1 N_foder - N_kød + N_mælk
² Energi Korrigeret Mælk

Bedrift nr. 1 har klart det laveste N-overskud, den laveste N-tildeling i foder per årsko og den mindste omsætning i marken, både hvad angår input og output. En sommerfodring med lav græsfoder-andel slår også igennem som et lavt N-overskud per kilo energi korrigeret mælk (EKM). Bedrift nr. 1 har en relativt lav grovfoderandel, en lav areal andel med fikserende afgrøde, en relativt lav dyretæthed samt en rimelig arrondering. Der er således plads til at øge selvforsyningen i forhold til foder og øge sædskiftets forfrugtsværdi. Derved nedsættes indkøbt N i foder og handelsgødning med en mulig reduktion i N-overskuddet til følge. Ud fra et kendskab til driftslederens præferencer blev et hensyn til enkelhed i fodring og markdrift vægtet i kombination med højere selvforsyning.

Bedrift nr. 2 og bedrift nr. 4 har begge et N-overskud omkring 170 kg N/ha og et relativt ens niveau af N i foderet til køerne. N-omsætningen i marken er til gengæld vidt forskellig på grund af den store forskel mellem de to bedrifter med hensyn til husdyrtæthed og mælkeproduktion per hektar. Sædskiftet på bedrift nr. 4 er præget af grovfoder med stor bortførsel af N. Det giver en god N-effektivitet i marken trods et relativt stort samlet N-input til marken. Det store N-input per hektar er et muligt mål for tilpasning af bedriftens N-overskud. Stram styring af foderets N-indhold kombineret med høj udnyttelse af forfrugtsværdi i sædskiftet kan nedsætte indkøbt N i foder og gødning. Ekstensivering (større areal) er også en mulighed med stort potentiale på bedrift nr. 4.

På bedrift nr. 2 ville øget bortførsel med afgrøde gennem større arealandel af højtydende grovfoder samt reduktion af det samlede input til marken give mulighed for at øge N-effektiviteten i marken. Med en høj andel af korn til modenhed og en relativt lav andel af fikserende afgrøde har bedrift nr. 2 netop mulighed for god forfrugtsudnyttelse. Som for bedrift nr. 4 gælder det også her, at indkøbt N i foder og gødning kan nedsættes ved en fortsat stram styring af foderets N-indhold kombineret med høj udnyttelse af forfrugtsværdien i sædskiftet.

Bedrift nr. 3 satser på en meget høj grad af afgræsning, der resulterer i et højt niveau af N i køernes foder. Husdyrtætheden, en meget høj areal andel af fikserende afgrøde og anvendelsen af en relativt stor mængde handelsgødning betyder et stort samlet input til marken og et stort N-overskud på bedriften. Bedre balance i køernes proteinfodring via proteinfattig grovfoder som majs vil både afhjælpe det store input til besætningen og nedsætte andelen fikserende afgrøde. Lavere andel af fikserende afgrøde ville gøre det lettere at udnytte forfrugtsværdien i sædskiftet og derved nedsætte tilførslen af handelsgødning. Bedriftens potentiale ligger altså i en samtidig tilpasning af fodringsstrategien og dyrkningsstrategien. Ekstensivering (større areal) er som på bedrift nr. 4 også en mulighed med stort potentiale.

Tabel 13:
Oversigt over bedriftskarakteristika og muligheder og barrierer i forhold til at reducere N-overskuddet på to konventionelle kvægbedrifter.

Tabel 14:
Oversigt over bedriftskarakteristika og muligheder og barrierer i forhold til at reducere N-overskuddet på to konventionelle kvægbedrifter.

Med bedriftsmodellen SAMSPIL (Hansen & Kristensen, 1997) blev konsekvenser for N-overskuddet ved forskellige ændringer af driftspraksis beregnet. Med SAMSPIL kan man beregne, hvordan ændret sædskifte, foderration og gødningsstrategi påvirker produktionen og N-overskuddet. Ved alle forslag til ændringer var det her forudsat, at mælkeydelsen skulle opretholdes og arronderingen skulle søges respekteret. Der blev især fokuseret på balancering af proteinfodringen ved afgræsning samt reduktion af handelsgødningstilførslen gennem bedre udnyttelse af husdyrgødning og forfrugt. Reduktion af husdyrtæthed gennem udvidelse af areal blev også inddraget. Efterfølgende blev resultaterne gennemgået ved bedriftsbesøg hos den enkelte landmand med det formål at afprøve de teoretiske alternativer i forhold til driftslederens præferencer og erfaring.

På hver bedrift har de opstillede forbedrignsmuligheder været diskuteret med landmanden og planteavlskonsulenten. Deres kommentarer indgår blandt i angivelsen af muligheder og barrierer i tabel 13 og 14.

Ud fra modelberegningerne skønnes det, at den potentielle reduktion i N-overskud ved de forslåede ændringer er på 11-25%. Dette er væsentligt mindre end hvad Kristensen (1997) fandt muligt ved modellering af forskellige kombinationer af fodrings- og gødskningsstrategier på kvæggårde. Nærværende resultater er opnået ud fra aktuelle bedriftsdata under hensyntagen til praktiske forhold på den enkelte bedrift. Det giver langt flere bindinger end ved modellering af teoretiske bedrifter.

På de fire undersøgte bedrifter er der påvist et potentiale for reduktion af N-overskuddet, som det er sandsynligt at kunne udmønte uden væsentlig økonomisk risiko. Ved indgåelse af dyrkningsaftaler i indsatsområder kan der opnås økonomisk kompensation, hvorved det er muligt at pålægge produktionsnedsættende restriktioner.

8.3 N-balancer i et sammenhængende område

Indsatsområderne udpeges ud fra en hydrogeologisk kortlægning. Det vil i praksis betyde, at grænserne vil gå på tværs af mark og bedriftsstrukturer. Da aftalerne ofte kun vil berøre dele af bedriften, vil det have betydning for de aftaler, der indgås med de involverede landmænd. I det følgende vil denne problemstilling blive diskuteret ud fra situationen i et konkret OSD-område.

8.3.1 Præsentation af værkstedsområdet

Figur 12 viser et området nord for Klosterheden i Vestjylland, der er udpeget som OSD-område og nitratfølsomt område. Ifølge oplysninger fra Ringkøbing Amt vil det egentlige indsatsområde ikke blive kortlagt før 2003. Et sammenhægende område inden for dette OSD område blev i 1996 udpeget som værkstedsområde med det formål at undersøge landbrugets muligheder og barriere for i et sammenhængende område at sikre hensynet til drikkevandet under hensyn til en forsat effektiv landbrugsproduktion (Noe og Halberg 2002, Nielsen et al., in prep.).

Se her!

Figur 12:
Kort over det udpegede OSD-område nord for Klosterhede Plantage, området med rødt er det værkstedsområde, hvor landmændenes muligheder og motivation for at inddrage miljøhensyn I driftsledelsen er undersøgt.

Som et led i projektet er samtlige markbalancer for området blevet opgjort for årene 1998 og 1999. På nedenstående kort og ses disse markbalancer både på markniveau (figur 13) og som gennemsnit på bedriftsniveau (figur 14).

Figur 13:
Markbalancerne for 1998 og 1999 opgjort i et OSD-område nord for Klosterhede Plantage (Nielsen et al., in prep.).

Hensynet til drikkevandet skal ses som det samlede bidrag fra bedrifterne i området. Det er ikke bidraget fra den enkelte mark det enkelte år, der er afgørende for den samlede nitratindhold i grundvandet, men det samlede niveau i hele området.

Se her!

Figur 14:
Bedriftsbalancer for 35 bedrifter med 490 marker dækkende et areal på 2000 ha. Bedriftsbalancerne er opgjort i 1998 (Nielsen et al., in prep.)

For hele området betragtet, er der en meget stor variation i N-overskuddet mellem markene indenfor det enkelte år (figur 13). N-overskuddet på bedriftsniveau er derimod relativt stabilt mellem årene. Bedriftsbalancerne er naturligvis afhængig af høstudbytter og dermed klimavariationer, men disse variationer på bedriftsniveau ikke er så store som variationen mellem markene indenfor bedriften. Den enkelte marks bidrag er således bestemt af det produktionssystem som marken indgår i, da de forskellige marker repræsenterer de forskellige positioner i sædskiftet.

Dette indebærer, at tiltag for at ændre N-tabet fra den enkelte mark kan medføre konsekvenser for dyrkningen på bedriftens øvrige marker (f.eks. mht. afgrødevalg, afgrøderækkefølge og gødskning). Dermed kan en ændring af driftspraksis på en mindre del af en bedrift repræsentere ændringer, der skal håndteres på bedriftsniveau.

Den enkelte mark indgår således i den strategi, som bedriften er organiseret omkring, og dermed er det i et vist omfang bedriften, der bestemmer udvaskningen for den enkelte mark. For mange af de berørte bedrifter vil det dog gælde, at kun en del af bedriftens arealer ligger inden for selve indsatsområdet. Derfor kan det være hensigtsmæssigt at se på afhængigheden mellem enkeltmark og bedrift, hvilket vil blive konkretiseret i det følgende.

8.3.2 Ingen eller lille afhængighed.

På rene planteavlsbedrifter uden specialafgrøder forekommer kun ringe grad af afhængighed mellem den enkelte mark og bedriften. Her kan hver mark principielt betragtes som et system uafhængig af hinanden. Det er kun hensynet til udnyttelse af maskinparken og arbejdsfordelingen der, ud over den forventede økonomiske afkast, har indflydelse på valg af afgrøde og gødskning. Aftaler om ekstensiv drift kan indgås for disse bedrifter for delarealer uden at det berøre den øvrige bedrift nævneværdig. Og det er alene kompensationens størrelse i forhold til udbyttenedgang, der er afgørende for bedriftens forsatte rentabilitet.

8.3.3 Mellem stor afhængighed

På bedrifter med husdyr eller planteavl med specialafgrøder optræder der moderat stor afhængighed mellem den enkelte mark og bedriften. For husdyrbedrifter gælder, at den jord, der drives, indgår i harmonikravene. Bedriften er derfor principielt afhængig af at kunne fordele husdyrgødningen rundt på hele arealet. Hvis husdyrgødningen ikke fordeles jævn, vil de marker, der får mere husdyrgødning, få et større N-overskud i forhold til de marker, der får mindre. Den enkelte marks økonomiske betydning for bedriften er således ikke planteavlen, men den husdyrproduktion som denne giver grundlaget for.

For planteavlsbedrifter med specialafgrøder vil bedriften også ofte være afhængig af at kunne komme rundt på hele arealet med f.eks. kartofler, da der pga. hensynet til sygdomme og skadedyr er minimumskrav til antallet af år mellem afgrøden. Da det er disse specialafgrøder, der udgør indtjeningsgrundlaget, vil det have økonomisk konsekvenser at udtage dele af arealet af bedriftens sædskifte.

8.3.4 Stor afhængighed.

Den største afhængighed findes på malkekvægsbedrifter. Ud over det beskrevne arealkrav er bedriften også afhængig af grovfoderproduktionen, som på mange kvægbrugssystemer er helt afgørende for det økonomiske afkast i stalden. Jo højere husdyrtæthed, jo større er denne afhængighed. Men samtidig fungerer det også sådan, at jo højere husdyrtæthed, der er i et område, jo højere bliver jordpriserne, og jo mere afhængig er bedriften af en intensiv produktion i stalden for at forrente jordprisen.

8.4 Individuelle aftaler

Da aftalerne skal bygge på frivillighed, er det vigtig, at der opstilles en bred vifte af muligheder, da en type tiltag kan virke hensigtsmæssigt i forhold til en type bedrift, men uhensigtsmæssigt i forhold til en anden. Grundlaget for at indgå aftaler skal således kunne tilgodese den konkrete situation i indsatsområdet, samt landmændenes ønsker og muligheder.

8.5 Valg af aftaletype

Fra workshoppen fik vi bekræftet, at problemstillingerne i de udpegede indsatsområder er meget forskellig fra område til område. Nogle steder drejer det sig om mindre afgrænsede områder, f.eks. en beskyttelseszone omkring et vandværk, hvor kun enkelte landmænd er berørt, og kun dele af bedriften. Andre steder drejer det sig om større sammenhængende områder, hvor flere bedrifter er involveret. Er der tale om små arealer, vil det oftest være mest hensigtsmæssig at søge en permanent løsning som skovrejsning, langvarig brak eller ekstensiv afgræsning. Ligger området bynært, kan løsningen kombineres med rekreative formål som det f.eks. er beskrevet i Drastrup projektet (Madsen, et al. 2002) Hvis der derimod er tale om et større område, er det hensigtsmæssigt at søge en løsning, der tilgodeser forsat landbrugsproduktion under hensyn til grundvandet.

8.5.1 Adfærdsorienterede dyrkningsaftaler baseret på modeller

I praksis giver opstilling af lokalspecifikke alternativer større fleksibilitet for den enkelte landmand i og med, at der opstilles flere muligheder, end med de nuværende MVJ-ordninger. Effekten af ændringer i landbrugsproduktionen og arealanvendelsen i det aktuelle område kan vurderes, og alternativer til nudriften opstilles. Vælges modeltilgangen anbefales det, at der udarbejdes et dyrkningskatalog på baggrund af forekomne jordtyper, bedriftstyper og klima, som beskriver de dyrkningsalternativer, der lever op til myndighedernes krav til udvaskningen fra rodzonen.

Specielt for de dynamiske modeller er det vigtigt at have et detaljeret kendskab til dyrkningssystemet og jordbundsforholdene, som kan variere betydeligt lokalt. Et rimelig sikkert resultat kræver et detaljeret datainput, som kan være svær at fremskaffe i praksis. Derudover kræver det et godt brugerkendskab til modellen samt indsigt i de agronomiske forhold, som kræves for at kunne udarbejde realistiske dyrkningsforslag, som er anvendelige og giver mening for landmanden.

Nogle landmænd vil formentlig opfatte myndighedernes udarbejdelse af dyrkningsplaner som uønsket indblanding i deres driftsledelse. Andre landmænd vil finde tryghed i at følge præcise krav, som ved overholdelse giver sikkerhed for opfyldelse af myndighedernes krav. På workshoppen kom der en del synspunkter frem angående denne tilgang. Et synspunkt var, at det som amts medarbejder var en fordel at have et konkret katalog af mulige adfærdsrestriktioner med i tasken til landmændene - det var det nemmeste at administrere og håndtere i dialogen med landmanden. Der blev også udtrykt en skepsis over for om folk i amter og vandværker er klædt på til at gå ind i en bedriftsnær modellering af alternative muligheder for den enkelt bedrift.

Også kontrolproblemet blev diskuteret. Der er knyttet nogle kontrolproblemer til modelbaserede dyrkningsaftaler. Kontrol af om en bestemt landmandspraksis udføres korrekt - f.eks. om der gødes og sprøjtes som aftalt – vil kræve en omfattende overvågning. Der stilles spørgsmålstegn ved, om denne overvågning af handlinger overhovedet er mulig i praksis.

8.5.2 Aftale baseret på N-regnskab

Dyrkningsaftaler baseret på N-balancen giver den enkelte landmand store frihedsgrader til at vælge de dyrkningstiltag på bedriften, som fører til opnåelse af de fastsatte mål. Men det forudsætter, at landmanden har adgang til den nødvendige viden og rådgivning for at kunne udnytte de potentielle frihedsgrader. Det er her meget vigtig, at landbrugskonsulenterne inddrages i aftalerne, og at de har redskaber til rådighed, som kan understøtte landmanden. Repræsentanter fra rådgivningssiden gav udtryk for, at det var en opgave som rådgivningen gerne vil inddrages i, og at man allerede med Grøn Regnskab har et af de redskaber, der kan understøtte landmanden i denne planlægning.

Det kræver yderligere overvejelser omkring, hvordan disse aftaler kan skrues sammen i praksis. Det er nødvendig at fastsætte mål for N-overskud på markniveau. Det betyder i praksis, at kravene til den koncentration (mg NO₃^-/l), som må forlade rodzonen, skal omsættes til et N-overskud på marken (kg N/ha) i forhold til overskudsnedbøren. Hertil skal der gøres overvejelser omkring de øvrige tabsposter; denitrifikation, fordampning og ændringer i jordpuljen.

Tabelværdier kan anvendes til fordeling af de forskellige tabsposter i N-regnskabet på markniveau, hvilket dog kan være usikkert. På sigt vil bedriftsmodellen FASSET (jf. afsnit 7.4), der er under udvikling ved DJF kunne bidrage til at fastsætte fordelingen mellem de forskellige poster mere sikkert, herunder også N-udvaskningen.

Det er ligeledes vigtigt for alle parter, at aftalerne har en simpel struktur. De bør bygge på glidende gennemsnit over 3 år. Der vil på grund af vejret være årsvariationer på bedriftsbalancerne uanset dyrkningspraksis. I forhold til det tipsperspektiv som grundvandet dannes under, er et enkelt års udvaskning uden betydning, blot det samlede niveau over årene er overholdt. Det betyder også, at interne korrektioner mellem årene i form af lagerforskydninger ikke bør gøres til genstand for spekulation i forhold til den indgåede aftale. Fokuseres aftalerne kun på enkeltmarker, vil der på grund af sædskiftet især for kvægbedrifter være en større årsvariation i N-overskuddet som følge af, hvor i sædskiftet den aktuelle mark befinder sig.

På planteavls- og svinebedrifter vil det være forholdsvis enkelt at opgøre markbalancerne for de enkelte marker. Men for kvægbedrifter er er det således lettest at håndtere aftaler både for landmand og myndighed, hvis aftalen kan indgås for hele bedriften. Hvis aftalen indgås for dele af bedriften, vil det kræve en større dokumentation af omsætning på den enkelte mark, og det øger naturligvis kontrolproblemet på samme vis som ved indgåelse af modelbaserede aftaler.

På bedrifter med husdyr kan bedriftsbalancen via ekstern import – eksport regnes med en rimelig stor nøjagtighed. Den summerede markbalance kan estimeres som bedriftsoverskuddet minus stald- og lagertab, der uanset tilgang fastsættes som tabelværdi. Beregning af markbalancer som kun vedrører en del af bedriftens samlede areal vil være påvirket af usikkerhed mht. korrekt opgørelse af til- og bortførte mængde for den enkelte mark og kræve højere grad af intern registrering. Der vil dog være en mulighed for kontrol op imod den samlede bedriftsbalance, som kan bestemmes relativ sikkert (tabel 2).

Vandrammedirektivet skal vedtages inden december 2003, hvilket betyder, at alle tabsposter i fremtiden skal vurderes. I henhold til dette ville det være relevant at opstille mål for det samlede langsigtede N-tab til omgivelserne.

Repræsentanter fra amt og vandværker viste stor interesse, men også stor skepsis for, hvordan man kan få aftaler baseret på N-balancer til at fungere i praksis. Det var for de fleste en ny tilgang, og der blev udtrykt usikkerhed, om det overhovedet var muligt at kontrollere i praksis. Så hvor aftaler baseret på N-balancer ikke ligger så fjernt for landbruget, kræver det en større omstillingsproces for de personer, der er tilknyttet amter og vandværker.

