| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Frivillige dyrkningsaftaler i indsatsområder

5 Typer af aftaler

Der praktiseres grundlæggende to typer aftaler, som kan anvendes ved indgåelse af frivillige dyrkningsaftaler i indsatsområder:

1. Dyrkningsaftaler baseret på bestemte adfærdsrestriktioner knyttet til arealerne.
2. Dyrkningsaftaler baseret på indirekte måltal for kvælstofudvaskningen.

Kvælstof vil i de følgende kapitler ofte blive benævnt N.

5.1 Aftaler baseret på bestemte restriktioner

Aftaler baseret på bestemte restriktioner kendes fra MVJ-ordningerne, såsom udlægning til ekstensiv græs eller reduceret gødskning. Økologisk jordbrug er et andet eksempel på dyrkningsaftaler, der bygger på denne type restriktioner, hvor man blandt undlader at benytte pesticider og handelsgødning. Kontrollen knyttet til aftalen går udelukkende på, om man overholder disse regler og ikke, om den forventede effekt opnås. En vigtig forudsætning for, at disse aftaler fungerer er, at de bygger på klare regler, der er lette at iagttage i praksis.

I forhold til indsatsområder vil denne type aftaler kunne nuanceres ved at inddrage stedspecifikke modelberegninger, der tager højde for aktuelle jordbundsforhold, klima og landbrugsproduktion. Modelberegninger kan således afgøre hvilke type arealanvendelse, der er acceptabel i forhold til de givne mål for indsatsområdet. Konsekvenser for N-udvaskningen af både nuværende og ændret dyrkningspraksis kan beregnes og nødvendige ændringer foreslås.

Aftalen forholder sig udelukkende til bedriftens arealer inden for indsatsområdet og er de facto overholdt ved indgåelsen forudsat, at landmanden overholder aftalens bestemmelser i løbet af vækstsæsonen. Indhold og form af en sådan dyrkningsaftale svarer således i princippet til, hvad der kendes under MVJ-ordningerne i dag.

Aftalen rummer to muligheder for kontrol. Afgrødevalget kan kontrolleres ved besigtigelse på markniveau. Gødningsanvendelsen kan kontrolleres på bedriftsniveau, idet gødskning i indsatsområdet vil indgå i bedriftens samlede gødningsregnskab. På den enkelte mark kan afvigelser fra den aftalte gødskning kun konstateres i ringe omfang ved besigtigelse, f.eks. anvendelse af husdyrgødning, hvor det ikke er tilladt.

Aftalens succes i forhold til formålet med at indgå aftalen afhænger af:

1. Kvaliteten af modellens estimat for N-udvaskningen.
2. Landmandens (frivillige) overholdelse af aftalens betingelser.

Denne type aftale betinger, at den instans, der indgår aftalerne med landmændene, er i stand til at håndtere det modelværktøj, der ligger til grund for aftalerne, og at man indgår i en løbende dialog med landmanden. Andre betydende parametre er størrelsen af det areal, som indgår i aftalen, samt landmandens temperament. Nogle landmænd vil givetvis føle en stor modstand imod den driftsmæssige indblanding fra myndighederne, såvel som nogle amtsmedarbejdere og vandværksfolk ikke ønsker at påtage sig denne rolle.

5.2 Aftaler baseret på indirekte måltal for N-udvaskning

Mekanismerne bag denne type aftaler kendes f.eks. fra miljøreguleringen af industrien, i form af grænseværdier for forskellige stoffer i det spildevand, der udledes fra en given virksomhed. Spildvandet kontrolleres, og overskrides de fastsatte grænseværdierne, udstedes bøder, og i grove tilfælde kan virksomhedens tilladelse til at producere inddrages. Til gengæld er det op til virksomheden selv at finde ud af hvilke tiltag, der fører til overholdelse af kravene.

I modsætning til industrien - som udleder via skorsten eller spildevandsledninger, såkaldt punktudledninger – er forureningen fra landbruget en diffus miljøbelastning. Når det drejer sig om landbrugets tab af N til grundvandet, findes der ingen valide metoder til at måle denne direkte, men der findes en række bud på, hvorledes dette tab kan estimeres ud fra indirekte målinger af bedriftens N-balance og praksis. En aftale mellem landmand og amt/vandværk baseret på måltal for N-balancen vil således bygge på, at dyrkningen gennemføres med en N-balance, der ikke overskrider et givent niveau for indsatsområdet. Den aftalte N-balance korreleres med en N-udvaskning, der er acceptabel for det aktuelle areal.

Det vil således være op til landmanden at vælge de nødvendige tiltag for at overholde måltallene. En sådan aftale er i princippet åben i forhold til valg af afgrøder og dyrkningspraksis, hvilket medfører en frihed for landmanden til at vælge den dyrkningspraksis, der bedst passer ind i bedriftens helhed. Det gør, at reguleringen bliver smidig for den enkelte landmand, og at manøvrerummet for at udvikle bedriften udvides, uden at det nødvendigvis går ud over de miljømæssige mål. Det kan være medvirkende til, at der skabes gensidig tillid, og at de ønskede mål nås (Noe og Halberg, 1999; Noe, 1999, Noe, 2001).

En fordel for landmanden ved aftaler baseret på måltal er, at der tages udgangspunkt i en bedrifts aktuelt opnåede resultater og dermed belønner godt landmandskab. I praktisk betyder det, at de samme mål vil kunne nås af den dygtige landmand med meget færre konsekvenser for landbrugsproduktionen, end hvis disse mål skulle sikres via restriktioner. Af figur 6 ses det f.eks., at den samme tildeling af husdyrgødning kan resultere i vidt forskellige N-balancer. Det vil således kræve en unødvendig streng restriktion af husdyrgødningstilførslen for den dygtige landmand, som ville kunne opnå samme reduktion gennem sin driftsledelse.

Figur 6:
Kvælstoftabet pr. ha. på bedriftsniveau plottet mod tilførslen af organisk gødning pr. ha. Bygger på data fra 61 bedrifter (Nielsen, 2000). Der er stor variation på bedrifternes N-balancer, selv ved samme tilførsel af husdyrgødning.

Denne type aftale vil indebære registrering og dokumentation af landmandspraksis for den enkelte landmand. Ved denne type aftaler vil der være mulighed for strategisk tænkning fra landmandens side, hvor landmanden søger at udnytte de givne ramme så godt som mulig til egen fordel. Det er derfor vigtigt, at aftalen i praksis skrues sammen, så begge parter kan have tillid til resultatet.

Er aftaler baseret på måltal, er det vigtigt, at landbrugsrådgivningen inddrages tæt i samarbejdet med landmændene. Der er brug for at synliggøre effekten af dyrkningspraksis på det omgivne miljø, både via opgørelse af de aktuelle tal og via modellering og beregning af konsekvenser på alternative planer. Det skal sætte landmanden i stand til at vurdere konsekvenserne af hans produktion i henhold til udvaskning af nitrat - og det skal kunne bruges til en langsigtet planlægning af alternativer til nudriften. I denne sammenhæng er det vigtigt, at synliggørelsen skal kunne bruges som informationsmiddel overfor omverdenen og især som dokumentation af forholdene overfor vandværket, som driftslederen har indgået aftalen med.

Hvis der kun er tale om en lille del af bedriftens arealer, som ligger inden for indsatsområdet, må det anses som uhensigtsmæssigt at indgå aftaler, der vedrøre hele bedriften, især hvis det drejer sig om kvægbedrifter, hvor der er en meget stor intern omsætning af foder og husdyrgødning.

5.3 Sammenfatning

Dyrkningsaftaler kan baseres på bestemte restriktioner knyttet til arealerne (handlingsorienteret) eller på måltal for N-balancen beregnet vha. N-regnskab (resultatorienteret). Handlingsorienterede aftaler er forholdsvise enkle at gennemføre via forbud og påbud. Det kan dog være vanskeligt at tilpasse aftalen til bedriftslederens værdier og bedriftens fysiske forhold. Med baggrund i en systemisk opfattelse af landbruget er der et stort potentiale i at lade systemet selv vælge de midler, som skal føre til de ønskede resultater via opstilling af N-regnskab.

Hvis der kun er tale om en lille del af bedriftens arealer, som ligger inden for indsatsområdet, må det af praktiske årsager anses som uhensigtsmæssigt at indgå aftaler, der vedrøre hele bedriften. Her er det hensigtsmæssigt at baseret en aftale på bestemte restriktioner knyttet til delarealet.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |