3.7 Sammenfatning
Der er endnu kun indgået få dyrkningsaftaler med grundvandsbeskyttende formål. De hidtidige aktiviteter er primært foregået hos de store vandforsyninger, men også i mindre grad hos de små vandværker. Typisk er projekterne båret frem af lokale ildsjæle, som har taget initiativ og været den drivende kraft i projekterne. De hidtidige indgåede dyrkningsaftaler bærer præg af at være pilotprojekter.
Ofte ender sagerne med "alt eller intet løsninger", forstået på den måde, at jorden enten udtages af driften (f.eks. omlægges til skov eller til langvarig brak), eller landmændene sætter hælene i og nægter at være med (Aalborg Kommune, 2000; Andreasen, 2000). Der er dog også eksempler på succesprojekter, hvor det har været centralt, at ordningerne fremstår som frivillige tilbud, hvilket gør landmændene til "aktivt deltagende".
De opnåede erfaringer viser, at problemstillingerne ved indgåelse af dyrkningsaftaler har været meget forskellige fra bedrift til bedrift. Væsentlige barriere er manglende fleksibilitet (flerårige aftaler, restriktive arealkrav), ringe økonomisk incitament samt manglende gennemskuelighed. Indgåelse af dyrkningsaftaler om ændret dyrkningspraksis er ressourcekrævende.
Det er således vigtigt for en reel og succesfuld gennemførelse af dyrkningsaftaler, at graden af kompleksitet reduceres, og at tiltagene passer ind i landmandens overordnede strategi og produktionsplanlægning.