Der ligger en udviklingsopgave i at finde ud af, hvordan aftalerne kan skrues sammen i praksis. Det er her vigtig, at de praktiske hensyn bliver afvejet i forhold til de teoretiske videnskabelige hensyn.

8.6 Hvordan kommer vi videre

Det blev generelt fremhævet på workshoppen, at dialogen med den enkelte landmand var uhyre vigtig, men ofte vanskelig. Mange af de personer, der er involveret fra amt og specielt vandværker er ikke vant til at samarbejde og kommunikere med landmænd som miljømyndighed. Det blev diskuteret, hvordan man kunne opnå en konstruktiv dialog. Nogle af de synspunkter, der kom frem var for det første, at det er vigtig, at landmanden mødes ved køkkenbordet, dvs. søge at skabe den gensidige tillid. For det andet er det vigtigt, at have et solidt dokumenteret grundlag for, at der er et problem i forhold til grundvandet, og at de forskellige aftaler vil lede til den ønskede effekt. For det tredje var der enighed om, at det var vigtig at involvere landmandens rådgivere i selve kontraktforhandlingerne.

Da aftalerne skal indgås frivilligt, og da resultaterne vil være meget afhængige af den måde landmændene omsætter aftalerne i praksis, er det vigtig, at der udarbejdes et godt grundlag i praksis. Det generelle indtryk fra workshoppen er, at der rundt omkring i amterne og hos vandværkerne hersker meget stor usikkerhed om, hvordan man skal angribe denne problemstilling i praksis. Vores forslag er derfor, at næste skridt vil være etablering af eksempelprojekter, hvor forskere og de involverede parter i samarbejde afprøver de skitserede aftaletyper i praksis i et eller flere konkrete indsatsområder og udvikler en platform for dialogen med landmændene.

8.7 Sammenfatning

Hidtidige erfaringer viser, at det på baggrund af det nuværende aftalegrundlag kan være vanskeligt at opnå frivillige dyrkningsaftaler indenfor de udpegede indsatsområder.

En mulig forklaring er, at dyrkningsaftaler oftest berører hele bedriften selvom aftalen kun vedrører en mindre del af bedriftens arealer, da bedriften produktionsmæssigt er afhængig af disse arealer. Betydningen af den komplekse sammenhæng mellem driftsleder, besætning og mark på især kvægbedrifter er illustreret gennem de fire konkrete gårdeksempler.

Der er derfor brug for at kunne indgå aftaler, der tager hensyn til den enkelte bedrifts forsatte produktion og rentabilitet og som samtidig sikre, at den ønskede drikkevandsbeskyttelse opnås.

Der foreslås to tilgange til at opnå denne fleksibilitet ved indgåelse af dyrkningsaftaler.

1. At man bruger modelberegninger til at indgå bedriftsspecifikke dyrkningsaftaler
2. At man bruger N-balancer til at indgå resultatbaserede aftaler

Ud fra en agronomisk/sociologisk synsvinkel er den sidste type aftale at foretrække, da den inddrager landmanden og konsulenten i at udvikle produktionssystemet under hensyn til de ønskede mål. Dette gælder især på malkekvægsbedrifter, hvor bedriften ofte er meget afhængig af grovfoderproduktionen på de enkelte marker.

Hvor det drejer sig om en mindre del af arealet kan den første metode være at foretrække af praktiske årsager. Det er desuden en mulighed på rene planteavlsbedrifter uden specialafgrøder, da bedriften i ringe grad er afhængig af de enkelte marker.

Hvilken type aftale der er mest hensigtsmæssig at indgå må i hvert enkelt tilfælde afhænge af de parter, som indgår aftalen.

Der er forsat en række åbne spørgsmål om, hvordan disse aftaler kan og skal skrues sammen i praksis. En god dialog med landmændene i forbindelse med etablering af dyrkningsaftalerne anses for vigtig, og det anbefales, at der sker en udvikling og afprøvning af de skitserede aftaletyper i praksis gennem konkrete eksempelprojekter.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |